Nadja Pass

Mens man venter på at blive sat op på sin piedestal

I lørdags åbnede VEGA en ny natklub. Den hedder “Nina Bang – Folkets Klub” – og er opkaldt efter Danmarks første kvindelige minister, der også har lagt navn til den sal, der fremover danner rammerne om klubfolket og indierytmerne.

Jeg synes, det er vildt cool af VEGA at opkalde en natklub efter Nina Bang (og jeg er i den forbindelse slet, slet ikke farvet af, at min bror som kunstnerisk udviklingschef på VEGA har været med til at undfange konceptet :-). Derfor skrev jeg forleden følgende Facebook-opdatering:

Nadja Pass synes, det er virkelig cool, at VEGA har opkaldt sin nye natklub efter Nina Bang – Danmarks første kvindelige minister (1866-1928). Hun har lagt navn til den sal i VEGA, der fremover danner rammerne “Nina Bang – Folkets Klub”, øl, bobler, indiebeats og de lidt mere modne – men stadig både festlige og livsglade – kulturelle københavnere. Åbningsfest på lørdag.

Den opdatering affødte ikke alene en masse “Thumbs-up-markeringer”, men også et langt kommentarspor, hvor en af dem, der kommenterede skrev:

Godt initiativ: skal vi ikke lave en liste over alle de oversete/glemte danske kvinder, som fortjener en natklub, en plads, et hus eller en boulevard opkaldt efter sig. Og så offentliggøre den 8. marts?
Vi kan jo skabe og samle listen her.

Og det var der så heldigvis nogen stykker, der fulgte op på. Og det blev til et blandet felt, der blandt andet indeholdt Nathalie Zahle, Jytte Abildstrøm, Susan Himmelblå, Astrid Lindgren (vi skelner ikke så nøje i forhold til det med nationalitet), Birthe Rønn Hornbech, Leonora Christina og Støvlet Katrine. Og det var jo dejligt, at der var nogen, der gik ind i kampen – men jeg må med skam melde, at ikke rigtig selv bidrog så meget. Det hang primært sammen med, at jeg i de dage var på workshop et sted uden særlig overbevisende netforbindelse og derfor var langt mere off-line end ellers. Men det handlede også om, at det kommentarspor faktisk virkelig fik mig til at gruble. Det er jo ikke fordi, jeg ikke i flæng kan nævne Nanna Dietzel, Katrine Ærtebjerg, Karen Blixen, Thit Jensen, Lykke Friis, Connie Hedegaard, Margrethe den 1. (og 2. for den sags skyld), Marianne Jelved, Helle Thorning, Nathalie Zahle, Stine Bosse, Caroline Søeborg Ahlefelt, Louise Campbell, Inger Christensen, Grevinde Danner, Hanne Bech Hansen etc etc. Og jeg ved godt, at listen er meget længere… men ikke desto mindre, er den relativt set skræmmende kort. Selv hvis man lægger hovedet i blød. Og det er der mange gode grunde til – og de grunde er IKKE, at kvinderne ikke har været lige så interessante, kloge og kvalificerede som mændene (selvom der i mange år naturligvis var en masse uddannelses- og kønspolitiske problemstillinger, der skævvred mulighederne).

Men derimod, at vi kender helt basalt kun forsvindende få navne på Danmarkshistoriens seje kvinder. Man behøver kun kaste et hurtigt blik på Connie Hedegaard og Claus Hagen Pedersens liste over de 100 mest betydningsfulde danskere i det tyvende århundrede, for at konstatere, at kvinderne glimrer ved deres fravær. Og går vi længere tilbage end det 20. århundrede er de nærmest ikke-eksisterende som andet end dronninger og adelige. Og det er jo ikke fordi, de ikke har været der. Men de er lissom forsvundet ud af Danmarkshistorien, fordi de ikke har levet op til de gængse kriterier for, hvad der skulle til for at blive fremhævet. For de gængse kategorier for fremhævelse har nogle indbyggede faldgruber, der gør, at der også hvis man lavede en liste i dag, ville være forsvindende få kvinder på listerne. For hvad er det egentlig for kriterier, vi typisk vælger på baggrund af:

1. Dem, der var de første indenfor en kategori.
   Her finder vi for eksempel Nina Bang. Og hun skal jo uden tvivl hyldes og fremhæves, på samme måde som Helle Thorning skal hyldes og huskes, hvis hun formår at blive Danmarks første kvindelige statsminister, og på samme måde som den første kvindelige professor, biskop, politichef, ambassadør, højesteretsdommer, universitetsrektor, borgmester, topleder etc etc skal huskes og hyldes fordi det i sig selv er en bedrift at være mønsterbryderen, der kæmper sig igennem alle fordommene og må lægge ryg til dem hele livet for at bane vejen for andre kvinder. Men der er også en indbygget fare i den store fokus på “den første” – for ikke alene reduceres deres betydning meget ofte til alene at handle om kønnet – de færreste har nogen anelse om, hvad Nina Bang faktisk foretog sig som minister, bare, at hun var “den første” – og samtidig har vi en tendens til at glemme at fremhæve og hylde den 2., 3., 4., 16., 117. selvom de måtte have været mindst ligeså gode kvindelige ministre. Dér vil jeg vove at påstå, at vi for mændenes vedkommende ikke skelner så meget til, hvilket nummer, de var i rækken, men mere til deres bedrifter, mens vi har en tendens til at lade være med at fremhæve en kvinde, hvis hun var den 5. kvindelige minister, for nu har vi jo allerede nævnt Nina Bang…
2. Dem der har bedrevet noget stort indenfor deres fag.
   Denne kategori er lidt sværere at afgøre, fordi der også hurtigt kommer et element af smag eller fagdebat indover her. Mens det er en absolut sandhed, at en bestemt person var den første indenfor sit felt, er det sværere, når vi skal afgøre hvem, der er værd at fremhæve indenfor forskningen, kunsten og kulturen – hvilke bedrifter er vigtigst her, set i det store perspektiv? Derfor rammer denne udvælgelse lynhurtigt ned i en flig af den klassiske kvotediskussionen, nemlig den om, hvorvidt vi så fremhæver kvindelige kunstnere eller forskere, primært fordi de er kvinder og skal tælle positivt med i statistikkerne – eller fordi deres værker eller bedrifter virkelig er de bedste. Det er en sindsygt problematisk oversimplificering at sætte køn og kvalifiationer overfor hinanden som modsætninger på den måde, det ofte reduceres til i kønsdebatten – og det har jeg skrevet udtømmende om i forbindelse med min undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg sidste år lavede for Beskæftigelsesministeriet og Protocol, så det vil jeg opfordre til, at man i stedet læser i sin helhed. Så her vil jeg blot sige, at det i sig selv er problematisk, at man overhovedet tillader sig at stille et kønnet spørgsmålstegn ved udvælgelseskriterierne. Det ville man aldrig gøre med en mands værker. Her ville man diskutere kvaliteten, hvilket i sig selv kan være en svær sag at argumentere sig igennem, men det er irrelevant at trække kønnet indover i kvalitetsdiskussionen. Ikke desto mindre – og jeg ved godt, at det her kan lyde selvmodsigende – ér der alligevel grund til at være opmærksom på kønsfordelingen, nu hvor emnet er, hvilke kvinder man kan fremhæve i Danmarkshistorien og hvis navne vil komme på listerne i eftertiden. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der kun er én (to, hvis man tæller den ufærdige tagterrasse med) kvindelig nutidskunstner, der skulle være kvalificeret til at udsmykke Amalienborg, så den “flaskepost til eftertiden” vi sender i form af de nye kunstværker på væggene igen er med til at vise et meget skævvredet billede af dansk kunst anno 2010. Og så er det næsten overflødigt lige at påpege det ærgerlige i, at Katrine Ærtebjergs fantastiske værk som det eneste af de nye værker er forvist til anretterkøkkenet, hvor man næppe kan forvente at statsoverhoveder og prominente gæster for lejlighed til at se det, mens alle d’herrer har udsmykket repræsentationslokalerne. Og så er det jo nu, folk vil spørge “jamen betyder det så, at vi skal vælge noget, der er dårligere, bare for at udjævne kønskvoteringen?” Og her er svaret naturligvis nej, nej, nej, – det er stadig kvaliteten, der skal afgøre det. Men man bliver i stigende grad nødt til at være opmærksom på, at man nogle gange skal måske skal lede lidt længere eller nogle lidt andre steder eller med et mere nuanceret blik for at finde frem til de kvindelige kunstnere – eller repræsentanter for andre minoriteter for den sags skyld – i stedet for altid bare at vælge det oplagt. For noget af det min undersøgelse også i høj grad viste var, at kvinder flest stadig er mere tilbageholdende end mænd flest med at gøre opmærksom på egne bedrifter. Og at de fleste gerne vil udpeges, vælges, opfordres i stedet for selv at råbe op. Og NEJ, jeg synes ikke, det er optimalt, at det er sådan. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder var langt mindre bange for at råbe op og gøre opmærksom på deres egne kompetencer. Men jeg må konstatere, at det endnu ikke er tilfældet for min generation af kvinder (man kan have forhåbninger for de yngre) – og når det så er tilfældet, synes jeg, vi må forholde os konstruktivt til det. Og nu vil jeg ikke gå yderligere ind i, hvordan det forholder sig i erhvervslivet, men igen vil jeg henvise til min undersøgelse og kort referere, at præcis de samme mekanismer gør sig gældende på arbejdsmarkedet.
3. De helt skøre, poetiske eller skæve, der på sin vis derfor er helt udenfor kategori
   Her finder vi så alt  fra Susan Himmelblå, Støvlet Katrine og de forskelligepå sin vis også hovedpersonerne i alle de historiske romaner af Hertha J. Enevoldsen, jeg slugte som teenagepige. De handlede om den ene kongedatter eller adelsfrøken efter den anden, der fik en grufuld skæbne eller tog skæbnen i egen hånd – jeg kunne klart bedst lide de sidste, selvom også de både i skrivestil og vinkling stadig var meget rosenrøde og kvindebløde…Men de var trods alt med til at udvide spektret af, hvordan man forventes at opføre sig som kvinde. For eksempel har jeg lige været inde og se Alice i Eventyrland – og udover, at det var en meget smuk, poetisk og eventyrlig film, slog det mig også, hvor sjældent det er, at vi ser en blockbuster, hvor alle de vigtigste roller spilles af kvinder (selvom man lige kan studse over, at det er Johhny Depp i den ret beskedne rolle som hattemageren, der er løbet med al opmærksomheden). Her ser vi både de gode, de onde, de grusomme, de intrigante og de eventyrlystne kvinder i fuldt flor. Og selvom man med rette kan ærgre sig over, at kimen til striden mellem den røde dronning med det store hovede og den smukke hvide dronning primært handler om udseendet, er det stadig et langt mere nuanceret billede af eventyr-kvinder end vi ellers ser. og ikke mindst er det skønt, at hovedpersonen, Alice, fravælger det forudsigeligt-kedelige liv som adelsfrue med fordøjelsessvag Lord til fordel for eventyret, en flirt med ‘the mad hatter’ og karrieren. Den film er et godt eksempel på, hvordan vi kan udvide vores blik på mulige kvinderoller –  og ikke mindst er det fedt, at det ikke er en pige eller en børnefilm – men en film for begge køn i alle aldre.

Så meget for, hvad der skal til for at komme på listerne, som udvælgelseskriterierne ser ud i dag. Men hvor er de lister, der kan rumme alle de andre kvinder, vi ikke kender navnet på, og som er tabt for eftertiden. Dem, der glimrer ved deres fravær på de officielle lister, gadenavne og historiske forklaringer: Hvor er den liste, der kan rumme alle hverdagens heltinder. Det kunne for eksempel være en kvinde som min oldemor på fædrene side, der stak af fra den fine gård på Langeland (hvor hun i forvejen var berygtet for at sine vilde ridt langs stranden overskrævs på hesten med løst hår – oh skræk – og i hvis skudsmålsbog, der stod, at hun var dygtig, men alt for viljestærk) for at gifte sig med husmandens søn, der i de kredse blev betragtet som et alt for ringe parti. Han døde desværre tidligt – og ikke desto mindre formåede hun som enlig mor til tre at rejse penge nok til at kunne købe en proprietærgård til hvert at sine tre børn. MEGA sejt og en kæmpe bedrift i sin tid – men jo ikke noget, man får opkaldt en plads, en vej eller en sal i VEGA efter sig for. Og sådan har der været masser af kvinder, for hvem det i sig selv har været en kæmpe bedrift at få enderne til at nå sammen, eller som har været de stærke kvinder, der har udgjort halvdelen af ordsproget “Bag enhver stor mand står en stærk kvinde” – men det er bare kun de store mænd, der er gået over i historien, sjældent kvinderne bag.

For det indbyggede problem i hele denne diskussion er, at udvælgelseskriterierne for hvem der bliver fremhævet i sig selv bygger på et paradigme man med rette kan stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor er det så vigtigt at være først, størst, bedst? Hvorfor er det ikke godt nok at være næstkommanderende, nr. 5 i rækken, harmonisk baglandskvinde eller den, der gør en masse godt i det skjulte og ikke forventer hyldest og ære for det?

Og så kan folk jo her med rette spørge, hvorfor det skulle være så vigtigt at få opkaldt en plads, vej eller sal i VEGA efter sig. Og om det ikke er mindst lige så vigtigt at man lever et godt og harmonisk liv med sig selv om sin familie…? Og jo da, det står selvfølgelig enhver kvinde og mand frit for at finde ud af, hvordan deres tilværelse skal skrues sammen, og jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad de enkelte vælger. MEN jeg vil gerne have lov at påpege, at det ville være befriende, hvis vi hver især bidrog til at udvide spektret af, hvordan kvinder opfattes i dag og hvordan man kan vælge at leve sit liv. Jeg ville ønske, at langt færre valgte den slagne, kønsudstukne vej og i stedet gik efter deres egne drømme – uanset hvad kønnet måtte diktere var det rigtige. Og dermed bidrog til at udvide mulighederne for, hvilke livsvalg, der forekommer naturlige for kvinder at træffe.

Og i den forbindelse er det jo ikke nogen ringe bivirkning, at det sandsynligvis også ville betyde, at det i fremtiden ikke ville være helt så svært at nævne stærke danske kvinder.