Nadja Pass

Kategori: Arbejdsliv

3 nytårsønsker på tærsklen mellem 2015 og 2016

Hvis jeg skulle sætte en overskrift på 2015 ville det være den smukke første sætning i Dickens’ A Tale of Two Cities: “It was the best of times and the worst of times”.

For i min levetid har ét år sjældent været så præget af terror, skuddramaer, uoverskuelige flygtningsstrømme – og sjældent har valg og folkeafstemninger skabt så store kløfter både mellem borgerne og politikerne og mellem landsdele og befolkningsgrupper. Men samtidig har 2015 også budt på masser af lysglimt, der forhåbentlig kun er kimen til, at vi som befolkning i 2016 for alvor begynder at påtage os langt mere ansvar. At vi hver især sætter ind netop dér, hvor vi ser det største udviklingspotentiale og har de bedste forudsætninger for at være med til at gøre en forskel – og så gør alt, hvad vi hver især kan for at præge fremtidens Danmark.

Når jeg tænker tilbage på 2015 har mine egne tanker især kredset om tre spørgsmål, som jeg allerede i 2015 har eksperimenteret med forskellige løsningsforslag til – kimen til større eksperimenter, som jeg virkelig håber at kunne folde mere ud i 2016, så de kommer til at gøre en endnu større forskel for langt flere. Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere sidder jeg tilbage med tre store nytårsønsker her på tærsklen mellem 2015 og 2016.

Ét på det personlige plan, ét på det professionelle plan og ét på det samfundsmæssige plan. 

romanesco

Mine tre nytårsønsker er tæt forbundne og hinandens forudsætninger.
Så et godt og enkelt skridt på vejen er selvfølgelig at starte på det personlige plan,
hvor man med sikkerhed kan gøre en forskel.


1. På det personlige plan – Hvordan bliver vi voksne bedre til at være nybegyndere igen? 

Mit 2015 startede på en paradisstrand i Cuba. Nytårsaften lå ca halvvejs inde i en to-måneders rejse, der – udover selvfølgelig al de glæde og selvforkælelse, det også bringer at bytte to af årets mørkeste måneder ud med sol, salsa og livsnydelse – et led i et større Borgerlyst-eksperiment, hvor jeg de seneste år har brugt mig selv som forsøgskanin. Nemlig at være “voksen nybegynder”.

I Borgerlyst-sammenhæng interesserer det mig, fordi jeg gennem årene har kunnet se, hvor ofte folk holder sig tilbage fra at føre deres borgerlystne ideer ud i livet, fordi de er bange for at fejle, ikke føler sig “klar” eller tror de skal vide og kunne alt muligt, inden de går i gang. Mens al vores erfaring fra vellykkede borgerlystprojekter og iværksætteri viser, at den allerbedste måde at blive klar på bare er at gå i gang og lære det undervejs. Men at det kræver, at man tør fejle og at man ind i mellem er meget kikset. Hvilket som voksen kan være svært at acceptere, når man i mange år har beskæftiget sig med ting, man er god til. Det har aldrig faldet mig selv særligt svært at kaste mig ud i borgerlystne projekter og iværksætteri, selvom jeg dybest set ikke har anet, hvordan jeg skulle gribe det an. Men så er der alt muligt andet, jeg ikke er god til og som føles grænseoverskridende for mig. Så for at træne min forståelse af, hvordan det føles at være nybegynder har jeg de seneste år kastet mig ud i alt muligt, jeg selv drømte om at blive bedre til, men som føles grænseoverskridende, udfordrende eller svært. At opdyrke talenter, jeg aldrig rigtigt fik udfoldet, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet. Eller lære noget, jeg tidligere ikke har fået lært. Det har tidligere bragt til at tage være på “Billedskole for voksne” på SMK og tage et kursus i improvisationsteater hos Skuespiller-forbundet. Men Cuba-turen var et langt større skridt, fordi det var en meget intensiv indsats og fordi pardans er noget af det, jeg altid gerne har været villet være rigtig god til, men som også har været meget grænseoverskridende for mig, fordi det mildt sagt aldrig har været nogen spidskompetence for mig, at “lade mig føre”.

Trods et par enetimer med en vidunderlig lærer næsten hver dag i to måneder, blev jeg aldrig nogen ørn til at danse salsa. Men jeg lærte en masse om rytme og trin og kropsglæde. Jeg fandt glæden i at give mig hen til en andens ideer og planer og rytmer. Dels i dansen, men også på et mere grundlæggende plan, hvilket er stort, når man som mig ellers altid har levet, valgt og prioriteret så meget som muligt efter mit eget hovede. Og måske vigtigst af alt: Jeg kan meget bogstaveligt mærke, at jeg efter den tur er blevet meget mere modig. Ikke så meget på det professionelle plan, hvor jeg altid har været ret frygtløs. Men på det personlige plan. Jeg bekymrer mig simpelthen meget mindre om, hvordan jeg ser ud, synger, danser, taler eller om jeg “er for meget”, end nogen sinde før. Jeg har slået mig meget mere løs. Mine nybegynder-eksperimenter har hjulpet mig til at falde på plads i mig selv.

På det personlige plan er mit nytårsønske er at både jeg selv og så mange andre som muligt i 2016 kaster os ud i alle mulige forskellige nybegynderprojekter. Hvad der er det rigtige for jer hver især og hvor jeres største udviklingspotentialer ligger, ved kun I selv – men jeg tror inderligt på, at uanset hvor man tager fat og tør afprøve sig selv på nye måder, smitter det positivt af på alle livets andre aspekter, fordi man så også bliver mere modig dér og mindre bange for at fejle.

2. På det professionelle plan: Hvordan frigiver jeg tid og energi til at udvikle noget nyt i stedet for at gentage mig selv?

I sommers så jeg nogle dokumentarprogrammer om Edison, der satte alle mulige tanker i gang. Der var masser af spændende pointer om opfindelser, kreativitet og kompromisløshed. Men det, der optog mig allermest var en lille sidehistorie om dengang, Edison lige havde opfundet fonografen. Det var allerførste gang nogen sinde, man kunne optage lyd og mere eller mindre tilfældet var det børnerimet “Mary had a little lamb” Edison reciterede. Alle ville selvfølgelig opleve miraklet, så Edison måtte rejse land og rige rundt med sin fonograf – og alle steder blev han bedt om at sige “Mary had a little lamb”.  I følge dokumentarprogrammet var han ved at gå til i gentagelsen. Det var naturligvis vigtigt for fonografens udbredelse, at han kom rundt med den og så mange som muligt fik mulighed for at opleve i en verden, hvor hverken radio, tv eller internet endnu kunne broadcaste nyhederne til de mange. Men han følte, han brugte sin tid på alt det forkerte, for han allerede så mange ideer til nye og endnu bedre opfindelser, der byggede videre på hans erfaringer med fonografen, men som han ikke fik tid til at hellige sig, så længe han brugte sin tid på at gentage sig selv.

Dén historie har jeg næsten tænkt dagligt over siden. For jeg synes, det meget præcist stiller skarpt på et kreativt paradoks: På den ene side er det ekstremt vigtigt for gode ideers udbredelse, at man som skaber fastholder fokus og opdyrker og videreudvikler dem, så de ikke bare bliver ved den gode ide, men bider sig fast og bliver ordentligt forankret. Men på den anden side risikerer den store opmærksomhed og efterspørgsel også at fastholde skaberen i det allerede udviklede format eller koncept, mens der måske lå endnu større muligheder i alt det nye, der endnu ikke er udviklet, men som bygger videre på erfaringerne. De fleste af os er stødt på paradokset i musikkens verden, hvor musikerne helst vil spille deres nyeste musik til koncerten, mens publikum venter længselsfuldt på, at de gamle hits. Og det moderne mediebillede har i høj grad accelleret opmærksomheden, så mange fine projekter bliver  overeksponerede så tidligt i deres udvikling, så de i bedste fald strander på at blive ved med at levere det, der pludselig efterspørges massivt, selvom det måske kun var en prototype – og i værste fald risikerer at drukne i deres egen succes.

På det professionelt-personlige plan har jeg oplevet det med store fokus på Borgerlysts Samtalesaloner. Et ide og et format som jeg elsker og er meget stolt af at have skabt sammen med Andreas Lloyd. Men også et enkelt eksperiment ud af mange, der pludselig endte med at gribe langt mere om sig, end vi havde forestillet os. Det er fantastisk, fordi vi jo bliver lykkelige hver gang nogen nye tager initiativ til at starte deres egne samtalesaloner rundt om i landet – men det har også været en udfordring, at der pludselig var så stor efterspørgsel på at få os ud for at holde samtalesaloner, at vi endte med at bruge en masse af den tid, vi ellers skulle have brugt på at udvikle nye eksperimenter, på at svare på henvendelser om konsulentopgaver, der dybest set aldrig var meningen med det hele.

