Titanic

by Nadja

Der er nogle ting, mennesker, naturfænomener, historiske begivenheden og begreber, som selv helt små børn meget tidligt i livet stifter bekendtskab med. Og som bliver ved med at have en kolossal fascinationskraft uanset hvor mange film, sange og diskutable dokumentar-programmer, der bliver lavet om dem. De udgør verdensbefolkningens (eller i hver fald den vestlige verdens) fællesgods. Verdenshistoriske mega-brands, så at sige.

Jeg nævner lige i flæng og uprioriteret rækkefølge: alt, hvad der vedrører det gamle Egypten med Tut Ankh Amon og subsidiært Cleopatra som superstjernerne. Dinosaurerne. Vikingerne. Leonardo da Vinci, Den franske revolution. Henrik den 8. Isbjerge. Odyseen. Stjernebilleder. Cæsar. Taj Mahal. Sahara. Shakespeare. Den kinesiske mur…

Nogle er kendetegnet ved at være så langtidsholdbare, at de vil blive genfortalt og genopfrisket i generation efter generation. Nogle kandiderer til at blive opregnet blandt den moderne verdens vidundere. Andre vil foretage sig i vigtighed efterhånden som de overlevende og efterladte falder bort. Nogle er alle så småt ved at forvitre. Og det er for eksempel svært at vide, om Holocaust, Månelandingen, Berlinmurens fald, 11. september, Prinsesse Dianas død og Tsunamien, kommer til at være langtidsholdbare verdensbegivenheder eller ender som historiske paranteser i det helt store perspektiv. Men de har på hver deres måde potentialet, fordi de indeholder det stof store myter gjort af: en ekstrem grad af drama, ofte det første, det største, det flotteste, det mest banebrydende, det mest vovemodige, den største ingeniørkunst. Og meget ofte noget med storhed, der står for fald og pludselig død.

En af de begivenheder, der derfor ligger på den absolutte top 10 er TITANIC’s forlis. Og selvom den er tæt på at være fra “vor tid” tror jeg alligevel, den bliver ved med at være langtidsholdbar i mange generationer fremover. Og selvom der mange gange sidenhen har været forfærdelige eksempler på skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, bliver Titanic ved med at have den størst tænkelige tiltrækningskraft. For Titanic har lissom det hele:

Visionen om det usynkelige skib, der sank allerede på jomfrurejsen. Alle klassespørgsmålene med de ekstremt velklædte millionærer i de luksusøse omgivelser og de ekstremt fattige på 3. klasse, hvis amerikanske drømme endte på havets bund. Det absurde i at kollidere med det eneste isbjerg på en stjerneklar nat, og at det undslap udkigsposterne, fordi de havde mistet deres kikkert. Historien om de gentleman-millionærerne, der iklædte sig “their best” og gik ned med manér, mens de sendte kvinder og børn i redningsbådene. De halvtomme redningsbåde, der blev sendt afsted, fordi passagererne troede mere på myten om skibets usynkelighed end på det faktum, at vandet strømmede ind og elektriciteten gik. Orkesteret, der blev ved at spille…altsammen det stof store myter er gjort af.

Og med de billeder på nethinden vidste jeg inderst inde godt, hvad klokken havde slået allerede den første dag, da jeg ankom i New York, og så jeg en masse reklamer for Discovery Channels udstilling: Titanic – the artefact exhibition. For selvom jeg i princippet synes den slags moneymaker-udstillinger er noget værre skidt og med det samme følte mig sikker på, hvilke grader af både broadcasting-tricks og følelsesporno, jeg nok ville blive udsat for, havde udstillingen en magisk tiltrækningskraft på mig. Jeg MÅTTE bare ned og se de genstande, der var hevet op fra havets bund med mine egne øjne. Og da jeg kom derhen, var det tydeligt, at mange andre havde haft det på præcis samme måde. “Can you believe it??? Who would ever have thought that we’d be seeing something that was actually ON the Titanic???” spurgte folk hinanden igen og igen og kneb sig selv lidt i armene.

Og nu var det jo også ret godt lavet på den måde amerikanske udstillinger generelt er ekstremt “velproducerede” på. Man fik et boardingkort, så man under hele “turen” delte identitet med en navngiven autentisk Titanic-passager, som man først afslutningsvis fik at vide om var død eller havde overlevet. Der var opbygget mange fine scenarier – både den store trappe (kendt som dramatisk omdrejningspunkt for mange scener i DiCaprio/Winslet-filmen og eksempler på 1.-2. og 3.-klasseskahytter (ala fuldt udbyggede IKEA-showrooms, men rigtig sjovt, fordi det blev flankeret af montrer med de rigtige genstande, der var hentet op fra havbunden). Der var et ægte isbjerg, der afgav en meget autentisk kulde (kan undertegnede grønlandsfarer berette) under stjernehimmelen, så man frøs som passagererne frøs, mens man genoplevede selve den stjerneklare forlis-nat. Og undervejs i forløbet blev der spillet en skæbnesvanger blanding af Wienervals, der matchede de fine saloner samtidig med foruroligende lyde af isbjergs-bulder og splintrende skibsvrag.

Og så gik man ellers rundt dér og så på gamle pengesedler, postkort og beklædningsgenstande, som det stadig ikke helt er lykkedes mig at gennemskue, hvordan har overlevet 90 år på havets bund. Masser af fantastiske smykker, toiletartikler og porcelæn (blandt andet en masse gratinskåle, der lå helt uskadte aflejret i sandet i det fineste mønster, fordi trækassen, der havde beskyttet dem under forliset var rådnet væk omkring dem). Fragmenter af møbler, volierer, lamper, skibsskrog. Den kikkert, der var blevet væk på broen i skyndingen, og som kunne have forhindret forliset, hvis udkigsposterne havde haft dem ved hånden. Skibsklokker, lanterner. Alle mulige mærkværdige fragmenter af det kolossale skib.

Og selvom man kendte hele historien på forhånd og havde “set det hele” før i film, bøger og dokumentarprogrammer, var der alligevel en masse nye detaljer at komme efter. For eksempel var det rigtig interessant at få et helt detaljeret indblik i forskellen på de tre klassers indkvartering og forplejning på “sådan så suppeskålene ud på hver klasse og her er menukortet for hver klasse på forlisnatten”-nuancer. Så på den måde var det et meget fint crashcourse i tiden og klasseskellene dengang – og bare en lille information som, at der kun var to bade til samtlige 710 3.klasses-passagerer og at det faktisk var nok, fordi man dengang kun gik i bad en gang om ugen, var i sig selv ret tankevækkende.

Men på trods af alle disse følelser og artefacter var det alligevel noget helt andet, der gjorde det allerstørste indtryk på mig. Og det var hele stemningen fra 1912, man så tydeligt fornemmede gennem billederne og de gamle filmklip fra dagene mellem afgangen og indtil katastrofen indtraf. Den store tro på fremtiden – at det kun kunne gå fremad. Alt kunne kun blive større, sikrere, flottere. Bedre. Og så pludselig BAM – sank selveste ikonet på den nye tid. Og alt lå igen hen i det uvisse.

Advertisement