10 bud på, hvordan vi kan komme kvindernes kampdag konstruktivt ihu
by Nadja
I dag er det 8. marts – kvindernes internationale kampdag. Ovenikøbet nummer 100 af slagsen. Og det synes jeg kræver på lidt refleksion og diskussion. For vi er jo på mange punkter nået ufatteligt langt på de 100 år – og samtidig er der en masse problemer tilbage, som vi prøvekluds-generationer bør være opmærksomme på og aktivt bidrage til at forandre for, at det blive stadigt bedre for nye generationer.
Personligt mener jeg stadig, der er masser af ting, man kunne gøre politisk og strukturelt, med en nytænkning af barselslovgivningen som det primære indsatsområde. Og der er da helt sikkert også en masse mænd, man godt kunne ønske sig tænkte lidt anderledes.
Men det største forandringspotentiale mener jeg faktisk ligger hos kvinderne selv.
For da jeg sidste år lavede en stor undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, stod det ret hurtigt klart, at det skævvredne antal kvinder i topledelse i høj grad skyldes kvindernes egne valg, fravalg, prioriteter og ikke mindst måden, vi taler om hinanden på.
Så her er 10 bud på, hvad vi i hvert fald selv kan gøre lige her og nu for at påvirke udviklingen i en positiv retning (her og nu udelukkende, når det gælder erhvervskvinders ambitioner):
- Sørg altid for at kvæle “vil du virkelig vælges fordi du er kvinde”-spørgsmålet med det samme. Det er en total oversimplificering at sætte køn og kompetencer op imod hinanden som de eneste to parametre. Der er altid alt muligt andet, der OGSÅ spiller ind (faglig baggrund, personlighed, alder, netværk, timing etc etc) – og husk, at de under ingen omstændigheder ville vælge dig, hvis ikke du i det mindste er kompetent.
- Tal langt mere åbent om dine drømme og ambitioner – hvis ikke folk ved, hvad du drømmer om, kan de ikke hjælpe dig med at opfylde dem.
- Lad være med udelukkende at forklare dine successer med “tilfældighedernes spil”. Tilfældighederne spiller OGSÅ ind, men det er dine kompetencer, det primært handler om. Og i øvrigt er tilfældighedernes spil OGSÅ et spil – så det er også en vigtig evne at gøre sig spilbar.
- Træf ikke beslutninger på andre kvinders vegne på baggrund af dine egne ønsker eller frustrationer. Hvis en småbørnsmor vælger at takke ja til en ministerpost HAR hun nok fundet ud af, hvordan det skal kunne lade sig gøre – og hvis hun kommer tilbage fra barsel og siger, hun gerne vil have noget at rive i, er det ikke op til dig at skåne hende fordi hun jo har et lille barn derhjemme – det ved hun godt, og det har hun nok fundet en løsning på. Mange kvinder VIL gerne skånes – men mange vil ikke. De trænger netop til at få bekræftet deres værd på arbejdsmarkedet og at det giver mening at have barnet i institution, mens de selv er på arbejde – og hvis de så sidder med ligegyldige skåneopgaver, føles det endnu mere meningsløst at vende tilbage til karrieren. Her skal vi alle sammen være langt bedre til at lytte til, hvad den enkelte kvinde ønsker sig i stedet for at behandle alle ens.
- Bidrag ikke til at reducere kvinder på arbejdsmarkedet til en af de fire kategorier, Lisa Marklund og Lotta Snickare opstiller i deres geniale bog “Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden”. Der er mange flere måder at være erhvervskvinde på, end “Mandekvinden/jern-ladyen”, “Den sexede forførerske”, “Den sjove maskot” og “Den omsorgsfulde mor” – men når vi selv bliver ved med at reproducere stereotyperne, er det klart, det bliver svært at stikke ud. Og som en del af dette: bagtal ikke andre kvinder, der har gjort det godt, ved at kalde dem mandekvinder, dårlige mødre eller løse på tråden. Hyld dem i stedet – om ikke andet fordi de er med til at udvide spektret for moderne kvindeliv.