Det har været et af de professionelle spørgsmål, der har optaget mig mest i 2015: Hvordan hjælper jeg bedst samtalesalonerne videre ud i verden, så jeg stadig er med til at styrke samtalekulturen så meget som muligt og hjælper så mange som muligt til selv at blive gode værter – og hvordan sorterer jeg samtidig bedst i henvendelserne udefra, så jeg kun påtager mig de opgaver, hvor det virkelig gør en forskel om netop jeg er tilstede og er værtinde, så jeg frigiver mest mulig tid til at udvikle nye eksperimenter.

I 2015 tog Andreas og jeg to ret drastiske beslutninger i den forbindelse. Dels besluttede vi at splitte vores lille to-somme samarbejdskerne, som vi ellers har fået så meget godt ud af de seneste 5 år, op. Mens jeg fortsætter med at videreudvikle Borgerlyst, har Andreas startet projektet “Medborgerne”. Vi er stadig hinandens gode venner og faglige legekammerater og kommer sikkert også fortsat til at samarbejde om nye ideer og projekter. Men ved at splitte op, skabte vi plads til nye samarbejder, nye måder at gøre tingene på og nye chancer for hver især at fokusere på netop de tanker og ideer, vi hver især har brændt mest for, men som der ikke blev så meget plads til i vores samarbejde, fordi den anden ikke brændte ligeså meget for netop dét.

Dels besluttede vi at trappe ud som initiativtagerne bag de store åbne Samtalesaloner vi tidligere holdt ca. en gang om måneden. For at alle erfaringerne, metoderne og tankegodset bag ikke skulle gå tabt, har vi skrevet en lille ny håndbog: “Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak”, der forhåbentlig vil gøre det endnu nemmere for andre at holde deres egne samtalesaloner. Vi kommer selvfølgelig stadig til at holde kurser i samtalesalonværtskab, selv at være værter for udvalgte skræddersyede samtalesaloner, at lave nye eksperimenter ala Samtalesøndag, Samtalemiddag på SMK og grundlovsgildet, vi holdt sammen med Dansk Arkitektur Center. Og lur os om ikke vi også kommer til at holde nogle helt klassiske åbne samtalesaloner selv i ny og næ. Men det har frigivet en masse ny tid og energi, at vi ikke længere har forpligtet hinanden på at gentage det samtalesalon-format, vi for længst havde raffineret og gennemarbejdet hver måned. Men nu hver især kan udvikle nye ideer og eksperimenter, der bygger videre på alt det, vi har lært under udviklingen af Samtalesaloner.

På det professionelle plan er mit nytårsønske for 2016, at langt flere begynder at bruge deres nyvakte nybegyndermod på at turde se ud over det velkendte og velafprøvede – og også professionelt tør kaste sig ud i noget, der ikke på forhånd er en sikker succes. Tør bruge tid på at udforske omvejene og svinkeærinderne, der ofte gemmer på langt flere fantastiske løsninger end dem vi fristes til “at gå med” fordi det jo “ikke skal være kunst, det skal være færdigt”. At vi tør gøre op med middelmådigheden, kompromiserne og konsensussøgningen og i stedet altid bestræber os på at yde vores ypperste, gøre os umage og glæde os over de kunsteriske kvaliteter, hvis værdi sjældent kan måles og vejes, men som gør så stor en forskel på så uendeligt mange andre langt vigtigere planer end det økonomiske. Lad os ikke kun overlade børnene og de unge at prøve kræfter med noget nyt, men lad os gøre det langt mere almindeligt for voksne at kaste sig ud i noget nyt – og også at gøre det professionelt. Jeg har en stor tiltro til alt det gode, glade amatører kan finde på og udvikle. Men jeg synes, det er mindst lige så spændende at se, hvordan dygtige fagpersoner kan videreudvikle alt det de allerede kan til noget helt nyt. Og hvor stor en forskel det ofte kan gøre, hvis man udover sin faglighed og nybegyndertilgang også bidrager med sit netværk, sin position og man typisk også har opnået, når man er nået lidt senere hen i livet. Hvorfor skal man holde op med at udvikle sig så snart man har sit på det tørre. Hvorfor er det ikke netop dét vi bruger som udgangspunktet for at kaste os ud på det endnu dybere? 

3. På det samfundsmæssige plan – Hvordan bliver vi alle sammen bedre til at påtage os ansvaret for vores samtid – og vores samtidige?

Da jeg i efteråret besøgte SMK’s Eckersberg-udstilling blev jeg som ofte før grebet af akut guldaldermisundelse. Tænk at have levet i en tid, hvor så mange synkront ydede deres ypperste indenfor vidt forskellige fagområder og kunstarter – og kom hinanden så meget ved, at de lærte af hinanden og sammen satte et så massivt præg på deres samtid, at vi i eftertiden tænker tilbage på den som noget så særligt, at vi kalder den guldalderen. Men det, der for alvor optog mig i kølvandet på udstillingen var, hvor stort et ansvar der egentlig ligger i at “være hinandens samtidige”. Hvor afhængige vi alle sammen er af at dele vores viden, faglige indsigt, tanker og erfaringer med hinanden, så vi alle sammen hjælper hinanden til at blive endnu bedre. Hvor vigtigt det er, at vi som hinandens samtidig bakker hinanden op og støtter op om i stedet for at bremse og pille ned. Og hvor afgørende det er, at vi bliver stadigt bedre til at mødes på tværs af de fasttømrede grupperinger, så vi kan få genetableret samfundssindet og sammenhængskraften og styrke forståelsen for, hvorfor andre tænker, handler, prioriterer og stemmer som de gør i stedet for at bruge vores forskelligheder som afsæt for skyttegravskrige. Lad os hellere krydsbestøve hinanden med viden, indsigt og nuancer.

På det punkt kom et af de væsentligste lyspunkter i 2015 fra min fantastiske ven og mangeårige sparringspartner Thomas Madsen-Mygdal, der med sit nyeste initiativ Klub har skabt en helt ny form for mødested, hvor formålet er at skabe det “tredje sted” mellem arbejdet og hjemmet, hvor vi mødes for at snakke, skabe, feste, udvikle, undersøge sammen og krydsbestøve hinanden med alt det bedste vi har lært og har kært. Det er stadig i sin spædeste vorden, men jeg synes allerede nu, det er utroligt og overraskende dejligt at se, hvordan Klub har skabt rammerne for nye former for samvær, samtænkning, samarbejde og samtaler.

Jeg selv har også sat et par eksperimenter i gang i løbet af 2015, der på hver sin vis har handlet om at skabe nye rammer, hvor vi som samtidige kunne mødes og sammen gøre en forskel. I kølvandet på skuddramaerne i februar udråbte vi “Samtalesøndag”, der handlede om at få så mange som muligt til at bruge en time på at snakke med en fremmed om nogle af tidens store spørgsmål. Og i september, da flygtningestrømmene for alvor tog fart, holdt jeg første arrangement i et nyt Borgerlyst-eksperiment: FORSAMLINGEN. Grundideen med Forsamlingen er at samle en række af nøglepersonerne, der på hver deres vis arbejder med en bestemt samfunds- eller samtidsudfordring – og en masse eksperter, der fra hver deres vinkel kan medvirke til at belyse emnet, udfordre vanetænkningen og og hjælpe initiativtagerne videre med deres projekter, så de bliver mere langtidsholdbare. Forsamlingen 1 handlede om flygtningeproblematikken og samlede 8 nøglepersoner, der stod bag hver deres folkehjælpsinitiativ – blandt andet venligboerne og containerindsamlingen til flygtningene på Lesbos. Undervejs i Forsamlingen holdt hver af nøglepersonerne et kort oplæg, hvor de fortalte om deres erfaringer og aktuelle udfordringer og bagefter hjalp eksperterne dem med at løse udfordringer så godt som muligt. Det hele blev live-streamet, så folk i hele landet kunne holde deres egne forsamlinger for at få snakket om, hvordan de bedst kunne løse lokale udfordringer. Det var helt utroligt at se, hvor meget der kom ud af 4 timers koncentreret indsats. Af nye forbindelser og grupperinger, hvor “samtidige” kunne hjælpe og støtte hinanden fremadrettet; af læringer og indsigter om projektudvikling og navigation gennem kaotiske tider (som jeg stadig glæder mig til at få analyseret ordentligt på) og af fornyet tro på, at vi faktisk godt kan være med til at gøre en forskel og sprede meget mere lys i verden, hvis bare vi er mange nok, der går sammen, lærer af hinandens erfaringer og bakker hinanden op.

