Nadja Pass

Jeg er lige kommet hjem fra Skuespilhuset, hvor min far havde inviteret mig ind og se Jeppe på Bjerget. Og det var på mange måder en tankevækkende oplevelse:

For det første er det efterhånden sjældent, at jeg i en alder af 36 år er med til at trække aldersgennemsnittet markant ned. Men helt alvorligt var der ingen andre på min alder. De eneste andre, der ikke var over 60 var nogle helt små børn, der var med deres forældre i teateret på samme måde som min bror og jeg ofte var, da vi var små – og hvor Jeppe på Bjerget pudsigt nok er en af de allerførste forestillinger jeg kan huske. Og jeg kan huske, at jeg var så lille, at jeg i pausen blev nødt til at spørge til hvad både karbask, hanrej og horn i panden betød. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at det skulle være SÅ atypisk for kulturelle københavnere som mig selv at benytte sig af den slags kulturtilbud.

For det andet tænkte jeg, at det måske havde noget at gøre med, at der var tale om et stykke hentet fra den danske kulturkanon. Et af de stykker vi alle sammen kender, og som folk måske derfor finder forældet og støvet. Men for det første flød dialogen faktisk helt utroligt flot og med moderne diktion, selvom der så vidt jeg kunne høre ikke var ændret i ordlyden. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, at handlingen er højaktuel:

Historien kender vi jo alle sammen. Men da det for nogles vedkommende måske nok er helt tilbage til gymnasiet opsummerer jeg lige grundhandlingen her – spring endelig over, hvis du stadig har den i frisk erindring:

Man siger Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Men det gør han fordi, han lever fæstebondens hårde liv, og er gift med Nille, der ikke alene gør ham til hanrej ved at ligge i med degnen, men heller ikke er bange for at svinge krabasken over hans ryg for at få ham til at vågne tidligere, arbejde mere og drikke mindre brændevin. På vej til et ærinde i byen, falder han i og drikker for flere skillinger brændevin, og falder i dyb søvn. Baronen og hans folk finder ham og beslutter sig for at drive gæk med ham: de klæder ham i fint tøj og lægger ham i baronens seng, hvor han bliver bildt ind, at han i virkeligheden er baron, og at det er en vrangforestilling, at han skulle være bonde. Da han efterhånden begynder at tro på det, begynder han også at sætte spørgsmålstegn ved, om hans tjenere fortjener deres løn og om de stjæler fra ham. Og det er tæt på, at mange af dem bliver hængt og ridefogedens kone voldtaget, inden Jeppe igen falder i dyb søvn. Han bliver klædt i sit skidne tøj og smidt tilbage på møddingen, hvor hans kone svinger krabasken igen, da han prøver at fortælle, at han har været i paradis. Nu kommer baronens folk igen og arresterer Jeppe og holder en falsk retssag, der ender med at han bliver dømt til døden ved gift og hængning. Både han selv og hans kone tror han er død – og han bliver så benådet igen og givet livet tilbage + han får fire rigsdaler at købe brændevin for. Stor er hans egen forvirring og ingen tror ham, da han fortæller om sine oplevelser på kroen, mens han bøjer armen. Indtil de andre bønder pludselig kommer myldrende og gør nar ad ham. De har hørt rygterne om historien og gør nar ad ham. Og hele verden ramler omkring ham. Det hele slutter med, at der bliver gentaget en devise, der også er blevet sagt et par gange undervejs – at småfolk ikke kan tåle at komme til magten.

For det, der slog mig på vej hjem er, at det jo lige præcis svarer til, hvordan realitystjernerne bliver behandlet i dag: De fiskes op fra slummen, sendes til Paradise Hotel, behandles som grever og baroner i nogle måneder, mens alle vi andre sidder og godter os over, hvor kiksede de er. De berømmes i et par måneder efter de vender hjem. Samtidig med, at folk ler af dem og de ryger i mediernes gabestok. Og så glemmes de og smides tilbage på møddingen.

Kan Holberg blive mere højaktuel?