Tanke-gymnastik
by Nadja
For et par uger siden blev jeg kontaktet af to italienske udvekslingsstuderende fra Danmarks Designskole – Laura Boffi og Elena Gianni. De havde fået som opgave at designe en ny arbejdsplads til “folk som arbejder hjemme”, var faldet over mig på nettet, og spurgte nu, om de måtte komme og observere mig arbejde i mit “natural habitat” + interviewe mig om mine arbejdsprocesser.
Timing-mæssigt passede det rent ud sagt ad H til – men jeg endte alligevel med at sige ja. Og heldigvis for det. For det viste sig at være rigtig sjovt og stærkt inspirerende. For de stillede en masse gode og meget specifikke spørgsmål, der tvang mig til at formulere ting om mine arbejdsprocesser, jeg aldrig før har formuleret – og derudover viste det sig, at de havde bygget en 3D-model over mine arbejdsprocesser på baggrund af alt det, jeg havde fortalt dem.
Det har været rigtig sjovt for mig at gå på opdagelse i modellen bagefter – og her vil jeg bruge den som udgangspunkt for at forklare noget, som folk ofte spørger mig om – men som jeg sjældent kan svare ordentligt på: Hvor jeg finder min inspiration? Om ikke det er ensomt at arbejde hjemmefra? Hvordan jeg får så meget fra hånden, som jeg gør – selvom jeg tydeligvis rejser meget og bruger en stor del af min arbejdsdag på kaffemøder, blogging og Facebook? Og hvordan jeg bevarer disciplinen, når jeg arbejder hjemmefra. For det har modellen faktisk hjulpet med at anskueliggøre.
Helt grundlæggende fungerer det bedst for mig at veksle mellem mange forskellige steder, tankegange, input og stemninger. Derfor planlægger jeg så vidt muligt mine uger, så de rummer forskellige typer arbejdsopgaver – allerhelst opgaver, der er ret forskellige steder i processen, så nogle kræver helt åben ideudvikling, andre er i produktionsfasen og atter andre er ved at være så færdige, at de kun kræver det sidste detalje-knepperi. Desuden bestræber jeg mig på at skabe en vekselvirkning mellem hjemmedage, hvor jeg kan fordybe mig, koncentrere mig og producere – og mere udadvendte dage, hvor jeg er til møder, deltager i workshops, har kaffe- eller gå-tur-aftaler med forskellige inspirerende mennesker eller holder foredrag. Afvekslingen er vigtig, for hvis jeg sidder for meget hjemme, uden at tale med andre, kan jeg godt blive lidt rastløs og føle, jeg går lidt i frø – men hvis min kalender omvendt er for tætpakket, bliver jeg lidt forpustet og savner roen og fordybelsen – og suger ikke altid inspirationen og det gode selskab til mig i samme grad, som hvis der er lidt mere luft mellem oplevelserne.
Jeg har ofte siddet i kontorfællesskaber med superinspirerende mennesker og vil ikke udelukke, at jeg får lyst til det engang. Men som svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er ensomt at arbejde hjemmefra, må mit grund-svar være, at NEJ, tværtimod. Faktisk får jeg generelt meget mere kvalitetstid og inspiration ud af at mødes med de gode folk til koncentrerede kopper kaffe, gåture eller workshops, hvor vi aktivt har tilvalgt at koncentrere os om hinanden og de konkrete tanker, vi gerne vil udveksle, end når vi sidder op og ned ad hinanden og reelt aldrig rigtig har tid til at sludre alligevel. Min oplevelse er, at vi alt for ofte tager vores kolleger/kontorfæller for givet og derfor kun meget sjældent får taget de gode inspirerende snakke, der ellers er meningen med de åbne kontorlokaler eller kreative kontormiljøer. Dér synes man altid man bør afbryde en god snak, fordi man jo egentlig burde “sidde bag skærmen” og det bliver ofte udskudt på ubestemt tid. Når man har sat tid af til hinanden i kalenderen, bliver snakkene generelt af langt højere kvalitet. Og samtidig tillader jeg mig at lægge mange af dem i “dagtimerne”, fordi det trods alt samvittighedsmæssigt kompenserer for “kontorfællesskab”. Desuden får jeg utroligt meget fra hånden når jeg sidder for mig selv herhjemme, fordi der ikke går tid og koncentration med den – ellers ofte hyggelige – småsnak, der typisk opstår i fælleskontorer. Så “skidt for sig og snot for sig” fungerer klart bedst for mig i den sammenhæng.