I 2016 håber jeg at holde flere Forsamlinger – og tage hul på andre spørgsmål, hvor jeg synes systemet er under pres og hvor der i stedet for at blive tænkt i konstruktive løsninger alt for ofte blot bliver tænkt i grønthøsterbesparelser, afvikling fremfor udvikling. Og både når det gælder uddannelsesområdet, klima- og miljøpolitikken og kulturlivet mener jeg, at vi som borgere bliver nødt til at træde i karakter og påtage os hvert vores ansvar for, at alt det, de tidligere generationer har bygget op, ikke smuldrer mellem hænderne på os.

På det samfundsmæssige plan er er mit nytårsønske derfor, at vi hver især for alvor indser, at det lige nu og her “er os der er dem” – og at vi bliver stadigt bedre til at forsamles på tværs af de velkendte grupperinger. Påtager det store ansvar, der er forbundet med at være hinandens samtidige. Snakker åbent og nysgerrigt sammen. Udvikler og iværksætter løsninger, til fordel for det fælles bedst. Og sammen sikre, at vores samtid ikke ender med at blive “the worst of times”, men bliver “the best of times”: præget af visioner, udvikling, tro, håb, kærlighed, handlekraft og lys.

Godt nytår!

 

Reklamer

Ledelse og samarbejde i den sociale tidsalder

Forleden faldt jeg over denne interessante artikel, hvor den amerikanske ledelsesforsker Josh Bernoff bliver interviewet om sin nye bog, Empowered.

I store træk handler artiklen om, hvordan – og det er der jo ikke i sig selv så meget nyt i – de sociale medier påvirker de traditionelle ledelseshierarkier, fordi virksomhederne ikke længere selv kan kontrollere, hvad der bliver sagt og skrevet om dem og hvor og hvornår det foregår. Og at medarbejdere på alle niveauer derfor skal være “empowered” til at kunne handle selv. Hurtigt.

Og Bernoff introducerer derfor – og DET er tilgengæld virkelig interessant – begrebet HERO’es – Highly Empowered and Resourceful Operatives. Det er i hans optik “handlekraftige og opfindsomme medarbejdere, der selvstændigt betjener kunderne via sociale medier” – og virksomhedernes primære udfordring i fremtiden bliver ifølge Bernoff at skabe arbejdspladser og organisationer, der giver disse HERO’s optimale muligheder for at udføre deres arbejde.

Illustration fra artiklen

Umiddelbart lyder Bernoffs anbefalinger ret banale – i stil med: “Sæt medarbejderne fri og hjælp dem i stedet med at bedømme, styre og mindske de risici, som er knyttet til deres projekter. Stol på, at du har intelligente medarbejdere” og på overskriftniveau:

1) Ideer fra HEROes skal gøres synlige og anerkendes.
2) Folk skal være lette at få øje på.
3) Relationerne går på tværs af afdelinger.
4) Medarbejderne taler med kunderne.
5) Interne og eksterne IT-systemer virker parallelt.
6) IT-afdelingen og de forskellige forretningsområder støtter hinanden.

Men ligeså banalt det lyder, ligeså svært ved vi jo også allesammen godt, at det for samtlige punkters vedkommende generelt er lige det modsatte, der gennemsyrer dagligdagen på de fleste større arbejdspladser. Også i store danske virksomheder, selvom den danske virksomhedskultur typisk går for at være væsentligt mere antiautoritær end den amerikanske kontekst Bernoffs bog er skrevet på baggrund af. Og selvom der i stadigt stigende grad er kommet fokus på selvledelse, hvilket der for tiden forskes intensivt og superinteressant i på CBS under overskriften Ledelse af selvledelse.

For selvom det lyder banalt at sætte medarbejdere fri til at byde ind med det bedste de kan, ligger det ret langt fra den hverdag, jeg generelt får indblik i som selvstændig konsulent i mange forskellige virksomheder og organisationer. Og ikke mindst har fået et grundigt indblik i gennem de store eksplorative/kvalitative undersøgelser af erhvervskvinders ambitioner og snublesnore på direktionsgangene, jeg laver for Protocol og Beskæftigelsesministeriet.

Her er for eksempel tre nedslag i nogle ret faste mønstre, der går stik imod HERO-tankegangen:

  1. Alt for mange organisationer taber et kæmpe innovationspotentiale på gulvet, fordi de ikke er gearet til at opfange medarbejdernes gode ideer og handle relativt spontant på dem. De fleste værdifulde ideer og indsigter drukner i mellemlederlagets bufferzone mellem topledelsen og de medarbejdere, der sidder med kundesamtalerne i ørerne og fingrene nede i materien. Hvis de gode ideer trænger opad i organisationen, tager mellemlederne lidt for ofte æren for dem i stedet for at hylde og synliggøre de HERO’s, der fødte dem.
  2. Ofte bliver ideerne fuldstændigt udvandede på deres vej mod toppen, fordi alle mellemlederne undervejs har fjernet hver deres lille potentielt kontroversielle element, inden de præsenterede den opad i systemet, at de har mistet al kant, sprødhed og innovationspotentiale. Der er ikke bare koldt – der er også ret hurtigt temmelig kedeligt på toppen…
  3. Alt for ofte er der krig – eller i hvert fald markant manglende forståelse af hinandens berettigelse – mellem afdelingerne, så man modarbejder hinanden snarere end at pulje ekspertiserne og indsigterne. Det tilfører processen en ekstra træghed, der er meget lidt befordrende for HERO-adfærden. Man risikerer at blive træt ved tanken, inden man så meget som orker at byde ind med en ny ide. Endsige handle på den med det samme, som den sande HERO-adfærd ellers indebærer.

Og lige netop hér er de sociale medier enormt interessante (også mere end det fremgår af interviewet med Bernoff, men han kan meget vel skrive en masse om det i bogen, som jeg endnu ikke har læst), fordi de med et slag har givet ikke bare det enkelte menneske og den enkelte borger mulighed for at ytre sig – men samtidig har givet den enkelte medarbejder langt mere mulighed for at bruge stemme – både internt og eksternt i organisationen, end de havde tidligere.

Bernhoff efterlyser, at: “Virksomhedens samarbejdsplatforme – som for eksempel intranet – skal leve og gløde. Alt for mange firmaer har et intranet, som er flot designet, men livløst. Hvis platformene derimod har et bredt udvalg af bidragydere, er det tegn på, at virksomheden er åben over for HEROes. Folk har lyst til at sige deres mening.”

Og for mig at se kræver det ikke alene, at man tænker ud over de rammer vi tidligere kendte som intranettet. Hvis vi mener det alvorligt skal vi også:

  • TEKNOLOGISK eksperimentere med helt nye typer samarbejdsplatforme som for eksempel den danske start-up Podio, hvor man selv er med til at definere rammerne for samarbejdet. Som meget vel kan skifte fra projekt til projekt, opgave til opgave, medarbejder til medarbejder.
  • PROCESUELT være opmærksomme på, at de teknologiske muligheder ikke gør det alene. Vi skal også øve os i det, min superseje veninde Katrine Dahl Clement skrev sin ph.d.-afhandling om – nemlig kollaborative processer og respons. Det handler blandt andet om at blive bedre til folde sin respons ud og fagligt begrunde hvordan ideen kan blive endnu stærkere.
  • KULTURELT gøre det til en naturlig del af dagligdagen, at alle tør byde ind med deres  ideer – også længe inden de er tænkt helt færdige. Fordi man føler sig tryg i, at de ikke bliver ikke bliver snuppet for næsen af en; at der ikke er nulfejlskultur i virksomheden og at konstruktiv kritik fra kollegerne bliver opfattet den gave til idemageren og ideens fremtidige udvikling, som konstruktiv respons i sin bedste form næsten altid vil være.
  • LEDELSESMÆSSIGT turde udstikke visionære retninger, så alle virksomhedens HERO har en grundlæggende fornemmelse af, hvad meningen er med det hele. Noget, der i forbløffende høj grad ofte mangler på arbejdspladserne. Man er nødt til – hele vejen ned gennem hierarkiet – at have en fornemmelse af, hvordan ens egen indsats passer ind i det store billede. Ellers er det umuligt at byde ordentligt og relevant ind. Der vil stadig ligge en stor opgave i at udvælge, kvalificere og implementere ideerne. Og det er i sagens natur langtfra dem alle sammen, der skal føres ud i livet. Men jo større puljen er at ekstremt kvalificerede, sprøde ideer, jo større er sandsynligheden for, at en enkelt eller to af dem virkelig batter.