- Lad være med at prøve at tvinge de kvinder, der har truffet andre livsvalg end dig selv, over i de egen livssituation. Vi har en mærkelig tendens til at ville rette alle ind for at få bekræftet vores egne livsvalg – og derfor kan der opstå meget skarpe fronter mellem mødrene og dem uden børn på den ene side. Eller mellem dem, der prioriterer karrieren højt overfor dem, der har valgt at gå på deltid. Eller mellem dem, der fødte naturligt overfor dem, der fik kejsersnit. Eller mellem dem, der har au-pair/ung pige i huset og dem, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen i hverdagen. Lad være med at bidrage til ensretningen ved at mase hinanden ind i de forudsigelige rammer – spørg og lyt i stedet åbent. Og i forlængelse af dette: sørg for, at jeres børn af begge køn også får lejlighed til at møde både mænd og kvinder, der lever vidt forskelligt. I institutionerne møder de ofte kun voksne i form af mødre og fædre – det er vigtigt at vi viser dem alle de andre måder, man også kan være voksen på – og de andre sider af forældrene. Det er selvfølgelig op til den enkelte ikke at lade sig gruppepresse – men hvorfor ikke lette presset og gøre det nemmere at turde skille sig ud, ved at udvide spektret?
- Tillad dig selv at blive siddende i “herreværelset”, når du er til arrangementer, hvor kønnene er blandet. Det er stadig meget typisk, at kvinderne ender med børnesnak i køkkenet, mens mændene snakker helikopterspektiver i stuen (ikke, at de ikke hjælper til, de er bare gode til at vende tilbage til stuen i stedet for at blive hængende i køkkenet). Det er sundt og inspirerende for alle parter at diskutere og udveksle tanker og erfaringer på tværs af kønnene (og alder og brancher og minoriteter for den sags skyld).
- Pres ikke de andre mødre i vuggestuen og børnehaven til at komme med hjemmebagte kager og perlespeltsalater, hvis de ikke har tid. Det er jo fint og dejligt, hvis man har tid og lyst til at lave dem og iøvrigt også, når det er færdrene, der påtager sig ansvaret – men det er vanvittigt at presse hinanden med kagekonkurrencer etc. Og husk, at hvis du nu kommer styrtende med en købepizza fordi du havde vildt travlt med at få lavet et strategioplæg færdigt, så er der en god chance for, at du kommer til at snakke om strategioplæg i stedet for at bruge aftenen på at dele kageopskrifter.
- Tænk på din karriere som et forhåbentligt langt forløb. Og tillad dig selv tempo- og sceneskift undervejs. Det er ok lige at tage den lidt med ro, mens du har små børn – og så skrue op senere. Et af de grundlæggende problemer med kvinder på arbejdsmarkedet er, at vi har en tendens til at reducere ALLE kvinder til småbørnsmødre – også dem, der først ønsker sig børn om flere år, dem, der har voksne børn og dem, der slet ikke har planer om at få børn. Dermed overfokuserer på de – for de fleste kvinders vedkommende relativt få år – der ér de mest problematiske at forene med karrieredrømmene. Men der er reelt tale om vidt forskellige livssituationer.
- Tillad dig selv også at tænke egoistisk engang i mellem – hvad er DINE drømme og ambitioner, og hvad skal der til for at du får mulighed for at udleve dem? At tænke på sig selv er ikke ensbetydende med, at man ikke tænker på andre – for de flestes vedkommende får man faktisk langt mere tid og overskud til at gøre noget for andre, hvis man også varetager sine egne ønsker. Men dér har kvinder flest en indbygget frygt for at fremstå for egoistiske, og prioriterer derfor alle andres behov fremfor deres egne. Og ender ofte med at blive lidt småbitre, hvilket altså heller ikke er særlig fedt for nogen.
