Nadja Pass

Det er sommer, og jeg har traditionen tro gang i lidt af en minimediefestival. Og som altid opstår der overraskende tankemønstre på kryds og tværs af litteraturen, sladderbladene, P1-programmerne og samtalerne – nu også suppleret med podcasts, blogs og Facebooks strømme. Og en af de ting, jeg har tænkt rigtig meget over de seneste uger, er hukommelsen som begreb – og hvordan den for tiden er under voldsom forandring. Tankerne er mange og langtfra systematiserede eller gennemtænkte. Men jeg vil forsøge at fastholde et par af dem ved at dele mine tankestrømme med jer. Så her er folkens, et nifoldigt leve for hukommelsen:

1. På P1 kører der for tiden en helt utrolig god serie på P1 kaldet Glemmer du, så husker vi. Det første program handlede om, hvordan Google og internettet i det hele taget påvirker vores hukommelse. Det fulgte grundlæggende op på en masse tanker, jeg gjorde mig, da jeg boede i Ghana i 1995-96. Her var undervisningen stadig i høj grad præget af udenadslære – i det mest grelle tilfælde gentog historielæreren tre gange hver sætning hun sagde, så vi kunne nedfælde den ord for ord, fordi der ikke var lærebøger nok – og vi ville blive hørt i fakta, og kun fakta – helt basalt fordi, der var meget stor mangel på bøger og leksika – og ja, på det tidspunkt var vi først lige (yep, det er rigtigt nok, selvom det lyder helt vanvittigt) begyndt at have adgang til nettet og emails. Dengang blev jeg ekstremt bevidst om, hvordan det ville skille fårene fra bukkene på nye måder rent dannelsesmæssigt, når det nødvendige gik fra at kunne huske kongerækker, kasserollebøjninger og samlevers til at kunne koble nyt og overraskende. Søge præcist. Det er klart, at vi ikke længere behøver bruge nær så meget hjernekapacitet på at huske udenad, når vi allesammen har smartphones og kan google os frem til fakta på et øjeblik. Så det afgørende bliver, hvordan vi så hver især udnytter den ekstra hjernekapacitet, der bliver frigjort? Men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere tror jeg OGSÅ det er, at man stadig har en grundlæggende udenadlære på rygraden. Det tror jeg ikke, vi skal kimse nær så meget af, som vi har en tendens til at gøre i dag, hvor vi altid lynhurtigt kan google eller Wikipedia’e os frem til de basale detaljer. For har vi ikke en vis grundviden, bliver det svært at søge ordentligt – og det bliver ikke mindst svært at finde frem til det uventede og overraskende. Fordi man så kun kan surfe på overfladen og ikke stille tilstrækkeligt specifikke spørgsmål. Man er nødt til at vide meget, have et stort grundbibliotek, en omfattende almen dannelse for overhovedet at vide, hvor der kunne være noget interessant at søge eller spørge efter.
2. Men det går jo også den modsatte vej. Teknologien kan også hjælpe med at udvide hukommelsen. For jeg oplever samtidig, at min blog i stigende grad fungerer som en ekstern harddisk. Og ikke mindst, at de bidrager til at videreudvikle de strøtanker, der ellers ville være fordampet. Når folk kommenterer på dem, folder de sig ud og får flere nuancer. Noget der ellers bare var indre tankegange bliver pludselig til samlede tankerækker, der “findes” derude. Dette blogindlæg er i virkeligheden en meget godt eksempel – jeg ville alligevel have gået og gjort mig de her tanker. Men før bloggen ville de have været løse, ikke store nok til at skrive ned i andre formater, og måske heller ikke krystalliseret til de sammenhænge, de hurtigt bliver, når jeg faktisk sætter mig ned for at formulere et blogindlæg – der så ligger i mit offentlige tankearkiv – og som jeg så givetvis henviser til i mange år fremover, på samme måde som jeg allerede i dette indlæg flere gange har gjort til gamle indlæg.
3. Når der er Tour de France trigger det altid, at jeg kommer til at tænke på et interview jeg lavede for efterhånden mange år siden – med hjerneforskeren og neuropsykologen Thomas Habekost. For efter jeg i årevis havde kimset af Tour de France opfordrede han mig til at prøve at se hel etape uden at lave noget andet – det er den bedst tænkelige måde at afspænde dine pandelapper på, sagde han. Og det var så den gode undskyldning der skulle til – og nu holder jeg faktisk meget af at se en etape i ny og næ. MEN det triggede så videre tankerne om det interviewet egentlig handlede om. Nemlig, hvordan hjernen rydder op i de myriader af informationer vi konstant propper i den. Og hovedpointen her var, at jo mere man ved, jo mere dannet, man er, jo mere nuanceret og effektiv er hjernens “sættekasse”, så man bliver i stand til at kapere stadigt flere informationer, fordi man ved, hvordan man skal lagre dem. Det har jeg tænkt meget over siden – og jeg tror, det er en ekstremt væsentlig faktor og endnu et argument for en vis grad af udenadlære og almen dannelse – vi skal have nogle kroge at hænge det hele op på. Ellers glider det hele sammen. Og det er noget skidt – for som han også sagde “hjernen er glad for kompleksitet – ikke kaos”.