Tilsammen skulle det gerne kunne styrke grobunden for, at alle virksomhedens HERO’s ikke alene byder ind med deres ideer. Men at de ideer også slipper helskindet udenom  mellemlederlagets udlugningsmekanismer.

 

 

 

 

Karrieren som computerspil: Hvor svært kan det være at “spille spillet”?

I fredags tilbragte jeg aftenen med nogle gode venner, værtens hjemmebryggede øl og ikke mindst det finurlige Playstationspil Little Big Planet, som selvsamme alsidige vært har oversat til dansk.

Det var først og fremmest rigtig sjovt. Og samtidig var det nogle helt utroligt tankevækkende timer. For jeg stod overfor en meget stejl læringskurve.

For jeg var – for nu at sige det som det er – simpelthen helt utroligt hjælpeløs, da vi startede. Som teenager var jeg ellers en ret habil computerspiller, der brugte mange timer på at betvinge familiens fælles-Amiga-500. Men det simple joystick, der dengang hjalp mig gennem banerne på ‘Mike the Magic Dragon’ og ‘Rick Dangerous’, havde kun en enkelt hvid action-knap på toppen, der udløste hop og andre handlinger.

Og nu sad jeg pludselig med sådan en fætter mellem hænderne:

Med et trylleslag, var jeg helt på bar bund.
Back to square one.
Pre-level-1.

For nok er jeg ikke spor teknik forskrækket og nok har jeg sporadisk prøvet forskellige spilkonsoller, Wiii-bowlet nogle gange og forsøgt mig som guitar-hero, sing-star og Buzzer-wizzer. Men jeg har aldrig tilbragt tilstrækkeligt lang tid i et hjem med spilkonsoller til at bevæge mig så meget som en centimeter ud over level 1. Og jeg er aldrig rigtig nået til at blive dus med hverken plasticguitarer, wiii-håndsæt eller konsolcontrollernes 18 forskellige funktionsknapper.

Så da vi spillede, skete der følgende: Min figur tonsede forvildet derudad og opsnappede ukritisk alt, hvad den kom forbi af point-kugler. Men så snart den skulle foretage sig noget lidt mere kompliceret, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre – jeg var godt klar over, at jeg sad med det rigtige redskab mellem hænderne, men jeg anede ikke, hvilke knapper, jeg skulle trykke på. Derfor skete der gang på gang skete en af følgende:

Nogle gange virkede det, uden at jeg nogen sinde helt fandt ud af, hvad jeg havde gjort rigtigt.

Andre gange gik det helt galt, uden at jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad der var gået galt.

Utroligt mange råbte min ven spilmesteren, der jo kendte spillet ud og ind, råd som “du skal bare bruge gribekloen”, uden, at jeg a) anede, at der fandtes en gribeklo, b) anede, hvordan jeg skulle aktivere den og c) anede, hvordan jeg skulle bruge min gribeklo, da jeg endelig havde fået aktiveret den.

Spilmesteren forbarmede sig over mig og klarede lige de svære ting for mig. Og hurra, så var jeg videre. Men jeg ville aldrig kunne gengive, hvordan jeg var nået dertil eller gentage succesen i en lignende situation, for jeg havde aldrig nået at lære, hvad det var, der gjorde udslaget.

Jeg gjorde noget rigtigt, mens der samtidig gik en prås op for mig – jeg gennemskuede, hvad det var, der skulle til og kunne gentage næste gang, jeg så samme type pointkugle/trampolin/ gribeklo. Og når jeg så døde (og det gjorde jeg hele tiden) på den bane, var jeg klar over, hvor faldgruberne lå, og hvor det var, jeg skulle sætte ind/gribe ud/springe højt – og kunne nå et lille stykke videre næste gang, vi prøvede den samme bane. Denne oplevelse havde jeg især, når jeg spillede mod min veninde, der var ca. lige så meget begynder som mig. Så hun gad godt blive ved med at gentage de meget basale baner igen og igen sammen med mig, når vores spilmester-vært for længst havde mistet interessen.

Da jeg cyklede hjem, slog mig, at den oplevelse meget nøje svarede til noget, der for tiden optager mig rigtig meget rent fagligt. Sammen med Christel Skousen Thrane fra Protocol er jeg nemlig ved at lave en undersøgelse, hvor vi kigger på de karrieremæssige snublesnore på direktionsgangene i dansk erhvervsliv. Undervejs har vi snakket med en masse headhuntere og forskere – og ikke mindst CEO’s, HR-direktører, mellemledere og talenter fra en række af landets største virksomheder – for at kortlægge udfordringerne og mulighederne på vej mod toppen. Undersøgelsen udkommer først i maj 2011, så det jeg skriver nu er egentlig bare et hurtigt, associativt nedslag i det kolossale materiale, der for tiden optager mange af mine tankerækker, og de er endnu hverken færdigbearbejdede eller gennemanalyserede…

Ikke desto mindre er der et mønster jeg genkender også fra den undersøgelse, jeg lavede om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet for et par år siden. Og det er, at

1) det falder nogen helt utroligt nemt at “spille spillet” – så nemt, faktisk, at de slet ikke kan forklare andre reglerne, fordi det nærmest forekommer dem absurd at sætte ord på. Hvis man spørger dem, hvordan de fik deres første mentor, skabte deres netværk eller fik deres første karrierejob, forstår de nærmest ikke spørgsmålet og svarer med variationer over temaet: “Det siger jo sig selv…” og “Det er jo bare at gøre det”.

2) det falder de fleste andre helt utroligt svært at gennemskue spillet. Selvom de får at vide, at de bare skal “gøre sig spilbare”, “være synlige”, “trække på deres netværk” eller “få sig en mentor” , sidder de tilbage uden de konkrete redskaber til at gøre netop det.

Og det, der slog mig på cykelturen var, at det svarer præcis til det “forståelsesgap”, der var mellem mig og min ven spilmesteren. Jeg blev ikke spor klogere af, at han råbte “brug gribekloen” igen og igen, fordi han aldrig ekspliciterede, hvad en gribeklo var og kunne;  hvilken knap, jeg skulle trykke på for at aktivere den, og hvad jeg kunne bruge den gribeklo til, hvis det endelig skulle lykkes mig at få den aktiveret. Og samtidig formåede jeg ikke at forklare ham, at min uvidenhed var SÅ stor, at jeg han helt bogstaveligt skulle sige “Tryk på X’et”, for at jeg forstod, hvad han mente.

Der skulle en hel del mere til for, at jeg sneg mig et par centimeter op ad den stejle læringskurve:

  1. Tid og tålmodighed. Først og fremmest skulle jeg lige have lov at sidde lidt for sig selv og eksperimentere med controlleren for at få funktionerne ind under huden og fingrene i tastetræning. Jeg kan godt lide at eksperimentere frem, så det var ikke fordi jeg ligefrem skulle have fat i brugsanvisningen. Men jeg var nødt til lige at give mig selv lidt tid for at lære knapperne at kende, så jeg i kampens hede ville kunne undgå faldgruberne og aktivere gribekloen og andre handy værktøjer, hvis de skulle blive nødvendige. Det var markant, hvor meget bedre, jeg forstod, hvordan det hele hang sammen, da det viste sig at en af banerne handlede om “øje-hånd-koordination”, hvor man skulle trykke på de samme knapper, som symbolerne på skærmen viste. Igen og igen og igen. Og hurtigere og hurtigere. Jeg blev ikke meget klogere på, hvad de enkelte knapper kunne – det fulgte først så småt på nogle andre baner. Men knapperne placering begyndte i det mindste at sidde lidt i fingrene. SÅ basal træning havde jeg brug for overhovedet at komme igang.
    Hvis vi overfører det på arbejdslivet, svarer det til, at man er nødt til at danne sig. Et af de allermest undervurderede aspekter ved karriereudvikling i dag er, at man taler om alt det udenom selve jobbet og om, hvordan man “sælger sig selv” – men kun i forsvindende lille grad taler om det, det i virkeligheden handler om – de faglige kompetencer og erfaringerne. Og man skal gøre sig sine egne erfaringer. Lige så inspirerende det er at høre om andres erfaringer, lærer man ikke meget af dem, før man har stået i situationen selv. Og ligeså meget, man kan skimme sig til de vigtigste buzzwords, lige så svært er det at stå distancen på længere sigt, hvis man ikke har solid bund i sin faglighed. Om man har opnået fagligheden gennem teori eller praksis er mindre vigtigt. Men det er vigtigt at have lavet sit svendestykke ordentligt. De gode gammeldags dyder tæller stadig, selvom X-faktor-samfundets drøm om instant fame ofte forleder folk til at tro, at det er nok med charme, selvtillid og lækkert hår. Det er det ikke – man skal bevise sit værd og kunne stå distancen rent fagligt. Og man skal også – selvom vi nødig taler om det herhjemme – være klar til at ofre noget og få sig nogle knubs undervejs. Det er ikke nødvendigvis positivt, at alt bare går som smurt.
  2. Lyst og gå-på-mod. Computerspillene er jo skruet sammen, så de giver spillerne lyst til at blive ved og ved og ved at prøve igen med det ene formål at forbedre sig. Der er hele tiden noget, man kan optimere: Hvor langt man når på banen. Hvor mange point/oste/powerballs/liv, man samler. Hvor hurtigt, man klarer sig igennem. Bare lige ét spil til, siger man – velvidende, at det hurtigt bliver til tre. “Jeg kan ikke afbryde nu, hvor jeg lige er nået til det næste level”, siger man – velvidende, at det er en opadgående spiral, hvor det bliver sværere og sværere at springe af, hvis man vil – og vigtigere og vigtigere at hænge i. Det er sjovt, og det er spændende – men det kræver også, at man er modig og tør løbe en risiko. Hvis man forsigtigt bliver hængende på baner, der reelt set er alt for nemme for én, udvikler man sig ikke nok. Det er kun sjovt, når man kommer derop, hvor det faktisk er lidt for svært. Hvor man skal stramme sig an. Oppe sig. Man kvajer sig, “dør” og falder igennem mange gange undervejs, får sig nogle knubs og springer op på hesten igen, mens man analyserer, hvor og hvorfor det gik galt sidste gang. Og så prøve at undgå den faldgrube denne gang, for at kunne komme videre.
    I arbejdslivet svarer de mekanismer på mange måder til den “hunger, passion and drive” headhunterne siger gør udslaget, når de står med en række kandidater, der spiller lige op på kompetencerne og erfaringerne. De efterlyser den “hunger”, der får os til at ville mere; den passion, autencitet og lyst, der driver værket og det drive, der gør os handlekraftige, får os til at prøve igen og igen indtil det lykkes.
  3. Netværk og medspillere. Det gjorde en meget stor forskel for mig de gange jeg spillede med min veninde, der var på nogenlunde samme niveau som mig, og som derfor spillede i nogenlunde samme tempo og ledte lige så meget efter trampoliner, gribekløer og de rette knapper som mig. Fordi vi kunne træne sammen og nå at fatte lidt af, hvad de enkelte baner gik ud på, før slaget var tabt eller de andre var stukket videre til næste level. Det gjorde spillet markant sjovere, at vi var nogenlunde jævnbyrdige, så der var en realistisk chance for at vinde ind i mellem. Og der var mange ting, vi fandt ud af sammen, fordi den ene kom til at trykke på en knap, der udløste en funktion, vi ikke endte – og så straks sagde det højt ala “Hov, jeg kom vist til at trykke på X og så kom den der gribeklo han snakkede om frem. Det var vist den, der trak mig herop. Prøv lige det.” Alt sammen noget vores spilmesterven godt vidste, men ikke tænkte på at sige, fordi han bare tænkte “hvorfor bruger de mon ikke bare gribekloen?”. Og ingen af os spurgte, fordi vi ikke vidste, vi skulle spørge efter gribekloen – af den simple grund, at vi ikke vidste, at den fandtes. Men efterhånden som den ene lærte at udløse gribekloen og den anden gennemskuede, hvordan man hoppede højt til vejrs ved hjælp af trampolinerne begyndte vi sammen at gøre fremskridt.
    I karrieremæssig sammenhæng kan det på samme måde være godt at træne sammen med nogen, der er på nogenlunde samme niveau som en selv. De må hellere end gerne være en hel del bedre – men de skal ikke være på så meget højere niveau, at man lader sig intimidere eller ikke kan følge med. Man skal være tryg nok til selv at turde komme på banen. Det er det her, det er godt med netværk og loger, hvor man kan være fortrolige og dele både glæderne, sorgerne, drømmene og udfordringerne. Det er en stor fordel, hvis de er sammensat, så der er mange forskellige kompetencer og fagligheder til stede, så man kan pulje kompetencerne og sammen knække udfordringerne. Hvis man er for ens, risikerer man at famle i blinde, fordi ingen rigtig ved, hvordan man løser de udfordringer, man er enige om, tårner sig op i horisonten.
  4. Mentorer og medspillere på et langt højere niveau. Men det er langt fra nok at omgive sig med de seje medspillere på eget niveau. En af de helt store forskelle på dem, der får rykket videre i karrieren og dem, der hænger fast (mod deres vilje) er, om man har nogen at strække sig efter. Lade sig inspirere af. Nogen, der kan vise, hvad man kan opnå, hvis det lykkes. Nogen, der lige kan trække en op med en gribeklos-lasso, hvis man bliver ved med at fjumre rundt på de basale så længe, at det bliver for kedeligt, og man er tæt på at give op. Nogen, der rækker en en hjælpende hånd, når man har brug for det. Hvis ikke det havde været for værten den aften, havde jeg jo ikke anet, at der overhovedet var noget, der hed en gribeklo…og det ville have taget mig uforholdsmæssigt og unødigt lang tid at finde ud af selv.
    Hvis vi trækker parallellen over til erhvervslivet igen, er det her, mentorerne – både de formelle og de uformelle – bliver vigtige. De kan byde ind med helikopterperspektiver, nye begreber og metoder, større netværk, tunge erfaringer og visioner, der får deres mentees til at strække sig og udfordre sig selv. De kan lægge opgaver, udfordringer og ledetråde ud, der kræver øvelse, før man bliver mester. Som sikrer udviklingen. Og det kan være svært at gøre, hvis man kun omgiver sig med dem, der er sådan ca. på ens eget niveau. Men udfordringen er, at mentoren ofte kan være så mange lysår foran sin mentee, at man taler forbi hinanden, hvis ikke, de andre punkter også er opfyldt, så man får tilstrækkeligt tid til selv at afprøve tingene, opøve håndelaget og gøre dem til sine egne, så man udfører dem med hunger, passion and drive – og træne sammen med dem, der er mere på ens eget niveau.

Og nu er det så her, jeg lige skal huske at få ekspliciteret et af de råd, der for mig efterhånden er så basalt, at jeg helt glemmer at sige/skrive det højt: Forudsætningen for at få sig den mentor, skabe sig de netværk og få lov at spille på de udfordrende spillebaner er, at man siger højt, hvad man gerne vil og har lyst til. Hvad man kan spille ind med af gode ideer til, hvordan tingene kunne gøres bedre og smartere. Hvor man gerne vil hen, og hvad der trigger ens hunger, passion and drive. Og dernæst handler det om at få sagt tingene til dem, der reelt har en mulighed for at gøre noget ved det.

Hvis ikke jeg havde fået sagt den aften, at jeg faktisk rigtig gerne ville prøve at spille med en af værtsparrets nye spilkonsoller, var vi sandsynligvis aldrig kommet i gang med at spille. Og det var vigtigt, at jeg fik sagt det til den spilleglade vært selv, for dels havde han rigtig meget lyst til at vise os spillet, dels var det ham, der vidste, hvordan man kom i gang, og dels havde værten ingen forudsætning for at vide, at jeg faktisk synes, det er rigtig sjovt at “spille computer” (hvilket det sikkert heller ikke engang hedder længere :-) Så han ville næppe selv have spurgt.

Så det var egentlig den helt grundlæggende forudsætning for det hele: At jeg selv meldte mig på banen som en, der havde lyst til at spille.

Kære gamle medier – gør nu det, I var bedst til

Forleden sendte jeg premierenummeret på et nyt magasin, jeg har konceptudviklet for en kunde, i trykken. 48 sider, lækkert, svanemærket papir, 15.000 eksemplarer. Den slags, der kræver mange måneders arbejde; mange, lange interviews; citatgodkendelser frem-og-tilbage; diskussioner af enkelte ord og formuleringer helt ned i detaljerne; et utal af korrekturer + et utal af ekstra korrekturer for at sikre, at de tidligere rettelser ikke har skabt nyt fejl; hektisk røde kinder; spandevis af kaffe; lange nætters arbejde.