Tillykke med, at vi er nået så langt, som vi trods alt er nået. Og lad os så i fællesskab (begge køn, alle brancher, alle aldre) bidrage til at udviklingen fortsætter i positive retninger. Glædelig 8. marts.
Nadja Pass 
“Tal langt mere åbent om dine drømme og ambitioner – hvis ikke folk ved, hvad du drømmer om, kan de ikke hjælpe dig med at opfylde dem”, bliver det ord, jeg tager med mig herfra i dag.
:-)
Hej Nadja
Tak for et godt indlæg, der som altid sætter gang i refleksionerne. Kan især nikke genkendende til bud 2, 7, 9 og 10. Jeg oplever at efter jeg endelig har indset at det er politiker-vejen jeg vil og jeg er ærlig omkring det og hvilke ambitioner jeg har med det, så opnår jeg respekt fra min omgangskreds. Det gør også at jeg for en stund kan acceptere at mit arbejde ikke er det sted hvor jeg får den største intellektuelle udfordring, men det er i de spændende politiske samtaler at jeg udvikler egne holdninger og idéer og vokser intellektuelt.
Vedr. bud 7, så har jeg altid været den der er blevet i herreværelset/spisestuen, når de andre kvinder gik i køkkenet. Nogle gange har jeg tænkt hvad de andre kvinder mon har tænkt og om mig, og at jeg måske burde hjælpe dem, men hvorfor kunne det ikke lige så godt være mændene der hjalp med at sætte i opvaskemaskinen? Jeg tror stadig der er en automatik i os kvinder der gør at vi springer op når opvasken, tøjvasken, børnepasningen mv. skal klares, så det er ikke altid mændenes skyld, når det er kvinderne der ender med at tage sig af de huslige ting – vi skal lære at sige fra.
Af forskellige årsager har jeg valgt ikke at få børn, men jeg er fuld af beundring for de kvinder, der kan få karriere, husholdning og børn til at gå op i en højere enhed. Jeg fordømmer ikke dem, men kan godt ind i mellem opleve at andre kvinder ikke forstår/acceptere mine valg (læs kvinder skal da have børn)
Mht. hvad vi kvinder skal kæmpe for her 100 år efter kampdagens indførelse, så synes jeg vi bl.a. skal rette fokus mod de kvinder rundt omkring i verden der er undertrykte. Fx synes jeg de nye mikrolån der administreres og udlånes til kvinder i ulande er en helt fantastisk idé der styrker kvindernes selvstændighed i disse lande.
Under bud 6 skriver du at man ikke bør kritiserer andre kvinder der har truffet andre livsvalg end en selv, og der er jeg meget enig med dig, jf. ovenfor om valg af børn/ikke børn, men jeg synes dog at der et et område vi på sådan en kampdag som denne bør reflektere over, og det er den stigende brug af au-pair piger fra lande som Phillipinerne og Baltikum. Det er kvinder, der for 30 kr. i timen nærmest skal stå til rådighed 24 timer i døgnet. Au-pair betyder “på lige fod” og var egentlig tiltænkt piger der havde lyst til at opleve en anden kultur og lære at tale et andet sprog, men det er langt fra sådan ordningen anvendes idag. Det er en bagside ved at både mand og kone i samme familie vælger at køre karriere for fuld drøn på samme tid. Jeg siger ikke at kvinder dermed skal opgive karrieren, men måske som du skriver i bud 9 bør mand og kone sammen overveje hvordan de i fællesskab bedst kan indrette sig så de begge får opfyldt deres drømme såvel karrieremæssigt som familiemæssigt.
God kampdag :-)
Hej Nadja, tak for et godt indlæg, som satte tanker i gang.
Jeg har dog et par småting at indvende mod dit første bud, som jeg går ud fra er et modargument mod en (efter min mening) væsentlig indvending mod kønskvotering.
