Tanke-gymnastik

by Nadja

For et par uger siden blev jeg kontaktet af to italienske udvekslingsstuderende fra Danmarks Designskole – Laura Boffi og Elena Gianni. De havde fået som opgave at designe en ny arbejdsplads til “folk som arbejder hjemme”, var faldet over mig på nettet, og spurgte nu, om de måtte komme og observere mig arbejde i mit “natural habitat” + interviewe mig om mine arbejdsprocesser.

Timing-mæssigt passede det rent ud sagt ad H til – men jeg endte alligevel med at sige ja. Og heldigvis for det. For det viste sig at være rigtig sjovt og stærkt inspirerende. For de stillede en masse gode og meget specifikke spørgsmål, der tvang mig til at formulere ting om mine arbejdsprocesser, jeg aldrig før har formuleret – og derudover viste det sig, at de havde bygget en 3D-model over mine arbejdsprocesser på baggrund af alt det, jeg havde fortalt dem.

Det har været rigtig sjovt for mig at gå på opdagelse i modellen bagefter – og her vil jeg bruge den som udgangspunkt for at forklare noget, som folk ofte spørger mig om – men som jeg sjældent kan svare ordentligt på: Hvor jeg finder min inspiration? Om ikke det er ensomt at arbejde hjemmefra? Hvordan jeg får så meget fra hånden, som jeg gør – selvom jeg tydeligvis rejser meget og bruger en stor del af min arbejdsdag på kaffemøder, blogging og Facebook? Og hvordan jeg bevarer disciplinen, når jeg arbejder hjemmefra. For det har modellen faktisk hjulpet med at anskueliggøre.

Helt grundlæggende fungerer det bedst for mig at veksle mellem mange forskellige steder, tankegange, input og stemninger. Derfor planlægger jeg så vidt muligt mine uger, så de rummer forskellige typer arbejdsopgaver – allerhelst opgaver, der er ret forskellige steder i processen, så nogle kræver helt åben ideudvikling, andre er i produktionsfasen og atter andre er ved at være så færdige, at de kun kræver det sidste detalje-knepperi. Desuden bestræber jeg mig på at skabe en vekselvirkning mellem hjemmedage, hvor jeg kan fordybe mig, koncentrere mig og producere – og mere udadvendte dage, hvor jeg er til møder, deltager i workshops, har kaffe- eller gå-tur-aftaler med forskellige inspirerende mennesker eller holder foredrag. Afvekslingen er vigtig, for hvis jeg sidder for meget hjemme, uden at tale med andre, kan jeg godt blive lidt rastløs og føle, jeg går lidt i frø – men hvis min kalender omvendt er for tætpakket, bliver jeg lidt forpustet og savner roen og fordybelsen – og suger ikke altid inspirationen og det gode selskab til mig i samme grad, som hvis der er lidt mere luft mellem oplevelserne.

Jeg har ofte siddet i kontorfællesskaber med superinspirerende mennesker og vil ikke udelukke, at jeg får lyst til det engang. Men som svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er ensomt at arbejde hjemmefra, må mit grund-svar være, at NEJ, tværtimod. Faktisk får jeg generelt meget mere kvalitetstid og inspiration ud af at mødes med de gode folk til koncentrerede kopper kaffe, gåture eller workshops, hvor vi aktivt har tilvalgt at koncentrere os om hinanden og de konkrete tanker, vi gerne vil udveksle, end når vi sidder op og ned ad hinanden og reelt aldrig rigtig har tid til at sludre alligevel. Min oplevelse er, at vi alt for ofte tager vores kolleger/kontorfæller for givet og derfor kun meget sjældent får taget de gode inspirerende snakke, der ellers er meningen med de åbne kontorlokaler eller kreative kontormiljøer. Dér synes man altid man bør afbryde en god snak, fordi man jo egentlig burde “sidde bag skærmen” og det bliver ofte udskudt på ubestemt tid. Når man har sat tid af til hinanden i kalenderen, bliver snakkene generelt af langt højere kvalitet. Og samtidig tillader jeg mig at lægge mange af dem i “dagtimerne”, fordi det trods alt samvittighedsmæssigt kompenserer for “kontorfællesskab”. Desuden får jeg utroligt meget fra hånden når jeg sidder for mig selv herhjemme, fordi der ikke går tid og koncentration med den – ellers ofte hyggelige – småsnak, der typisk opstår i fælleskontorer. Så “skidt for sig og snot for sig” fungerer klart bedst for mig i den sammenhæng.