Og i dagene op til trykstart slog det mig for alvor:

  • HVOR meget internettet har påvirket vores arbejdsrytmer de senere år
    Helt grundlæggende elsker jeg, at alt, hvad man laver på nettet altid er i beta – under konstant udvikling. Man lancerer en “acceptabel fejlstilstand” og forbeholder sig retten til hele tiden at forbedre, raffinere, udvikle. Faktisk er hele beta-tilstanden en meget vigtig del af hele Borgerlyst-tanken. Vi tror på, at vi skal se på samfundet gennem beta-brillerne: som noget, der altid kan blive endnu bedre. Og vi opfordrer folk til at turde tænke lidt mere i beta: og kaste sig lidt mere hovedkuls i projekter. Tro på, at de kan rykke og at Rom ikke blev bygget på en nat, men at man i hvert fald ingen vegne kommer, før man begynder at tage de første spadestik. OG JEG ELSKER AT VÆRE I BETA.
  • HVOR meget internettet har påvirket vores opfattelse af, hvad der er FÆRDIGT
    Muligheden for altid at trykke på un-do-knappen medfører samtidig en flygtighed, der ikke altid er klædelig. De bedste blogindlæg er ofte dem, der har lidt åbne ender. De bedste statusopdateringer på Facebook er generelt de mest spontane og mindst fluekneppede. Når vi sms’er og chatter gætter vi os nemt til det meste, selvom kun halvdelen består af færdige sætninger. Der opstår nye ord. Formuleringerne blomstrer i spændingsfeltet mellem tale- og skrift-sprog. JEG ELSKER DEN KREATIVE SPROGBEHANDLING NÆSTEN ALLE DANSKERE I DAG DAGLIGT DELTAGER I PÅ DEN KONTO.
  • HVOR meget vi – på godt og ondt – slipper ud på nettet, der ellers ville være blevet fravalgt i en trykproces.
    Og jeg elsker, at der er blevet meget større mulighed for at sende de skæve, overraskende, nytænkende tanker, indlæg, film, fotos…ud i æteren på nettet, fordi der ikke sidder alle de hårde, traditionelt tænkende gatekeepers og takker nej til de krøllede indslag eller redigerer dem til ukendelighed. JEG ELSKER, AT FOLKET HAR FÅET SÅ MANGE NYE TALERSTOLE.

MEN selvom jeg hylder udviklingen og alle de nye muligheder, og elsker, at de nye medier med rasende fart forandrer vores verden, arbejdsliv og tankegang, længes jeg SAMTIDIG efter noget andet. Jeg længes efter udvikling og nytænkning i den modsatte ende af spektret. Når alt er foreløbigt, ukurateret, mere eller mindre tilfældigt og sjusk nærmest er en kvalitet i den ene pol, for det mig bare til at længes stadigt mere efter det modsatte: Efter mennesker, der virkelig tager stilling og kærer sig om, hvordan de bliver citeret. Efter det gennemarbejdede, hvor man virkelig kan mærke, at nogen har læst 117 korrekturer og garanteret ærgrer sig grøn over den fejl, der alligevel slap igennem. Efter det gennemtænkte, hvor det der forekom en supergod ide ved første indskyldelse har fået lov at lagre længe nok til, at andre tanker nåede at dukke op og i virkeligheden var langt mere interessante og overraskende. Jeg længes efter det meganørdede, hvor nogen har fået en ide, der tager 100 år at føre ud i livet, men som bliver ekstra sjov af detaljerne og den nørdede arbejdsglæde, der lyser ud af resultatet. Jeg længes efter fornemmelsen af, at nogen har truffet aktive fravalg, killed their darlings og skåret helt ind til den fineste filet i forsøget på kun at servere det allerfineste for læserne, lytterne, seerne.

De traditionelle medier vakler næsten alle sammen lige nu. Kigger i alle retninger og drager ofte den konklusion, at så må de hellere løbe i retning af internettets flygtighed og de sociale mediers virtuelle kaffeslabberaser. Og det er da ikke fordi, de ikke også godt må dét. Men det er fejlslutning at konkludere, at det skulle kunne redde dem, eller at de er specielt gode til netop det. Faktisk er lige netop dét sværere for dem, end for alle os andre, der har vores frihed, subjektivitet, spontanitet og åbenhed i behold, mens de traditionelle medier stadig ofte kæmper med at hænge fast i traditionerne og konventionerne, så de alligevel aldrig går planken så tilstrækkeligt langt ud, at det for alvor fænger.

Jeg siger ikke, alt skal være som i de gode gamle dage. Overhovedet ikke. Jeg efterlyser snarere markant innovation indenfor dette område også. Helt nye koncepter, der tager et kreativt afsæt i, at så meget af det andet trives, klares og foregår på nettet allerede. Bare tænk på, hvor meget bedre madprogrammerne er blevet af, at det ikke er nødvendigt at vise opskrifterne særligt grundigt eller præcist undervejs – og da slet ikke i fuldt udskreven længde på skærmen tilsidst (husker stadig, dino som jeg efterhånden er, hvordan man sad med blokken foran tv-køkkenet for at kunne skrive opskrifterne ned). Nu er der i stedet plads til stemninger, tankevækkere, ingredienskurser og sanselege på skærmen – mens alt det detaljerede ligger på nettet.

Så hvor ville jeg ønske, at resten af de traditionelle medier og emneområder i stedet koncentrerede sig om det er – eller i hvert fald engang var – bedst til:

  • Servér gennemproduceret, gennemredigeret, gennemkurateret, gennembearbejdet stof, så alt det flygtige får en nogle reelle udmeldinger at spille bold op ad. I kan alligevel ikke konkurrere på hurtighed, flygtighed eller personlige vinkler.
  • Sæt bare barren højt, så vi bliver ved med at have noget at se op til, strække os efter både kvalitetsmæssigt og sprogligt. Der skal nok være nogen, der hjælper med at knække det op i mindre bidder, gøre det højpandede lidt mindre langhåret og skabe nye debatter på baggrund af det. Der er ingen grund til at gøre det fladpandet fra starten.
  • Sørg for, at vi får ordentligt baggrundsstof og rent faktisk får lov at høre politikerne tale ud – ramasjang skal vi nok selv formå at skabe. Men det er umuligt at føre en ordentlig debat, hvis ingen reelt ved, hvad nogen mener eller står for.

Kom nu – jeg længes sådan efter jer!

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
At USA fik en sort præsident
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…

Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave

Nu er det ved at være 1,5 måned siden, jeg først kom på Google Wave og rapporterede forundret fra mit første døgn på den kollaborative platform, der hævder at skulle afløse alt, hvad vi tidligere kendte som mails, fællesdokumenter og wikier i løbet af ganske kort tid.

State of the nation er, at jeg efterhånden er “landet lidt” derinde og har deltaget i en række forskellige bølger. Efterhånden er der ved at komme en kritisk masse af gode folk “på bølgen” – og mange af os har oven i købet fundet hinanden. Og jeg er stadig glad for at se, hvordan alle påtager sig at live-coache hinanden, når de lige ankommer til det noget uoverskuelige kaos af bølger, tråde og brainstormings. Samtidig er der også blevet startet et GoogleWave-magasin – af blandt andre Bjarne Tveskov – der beskriver og diskuterer de forskellige fænomener og muligheder og dermed skaber noget tiltrængt sammenhængskraft på den danske del af bølgen.

Men der hersker også stadig en voldsom fornemmelse af “Klondike” derinde. Det er på den side fantastisk, fordi alle kaster sig hovedkulds ud i bølgerne uden at ane, hvad de foretager sig. Hierarkier og fagligheder er fuldstændig opløst, fordi gamle regler og metoder ikke længere fungerer. Og ingen er reelt eksperter på bølgen, fordi alle hele tiden prøver sig frem. Og den stemning kan jeg enormt godt lide – selvom bagsiden af medaljen selvfølgelig også hurtigt er, at bølger, der egentlig var spændende, imploderer, at ting løber ud af en tangent, der bliver inviteret for mange ind, der ikke bidrager men bare kigger på og alt muligt andet, der gør, at det også bliver lidt trægt og temmelig forvirrende. Hvilket ikke bliver bedre af, at det hele stadig er i “beta” og at der derfor faktisk ER mange funktionaliteter, der ikke spiller optimalt endnu (men det er så fair nok, det er spillereglerne, når man bliver inviteret til at beta-teste).

Men når det så er sagt, har jeg efterhånden også knækket koden i forhold til, hvad der skal til for, at bølgerne bliver rigtig sjove at deltage i – og det er så såre basalt, at det faktisk er banalt:

Der skal være et konkret, fælles formål, som alle deltagere i bølgen arbejder frem imod at løse.

Og hvis det helt banale grundprincip er på plads, fungerer det faktisk helt enormt godt. Jeg har især haft én rigtig god (og forhåbentlig on-going) oplevelse, hvor jeg synes, vi virkelig udnytter Google Waves mange muligheder på sådan en meget kerne-agtig måde.