Min “officielle” arbejdsplads er et meget stort skrivebord, der står i et meget solrigt vindue, hvor der er udsigt til gården ved det etniske medborgerhus og solen tegner kromosomer på muren overfor. Jeg har nogle prismer hængende i vinduet, der får regnbuerne til at danse rundt i rummet midt på dagen, når solen står lige på og en masse bøger, ordbøger og magasiner at slå op i. Kontoret er mit mentale 9-17 arbejdsrum, der mest eksplicit mimer det, man normalt ville kalde en arbejdsplads. Det er ikke nødvendigvis her, jeg selv tænker bedst – men jeg har mentalt fokus på produktion, fordybelse og sammenhængende tankerækker, når jeg sidder her – og det er i sig selv vigtigt. Jeg sidder der sjældent fra 9-17, men jeg føler alligevel, jeg har “kontortid” der, fordi jeg altid har min iPhone med, hvis jeg er på farten. Den er generelt slukket under møder og intense kaffesnakke, men jeg åbner med tilstrækkeligt mellemrum til, at mine kunder og samarbejdspartnere, har en berettiget forventning om at kunne komme i kontakt med mig i det tidsrum, kan få det uden alt for store forsinkelser. Hvis jeg skal koncentrere mig om noget – også udenfor “arbejdstiden” – hjælper det også tit at rykke ind i kontoret og sidde ved skrivebordet, fremfor sofaen. Det promter min hjerne mere aktivt til at gå i produktions-mode og se at få tingene fra hånden. Jeg arbejder dog mindst lige så godt mange andre steder i lejligheden – det er bare ofte en anden form for hjernevindinger, der er i sving dér:
Mine hjemmearbejdsdage former sig også vidt forskelligt. Hvis jeg er igang med en større, sammenhængende opgave, der optager mig meget, kan jeg være så i så koncentreret flow, at jeg sætter mig til skærmen klokken 7 om morgenen, og først klokken tre lige kigger op og opdager, at jeg hverken har fået vådt eller tørt eller været på toilettet i al den tid. Mens jeg til gengæld har fået produceret meget store mængder tekst, præsentationer eller koncepter. Men de fleste dage veksler jeg mellem flere forskellige opgaver – og her det så, at jeg mange gange undervejs spiller det, jeg vil kalde “tanketennis” – lynhurtige udvekslinger af ideer og tanker på sociale medier. Det er blandt andet derfor, jeg er så glad for Facebook – for hvis der i dagens løb udvikler sig en interessant kommentartråd, er det en genial måde at ventilere hjernen et øjeblik, mens noget andet ligger og roder i baghovedet. Jeg kigger ind forbi, får indblik i hvad alle mulige andre lige går og tænker, småsludrer lidt, server selv et par blode, smacher andre tilbage og vender tilbage til det, jeg sad med – og forundres over, hvor meget der er sket på Facebook, Twitter eller bloggen siden sidst, når jeg tjekker ind igen lidt senere. Mange tror, dette ville være utroligt distraherende og tidsrøvende – men for mig fungerer det omvendt. Tempoet på de sociale medier får mig op i gear, og jeg forundres ofte, hvor meget jeg kan nå at tænke og producere på det, jeg egentlig sidder og arbejder på, mellem to tanketennis-match-bolde.
Tanketennis er genialt til inspiration og til at opsnappe en løbende fornemmelse for samfundets zeitgeist – men når inspirationen skal samle sig mere til tanker og koncepter, har jeg ofte brug for mere sammenhængende tankerum, der helst ikke skal foregå foran skærmen. Mange har svært ved at forstå, at nogle af døgnets mest arbejdseffektive minutter for mig kan være, mens jeg laver mad. Men jeg tænker utroligt godt, når jeg mens jeg snitter grøntsager. Der er noget over rytmen og fornemmelsen af, at ting forandrer sig fysisk mellem hænderne på en, der er utroligt stimulerende for tankeprocesserne. Så derfor sætter jeg ofte gang i en større gryderet eller en suppe midt på dagen, der så for lov at simre, mens jeg sætter mig ned og sætter ord på de tanker, der har simret i hovedet, mens jeg tilberedte maden. Hvis vejret er godt, udskifter jeg ofte madlavningen med en lang gåtur, hvor byen eller en park glider forbi, mens tankerne samler sig. Folk jeg møder på gaden bliver ofte ret overraskede over, hvor meget jeg går i mine egne tanker, og de skal ofte helt tæt på og råbe NADJA! før jeg ser dem – og det overrasker mig, fordi jeg egentlig føler mig årvågen og ekstremt observerende, mens jeg går det – men det siger selvfølgelig noget om, at jeg går fuldstændig i mine egne arbejdstanker.
