Når sorgerne fordamper

by Nadja

I dag er det præcis tre år siden, jeg modtog den grimme opringning om, at min elskede mor i nattens mulm og mørke var død i Beijing. Dagene, der fulgte dengang, er forvitret i en erindringsdis af chock; klip fra den totalt surrealistiske, akutte flyvetur min bror og jeg straks kastede os ombord på for at komme over til vores far; lig-synet i et kinesisk kapel med alt for mange kunstige blomster; alle medarbejderne på ambassaden og mine forældres andre Beijing-venner og bekendte og deres forstenede ansigter; alt det ekstremt velkendte i mine forældres skønne panoramalejlighed, der fuldstændig lignede sig selv og hvor alt stadig havde duften af min mors parfume hængende i sig – men hvor alting alligevel var fuldstændig forandret; alle opkaldene, blomsterne, hilsnerne; og vores ret store fælles arbejdsprojekt med at lang-distance-arrangere bisættelsen kun lettere forplumret af tidsforskellen mellem Beijing og Danmark. Og samtidig det store privilegium i på den måde at kunne tillade sig selv og hinanden at indkapsle os i den puppe af sorg og nærhed og minder, der sikkert ville have været svær at skabe herhjemme, hvor hverdagen udenom bare ville være tonset videre.

Det er tre år siden nu. Og jeg savner min livsglade og livskloge mor helt ufatteligt meget. Vi var meget tæt knyttet til hinanden og tilbragte også – på trods af de store afstande, også relativt mere tid sammen end de fleste mødre ville gøre med deres voksne døtre – dels fordi jeg ofte boede hos mine forældre i lange perioder i henholdsvis Moskva og Beijing, når jeg arbejdede på store skriveprojekter – og dels fordi hun ofte boede hos mig, når hun var på besøg herhjemme. Så hun var en vigtig og tæt integreret af mit voksenliv også.

Jeg savner hende helt ufatteligt meget – men samtidig har det været overraskende for mig, at sorgen – eller i hvert fald min sorg – slet ikke har udspillet sig på den der meget filmagtigt, passionerede måde, jeg havde forestillet mig den ville. Den har snarere – kan jeg især se nu her i retrospekt – været en stille, men konstant dæmper på livsglæden. Den slags, man ikke er sig rigtigt bevidst, før den pludselig forsvinder igen – og det går op for én, at man helt havde glemt, hvordan karameller smager uden papir på eller hvordan mandariner kan blomstre på tungen, hvis man formår at befri dem for den bitre, hvide hinde.

Men i de seneste måneder har jeg virkelig følt, at papiret er blevet flået af karamellerne, hinden af mandarinerne og sorgen af min bevidsthed. Savnet bliver ikke mindre – men sorgen, som jeg ikke havde været mig selv tilstrækkeligt bevidst – er ved at lette. Og savnet af min mor er ved at blive en integreret, naturlig del af det, der er mig. Den ekstra bevidsthed om livet og døden og altings forgængelighed, er naturligt integreret som en sund bevidsthed, der i virkeligheden mest af alt føles livsglæde og en stor og grådig trang til at udnytte livet, mens det er her – og ikke lade sig hæmme af alle mulige mere eller mindre reelle begrænsninger, konventioner eller traditioner. En stor trang til at nyde livet, som jeg nok altid har haft mere af end de fleste (i høj grad takket være selvsamme livsglade og livskloge mor) og som nu her er ved at boble over.

Og det er jo svært at sige, hvad der har gjort det. Er det tiden, der klicheagtigt hjælper med at læge alle sår? Skyldes det, at der er kommet en masse, nye fantastiske mennesker ind i mit liv i løbet af de seneste måneder? At jeg for første gang i lang tid har genfundet en stor, overordnet mission med mit arbejdsliv? Eller er nogle af de gode nye ting netop sket, fordi sorgen er ved at lette, og jeg igen er mere åben overfor at smage på livet med alle dets krydderier og facetter? Men det, der er værd at notere sig er, at det faktisk har været en tre-årig proces. Og det er nok noget af det, vi undervurderer, når vi omgås hinanden i tiden efter dødsfald i den nærmeste familie og omgangskreds. Man har ligesom en fast “sørgeperiode” og derefter forventes man at fungere ret normalt igen. Nu er det som sagt ikke fordi jeg selv har været knuget af sorg på den meget tunge måde eller været ude af stand til at leve et “normalt” liv i de seneste tre år. Tværtimod, ville mange omkring nok sige. Jeg har levet og fungeret fint. Jeg har ikke været tynget af sorg. Men det har jeg så altså bare alligevel – og først nu, hvor det fortager sig, begynder det at gå op for mig, hvor meget det dæmpet mig og mine sanser – eller i hvert fald min spontane glæde og begejstring. Og det er værd at notere sig, at det har taget meget, meget længere tid end de par måneder, den slags “forventes” at vare. Og det skal man bare huske, når man omgås andre, der har “mistet” – huske, at selvom de tilsyneladende fungerer, kan der godt være en markant og konstant indre dæmper på dem alligevel. Og huske, at det er ok at spørge ind til den – i hvert fald meget hellere end at lade somom den ikke er der.

Men igen – nu mærker jeg sorgen lette og tankerne og følelserne boble let som al den champagne, min mor altid sagde, man skulle have på køl. Og jeg vil derfor afslutte dette indlæg med en ekstremt livsbekræftende note, der handler om, at folk i løbet af de sidste tre år i høj grad er vendt tilbage til de blogindlæg, jeg har skrevet i tidens løb om alt det med livet og døden og de gyldne leveregler og champagnen på køl – og at de fortæller, hvor meget det har hjulpet at læse om andres erfaringer med sorgprocesser – eller fortæller, at de nu også altid har en flaske champagne på køl eller at de på anden vis har integreret min mors gyldne leveregler i deres eget liv. Og på den måde føles min mor jo stadig ekstremt levende og nærværende. Og det er også med at lyse hjerterne og sindet lidt op her i den ellers så mørke november.

 

Reklamer