Min “officielle” arbejdsplads er et meget stort skrivebord, der står i et meget solrigt vindue, hvor der er udsigt til gården ved det etniske medborgerhus og solen tegner kromosomer på muren overfor. Jeg har nogle prismer hængende i vinduet, der får regnbuerne til at danse rundt i rummet midt på dagen, når solen står lige på og en masse bøger, ordbøger og magasiner at slå op i. Kontoret er mit mentale 9-17 arbejdsrum, der mest eksplicit mimer det, man normalt ville kalde en arbejdsplads. Det er ikke nødvendigvis her, jeg selv tænker bedst – men jeg har mentalt fokus på produktion, fordybelse og sammenhængende tankerækker, når jeg sidder her – og det er i sig selv vigtigt. Jeg sidder der sjældent fra 9-17, men jeg føler alligevel, jeg har “kontortid” der, fordi jeg altid har min iPhone med, hvis jeg er på farten. Den er generelt slukket under møder og intense kaffesnakke, men jeg åbner med tilstrækkeligt mellemrum til, at mine kunder og samarbejdspartnere, har en berettiget forventning om at kunne komme i kontakt med mig i det tidsrum, kan få det uden alt for store forsinkelser. Hvis jeg skal koncentrere mig om noget – også udenfor “arbejdstiden” – hjælper det også tit at rykke ind i kontoret og sidde ved skrivebordet, fremfor sofaen. Det promter min hjerne mere aktivt til at gå i produktions-mode og se at få tingene fra hånden.  Jeg arbejder dog mindst lige så godt mange andre steder i lejligheden – det er bare ofte en anden form for hjernevindinger, der er i sving dér:

Mine hjemmearbejdsdage former sig også vidt forskelligt. Hvis jeg er igang med en større, sammenhængende opgave, der optager mig meget, kan jeg være så i så koncentreret flow, at jeg sætter mig til skærmen klokken 7 om morgenen, og først klokken tre lige kigger op og opdager, at jeg hverken har fået vådt eller tørt eller været på toilettet i al den tid. Mens jeg til gengæld har fået produceret meget store mængder tekst, præsentationer eller koncepter. Men de fleste dage veksler jeg mellem flere forskellige opgaver – og her det så, at jeg mange gange undervejs spiller det, jeg vil kalde “tanketennis” – lynhurtige udvekslinger af ideer og tanker på sociale medier. Det er blandt andet derfor, jeg er så glad for Facebook – for hvis der i dagens løb udvikler sig en interessant kommentartråd, er det en genial måde at ventilere hjernen et øjeblik, mens noget andet ligger og roder i baghovedet. Jeg kigger ind forbi, får indblik i hvad alle mulige andre lige går og tænker, småsludrer lidt, server selv et par blode, smacher andre tilbage og vender tilbage til det, jeg sad med – og forundres over, hvor meget der er sket på Facebook, Twitter eller bloggen siden sidst, når jeg tjekker ind igen lidt senere. Mange tror, dette ville være utroligt distraherende og tidsrøvende – men for mig fungerer det omvendt. Tempoet på de sociale medier får mig op i gear, og jeg forundres ofte, hvor meget jeg kan nå at tænke og producere på det, jeg egentlig sidder og arbejder på, mellem to tanketennis-match-bolde.

Tanketennis er genialt til inspiration og til at opsnappe en løbende fornemmelse for samfundets zeitgeist – men når inspirationen skal samle sig mere til tanker og koncepter, har jeg ofte brug for mere sammenhængende tankerum, der helst ikke skal foregå foran skærmen. Mange har svært ved at forstå, at nogle af døgnets mest arbejdseffektive minutter for mig kan være, mens jeg laver mad. Men jeg tænker utroligt godt, når jeg mens jeg snitter grøntsager. Der er noget over rytmen og fornemmelsen af, at ting forandrer sig fysisk mellem hænderne på en, der er utroligt stimulerende for tankeprocesserne. Så derfor sætter jeg ofte gang i en større gryderet eller en suppe midt på dagen, der så for lov at simre, mens jeg sætter mig ned og sætter ord på de tanker, der har simret i hovedet, mens jeg tilberedte maden. Hvis vejret er godt, udskifter jeg ofte madlavningen med en lang gåtur, hvor byen eller en park glider forbi, mens tankerne samler sig. Folk jeg møder på gaden bliver ofte ret overraskede over, hvor meget jeg går i mine egne tanker, og de skal ofte helt tæt på og råbe NADJA! før jeg ser dem – og det overrasker mig, fordi jeg egentlig føler mig årvågen og ekstremt observerende, mens jeg går det – men det siger selvfølgelig noget om, at jeg går fuldstændig i mine egne arbejdstanker.

Hvis jeg stadig har arbejdsopgaver tilbage ved 17-18 flytter jeg for det meste ind i sofaen. Så har jeg typisk gemt de opgaver, der ikke  kræver så meget koncentration – inspirationsøgning på nettet, de links folk har sendt i dagens løb, valg af billeder til præsentationer, upload af billeder eller levende postkort. Og så tænder jeg for et eller andet skod-tv, der kan “slukke lidt” for min hjerne samtidig. Derfor er jeg typisk ret godt opdateret på genudsendelserne af Americas Next Topmodel, der typisk bliver sendt på netop det tidspunkt og i sin forudsigelighed passer perfekt til formålet. Faktisk arbejder og tænker jeg utroligt effektivt, netop mens jeg “tåger” foran fjernsynet – og hvis jeg skal ud om aftenen, udgør en times skod-tv også en fin overgangsrite mellem arbejdet og sociallivet – selvom også sociallivets samtaler ofte er spækket med inspiration, der glider ind i arbejdet. Og vice versa.

Så i den forstand er grænserne meget flydende for mig året rundt. Jeg trækker gerne stikket, mens andre arbejder igennem – men arbejder til gengæld også gerne igennem, når alle andre for længst har trukket stikket. Det gælder generelt – undtagen, når jeg relocater:

Med jævne mellemrum bestræber jeg mig på at få tid en “relocation”, hvor jeg i to-tre måneder bosætter mig i et andet land og arbejder på mine egne projekter. Jeg har fx relocated til New York og Nuuk – og der arbejdet på forskellige skriveprojekter af den slags, der kræver sammenhængende tid og frit flydende tanker. For mig fungerer det virkelig godt, fordi jeg elsker at glæde mig til at skulle afsted og får en masse interessante samtaler med folk under planlægningen. Det er en god både at sørge for at få afsluttet større opgaver på, så jeg kan starte på en frisk, når jeg vender hjem. Og det er rigtig dejlig at have sammenhængende tid til at lære et fremmed sted at kende og skabe sig en dagligdag dér i en periode. Det giver vigtige nye perspektiver på det hele. Og ny inspiration og viden at trække på, når jeg vender hjem igen.

Og så er vi vist ved at være ret godt rundt om modellen. Og dermed også om mine arbejdsprocesser, for dem synes jeg virkelig, Laura og Elena havde indfanget ret godt. Jeg håber, det har opklaret nogle af de mange spørgsmål folk ofte har til, hvordan sådan en som mig arbejder – og jeg håber, at det har givet jer andre lyst til selvrefleksion over jeres respektive arbejdsprocesser. Men mest af alt håber jeg, at nogle af jer har lyst til at dele lidt indsigt i jeres respektive arbejdsprocesser…

Reklamer