Hvis jeg stadig har arbejdsopgaver tilbage ved 17-18 flytter jeg for det meste ind i sofaen. Så har jeg typisk gemt de opgaver, der ikke kræver så meget koncentration – inspirationsøgning på nettet, de links folk har sendt i dagens løb, valg af billeder til præsentationer, upload af billeder eller levende postkort. Og så tænder jeg for et eller andet skod-tv, der kan “slukke lidt” for min hjerne samtidig. Derfor er jeg typisk ret godt opdateret på genudsendelserne af Americas Next Topmodel, der typisk bliver sendt på netop det tidspunkt og i sin forudsigelighed passer perfekt til formålet. Faktisk arbejder og tænker jeg utroligt effektivt, netop mens jeg “tåger” foran fjernsynet – og hvis jeg skal ud om aftenen, udgør en times skod-tv også en fin overgangsrite mellem arbejdet og sociallivet – selvom også sociallivets samtaler ofte er spækket med inspiration, der glider ind i arbejdet. Og vice versa.
Så i den forstand er grænserne meget flydende for mig året rundt. Jeg trækker gerne stikket, mens andre arbejder igennem – men arbejder til gengæld også gerne igennem, når alle andre for længst har trukket stikket. Det gælder generelt – undtagen, når jeg relocater:
Med jævne mellemrum bestræber jeg mig på at få tid en “relocation”, hvor jeg i to-tre måneder bosætter mig i et andet land og arbejder på mine egne projekter. Jeg har fx relocated til New York og Nuuk – og der arbejdet på forskellige skriveprojekter af den slags, der kræver sammenhængende tid og frit flydende tanker. For mig fungerer det virkelig godt, fordi jeg elsker at glæde mig til at skulle afsted og får en masse interessante samtaler med folk under planlægningen. Det er en god både at sørge for at få afsluttet større opgaver på, så jeg kan starte på en frisk, når jeg vender hjem. Og det er rigtig dejlig at have sammenhængende tid til at lære et fremmed sted at kende og skabe sig en dagligdag dér i en periode. Det giver vigtige nye perspektiver på det hele. Og ny inspiration og viden at trække på, når jeg vender hjem igen.
Og så er vi vist ved at være ret godt rundt om modellen. Og dermed også om mine arbejdsprocesser, for dem synes jeg virkelig, Laura og Elena havde indfanget ret godt. Jeg håber, det har opklaret nogle af de mange spørgsmål folk ofte har til, hvordan sådan en som mig arbejder – og jeg håber, at det har givet jer andre lyst til selvrefleksion over jeres respektive arbejdsprocesser. Men mest af alt håber jeg, at nogle af jer har lyst til at dele lidt indsigt i jeres respektive arbejdsprocesser…
Nadja Pass 
Det her er nok en af de pudsigste posts, jeg har læst på nettet i lang tid. Det var et virkelig interessant indblik – tak for det. Jeg er sikker på at din arbejds- og tankeproces vil inspirere nogen derude!
Hvor må det i øvrigt en underlig og spændende ting pludselig at se en del af sit liv som en 3D-model! Jeg kan godt lide tanken, og det rent visuelle har sikkert bidraget til endnu mere reflektion og bevidsthed om processerne.
:-)
…og tak for at lukke os andre med ind på kontoret!
Jeg er fuldkommen pjattet med den der “throwing ideas”-dims, der lige er kastet over nettet til en parallel-fysisk virkelighed. Det er jo sådan, at sådan én ser ud! De damer er ikke bare dygtige til at visualisere, de er godt nok også dygtige til at lytte. Der er så meget af dit sprog, der er levendegjort her – hvor er det vildt :-)
@ Anne – Hmmmm, ja, du har ret i, at det er et af de mere pudsige. Men jeg håber, det kan hjælpe/inspirere nogen derude til at strukturere deres dagligdage mere i tråd med, hvad der passer dem selv af tankeprocesser og arbejdsprocesser. Min grundpåstand er jo, at vi stadig hænger alt for meget fast i et arbejdsparadigme, der hører industrialderen til, hvor effektiviteten fejlagtigt opgøres i timer brugt foran skærm. Det er selvfølgelig nødvendigt til visse jobtyper, men langt fra til den mere tænkende /innovative/symbolanalystiske jobtyper…
@ Nina – ja, de var nemlig ret skarpe. Og der er virkelig mange af de nedslag, de har lavet, jeg slet ikke havde set komme som relevante – men som jeg sagtens kan se er det nu. Ret sjovt at sidde på den anden side af deltagerobservationen og dybdeinterviewet. Og jeg synes, de gjorde deres arbejde rigtig godt. Og du har ret i det med sproget- trods deres ret ubehjælpsomme engelsk, fangede de virkelig nogle fine nuancer.
Det her er SÅ cool! Og inspirerende!
Jeg elsker at sidde ved mit skrivebord, men det her har fået mig til at tænke mere over, om jeg måske kan være mere effektiv, når jeg sidder her.
Det lille tennisnet er kosteligt! :-D
@ Kirsten – Uh, det lyder spændende. Del endelig dine erfaringer, når du når så langt :-)
Hæ, jeg har lige været ude at gå en tur – og tænkt lidt ;-)
Mit arbejde-arbejde foregår mest om formiddagen. Oversættelse, terminologi-søgning osv. Så sidder jeg ved skrivebordet. Jeg går lidt til og fra, bager et brød, gør frokosten klar til familien, hænger vasketøj op. Mon ikke mange hjemmearbejdende gør det?
Med det kreative ser det lidt anderledes ud. Jeg bor isoleret på landet, så inspirationssnak, erfaringsdeling og den slags sker stort set altid via nettet for mit vedkommende. Det er også derfor, jeg nogle gange laver afbræk i oversættelsesarbejdet og surfer lidt for at finde inspiration, læse blogs osv.
Ideerne og digtene, ja de kommer faktisk mest, når jeg forlader skrivebordet sidst på eftermiddagen og bare sætter mig, enten på terrassen eller ved brændeovnen og bladrer i et eller andet eller kigger ud i luften. Det er den bedste stund, og hvis der dukker noget kreativt op i mit hoved, skriver jeg det ned i en af mine utallige notesbøger. Det er ikke så tit, jeg vender tilbage til skrivebordet på det tidspunkt.
Det er vist ikke nogen særlig kompliceret 3D-model; men måske med et par oliventræer fra hundelufte-ruten ;-)
@ Kirsten – TUSIND TAK, det var lige den slags “redegørelser”, jeg håbede på. Og jeg tror, der kunne blive en fantastisk 3D-model ud af det – med masser af duft af olivenlunde og italienske solstrejf.
Faktisk meget interessant … !
;-)
Din model kræver, at man helt suverænt kan disponere sit arbejde og sin tid uden hverken ægte eller indbildt hensynstagen til mand, børn el. lign.
;-)
jeg tror også at dit “fag” – eller den regnbue af fagmuligheder du disponerer over – betyder meget.
…
desuden har du placeret dig centralt i byen i bekvem gåafstand fra venner og caféer ….
i dagens avis kan man læse at kvinder på 30-50 bliver stadig mere stressede – og at de ofte føler sig mere stressede når de er på vej hjem end når de er på vej på arbejde – ;-)
– så måske er “arbejdet”, ( for de af os der for det meste selv kan disponere vores arbejdstid) vores frirum – hvor vi nyder at kunne fordybe os i en opgave uden at være tvunget til også at tage del i familielivet.
det føles tit som en opbremsning, at rejse sig og gå fra kontoret for at kunne nå at købe ind og lave mad – når jeg ved jeg kunne blive helt færdig med en opgave i løbet af en time eller halvanden …
arbejdede jeg hjemme, kunne jeg gå fra det ene til det andet når det lige passede – men ville til gengæld ikke kunne fordybe mig, som når jeg sidder på kontoret. I øvrigt kan jeg virkelig godt lide at være på kontoret om aftenen, når der kun er mig og et par enkelte andre. Så er der igen ro …
Flere gange har jeg i perioder hvor jeg har skrevet, stået op kl 3.30 og så arbejdet et par timer indtil min datter skulle op og fodres af og der skulle smøres madpakker mv. Så har jeg taget på arbejde (det arbejde jeg fik løn for og som vi lever af) – så hjem og hente barn, lave mad, putte barn og tidligt i seng – ca 21.30.
på mange måder har det været vidunderligt, fordi der ikke er nogen der trækker på energien om morgenen – ingen tlf – ingenting … alt er stille – intet forstyrrer.
men det koster rent socialt – så for mig har det fungeret i 2-6 måneder ad gangen – og så ikke meget mere.
Så jeg ved ikke rigtig hvordan det perfekte arbejdsliv / den perfekte arbejdsplads ser ud for mig – men det lyder da i hvert fald som om du har fundet en en rigtig god rytme – og inspirerende er det at høre beskrevet.
Jeg tror også det er en rigtig god idé at gøre netop det – beskrive overfor sig selv eller andre, hvad det egentlig er man gør hvor – og hvornår.
