Titanic
by Nadja
Der er nogle ting, mennesker, naturfænomener, historiske begivenheden og begreber, som selv helt små børn meget tidligt i livet stifter bekendtskab med. Og som bliver ved med at have en kolossal fascinationskraft uanset hvor mange film, sange og diskutable dokumentar-programmer, der bliver lavet om dem. De udgør verdensbefolkningens (eller i hver fald den vestlige verdens) fællesgods. Verdenshistoriske mega-brands, så at sige.
Jeg nævner lige i flæng og uprioriteret rækkefølge: alt, hvad der vedrører det gamle Egypten med Tut Ankh Amon og subsidiært Cleopatra som superstjernerne. Dinosaurerne. Vikingerne. Leonardo da Vinci, Den franske revolution. Henrik den 8. Isbjerge. Odyseen. Stjernebilleder. Cæsar. Taj Mahal. Sahara. Shakespeare. Den kinesiske mur…
Nogle er kendetegnet ved at være så langtidsholdbare, at de vil blive genfortalt og genopfrisket i generation efter generation. Nogle kandiderer til at blive opregnet blandt den moderne verdens vidundere. Andre vil foretage sig i vigtighed efterhånden som de overlevende og efterladte falder bort. Nogle er alle så småt ved at forvitre. Og det er for eksempel svært at vide, om Holocaust, Månelandingen, Berlinmurens fald, 11. september, Prinsesse Dianas død og Tsunamien, kommer til at være langtidsholdbare verdensbegivenheder eller ender som historiske paranteser i det helt store perspektiv. Men de har på hver deres måde potentialet, fordi de indeholder det stof store myter gjort af: en ekstrem grad af drama, ofte det første, det største, det flotteste, det mest banebrydende, det mest vovemodige, den største ingeniørkunst. Og meget ofte noget med storhed, der står for fald og pludselig død.
En af de begivenheder, der derfor ligger på den absolutte top 10 er TITANIC’s forlis. Og selvom den er tæt på at være fra “vor tid” tror jeg alligevel, den bliver ved med at være langtidsholdbar i mange generationer fremover. Og selvom der mange gange sidenhen har været forfærdelige eksempler på skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, bliver Titanic ved med at have den størst tænkelige tiltrækningskraft. For Titanic har lissom det hele:
Visionen om det usynkelige skib, der sank allerede på jomfrurejsen. Alle klassespørgsmålene med de ekstremt velklædte millionærer i de luksusøse omgivelser og de ekstremt fattige på 3. klasse, hvis amerikanske drømme endte på havets bund. Det absurde i at kollidere med det eneste isbjerg på en stjerneklar nat, og at det undslap udkigsposterne, fordi de havde mistet deres kikkert. Historien om de gentleman-millionærerne, der iklædte sig “their best” og gik ned med manér, mens de sendte kvinder og børn i redningsbådene. De halvtomme redningsbåde, der blev sendt afsted, fordi passagererne troede mere på myten om skibets usynkelighed end på det faktum, at vandet strømmede ind og elektriciteten gik. Orkesteret, der blev ved at spille…altsammen det stof store myter er gjort af.
Og med de billeder på nethinden vidste jeg inderst inde godt, hvad klokken havde slået allerede den første dag, da jeg ankom i New York, og så jeg en masse reklamer for Discovery Channels udstilling: Titanic – the artefact exhibition. For selvom jeg i princippet synes den slags moneymaker-udstillinger er noget værre skidt og med det samme følte mig sikker på, hvilke grader af både broadcasting-tricks og følelsesporno, jeg nok ville blive udsat for, havde udstillingen en magisk tiltrækningskraft på mig. Jeg MÅTTE bare ned og se de genstande, der var hevet op fra havets bund med mine egne øjne. Og da jeg kom derhen, var det tydeligt, at mange andre havde haft det på præcis samme måde. “Can you believe it??? Who would ever have thought that we’d be seeing something that was actually ON the Titanic???” spurgte folk hinanden igen og igen og kneb sig selv lidt i armene.
Og nu var det jo også ret godt lavet på den måde amerikanske udstillinger generelt er ekstremt “velproducerede” på. Man fik et boardingkort, så man under hele “turen” delte identitet med en navngiven autentisk Titanic-passager, som man først afslutningsvis fik at vide om var død eller havde overlevet. Der var opbygget mange fine scenarier – både den store trappe (kendt som dramatisk omdrejningspunkt for mange scener i DiCaprio/Winslet-filmen og eksempler på 1.-2. og 3.-klasseskahytter (ala fuldt udbyggede IKEA-showrooms, men rigtig sjovt, fordi det blev flankeret af montrer med de rigtige genstande, der var hentet op fra havbunden). Der var et ægte isbjerg, der afgav en meget autentisk kulde (kan undertegnede grønlandsfarer berette) under stjernehimmelen, så man frøs som passagererne frøs, mens man genoplevede selve den stjerneklare forlis-nat. Og undervejs i forløbet blev der spillet en skæbnesvanger blanding af Wienervals, der matchede de fine saloner samtidig med foruroligende lyde af isbjergs-bulder og splintrende skibsvrag.
Og så gik man ellers rundt dér og så på gamle pengesedler, postkort og beklædningsgenstande, som det stadig ikke helt er lykkedes mig at gennemskue, hvordan har overlevet 90 år på havets bund. Masser af fantastiske smykker, toiletartikler og porcelæn (blandt andet en masse gratinskåle, der lå helt uskadte aflejret i sandet i det fineste mønster, fordi trækassen, der havde beskyttet dem under forliset var rådnet væk omkring dem). Fragmenter af møbler, volierer, lamper, skibsskrog. Den kikkert, der var blevet væk på broen i skyndingen, og som kunne have forhindret forliset, hvis udkigsposterne havde haft dem ved hånden. Skibsklokker, lanterner. Alle mulige mærkværdige fragmenter af det kolossale skib.
Og selvom man kendte hele historien på forhånd og havde “set det hele” før i film, bøger og dokumentarprogrammer, var der alligevel en masse nye detaljer at komme efter. For eksempel var det rigtig interessant at få et helt detaljeret indblik i forskellen på de tre klassers indkvartering og forplejning på “sådan så suppeskålene ud på hver klasse og her er menukortet for hver klasse på forlisnatten”-nuancer. Så på den måde var det et meget fint crashcourse i tiden og klasseskellene dengang – og bare en lille information som, at der kun var to bade til samtlige 710 3.klasses-passagerer og at det faktisk var nok, fordi man dengang kun gik i bad en gang om ugen, var i sig selv ret tankevækkende.
Men på trods af alle disse følelser og artefacter var det alligevel noget helt andet, der gjorde det allerstørste indtryk på mig. Og det var hele stemningen fra 1912, man så tydeligt fornemmede gennem billederne og de gamle filmklip fra dagene mellem afgangen og indtil katastrofen indtraf. Den store tro på fremtiden – at det kun kunne gå fremad. Alt kunne kun blive større, sikrere, flottere. Bedre. Og så pludselig BAM – sank selveste ikonet på den nye tid. Og alt lå igen hen i det uvisse.
Og to år senere lå verden i krig, 9-11 er vor tids Titanic. 9-11 ER langtidsholdbar, det kan jeg garantere dig for.
Selv om jeg deler din modvilje mod den slags money-makere, så ville jeg også have stillet mig i kø for at boarde, produktion det er noget de kan de kære Amerikanere.
ps. 1 måned efter 9-11, lå vi i krig, men vi er nu – igen – så “kloge” at vi tager den til andre kyster.
pps. glæder mig til Adèle filmen (http://www.adeleblancsec-lefilm.com/), der foregår i Paris i netop 1912, og tegneseriekunstnere Tarid, der er manden bag Adèle, har også en histore om Titanic flettet ind, men det vil være spoiler alert at fortælle om det.
ppps. Lady Bellamy fra Upstairs, Downstairs bleve skrevet ud af serien gennem Titanic – hun omkom. Det er i øvrigt utroligt at Upstairs, Downstairs foregår for kun 100 år siden, og at vi skal frem til 50erne før forholdene ændrede sig markant, og at man i 70erne allerede havde utroligt svært ved at forholde sig til de store sociale forandringer der var sket, og så er det et faktum at mine bedsteforældre levede i den tid, og at mine egne forældre så bagkanten af den.
Jeg fik i øvrigt den tanke, at der egentlig ikke er sket så meget i min tid, selv om oliekrise og bilfrie søndag sikkert lyder lige så fremmed på unge i dag, som tjenestefolk gjorde på mig. Udvikligen går da hurtigt, men egentlig er den aftaget, det er 40 år siden vi var på månen, og de store sociale landvindinger skete i 50erne, 60erne og, på lånte penge, i 70erne.
Jeg tror at et af de elementer der bidrager til at Titanics forlis vil fortsætte i errindringen er det faktum, at man dengang troede man havde gjort et teknologisk gennembrud og bygget et skib der kunne modstå alt. Det var et eksempel på hvordan mennesket troede det kunne overvinde naturen, men alligevel mislykkedes.
@ Kim – Husker også tydeligt Lady Bellamis forlis. Og så tror jeg, det er meget svært at bedømme omfanget af de store begivenheder i ens egen tid. Jeg tror bestemt også 9./11. er langtidsholdbar. Den har det hele – inklusive konspirationsteorierne og konsekvenserne for verdenshistorien flere år frem. Men fx tsunamien tror jeg efterhånden vil glide ind i glemsen sammen med alle de andre naturkatastrofer vi chokeres over lige når vi hører dem, men som glider sammen i det store perspektiv. Her er der helt klart også en stor forskel på, hvor meget menneskeligt “overlæg” og ondskab, der spiller ind – og det gør der jo ikke i naturkatastroferne. Det er forfærdeligt, men ikke helt så stærkt mytestof.
@ Charlotte – my point exactly – det var det, der var den helt store forfærdelse og erkendelse. Og den kan det faktisk være lidt svært at sætte sig ind i, jo længere væk man kommer fra den tid.
Da jeg så kystlinjen efter Tsunamien så jeg en NATURLIG kystlinje, vi bosætter os de forkerte steder, og jeg elsker også at se de pragtvillaer der er placeret i Vesuvs skygge nær Napoli – menneskeheden er et paradoks.
For at tage den videre, vi kan alligevel ikke kan gøre noget ved klimaforandringerne, og her taler vi en SERIØS naturkatastrofe, men hvad er forslaget? At bygge højere og bedre diger – det vil IKKE virke, vores kystbyer bliver det NÆSTE Titanic – på tide at pakke sammen og flytte væk fra kysterne – desværre ret svært i Danmark :-(
@ Kim – grumt, men desværre ikke så usandsynligt – scenarie… mon Himmelbjerget er højt nok?
(var grebet i et, kort, øjeblik af pessimiste, er ellers klimaoptimsit, men vi må vel se at der er noget galt i at bygge så tæt på naturen, og egentlig er det vel betryggende at naturen, stadig er stærkere end os, en niveau < 0 civilisation
(ups en del slåfejl der, du må gerne rette dem ;-))