Dagens leg – undlad at sige “JA, NEJ og IKKE”

by Nadja

En af de helt store frynsegoder ved at tilbringe meget tid sammen med ens venner og deres børn er – udover, at man selvfølgelig knuselsker alle de skønne unger – at man ofte får indblik i nye verdener, og nye sider af ens venner.

  • Det kan være deres fagligheder, som man får et indblik i på helt nye måder. Som når designerens datter tegner interiører, og moren forklarer, at vinduerne altid skal males blå (ikke “gennemsigtige”) fordi de reflekterer himmelens farve, og at hun skal være opmærksom på, hvilke dimensioner og faconer, man ser tingene i gennem trappegelænderet. Og hvor vi over middagen diskuterer farvesammensætninger, en sukkerstrøers funktionalitet og en kandes hældetud. Som når topchefen som det naturligste i verden siger til ungerne, at “i en forhandlingssituation må man aldrig give noget, uden at få noget igen”.  Som når IT-nørdens unger har bygget egen hjemmeside i en alder af fem år. Eller min antropologvenindes søn, der som to-årig kunne fortælle mig alt om inuitter.
  • Det kan være ukendte fritidshobbyer eller familietraditioner, der pludselig slår igennem. Som da min veninde pludselig viste sig at kunne kende forskel på alle fuglestemmer, og vi med hendes Poul Thomsen-mini-søn travede på ekspeditioner, og jeg fik et effektivt crashcourse i scolopendernes forunderlige verden.
  • Det kan være ungernes egne interesser og legetøjsdiller. Som når man pludselig får et ret omfattende kendskab til forskellige computerspil, årets aktuelle samlerkort, fodboldstjerner og gromitier (yep – KLAR overvægt af drengebørn i omgangskredsen) og samtidig får genvækket sine egne barndomsnørderier – for eksempel var der en lang periode, hvor al min barndoms dinosaurusviden var helt ubrugelig – men nu giver det næsten lige så meget street cred, at jeg kan kende forskel på en pectosaurus og en dimetrodon, som det gør, at jeg kender Ridder Martin fra Barda og kender en, der har været Shane-barn.
  • Det kan være ens egne reaktionsmønstre eller måder at forklare tingene på, eller lege man foreslår, som man selv troede var det naturligste i verden, og som viser sig at være helt nye for både barnet og dets forældre.

Og det er egentlig sidstnævnte, der er anledningen til dette blogindlæg. For igår havde jeg besøg af en veninde og hendes 7-8 årige søn, der er langt mere end almindeligt begavet. Og sprogligt begavet i særdeleshed. Det var en fryd at høre hans spørgsmål om gamle ord, ordsprog og ordspil, mens han slugte alle sommerhusets gamle AndersAnd-blade fra 50’erne. Sjovt at høre hans ekstremt veludviklede sprogbrug og leg med ordene. Og sjovt at høre, hvilke ord han opsnappede og kommenterede på fra vores voksensnak. Og moren var supergod til at komme med fine forklaringer, udfordre ham videre og gå med på de sproglige lege.

Og derfor spurgte jeg, om vi ikke skulle lege den leg, hvor man ikke må sige “ja, nej og ikke”. (hvorefter det kvikke barn selvfølgelig straks spørger, om det betyder, at man heller ikke må sige “og” :-) Den kendte de ikke.

“Ja, nej og ikke” går i al sin enkelhed ud på, at man skal snakke sammen uden at bruge ordene ja, nej og ikke (og diverse afledninger såsom mhmmm, nik, hovedryst, jo og nix). Typisk er det én person, der ér den – og som de andre så stiller spørgsmål (der gerne må indeholde de forbudte ord) i forsøget på, at få den der ér den til at “falde i” ved uforvarende at bruge et af de forbudte ord. Prøv selv – det er ret svært. JA, kan man langt hen af vejen undvære, fordi man sagtens kan svare bekræftende uden decideret at bruge ordet ja, så den falder man typisk i, fordi det for mange er en automatisk refleks at starte en bekræftende sætning med JA. NEJ er noget sværere. Men næsten helt umuligt er det at undgå at bruge IKKE, så snart sætningerne begynder at blive så lange eller forklaringerne så komplicerede, at det bliver rigtig sjovt. (for det gælder selvfølgelig om at tale så naturligt og flydende som muligt, selvom man ikke bruge de forbudte ord). Så tricket for spørgerne er selvfølgelig at spørge ind til ting, hvor den der ér den skal forklare, hvorfor vedkommende IKKE kan lide XXX, eller IKKE gjorde XXX. Prøv selv, det er næsten umuligt at forklare uden brugen af ikke. Og så selvfølgelig at aflede opmærksomheden så meget som muligt – for så snart man slapper af og taler naturligt, bruger vi alle sammen ja, nej og ikke konstant.

NÅ, men det endte vi så med at lege rigtig længe, og det var rigtig sjovt for alle parter. Dels fordi der kommer nogle spøjse samtaler ud af det, hvor man spørger ind til alt muligt, man ikke plejer at spørge om. Dels fordi man griner meget, når man hver især falder i, eller bliver spiddet på en formulering, hvor man ikke kan undgå at sige IKKE.

Og undervejs slog det mig, hvordan netop den slags lege gennem barndommen har været med til at skærpe min sprogbevidsthed. For sagen er jo, at man for eksempel med sådan en leg bliver tvunget til at bruge helt andre dele af det sproglige register, end man ellers ville have gjort. Man bliver tvunget til at formulere sig helt anderledes end instinktet og automatreaktionen. Bagefter prøvede vi kort at lege den, hvor man måtte bruge alle ord, undtagen dem, der startede med S. Og det fungerede også rigtig godt – pludselig skulle man hente ja, nej og ikke frem fra hukommelsen igen, men til gengæld erstattte ‘sige’ og ‘snakke’ med ‘tale’ eller ‘konversere’, ‘slanger’ med ‘orme’ eller ‘kryb’ etc etc. Supersjovt (eller for nu at blive i legen:  rigtig morsomt).

Mine forældres fælles interesse for sprog er helt klart en af de mange gaver, jeg selv har fået med hjemmefra – og taget fuldstændig for givet. Mange af legene – “ja, nej og ikke”, “flere ord ud af et”, grammatik, nasallyde og historiefortællinger især fra min mors side af familien. Kolossale gloseregistre og den systematiske afkodning af fremmede sprog og alfabeter især fra min far. Ikke ét skilt på vejen, når vi rejser sammen, uden at det bliver endevendt for at gennemskue, hvilke endelser, der mon betyder gade, vej, gyde, plads eller boulevard.

Og den bagage betyder jo samtidig, at jeg som det naturligste i verden taler volapyk, laver lange fællesudviklede historier og leger rimsmed med ungerne omkring mig. Og med mine voksne venner på fx Facebook kan få en hel aften til at gå med at udveksle sætninger, der kun starter med S, F eller T.

Det er jo ikke noget, man tænker over selv. Hvad man har fået med hjemmefra, fordi det jo netop for én selv er det naturligste i verden. Men hvor er det sjovt at bringe det i spil på nye måder. Og ikke mindst at opleve og opdage hinandens forskelligheder og skjulte særkompetencer. Og samtidig ekstremt lærerigt og inspirerende. Både for børn og voksne.

Reklamer