Så tillykke med dine italienske venner ;-)
I øvrigt havde jeg, da min datter var helt lille og jeg var enlig mor 24/7, en idé om at lave en arbejdsplads for enlige mødre.
man kunne så skiftes til at passe børnene – så man havde en arbejdsplads der var indrettet til netop mødre med småbørn og deres deraf følgende pasningsbehov.
Starte med arbejdspladsen og de ansatte og så finde ud af hvad de kunne – og sælge det.
Jeg tror man ville skabe en virkelig loyal arbejdskraft – og meget effektiv, fordi man som mor ikke skulle nages af en evig uro for hvordan ungerne havde det … og f.eks. for hvor lang tid det ville tage at nå ud til børnehaven, hvis de ringer og siger at ens barn er sygt – eller er faldet el. lign.
– og selvfølgelig sparet tid på at transportere børn til institution langt fra hjem og arbejdsplads.
men .. ;-) … jeg fik aldrig gjort mere ved det –
@ Lola – Tusind tak for nogle meget fine betragtninger. Og JA, du har da ret i, at jeg kan skrue mit liv sammen, som jeg gør nu, fordi jeg er meget fleksibel – både fagligt og familiemæssigt.
Ideen med mødre-arbejdspladsen kan jeg sagtens følge. Jeg har ofte undret mig over, at man ikke i højere grad havde tilknyttet ordentlige pasningsmuligheder til arbejdspladserne – hvis ikke hverdagspasning så i hvert fald syge-børn + feriepasning – og jeg tror i høj grad, vi kunne innovere på den slags, så de forskellige verdener ikke skulle være så adskilte.
Herlig post, tror der er meget stor forskel på hvordan folk arbejder. Min model er som følger, meget præget at et umådeligt kort attentionspan.
Står op ved 7-½8 tiden, går i bad og tjekker hurtigt mail, men går ellers direkte i gang med at skrive hvis muligt. Skriver en 45 minutter eller time, laver så en hurtig morgenmad og læser lidt avis. Skriver videre en halv time, går så ud på cafe – helst omkring 15 minutter væk så jeg får frisk luft og lige kan tale lidt i telefon. Skriver videre en times tid og er så ideelt set færdig med at skrive. Snuser derefter lidt rundt i butikker eller boghandlere eller surfer på nettet. Mødes til frokost – enten med kilder, venner eller går tilbage. Læser lidt efter frokost, så en kort lur eller løbetur – lidt afhængigt at vejr og vind og energiniveau. Interviewer, researcher eller læser andet om eftermiddagen – gør klar til næste arbejdsdag – og derefter som udgangspunkt fri. Arbejder ok om aftenen, men synes det er en uskik – forsøger mere at se mennesker og film, serier, lave mad og læse (holde fri m.a.o.). Derefter sengen hvor jeg aldrig – never ever – læser noget arbejdsrelateret, helst noget der er helt væk fra alt jeg ellers laver – er f.eks. for tiden i gang med en bog om oldkirken og de tidlige versioner af bibelen.
@ Marcus
Supercool – tak! Rigtig sjovt og imponerende, at du generelt har klaret selve “arbejdet-arbejdet” så tidligt på dagen. Alt det andet er jo også stadig megarelevant og en del af hvad der gør dig så effektiv – men stadig noget, du kan gøre “med god samvittighed”, fordi du har klaret “dagens dont”. Også meget fin pointe med, at du aldrig læser fagligt i sengen. Meget inspirerende…tak, tak!
Får bare sådan lyst til at rejse mig op fra min kontor-stol i det 2-mandskontor jeg sidder i i en statslig institution og cykle hjem (det er holdt op med at sne lige nu) og trække ekstra-pladerne ud i mit spisebord og skrive på den artikel om fællesskabets og tillidens kår i Danmark anno 2010, som efterhånden har rumsteret i mit hoved de sidste 2 mdr. og som jeg under vejs har samlet artikler, bogcitater, mv. sammen til. Håber jeg inspireret af denne tråd kan få skrevet videre på den i weekenden :-)
@ Charlotte – Uhhh, det ville jeg være glad for, hvis indlægget fik sat igang. Og det lyder iøvrigt som en artikel, jeg utroligt gerne vil læse… god skrivelyst.
[…] ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende […]
[…] Billedet herover viser en 3D-model, som nogle italienske designere engang lavede, da de interviewede Nadja om, hvordan hun havde indrettet sin hverdag. […]
[…] for at studere min hverdag, så de kunne produktudvikle det optimale arbejdsredskab til mig – og det var virkelig tankevækkende at se den 3D-model (ovenfor), som de brugte til at kortlægge min… Og jeg blev helt vildt opmærksom på, hvad der fungerer rigtig godt for mig. Og alt det […]