4. Jeg har netop lukket sidste side i romanen Nattog til Lissabon, hvor hukommelse spiller en ikke uvæsentlig rolle, fordi hovedpersonen har en så omfattende klassisksproglig hukommelse og bliver hylet meget ud af den, hvis han har glemt et bestemt ord fra Odysseen, og at en anden vigtig person har en så ekseptionel hukommelse, at hun kommer til at udgøre en sikkerhedsrisiko for den portugisiske modstandsgruppe. Og det er heller ikke så forfærdelig længe siden, jeg læste Hanne Vibeke Holsts Dronningeofret, hvor altzheimers er omdrejningspunktet for en stor del af handlingen. Og det har tilsammen fået mig til at tænke en del begrebet, “når hukommelsen svigter”. For den er jo svigefuld, hukommelsen. Jeg selv er – 7-9-13 – udstyret med en hukommelse, der åbenbart – er det efterhånden gået op for mig, fordi folk reagerer så overrasket som de gør – er noget mere detaljeret end de flestes. Faktisk synes folk tit, det er lidt langt ude, at jeg går og husker på, hvad deres grandnevøs hunds barnebarn hed – “Har du ikke selv et liv”, tænker de. Eller de synes jeg er lidt stalkeragtig – “Hvorfor kan du huske det, når det intet betød for mig? Jeg har da virkelig vigtigere ting, at gå og huske på”, siger de. Men sagen er egentlig ikke, at jeg går aktivt og husker på det, jeg glemmer det bare tilsyneladende ikke. Og hvis jeg endelig aktivt skulle gå og huske på ting, er der givetvis meget andet end det, jeg husker, der ville være vigtigere at lagre. Det er ikke en bevidst handling. Det er bare sådan det er – indtil videre i hvert fald. 7-9-13 siger jeg igen – for jeg har aldrig kendt til andet, men jeg er mig smerteligt bevidst om, at også min hukommelse med tiden vil begynde at svigte, hvilket skræmmer mig vildt meget. For jeg tror, at slaget bliver tripplehårdt, når man som mig i høj grad har været vant til at forlade sig på hukommelsen (i en grad så jeg bliver ekstremt og meget uklædeligt påståelig, hvis nogen tillader sig at mene/huske noget andet, selvom de jo rent faktisk engang imellem HAR ret – der SKER faktisk, at jeg husker forkert :-) Men jeg undres dagligt over, at  andre tilsyneladende har det omvendt end mig. Hvor jeg ikke aktivt husker tingene, men bare sjældent glemmer dem, glemmer de tilsyneladende heller ikke aktivt. De husker dem bare sjældent. Hvad tænker man så på? Hvor henter man så sin inspiration fra? Hvad består ens indre kilde så af? Hvor er ens minder så forsvundet hen? Betyder de mindre af den grund? Er man i virkeligheden smartere, mere ressourcebevidst, hvis man glemmer. Er det udtryk for en gammeldags depottankegang at gå og huske? Er det nådigt at glemme?
5. Og så er den jo også selektiv, hukommelsen. Det kan godt være, jeg skræmmer folk ved ordret at kunne referere en samtale vi havde i børnehaveklassen eller recitere alle versene til samler og børnesange – til gengæld har jeg utroligt svært ved at huske mit pasnummer, og hvis jeg først har foretaget en betaling, glemmer jeg nådigt præcis hvad beløbet lød på. Og så er der jo – uanset hvor god ens hukommelse måtte være – ting man svider ud. Pynter på. De uendelige solrige somre, de strenge vintre dengang morfar var dreng. Den tabte kærlighed, der var uopnåeligt meget større end den måske i virkeligheden var. Fiaskoerne, der kan blive både større og mindre med tiden. Man siger, at vinderne skriver historien (hvilket program 4 i P1-serien handler om, men den er endnu ikke sendt), hvilket vil sige, at vores kollektive hukommelse er markant påvirket af begivenhedernes udfald. Og hvor er taberne og deres version af historien forsvundet hen?
