Når sorgerne fordamper
by Nadja
I dag er det præcis tre år siden, jeg modtog den grimme opringning om, at min elskede mor i nattens mulm og mørke var død i Beijing. Dagene, der fulgte dengang, er forvitret i en erindringsdis af chock; klip fra den totalt surrealistiske, akutte flyvetur min bror og jeg straks kastede os ombord på for at komme over til vores far; lig-synet i et kinesisk kapel med alt for mange kunstige blomster; alle medarbejderne på ambassaden og mine forældres andre Beijing-venner og bekendte og deres forstenede ansigter; alt det ekstremt velkendte i mine forældres skønne panoramalejlighed, der fuldstændig lignede sig selv og hvor alt stadig havde duften af min mors parfume hængende i sig – men hvor alting alligevel var fuldstændig forandret; alle opkaldene, blomsterne, hilsnerne; og vores ret store fælles arbejdsprojekt med at lang-distance-arrangere bisættelsen kun lettere forplumret af tidsforskellen mellem Beijing og Danmark. Og samtidig det store privilegium i på den måde at kunne tillade sig selv og hinanden at indkapsle os i den puppe af sorg og nærhed og minder, der sikkert ville have været svær at skabe herhjemme, hvor hverdagen udenom bare ville være tonset videre.
Det er tre år siden nu. Og jeg savner min livsglade og livskloge mor helt ufatteligt meget. Vi var meget tæt knyttet til hinanden og tilbragte også – på trods af de store afstande, også relativt mere tid sammen end de fleste mødre ville gøre med deres voksne døtre – dels fordi jeg ofte boede hos mine forældre i lange perioder i henholdsvis Moskva og Beijing, når jeg arbejdede på store skriveprojekter – og dels fordi hun ofte boede hos mig, når hun var på besøg herhjemme. Så hun var en vigtig og tæt integreret af mit voksenliv også.
Jeg savner hende helt ufatteligt meget – men samtidig har det været overraskende for mig, at sorgen – eller i hvert fald min sorg – slet ikke har udspillet sig på den der meget filmagtigt, passionerede måde, jeg havde forestillet mig den ville. Den har snarere – kan jeg især se nu her i retrospekt – været en stille, men konstant dæmper på livsglæden. Den slags, man ikke er sig rigtigt bevidst, før den pludselig forsvinder igen – og det går op for én, at man helt havde glemt, hvordan karameller smager uden papir på eller hvordan mandariner kan blomstre på tungen, hvis man formår at befri dem for den bitre, hvide hinde.
Men i de seneste måneder har jeg virkelig følt, at papiret er blevet flået af karamellerne, hinden af mandarinerne og sorgen af min bevidsthed. Savnet bliver ikke mindre – men sorgen, som jeg ikke havde været mig selv tilstrækkeligt bevidst – er ved at lette. Og savnet af min mor er ved at blive en integreret, naturlig del af det, der er mig. Den ekstra bevidsthed om livet og døden og altings forgængelighed, er naturligt integreret som en sund bevidsthed, der i virkeligheden mest af alt føles livsglæde og en stor og grådig trang til at udnytte livet, mens det er her – og ikke lade sig hæmme af alle mulige mere eller mindre reelle begrænsninger, konventioner eller traditioner. En stor trang til at nyde livet, som jeg nok altid har haft mere af end de fleste (i høj grad takket være selvsamme livsglade og livskloge mor) og som nu her er ved at boble over.
