Folkemødet = All inclusive ferie?

by Nadja

I de fire dage, jeg var til Folkemøde, havde jeg stort set ikke min pung oppe af lommen. Det viste sig simpelthen, at jeg uforvarende var kommet til at tage på “all inclusive ferie” på Bornholm.

Det skyldtes to ting. Den første har jeg det væsentligt bedre med, end den anden.

1) At jeg havde forudbetalt for at overnatte i telt i en Øko-lejr, hvor Trine Krebs fra Praktisk Økologi sørgede for det ene fabelagtige økologiske måltid efter det andet baseret på lokale råvarer.

2) At man ikke kunne gå mange sammenhængende meter på Folkemødet uden at få stukket en gratis fadøl, hotdog, æske pastiller, vandflaske, maskinfoldet t-shirt, grilltallerken, cykeltaxatur eller hyldeblomstcocktail i hånden. Alt sammen i bytte for, at man

a) stoppede op et øjeblik og lyttede til en holdning
b) sad eller stod foran en stand, så den så populær ud
c) travede videre rundt med sin logoficerede vandflaske i hånden

Og nu er det ikke, fordi jeg er en sur puritaner, der ikke synes, at Folkemødet skal have lov at være en folkefest. Det var helt vildt skægt at være til “festival for voksne”, gå til en masse gode, gratis koncerter, drikke nogle øl med folk, jeg ser alt for sjældent og møde en masse nye, fantastiske mennesker. Og jeg skal da heller ikke holde mig for fin til at sige, at jeg da også gladeligt tog imod alle de gratis gaver, der kom oven ned, når de nu ligefrem blev stukket i hånden på mig. Og på sin vis virkede det lige efter hensigten. Tanker blev delt, nye venskaber opstod.

Glasperler til folket

MEN jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, at det er et rigtig, rigtig, RIGTIG skidt signal, partierne, politikerne og interesseorganisationerne sender, når de på den måde deler glasperler ud til folket i bytte for vores opmærksomhed. Selvfølgelig kan det da være meget sjovt lige at observere nogle politikere, studieværter og kändisser vandre omkring i deres “natural habitat” iført sandaler, fadøl og kindkys. Men det er ikke nok i sig selv.

Meningen var, at det var her alle interesserne på kryds og tværs af brancher, politiske spektrer og sektorer skulle mødes. Men realiteten var, at politikerne blev ophøjet til superstjerner, der drønede rundt fra debat til debat med alle dem, de også debatterer med i dagligdagen og på tv – og slet ikke havde tid til at snakke med andre.

Der var simpelthen alt for mange på Folkemødet, der var utroligt optagede af at sige en masse – og alt, alt, alt for få, der var indstillet på at lytte til, hvad andre havde at sige. Og da slet ikke til nogen, der kunne formaste sig til at mene noget andet end dem selv.

Folket var der – man så og hørte os bare ikke

Selvom mange af medierne har snakket om, at det var et elitemøde, hvor folket helt manglede, er det faktisk ikke rigtigt. Der var masser af “helt almindelige mennesker”, der var kommet mere eller mindre langvejs fra for at deltage. Møde nye mennesker. Være med til at skabe og udvikle noget sammen. Men det var der forsvindende lille mulighed for på Folkemødet. Så er det faktisk helt vildt flabet ikke at tage deres interesse og lyst til at blande sig og mødes og udvikle samfundet sammen alvorligt.

Uforskammet, faktisk, at tro, at der skulle være nogen, der synes specielt meget bedre om Dansk Metal, fordi de bliver kørt rundt i deres cykeltaxa eller stemmer på De Konservative alene fordi de serverer gratis fadøl fra en flot (og den VAR flot) grøn skude midt i havnen.

Hvorfor var det ikke FOLKET, der stod på talerstolene, sad i panelerne og blev opfattet som superstjernerne. Og politkerne, spindoktorerne og de velkendte kommentatorer, der flettede næb og for en gangs skyld bare LYTTEDE og blev klogere?

Hvis man ledte længe nok, var der faktisk nogle rigtig fine initiativer initiativer rundt omkring. Det krævede bare netop, at man ledte – fordi de udover at have en masse på hjerte også udmærkede sig ved at have brugt markant færre penge på annoncer, bannere og alle de flyers, folket alligevel smed ud i den nærmeste skraldespand.

Tre lyspunkter – inspirerende samtaleinitiativer

Mine tre yndlingseksempler på “the way to do it”, adskiller sig alle ved, at de ikke forlod sig på gratis gaver, men stolede på, at folket faktisk havde lyst til at være der og deltage aktivt.

1) Mindlab – erhvervsministeriets innovative lillebror havde lavet et fint koncept, hvor man trak en bordtennisbold med nummeret på en tilfældig bod. Dér skulle man så gå hen og snakke med dem i boden om, hvad man havde til fælles – og hvordan man sammen kunne udvikle samfundet til at blive et lidt bedre sted. Helt enkelt, næsten omkostningsfrit og meget virkningsfuldt – især for de fleste gæster gik lidt hvileløst rundt og havde svært ved at finde ud af, hvilke telte de skulle gå ind i – og mange standholdere havde svært ved at trække folk derind. Nu fik de noget at snakke sammen om. Enkelt, men godt.

2) Med Andre Øjne – I Menneskerettighedernes telt havde de fået det fantastiske koncept “Med Andre Øjne” til at sminke gæsterne til ukendelighed. Så de fik en anden etnicitet, alder, socialklasse eller køn – og så skulle bevæge sig rundt på pladsen for at opleve, hvordan folk så ville reagere på deres nye identitet. Det synes jeg er en helt genial måde at få folk til selv at opleve, hvordan man reagerer på og afkoder hinanden. Og jeg er sikker på, at det ville styrke inklusions- og mangfoldighedsdebatternes kvalitet helt kolossalt, hvis alle fik lov at prøve dét engang imellem.

3) “En af os”-kampagnens “Menneskebibliotek” – her kunne man “låne” en samtalepartner med en psykisk lidelse for at afmystificere sindlidelser.

Alle tre eksempler er meget enkle og koster utroligt lidt at føre ud i livet. Men de formåede hver især at gøre præcis det, det hele skulle have handlet om: Muligheden for at møde nogen, der tænker anderledes end en selv. Snakke ordentligt sammen. Tænke konstruktivt og udviklende sammen.

49-kroners skiltet

Det var selvfølgelig også formålet med de slentresamtalesaloner om HANDLEKRAFT og SAMMENSKUD vi selv holdt i Borgerlyst-regi. Og nej, dér var vi heller ikke nær så mange deltagere, som der nok ville have været, hvis vi havde smidt en masse penge efter markedsføringen. Men dem, der var der, var fantastiske og helt vildt engagerede og deltagende. Og de lod til at være rigtig glade, selvom vi ikke uddelte så meget som en fransk saltpastil.

Så det er med en vis stolthed, at jeg hermed afslører, at vores samlede udgifter (ganske vist med skilt-holdere på på “all inclusive-fadølsbudget”) til Borgerlysts akviteter på Folkemødet beløb sig til de 49 kroner vi brugte på at laminere vores meget old school “nej, vi har ikke en dyr bod, vi har et skilt”-skilt.

Reklamer