“Der er altid alt muligt andet, der OGSÅ spiller ind (faglig baggrund, personlighed, alder, netværk, timing etc etc) … ”
Ja, men alle de ting er vi vel enige om OGSÅ er uretfærdige faktorer, når det netop er kvalifikationerne og intet andet, man bør ansættes på. At disse ting ofte spiller en rolle, betyder ikke, at de også BØR spille en rolle. Det bør de, efter min mening, ikke. Og det bør kønnet heller ikke.
“… og husk, at de under ingen omstændigheder ville vælge dig, hvis ikke du i det mindste er kompetent.”
Men er det ikke problematisk nok, hvis de blot har fravalgt én, der var MERE kompetent? Det største problem med kønskvotering er vel, at det faktisk giver eventuelle mandschauvinister på arbejdspladsen noget at have deres holdninger i, og giver dem et vægtigt argument for deres tanker om, at deres kvindelige kolleger nok ikke er lige så kvalificerede.
Ellers, som sagt, virkelig fint indlæg! Rigtig god kampdag herfra.
Hørt! Og glædelig kampdag herfra.
@ Anne – dejligt. Sådan skal DET være!
@ Luminusnu – det med herreværelset er nemlig rigtig interessant, fordi vi ikke rigtig kan undsige os den lille snært af dårlig samvittighed, hvis vi ikke hjælper til. Det ligger meget, meget dybt bundfældet – og der ER en risiko for hak og stikpiller fra de andre kvinder, som aldrig ville være tilfaldet mænd, der blev siddende. Men det er jo en del af det – at vi skal lade være med at guilttrippe hinanden. Jeg undrer mig virkelig tit over de værtinder (og det er næsten aldrig værter, der gør det, selvom de sgu tager fra, når gæsterne er gået) der SKAL have styr på køkkenet, mens gæsterne er der – og dermed også trækker alle de andre med ud i køkkenet. Hvorfor ikke bare vente til gæsterne er gået, så der kan blive lidt fest ud af det?
Med hensyn til au pair – jeg er med på, at konceptet har udviklet sig i en uheldig retning, som der er al mulig god grund til at rette op på. Men det er to lidt forskellige diskussioner. I forhold til kvindespørgsmålet er det virkelig vigtigt, at vi holder op med at skose de familier, der vælger at have aupair eller ung pige i huset. De skal ikke hænges ud som dårlige mødre, og man skal ikke joke om, at deres børn får philipinsk accent. Det er helt, helt fornuftigt at få hjælp, hvis begge forældre ønsker at have en karriere – Danmark er et af de eneste lande i verden, hvor man forventes at kunne få det hele til at gå op uden hjælp. At man så godt kan tænke sig om i forhold til, hvordan man vælger at behandle sin aupair, er en anden sag. og her mener jeg naturligvis, at man skal behandle dem rigtig, rigtig godt og meget på lige fod med familien.
@ Anders – tak for din gode kommentar, der er en kærkommen mulighed for lige at uddybe noget vigtigt: Dette er ikke tænkt som et indlæg i kvotedebatten. Faktisk er jeg selv meget uafklaret i det spørgsmål, og mener uanset hvad, at vi som kvinder selv må gå ind og handle meget aktivt selv og ændre vores måde at presse hinanden (jvf de forskellige bud) for at ændre på situationen.
Men jeg er træt af, at enhver kønsdebat strander på spørgsmålet om, hvorvidt man vil vælges alene fordi man er kvinde. Det er der INGEN der vil. Så det er fuldstændig latterligt at al debat skal bremses dér – vi må videre. Og én af de måder, jeg mener, vi kan komme videre på – meget uddybet i denne artikel http://protocol.dk/da/fyi/37-paradoks-1 – er at vi accepterer, at der er helt ufatteligt mange forskellige faktorer, der spiller ind, når vi bliver valgt. Og ja, kønnet spiller engang imellem ind, ligesom vores alder, baggrund, fagspecialisering og netværk også ofte gør det.
Jeg er helt enig med dig i, at det som udgangspunkt bør være kompetencerne, der afgør valget. Men jeg mener, det er en illusion at tro, at man kan måle kompetencerne lige op mellem kandidaterne (kønnet uagtet). Kompetencer er i dag et så sammensat begreb, at det er umuligt at sætte det nøgternt og nøgent op mod hinanden. Og selv hvis man kunne: hvad afgør så, hvem af to superkompetente mandlige kandidater, man vælger? Dér spiller personlighed, charme og lækkert hår sgu da også ind.
Forudsætningen for hele den diskussion er, at vi kun taler om, hvem der vælges, når begge kandidater forudsættes at være kompetente til at bestride jobbet. Det er slet ikke til diskussion, at man skal være kompetent – og vis mig lige den leder, der ikke gør sit ypperste for at vælge de mest kompetente…
MEN når man så ser udover feltet af kompetente ansøgere, kan der godt være andre ting, der spiller ind. Hvis teamet stort set kun består af kvinder, kan det være til den mandlige ansøgers fordel, at han er en mand, fordi man gerne vil skabe lidt mere mangfoldighed. Kigger man på bestyrelsen, og den kun består af grå jakkesæt, kan man have en tendens til at fokusere på at vælge en kvinde for at udjævne kønsfordelingen. Ligesom man med alder kan prøve at smide nogle lidt yngre ind, hvor der primært er ældre medarbejdere for at sikre vækstlaget – eller en lidt ældre ind i et team med mange yngre for at konsolidere og sikre et vist erfaringsgrundlag. Og er det ikke synlige ting som køn og alder, kan det være Belbin eller MBTI-profilen, der afgør hvilken af to kompetente kandidater, der i sidste ende bliver valgt.
Så pointen er helt grundlæggende, at JA; det er selvfølgelig kompetencerne, det handler om – men de er ofte til stede i overmål hos mange af ansøgerne. Andre ting spiller OGSÅ ind i valget. Og derfor er det åndsvagt hvis man overfokuserer på netop kønnet i til- eller fravalget af kvinder eller mænd til et givent job.
@ Kirsten Marie – TAK – og lige over.
Hej Nadja
Du har ret i mange ting, også det med at gå i herreværelset. Men det kræver altså også sin kvinde at gå imod strømmen. Hvis man begår sig i kredse, hvor det er normalt, at der finder denne opdeling sted – og det er de allerallerfleste! – vil man nemt kunne få badwill fra både mænd og kvinder ved at bryde normerne. Kvinderne føler, at man lader dem om det hårde arbejde (ikke et ord om, hvad mændene (ikke) gør her), men værre endnu, balancen bliver udfordret, og det gør folk utrygge:
Kvinderne i sådan et selskab kan så begynde at tænke – kan hun ikke lide os – bager hun på min mand – hun tror, hun er bedre end mig — og det reagerer de nemt på ved aktivt at etablere hakkeorden med fryseud-metoden. I herreværelset sidder så en række mænd, som gerne vil snakke med hinanden – og altså ikke med kvinder, som de naturligt placerer i et andet rum; rummet for sko, sminke, bleer og dameblade.
Det kan godt være, at den kvinde, der bliver siddende, hellere vil tale aktier, men det ved hun jo pr. definition ikke noget om, mener mændene af princip, fordi de ikke gider at blive udfordret på dette område, som måske er et af de sidste tilbageværende private manderum. Samtidig ser også mændene den fungerende balance truet, fordi de egentlig er tilfredse med, at kvinderne ordner du-ved, de der kvindeting som opvask, desserter, kager, børn og bleer. Det er nemt og bekvemt og helt naturligt!
Så det er ikke nemt at bryde de almindelige omgangsformer!