6. Ikke alene kan den menneskelige hukommelse svigte. Vores teknologiske arkiver kan også bortkomme. Helt, fuldstændig og aldeles. Og det oplever rigtig mange efterhånden op til flere gange i deres liv. At harddisken crasher, at back-up’en dør. Selv har jeg faktisk allerede prøvet det et par gange – trods sikkerhedskopier og the works. At miste alle data. Og det er en fuldstændig forfærdelig fornemmelse. Men man lærer omvendt også tre ting af det – dels at vi typisk gemmer på alt for meget, vi ikke får brug for. Dels, at meget alligevel ligger gemt hos nogle andre. Dels, at man er nødt til at holde sin egen hukommelse i sving også. Det er alt for risikabelt at udlicitere sine minder til teknikken.
7. Så er der vores medieskabte hukommelse, som afsnit to i P1-serien løbende strejfer. De store verdensbegivenheder, det bliver vigtigt for os at definere os selv op imod. Hvor var vi, da Prinsesse Diana døde, Berlinmuren faldt og tvillingetårnene sank i grus. Sad vi faktisk og hørte Radio London ved befrielsen og rev rullegardinerne ned og dansede i gaderne. Eller er det bare noget, vi tror, vi gjorde, fordi vi har set og hørt det så mange gange? Hvad er rigtigst, vores bedsteforældres personlige fortællinger eller Matadors udtræk?
8. Spørgsmålet om, hvad vi finder værd at huske, optager mig meget. Højdepunkterne, der står tilbage, mens hverdagene forvitrer. I sig selv en tanke værd om vi vil blive bedre til at huske hverdagene nu, hvor vi med digitalkameraer lystigt foreviger alverdens små detaljer, mens vi tidligere kun fotograferede højtiderne, festerne og ferierne. Og her er Facebook jo ekstremt interessant. Facebook, der på mange måder tilfører vores kollektive hukommelse nogle helt nye dimensioner. Mennesker, begivenheder vi havde glemt. Billeder af os, taget fra vinkler, vi ikke tidligere har set. Kommentarer og oplevelser folk udveksler. Noget, nogen har bidt mærke, mens andre har fortrængt. Pludselig afdækkes nye dimensioner af vores egne minder. Og det er ikke altid lige behageligt. Og i andre tilfælde kan man få genskrevet sin historie, og noget, man selv har gruet over i årevis, viser sig at være oplevet helt anderledes af alle andre.
9. For mig personligt helt vildt, hvor tæt jeg er på mine barndomserindringer, når jeg som nu bor et par sammenhængende uger i vores gamle familiesommerhus, hvor jeg også tilbragte mange somre som barn. Og heroppe tænker jeg helt naturligt endnu mere på min mor og mormor, som jeg tilbragte så meget tid med heroppe. Og tænker på vores fælles familiehukommelse som jeg, efter deres dødsfald med kun 1,5 års mellemrum, er en af de få tilbageværende bærere af. For når et menneske dør er det jo som et bibliotek, der brænder. Og de efterladte er de eneste, der har mulighed for at redde nogle af minderne ud af flammerne. Med min mormor var jeg ekstremt opmærksom på at få interviewet hende om det hele – og optaget det. Om hendes barndom, ungdom, flugten til Sverige under krigen, årene som diplomatfrue i Moskva, hvor hun hang ud med John Steinbeck og crashede en stol sammen med Jens Otto Krag. Og om dagligdagene hendes liv igennem. Jeg kunne hendes fotoalbums udenad, vidste hvor hver lampe eller bog i hendes hjem stammede fra. Jeg var forberedt, havde læst på lektien. Min mor døde langt mere pludseligt. Vi havde heldigvis talt ud om alt, der var – og havde egentlig aldrig rigtig været – nogle udeståender. Men den systematiske opsamling af hendes minder fik jeg ikke foretaget på samme måde. Og det er stadig en smerte. Men heroppe, i familiesommerhuset, er det somom minderne er fortættet. Det er noget med lugt og smag, der går direkte i det limbiske system. Det er noget med de gamle Anders And-blade, Gyldendals Illustrerede Klassikere, stakken af gamle sladderblade, et gammelt frasorteret foto, der pludselig falder ud, når man åbner en bog. Jeg drømmer meget mere om min barndom, når jeg er heroppe. Og om min mor og mormor, der næsten er levende hver nat heroppe. I mine drømme. Fragmenter af minder – tilføjet alt muligt nyt. Nu kommer jeg jo i forvejen fra familien, der aldrig flytter. Så jeg har det lidt på samme måde i min onkels hus, min fasters norske hytte og selvfølgelig i mit barndomshjem. Og jeg har hørt, at mange andre oplever det samme, når de vender tilbage til barndommens steder. Der ligger noget i DNA’en, der bringer tankerne både gamle og helt nye steder hen. Som ingen andre steder kan.