Jeg arbejder nemlig for tiden på ret omfattende og komplekst projekt, som jeg er ved at søsætte sammen med en god ven. Ingen af os har mulighed for at arbejde på det fuld tid, og vi har heller ikke mulighed for at mødes fysisk om det med i tide og utide. I stedet har vi startet en bølge, hvor vi i fællesskab formulerer projektets grunddefinitioner, visioner og missioner. Det ligger derinde heletiden – og så fylder vi hver især de ting, vi går og tænker over eller ser som udfordringer eller diskussionspunkter ind, når vi har tid og/eller de lige falder os ind. Og hver gang, vi så hver især har tid, går vi ind og fylder på, forklarer, uddyber – og giver hinanden stof til eftertanke.

Sideløbende har vi en anden bølge til at diskutere hvordan vi synes, processen forløber og udvikler sig – fordi mange af de metakommentarer, så snart de bliver forældede, vil være irriterende at have stående i selve udviklingsbølgen (og vi ved godt, at vi bare kunne slette dem, men metakommentarsporet kan faktisk være inspirerende i sig selv og derfor har det fået sin egen bølge).

Og så har vi en særskilt bølge til litteratur-henvisninger – hvor vi så at sige giver hinanden “lektier” for, så vi sørger for at være up-to-date på det relevante “pensum” i forhold til projektet.

Foreløbig synes jeg, det fungerer det enormt godt:

  • Det er imponerende at se, hvor hurtigt noget på den måde forvandler sig fra strøtanker til brugbart materiale.
  • Det fungerer enormt godt til at få afklaret forskellige uenigheder, vi måske ikke var os bevidst eller ville være blevet os bevidst, hvis vi kun havde “snakket om det” – for der er virkelig noget utroligt processuelt stærkt over at skulle formulere ting på skrift i fællesskab.
  • Det kan være meget forskelligt, hvor meget tid, man har eller hvor inspireret, man er – men med den mængde spørgsmål, links og stof til eftertanke, der efterhånden ligger derinde, er der altid et sted at tage fat. Den strikse redigering, den sprudlende ideudvikling, den nysgerrige læsning – hver ting til sin tid, men der er altid et sted at starte.
  • Det er en virkelig god mulighed for lige at udnytte de fem ekstra minutter, man engang lige har til overs, men som ellers ville være smuldret væk på ingenting. Her kan man lige hurtigt stemple ind – bidrage med det, man har tid, lyst, energi eller inspiration til lige nu og her – og stemple ud igen. Små dryp, der tilsammen vokser sig til et stort bibliotek over strøtanker, der ellers ville være gået tabt.

I den forstand vil jeg sige, at Google Wave begynder at leve op til det, de har sat sig for at revolutionere. For hvad ville alternativet have været? Endeløse mails frem og tilbage. Dokumenter i utallige varianter med masser af rettelser og ændringer og vild forvirring om, hvad der var den seneste version. Måske en lukket blog, måske en wiki – men i så fald noget, der ville have levet sit eget liv, og som man skulle huske at tjekke ind på. Her ligger vores bølger sideløbende med alle de andre bølger, vi deltager i – og derfor er det helt naturligt at tjekke ind flere gange i døgnet og lige se, hvad der er sket siden sidst – og smide en tanke eller to. Det bliver ikke et projekt, men bare noget, der sker, når det sker. Og sjovt nok er det jo ofte det, der skal til, for at ting sker.

Og ligesom sidst: Hvis du er derinde, så find mig lige på nadjapass@googlewave.com – jo flere vi er, der finder hinanden, jo sjovere bliver det.

Man skal lære så længe, man lever

I går havde “Akademiet for den tredje alder” inviteret mig til at give medlemmerne et crashcourse i de sociale medieplatformes muligheder. Og det var på mange måder en rigtig tankevækkende – og livsbekræftende – oplevelse.

Jeg er stødt på “Akademiet for den tredje alder” – også kendt som A3A – gennem min far, (der så også var den, der havde foreslået mig som foredragsholder :-) Han meldte sig ind, da han gik på pension. Og når han har fortalt mig om A3A har jeg fra starten syntes, det lød fuldstændig fantastisk: Det er et netværk af seniorer, der gerne vil blive ved med at leve et aktivt, engageret liv og dele ud af deres erfaringer, efter de har afsluttet deres arbejdsliv. Og som derfor mødes i forskellige studiegrupper, hvor de diskuterer kultur, samfund og videnskab. Der er tale om folk, der har arbejdet i mange forskellige brancher og typisk har en lang og god karriere bag sig. Og nu ønsker de så at blive ved med at øge og udvide deres viden, dykke ned i nye stofområder og udfordre og inspirere hinanden.

Og det var utrolig dejligt igår at møde mange af de andre medlemmer, der alle sammen var den der type ældre mennesker med det rigtig gode glimt i øjet. God energi – og ingen tvivl om, at de har lange gode liv og spændende karrierer bag bog. Mennesker, der har levet – og fået det bedste ud af livet. Hvilket så også slår igennem i den måde, de vælger at leve deres “senior-tilværelse” på. Tydeligvis præget af en stor lyst til at blive ved med at lære, så længe de lever.

Når alt det så er sagt, er det desværre ikke det, deres nuværende hjemmeside udstråler – men det er meget karakteristisk for forsamlingen, at de jo så netop også havde inviteret mig for at få mulighed for at forstå det hele bedre – og få en fornemmelse af, hvordan de selv kunne komme videre og igang og forbedre hjemmesiden, så den også udstråler den stemning og den kraft, netværket i sig selv har. Men hvor er potentialet – når man tænker over det – kolossalt.

  • For hvor ville det dog være fantastisk, hvis man som almindelig borger – uanset alder – kunne få lov at læse blogindlæg, hvor studiegrupperne præsenterede essensen af det, de arbejder på.
  • Og hvor ville det være skønt for ældredebatten generelt, hvis disse seniorers stemme også blev tydeligere hørt og var med til at bevise og bekræfte at livet absolut ikke er slut, fordi man bliver ældre – men at tilværelsen kan sprudle af vid, energi og videbegærlig hele livet.
  • Og hvor er det derfor også dejligt, at det på år er blevet utroligt meget lettere tilgængeligt for enhver, der har noget på hjerne og hjerte at blande sig i debatten og dele sin viden. Fordi det ikke længere kræver, at man skal kunne html eller andre koder, men bare kan kaste sig ud i nye, gratis, brugervenlige platforme. Lige i dette tilfælde ville der måske nok lige skulle ekstra teknisk coaching til for at få dem ordentligt igang. Men med den åbenhed, jeg mødte igår, tror jeg godt, man kunne nå langt med et intensivt crashcourse and a little help from their children and grandchildren. Og den store fordel med netop dette netværk er, at intelligensen og overfloden af indhold i hvert fald ikke fejler noget – så der ville kunne være tale om blogindlæg af en meget høj indholdsmæssig kvalitet.

Personligt synes jeg, det er utroligt vederkvægende at forestille sig, at sådanne seniorer fremadrettet ville kunne skabe sig en stærkere stemme i samfundsdebatten – en stemme, hvor det handler om at tænke positivt og konstruktivt – og om at dele ud af sin kolossale viden og sit store overskud.

Jeg er spændt (og ret fortrøstningsfuld) på at se, hvad de finder ud af – og linker hermed også til deres nuværende hjemmeside i tilfælde af, at der skulle sidde nogle skønne, vidende, nysgerrige, engagerede seniorer derude og efterspørge lige præcis denne slags fora. For selvom den lader en hel del tilbage at ønske, finder man trods alt her de basale informationer, man har brug for at kunne komme igang: Klik her for at se den nuværende hjemmeside.

Og så glæder jeg mig ellers personligt bare til at få et stadigt bedre indblik i de nye  inspirerende samspil, der foregår mellem alle disse aktive, engagerede seniorer.

 

Test dig selv – ville du egne dig til at arbejde i IKEA?

OBS:OBS:OBS – For at få det optimale ud af dette indlæg, anbefaler jeg, at du prøver quizzen “Er IKEA noget for dig?”, inden du læser videre. OBS:OBS:OBS

Forleden åbnede en rekordstor IKEA-butik i Odense. Og det var i sig selv en begivenhed, der fik IKEA-medarbejdere fra landets andre butikker til at arbejde frivilligt for at få den nye butik skudt godt igang og over 800 IKEA-fans til at stå i kø en tidlig og isnende kold novembermorgen – og endnu flere til at strømme til i dagens løb for at fejre den store begivenhed. Denne begivenhed beskriver Informations udsendte medarbejder Marchen Neel Gjertsen i overstrømmende positive vendinger i denne artikel, der blandt andet hylder IKEA som et af de eneste tilbageværende eksempler på ægte, reelt fungerende socialisme. IEKA fremhæves som perfekt børnepasning, job-center og fællesskabsskabende institution.