Og det er jo svært at sige, hvad der har gjort det. Er det tiden, der klicheagtigt hjælper med at læge alle sår? Skyldes det, at der er kommet en masse, nye fantastiske mennesker ind i mit liv i løbet af de seneste måneder? At jeg for første gang i lang tid har genfundet en stor, overordnet mission med mit arbejdsliv? Eller er nogle af de gode nye ting netop sket, fordi sorgen er ved at lette, og jeg igen er mere åben overfor at smage på livet med alle dets krydderier og facetter? Men det, der er værd at notere sig er, at det faktisk har været en tre-årig proces. Og det er nok noget af det, vi undervurderer, når vi omgås hinanden i tiden efter dødsfald i den nærmeste familie og omgangskreds. Man har ligesom en fast “sørgeperiode” og derefter forventes man at fungere ret normalt igen. Nu er det som sagt ikke fordi jeg selv har været knuget af sorg på den meget tunge måde eller været ude af stand til at leve et “normalt” liv i de seneste tre år. Tværtimod, ville mange omkring nok sige. Jeg har levet og fungeret fint. Jeg har ikke været tynget af sorg. Men det har jeg så altså bare alligevel – og først nu, hvor det fortager sig, begynder det at gå op for mig, hvor meget det dæmpet mig og mine sanser – eller i hvert fald min spontane glæde og begejstring. Og det er værd at notere sig, at det har taget meget, meget længere tid end de par måneder, den slags “forventes” at vare. Og det skal man bare huske, når man omgås andre, der har “mistet” – huske, at selvom de tilsyneladende fungerer, kan der godt være en markant og konstant indre dæmper på dem alligevel. Og huske, at det er ok at spørge ind til den – i hvert fald meget hellere end at lade somom den ikke er der.
Men igen – nu mærker jeg sorgen lette og tankerne og følelserne boble let som al den champagne, min mor altid sagde, man skulle have på køl. Og jeg vil derfor afslutte dette indlæg med en ekstremt livsbekræftende note, der handler om, at folk i løbet af de sidste tre år i høj grad er vendt tilbage til de blogindlæg, jeg har skrevet i tidens løb om alt det med livet og døden og de gyldne leveregler og champagnen på køl – og at de fortæller, hvor meget det har hjulpet at læse om andres erfaringer med sorgprocesser – eller fortæller, at de nu også altid har en flaske champagne på køl eller at de på anden vis har integreret min mors gyldne leveregler i deres eget liv. Og på den måde føles min mor jo stadig ekstremt levende og nærværende. Og det er også med at lyse hjerterne og sindet lidt op her i den ellers så mørke november.
Hvor er det smukt. Og så sandt, så sandt at man er længe om at blive “sig selv” igen, og at man ikke selv kan se at man er skæv og 80%-agtig mens det står på.
Angående “sørgeperioder” så mistede min veninden sin elskede bedstemor for nylig. Hun fik besked på sit arbejde, og havde stadig en “dag” foran sig, som skulle klares. Hun fortalte at togturen hjem, med den sædvanlige asen og masen, var rigtig svær at få overstået. Alene mellem en masse mennesker, og brug for at bevare fatningen i en situation hvor man bare har lyst til at lægge sig på gulvet og tude som et barn. Hun reflekterede over, at et sørge-armbind, som man brugte det engang, måske ville have hjulpet. Et synligt tegn på, at hun var ude af sig selv.
Det går nok ikke at gå med armbind i tre år ;-) men godt at du minder om at sorgen skal have lov til at være der.
@ Frk. Jensen – Det er faktisk en rigtig, rigtig god pointe det med sørgebindet. Simpelthen markeringen af, at man lige er lidt mere skrøbelig, og at det ikke har noget med andre at gøre, hvis man ikke lige sprudler eller engagerer sig så meget som man plejede – men bare lige skal have lov at gøre sit på sin måde. Og i stedet for at aflæse det som “vig fra mig” kunne man håbe på, at det inviterede folk til også lige at tage lidt ekstra fat i dem, der havde sørgebind på. For ofte er det jo netop så svært selv at række ud, når man sørger https://nadjasreflexioner.net/2006/10/28/man-skal-ikke-sp%C3%B8rge-en-s%C3%B8rgende-om-hun-er-sulten/
I virkeligheden kunne man godt udvikle det til også at gælde de perioder, hvor man i det hele taget bare er lidt low. Om det skyldes depressioner, skilsmisseovervejelser, stress eller decideret sorg er jo i virkeligheden underordnet – men det kunne være ret fedt lige at kunne signalere “jeg kan på forhånd sige dig, at det vil være svært for mig at besvare spørgsmålet om, hvordan jeg har det, kort og ærligt – så lad hellere være med at spørge til dig og tag fat i mig på anden vis, hvis du kan rumme det”.
Ja, ting tager tid,
og følelser ofte endnu længere …
– jeg hørte engang en præst sige, at man aldrig kommer sig over den slags store tab, men forhåbentlig med tiden lærer, at leve med det …
@ Henriette – Jeg tror den præst havde ret, man kommer sig aldrig helt over det. og det tror jeg heller ikke, man skal. Egentlig. Pointen er vel bare, at der er stor forskel på at savne og at sørge. At savne håber og tror jeg, man bliver ved med hele livet – at sørge skulle gerne med tiden fordampe, så der for alvor kan blive plads til livet igen.
Jeg tror heller ikke, at man undgår savnet. Desværre. Da jeg mistede min far for snart 5 år siden, var det præcist som du beskriver, Nadja, intenst, rædselsfuldt, voldsomt og uvirkeligt. Jeg betragtede det udefra men gik rundt i mit livs mareridt og håbede at jeg snart ville vågne. Følelserne fløj rundt og kunne ikke tæmmes og kontrolleres. Og det er jeg egentlig også glad for, at de ikke blev. Jeg opgav at spille helt og være den smilende Katrine, som alle kender mig som. Jeg tænker ofte på den periode, når jeg ser folk, der ser triste ud og tænker, at det nok heler en dag.
For såret heler, men der bliver ved med at være et ar, som man aldrig kommer af med. Og det springer op af og til. For der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, at dét burde min far have oplevet, her ville han ha’ grinet sit hyggelige grin eller sagt et vist ord. Da jeg satte foden i NY for første gang og følge mig hjemme i verdens fedeste by, huskede jeg straks, at min far havde sagt, at i den by ville jeg aldrig hjem fra, når jeg først kom derover.
Min dejlige og kloge far ville jo allerhelst have, at jeg er glad og lever livet, som han selv holdt så meget af. Tabet har lært mig at smile af alle de små og store skønne ting, som hver dag byder. Blandt også dine altid finurlige og livskloge ord, Nadja. TAK.
@ Katrine – åh kære du. Dejligt at du deler dine tanker her – og det slår mig, at der måske også er noget særligt over at sørge, når man netop – som du – er en person, der normalt sprudler af energi, grin og overskud. Så er det ikke kun et større shock for omgivelserne – men også så meget mere grænseoverskridende, fordi det ligger så fjernt fra ens eget selvbillede også?
Tak for dit indlæg, Nadja.
Sikke en god idé at genindføre sørgebindet, så man kan tage det på, når man har brug for det – det skal ikke være påtvunget, men helt og aldeles frivilligt. For hvem har lyst til at være som de enker, der skal gå med sort slør i så lang tid, at det er nok til at drive potentielle nye mænd på lang afstand?
Netop frk. Jensens venindes togtur er en af de situationer, hvor et sådant sørgebind kunne være kærkomment. Eller bare det at møde sit barns kammeraters forældre eller damen i supermarkedet, altså når man møder personer fra ens dagligdag, som man ellers ikke lige ville indvie i ens personlige sorg, men som det ville være dejligt at modtage overbærenhed og støtte fra.
Man kunne godt bruge Facebook som et digitalt sørgebind, bortset fra, at det selvfølgelig ikke hjælper på togturen eller i supermarkedskøen. Men kan man så også det? Gider folk se på sådan en sørgerand i procrastination heaven?
Kære Nadja. Hvor er det ærligt og smukt skrevet. Og meget-meget tankevækkende. Jeg har ikke så meget at tilføje, da jeg selv gennemgår tabet af min lille niece i øjeblikket. Jeg vil bare bakke op om, at der altid skal være plads til sorgen og dens følgesvende. Jeg glæder mig til, at sorgen skifter farve for min søster og svoger, for det er så tungt, at det ikke er til at bære. Tak for dine ord. Mange hilsner Linda
@ Linda. Tak, jeg er glad, hvis det kan hjælpe derude. Men sorgen over at miste en lille niece, endsige søn eller datter, kan jeg slet, slet ikke forestille mig dybden af. Mine tanker går ud både til dig og din søster og svoger. Og hvis dette indlæg kan hjælpe blot en lille bitte smule, vil jeg være meget glad.