I mit liv har min mor (som ellers brændte BHen og tog mig med på ølejr som lille) været en af dem, der i højst grad medvirkede til at fastholde mig i rollen som den der ordnede det hele, tog det fulde ansvar, fixede ungerne, fortalte min mand, at han hostede og skulle gå til lægen, tog ansvaret for, at mine brødre fungerede godt herovre i hovedstaden etc.
Min mands mor er i samme kaliber. Et meget åbenlyst eksempel var for nylig, hvor hun rakte mig noget i hånden henover min mand, som sad imellem os, og sagde ‘værsgo’.
‘Hvad er det?’ spurgte jeg, mens jeg intuitivt-høfligt rakte min hånd ud for at modtage. ‘ Det er din datters strømpe’. – Hun havde fundet den på gulvet og ville hjælpe mig, og hen over skødet på sin egen søn lagde hun så hele verdens ansvar for vores børn i mine hænder. – Det siger jo også en del om, hvad hun (ikke) forventede af sin søn, og her tror jeg, der bør indsættes endnu et bud:
11. BUD: Opdrag dine pige- og drengebørn til, at begge har en masse forskelligt at bidrage med. Hjælp pigerne med matematik, så de ikke skal kæmpe alene. Og hvis du af nemhed og vane accepterer, at dine sønner ikke er lige så gode til at vaske op, pakke tøj etc. som dine døtre, fastholder du de gamle kønsroller og giver ikke dine sønner de redskaber, de behøver for at begå sig som voksne, ligeværdige mænd.
@ Le – tak for nogle supergode pointer. Og jeg er med på det meste – det ligger så indgroet, at det er svært at ændre på. Men netop derfor bliver vi i stigende grad nødt til at gøre noget selv for at ændre på det i det små.
Bortset fra det har jeg så aldrig selv oplevet at være blevet frosset ud af d’herrer i herreværelset. Tværtimod har jeg – muligvis naivt – oplevet, at de har været glade for, at nogle af kvinderne også blev hængende derinde. Og at de også syntes, det var forfriskende med andre perspektiver.
Kære Nadja
Tak for et super indlæg.
Ad punkt 8 – blev noget af dette særligt tydeligt under madordnings-debatten. Det var nærmest tabu at sige højt, at man var glad for madordningen, fordi man da ikke kan sætte børn i verden, og så ikke synes det er skønt at stå og smøre madpakke til dem hver morgen.
Ad punkt 5 omkring stereotyper: Jeg synes debatten meget tit kommer til at køre i retning af, at nu må kvinder også tage sig sammen og ikke gå på deltid, ryge over i HR, blive små selvstændige , sætte deres lys under en skæppe osv.
Nej, kvinder skal i stedet spænde rundsavene på albuerne, blive i de ‘hårde’ fag, skaffe sig en au-pair (hvis de har børn), råbe op om egne fortræffeligheder (som mændende angiveligt gør) og i det hele taget spillet spillet på ‘mændenes’ præmisser. Og så får vi flere kvinder i ledelse.
Jeg synes godt man kan udfordre præmisserne, frem for blot at blive ved at råbe ad kvinderne, at de skal træde ind på banen. Hvad med at udfordre spillets regler i stedet?
God ledelse er altså ikke kun et spørgsmål om, at arbejde 60 timer om ugen? Behøver vi at overtage tendensen til at tale mere end at lytte? Kan vi trække flere af de ‘bløde’ færdigheder ind i stillingerne, så kvinderne ikke behøver ‘flygte til HR’ osv.? Det er jo de nuværende (mandlige) topledere, som har defineret, hvad der kræves for at varetage jobbet – en definition, som vel i høj grad er baseret på deres egne præferencer og livsvilkår…
Jeg har mødt en del kvindelige chefer, som jeg oplever har udfordret forventningerne til chef-rollen og tilpasset den noget som var meningsfuldt for dem (fx ikke en 60-timers arbejdsuge og ikke et fravalg af alt andet etc.). Men jeg synes sjældent, vi hører om dem, fordi debatten jo i høj grad fokuserer på topledelse og portrætterer kvindelige topledere, som i høj grad har spillet spillet på mændenes præmisser og som opfordrer andre til at gøre det samme.
Jeg synes, vi har brug for flere opnåelige forbilleder til at moderere debatten og til at udfordre forestillingen om, hvordan livet i en chefstilling kan være, og ikke denne enten/eller alt eller intet udlægning af karriere. For så tror jeg slaget tabes på forhånd, fordi det sandsynligvis er et fåtal af kvinder (og i øvrigt også en del mænd), der reelt har lyst til denne type karriere.
Kvinder skal ikke tilpasse sig – de skal blive bedre til at udfordre præmisserne.
@ Christina – det er jeg ekstremt enig med dig i. I det hele taget ville jeg ønske, at mange flere – mænd som kvinder – i stadigt stigende grad bidrog til at innovere på arbejdsmarkedet og den måde vi sammensætter vores arbejdsliv på. For mig at se, er vi stadig frosset fast i et totalt forældet industri-paradigme, hvor man stadig tæller timer, i stedet for at fokusere på kvaliteten af det, der bliver leveret og produceret. Hvis vi nytænkte det, tror jeg, vi kunne skabe utroligt meget mere familievenlige arbejdspladser for både mænd og kvinder. OG jeg tror, at rigtig mange ville kunne udnytte deres tid langt bedre og mere konstruktivt. Og jeg giver dig helt ret i, at folk, der arbejder anderledes, meget gerne skulle dele deres erfaringer langt mere end tilfældet er i dag.
Jeg blev for nylig interviewet om mine arbejdsprocesser af to italienske designstuderende – og det var superinspirerende for mig + at blogindlæggene
https://nadjasreflexioner.net/2010/02/13/tanke-gymnastik/
http://learningbymessingaround.wordpress.com/2010/02/28/the-ideas-sharpener_-a-tangible-user-interface-for-the-domestic-working-landscape/
om det har været med til at sætte en masse diskussioner igang rundt omkring. Mér af den slags – det ville komme alle til gode. Og lige nu er der mulighed for at gøre noget ved det, fordi finanskrisen har sat de gamle systemer under pres.
Man kunne godt få den tanke, at der også i danske sammenkomster – faglige såvel som sociale – mellem mænd og kvinder eksisterer en form for usynlig pardah (http://en.wikipedia.org/wiki/Pardah), altså en adskillelse af kønnene, således at skarpe skel mellem mænd og kvinder består. At der ikke opstår tvivl om, hvem og hvad man er.
Når vi vælger homosociale fællesskaber i arbejdslivet, når vi til- eller fravælger fritidsaktiviteter for at være sammen med “ligesindede” (dvs. nogen der ligner én selv frem for at være sammen med nogen, der kan tilføje ens liv nye dimensioner), når vi går i en bestemt retning efter en middag: Enten ud med tallerkenerne eller ind i sofaen. Når vi gør det, vi er bedst til, nemlig det vi er blevet opdraget til, får pardah en større plads i vores liv, end vi egentlig lige går og tror.
For hvem havde lige troet, at der herskede kønssegregering i ligestillede Danmark? Det er ikke det, jeg selv ellers går rundt og forestiller mig. Ikke desto mindre er det der. Usynligt, så ingen tror det er der. Umærkeligt, så vi ikke ved hvad vi skal gøre ved det.
Men det vi hver især kan gøre ved det – hvis vi vil – er at prøve noget helt andet end det vi er opdraget til, bare ind i mellem. Prøve at snakke med en af modsat køn på tomandshånd (om andet end vedkommendes børn). Prøve at gøre det modsatte af hvad vi plejer. Komme andre steder hen i samtalen, flytte os selv. Når det sker, er det vidunderligt!
Der er bare ingen andre end én selv, der kan starte processen.
Derfor: Tak for et inspirerende indlæg, Nadja.
Kom ind på denne kommentar via Facebook og vil bare sige, at jeg synes det er en både meget velformuleret og superfornuftig klumme. Helt enig !
Har stadig til gode at møde de fædre, der tilbyder at medbringe perlespelt-salater eller mænd, som går i køkkenet med snavsede tallerkner for at returnere til herreværelset. Dem jeg kender bliver der hele tiden :-) Men jeg bor jo heller ikke i DK (eller Skandinavien for den sags skyld, og synes altid det er festligt at se danske mænd hente børn og administrere flyverdragter og D-dråber og den slags ! – altså uden ironi. Det er fint. Virker bare så eksotisk efter mange år i udlandet.
Og jeg har haft au-pairs i seks år. Alle danske, og af og til ville jeg ha ønsket at det var mig, der var au-pairen så sjovt har de haft det. Arbejde fem timer om dagen og nyde Paris eller Washington DC for fuld skrue resten af tiden. Ikke så dårligt.
Så skal vi ikke koncentrere os om at kritisere dem, der udnytter deres au-pairs i stedet for at mistænkeliggøre ordningen, der er en win-win-situation, hvis man opfører sig ordentligt …
kh
Annegrethe
@ Nina – Tusind tak for introduktionen af et ekstremt nyttigt begreb, der kan hjælpe os til at italesætte meget af humlen i de her problemstillinger. For JA, det ER nemlig ret overraskende, hvor meget der alligevel hænger ved af kønssegreret opdragelse… Vil bestemt tage Pardah-optikken med mig i fremtidige analyser!
@ Annegrethe – Det er selvfølgelig rigtigt, at Danmark og danske mænd er et helt andet sted end alverdens mænd flest. Men derfor kan det alligevel godt undre, at vi trods alt ikke er nået længere – hverken mændene eller kvinderne i vores omgang med hinanden, vores børn og vores køn. Selvom jeg sagtens kan følge, at det nok efter mange år i udlandet virker helt pudsigt, at vi påpeger det.
Mht au pairs tror jeg primært kritikken fra Luminus’ side primært handler om “importen” af udenlandske au pair-piger fra lande, der er væsentligt ringere stillet end os og derfor af mange grunde ikke kommer på lige fod med deres værtsfamilie. En dansk au pair, der nyder livet i Paris eller Washington hos en udstationeret dansk familie er en lidt anden situation. Og næppe noget, nogen har de anker imod.
Derimod går debatten heftigt om, hvorvidt man kan være en ordentlig mor, hvis man “udliciterer” sine børn til en au pair. Og her mener jeg, debatten er markant afsporet – eller i det mindste ensporet. Personligt mener jeg, at hvis man på nogen måde har råd til det, synes jeg bestemt, man skal vælge at have au pair eller en anden form for hushjælp, så man – både for sin egen og for børnenes skyld – kan koncentrere sig om det, der betyder mest for én. Og her synes jeg altså, det er helt, helt, helt i orden at prioritere sin karriere højt over indkøb, madlavning, strygning, tøjvask og rengøring. Der skal da nok være nogle børn, der aldrig ser deres forældre, fordi de har au pair – men omvendt tror jeg også, at mange børn NETOP får muligheden for at se deres forældre mere, selvom de også prioriterer deres karriere højt, end de familier, der knokler sig halvt fordærvede for at få det hele til at hænge tidsmæssigt sammen, fordi de ikke vil have hjælp udefra. Så det billede er væsentligt mere nuanceret, end det ofte bliver gjort til herhjemme. Det er ligesom familien uden au pair er den ægte, gode familie, der har prioriteterne det rette sted og prioriterer børnene højest. Sådan mener jeg absolut ikke, det nødvendigvis er. Og uanset hvordan det forholder sig, mener jeg ikke vi skal dømme nogen af parterne. Folk må træffe de livsvalg, der er rigtigst for dem.