Jeg kan godt følge Marchen. Jeg er også selv stor IKEA-fan og synes, de er nogle af få, der virkelig forstår, hvor Corporate Social Responsibility handler om – og som virkelig formår at “walk the talk” når det kommer til deres værdier om demokratisk design til små priser. Jeg har oplevet fantastisk service derude, er ekstremt glad for mit nye IKEA-køkken og synes, ligesom så mange andre, faktisk at det er en reel oplevelse/udflugt at svinge forbi IKEA engang imellem.

MEN (og her skal man ikke være særlig ferkvent bruger af denne blog for at vide, at der var et MEN på vej). Mit positive indtryk af IKEA blev forleden sat på en alvorlig test. Og det var ovenikøbet IKEA selv, der inviterede mig til at tage testen.

Det kom sig af, at et medlemmerne af min retorik-nørde-gruppe havde medbragt et link til en quiz som hendes “retoriske artefakt”, vi lige skulle endevende i plenum. En quiz, hvor man som potentiel jobansøger kan finde ud af, om man passer ind i IKEA-ånden. Eller som de selv formulerer det:

VELKOMMEN TIL QUIZZEN “ER IKEA NOGET FOR DIG” Vi søger unikke, hårdtarbejdende og entusiastiske medarbejdere, der ønsker at indgå i vores team. Men på samme måde som alle IKEA-sofaer ikke passer til alle kunder, så er IKEA ikke en arbejdsplads, der passer til alle ansøgere.  Quizzen “Er IKEA noget for dig” giver dig en idé om, hvor godt du vil føle dig tilpas i IKEA kulturen. Vær ærlig, og hvis det viser sig, at vi passer godt til dig, så se på, hvad vi har at tilbyde vores medarbejdere.

OK, tænkte hun. Sjovt. Og så havde hun svaret helt ærligt og siddet og følt sig ret sikker på, at hun selvfølgelig passe fint ind i kulturen. Med rette – hun er et ekstremt dygtigt, sympatisk og empatisk menneske – et fund for enhver arbejdsgiver. Men NEJ. Da hun havde besvaret det sidste spørgsmål tænkte computeren sig om og spyttede følgende svar ud i hovedet på hende:

IH DU STORE KINESER. Dit rum virker lidt sparsomt. Det ser ikke ud til, at du vil trives i IKEA-kulturen.

Hvis du kigger i IKEA-kataloget eller besøger et af vores varehuse, ser du, at alt i IKEA handler om at have det godt. Vi mener, at vores medarbejdere skal det lige så godt med at være sig selv på arbejdet, som de har det derhjemme. IKEA har en unik kultur, og nogle af de værdier, der er vigtige for dig, finder du måske ikke i IKEA. Dine svar tyder på, at du måske vil have det bedre med at være kunde end medarbjder i IKEA. Vi håber, at vi har alt, hvad du skal bruge for at skabe et lykkeligt, varmt og komfortabelt hjem. Tak for din interesse for at arbejde i IKEA.

Og da hun så det svar, blev hun ærligt talt lidt småfornærmet. Især det med det “sparsomme rum” var svært at forstå – Var hun indskrænket? Ensporet? Asocial? U-hyggelig? Siden hun havde et “sparsomt rum” og åbenbart aldrig under sine tidligere IKEA-besøg havde forstået, hvor rart og imødekommende, der er derude. Hun bad sin kæreste besvare quizzen – og han havde også et sparsomt rum. Og det var først, da hun bad hun en veninde besvare testen, at hun så, hvad der skete, hvis man besvarede spørgsmålene “rigtigt”. For så er stemningen straks ganske anderledes.

Det drysser ned med konfetti over svaret, der lyder:

Tillykke. Du har skabt et hyggeligt IKEA-rum. Er du klar til at skabe en IKEA-karriere?

Du ser ud til at passe rigtigt godt til os. I IKEA har vi en unik kultur, der kombinerer individuelle kvaliteter og egenskaber, og som gør, at vi adskiller os fra de fleste andre virksomheder. Vi glæder os på dine vegne til, at du kan begynde at finde ud af, hvordan det er at arbejde for IKEA. Gør dig klar til at dykke ned i vores historie, vores forretning og – vigtigst af alt – vores kultur. Hvorfor? Fordi ingen andre er helt ligesom os. Og det vil en som dig sikkert sætte stor pris på.

Og her hører det så med til historien, at min veninde og hendes kæreste begge er selvstændige og har været det i mange år – mens den veninde, der fik konfettisvaret er ansat i en meget stor organisation. Og jeg kan sige så meget som, at da vi så afprøvede den i nørdegruppen og siden også på diverse mere eller frivilligt tvangsindlagte (og nu også dig, hvis du fulgte min opfordring og prøvede quizzen inden du læste videre) slog det ikke fejl EN eneste gang – de selvstændige blev erklæret uegnede. Lønmodtagerne fik konfetti og opfordringer til at arbejde hos IKEA. Og nu skal det lige understreges, at der med alle de mennesker, jeg har spurgt har været tale om lønmodtagere, der virkelig også er meget dygtige, kloge, seje, inspirerende og sympatiske, og som jeg derfor godt kan forstå, hvis IKEA gerne ville smigre og rekruttere. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende og lidt skræmmende, hvad det er for kriterier, der afgør, om man er ude i kulden eller inde i varmen. For når man i så høj grad som IKEA bryster sig af sin kultur og selv Information elsker dem så meget, at de hylder som vellykket socialisme og demokrati, er det jo ikke rart at få at vide, at man ikke “passer ind”.

Og derfor begyndte vi jo selvfølgelig at dissekere testen for at se, hvad det var, der gjorde udslaget. Og det, der fælder de selvstændige er, at vi har en tendens til at vælge svarmulighederne, der handler om selv at tage initiativ, når tingene går skævt, tage sagerne i egen hånd, handle hurtigt, komme med forslag til forbedring af rutinerne.  Nøglen til konfettien ligger tilsyneladende i, om man altid er glad for at trække sine kolleger ind over alle opgaver og spørge sin chef til råds om opgaver og rutiner. Men så snart, man begynder at vælge de mere “selvstændige” løsningsmuligheder, bevæger man sig væk fra det “hyggelige IKEA-rum. Det med rummet viser det sig i øvrigt, at man skal tage helt bogstaveligt. Ved siden af spørgsmålene, er det et hvidt værelse, hvor man kan se sin “progression” i testen alt efter, hvor mange møbler, der er i rummet. Når computeren så beregner ens resultater, fjerner den møblerne et for et, hvis man har svaret “forkert”. Det er derfor, de siger til alle os udstødte, at vores “rum er sparsomt”. Men den feature havde ingen af os opdaget i begyndelsen – og så er formuleringen med “et sparsomt rum” altså ret problematisk, fordi den hurtigt tolkes i forlængelse af begrebet “rummelighed”.

Anyhow – jeg kan godt forstå, at en stor organisation som IKEA med et stort verdensomspændende brand, der i store træk skal ligne sig selv fra Alabama til Beijing ikke kan have en masse alt for entreprenant tænkende typer rendende, der stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden. Og i den forstand virker deres kultur-test jo efter hensigten. Den får effektivt sorteret de u-kollegiale typer fra. Men den risikerer, at sortere mange af de innovative og krøllede hoveder fra undervejs. Og den får med temmelig stor sikkerhed fornærmet ret mange, der ellers var svorne IKEA-fans til at få en dårlig smag i munden. For mon ikke der er nogle af de konfettioverdryssede, ville få en dårlig smag i munden over at få at vide, at man passede ind i kulturen, når kulturen bliver beskrevet så omklamrende og ensrettet som den gør. (eller det er måske bare mig, og således det endegyldige bevis på, at testen har ret og, at jeg ville ikke egne mig til IKEA-kulturen)

For pludselig kommer alt det, der før virkede så åbent, venligt, demokratisk og rummeligt til at smage af corporate religion på den dårlige måde og ensretning af tankegang. Og det kan jeg trods alt ikke forestille mig andet end ligger temmelig langt fra IKEA-kulturen?

Overskud på dåse

Reflection

For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.

Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.

Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.

Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.

For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.

 

Rapport fra de første par døgn på GoogleWave

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

Screendump Wave

  • I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
  • I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
  • I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

  • slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
  • slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
  • slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
  • slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

  • Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
  • Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
  • Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
  • Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Københavnerguide

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … :-) og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.

%d bloggers like this: