Vis mig din mandarin-skræl – og jeg skal sige dig, hvem du er
by Nadja
Forleden spiste jeg mandariner med en god ven – der efter et par mandariner, kiggede undrende på min bunke af skræller, og sagde “hvor er det pudsigt, du piller dem, så de ligner blomster”. Og jeg kunne godt se, hvad han mente – om det var blomster, søstjerner, blæksprutter eller orange vingummi-mænd var svært at sige. Men han havde ret i, at de var skrællet i ét stykke, der på sin vis blev ret figurative.
Sagen var bare, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne pille mandariner på andre måder. Eller altså: jo, engang i mellem har jeg besluttet mig at lave en fin slange-spiral, der skulle være så tynd i skrællen som muligt – og således gjort det til et mikroprojekt. Men blomsterne fremkommer bare pr. automatik – det er aldrig noget jeg har skænket en tanke før nu. Og basalt set troede jeg sådan set – fordi jeg aldrig har tillagt det betydning at se på andres skræller – at det var sådan ALLE pillede mandariner.
Men det viste det sig jo hurtigt, det ikke var. Selvsamme ven havde en teknik, der fik skrællen til at ligne en elefant (eller med en lidt mere fri fantasi noget andet, der gjorde, at han fortalte, at han faktisk ofte valgte at knække “Snabelen” af, så det ikke skulle blive opfattet forkert). Og en af de andre gæster pillede skrællerne af i mindre stykker. Det snakkede vi altsammen lidt om – og så var den ikke længere, før jeg i går aftes igen sad og pillede mandariner og kom til at tænke på samtalen og skrev følgende opdatering på Facebook:
Nadja Pass er for nylig blevet gjort opmærksom på, at hun har en mandarin-pille-teknik, der får skrællerne til at ligne blomster. Efterlader unægtelig spørgsmålet om, hvordan mandarin-skræller ellers ser ud? Er der forskellige mandarin-skrælle-skoler? Og kan man på den baggrund sige noget om forskellige mandarin-skrælle-segmenter…
For den opdatering afstedkom det mest syrede kommentarspor, jeg til dato har set på Facebook. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Og for nu at gøre det kort nåede vi både ret vidt omkring forskellige mere eller mindre obskøne/freudianske fortolkningsmodeller, omkring mulige konserveringsmetoder af flotte skrælformationer, mine minder fra Ghana om smukt forskrællede appelsiner på fint opstillede piedestaler og mandarinernes svar på Rorschach-testen.
Den bliver bare ved og ved med at forgrene sig. Og det er jo i sig selv sjovt at se, hvordan det ofte er de mærkeligste og mest syrede opdateringer, der får det mest interessante liv. Men det, jeg finder allermest interessant i denne forbindelse er, hvordan jeg – og øjensynligt utroligt mange andre – her pludselig fik øjnene op på en indgroet vane, man ikke var sig bevidst. Og som man derfor ikke havde tillagt betydning. Og så – pludselig – fordi nogen adresserer det, får man øjnene op en helt ny verden af vaner – og bliver sig sin egen forudindtagethed bevidst.
Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin – men jeg synes jo bare, at min måde er den mest “naturlige”, fordi sådan har jeg altid gjort – og jeg har aldrig tænkt på, at man kunne gøre det på andre måder. Det har jeg så fået åbnet mine øjne for nu. Men det er værd at opholde sig et øjeblik ved, hvad det er, der sker, når det går op for os, at noget, vi troede var naturligt og “den eneste måde” pludselig viser sig ikke at være det.
Sålænge man er “blind” på forskellene, er forskellene underordnede. Man ser dem ikke og er sig ikke bevidst, at der er noget særligt at bide mærke i. Men når først man er blevet sig forskellene bevidst, kan man vælge at reagere på to måder:
1) Man kan enten gå i panik og afvise alle de andres måder som unaturlige. Og så vidt muligt prøve at tvinge sin egen måde igennem som den mest rigtige.
2) Eller man kan sige “hold da op, hvor havde jeg et indskrænket syn på det her tidligere”. Og når andre hævder deres måde er den naturlige, svarer det præcis, hvad jeg selv lige gjorde og troede. Intet er mere naturligt end andet – det er bare forskellige måder at gøre det på. Og der skal være plads til hele. Sålænge de andre accepterer og repeskterer min mandarin-skræl, accepterer og respekterer jeg også deres skræller.
Og nu er mandarinskrællen jo kun et lille bitte og ligegyldigt eksempel – men det er dog et eksempel på noget, vi støder på konstant i vores hverdag. For det åbner unægtelig for en masse overvejelser om alle de andre vaner, vi går og har helt ubevidst – og hvor vi bare synes, andre er for mærkelige, fordi de ikke gør tingene på den måde, vi finder naturlige. Det er fuldstændig ligegyldigt, når det kommer til mandariner – men hvor kunne det være sundt, hvis vi på samme måde blev os lidt mere bevidste om vores indgroede vaner, når det gælder andre spisevaner, traditioner, religioner og tilgange til tilværelsen. Og huskede at vælge “Reaktion 2 = åbenhed og forståelse overfor de andres mandarin-skrælle-metoder”, hver gang vores øjne blev åbnet overfor nye måder at gøre tingene på.
Nadja Pass 
De er SÅ fine, de skræller! Og jeg sidder og tænker på, om dette ikke også handler om tavs viden. Du har helt ret i, at moralen kan være, at de fleste af os har godt af at forfølge reaktionsmåde #2, og udvise lidt åbenhed overfor andres måder. Men moralen kan også være, at vi skal udvise mere respekt overfor det håndelag som håndværkere, f.eks. kokke ligger inde med, som er svært at italesætte, og som man egentlig først bliver opmærksom på når det mangler. Tusindvis at ting, som bare “ligger i hænderne / lyden / dufte / øjemålet / timingen” og som man ikke lige kan lære, eller læse om i en bog. Som nogle gange virker overflødige, men som tilsammen ER håndværket. (ja, jeg har en lille kæphest hér)
Rent bortset fra det, så sidder jeg stadig og fniser over sætningen “Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin” :-D
Jeg har haft en mandarinfest uden lige, og fulgt de finurlige kommentarer på FB, og nu her!
Tak for det!!
Jeg har et par meget kærlige venner, som altid er så dejlige, nærværende og inspirerende. De gav mig en ramme med et citat fra Echardt Tolle, – taget fra “Nuets kraft” (tror jeg nok).
Det handler omkring det at være sig bevidst, at være tilstede og fri af fortid og fremtid, og ikke bare følge vanens magt bevidstløst, og suse afsted i det daglige. I får det lige her:
“Begyndelsen til frihed…. er den indsigt, at du ikke er det væsen, der har besat dig, – tænkeren. At vide dette sætter dig i stand til at observere væsenet. I det øjeblik du begynder at iagttage tænkeren, aktiveres et højere bevidsthedsniveau. Du begynder at vågne!”
Jeg fattede ikke en meter i starten, men idag vender citatet tilbage til mig i mange situationer. Og jeg har rammen stående på mit skrivebord, for jeg ønsker at være oprigtig tilstede i nuet, åben og imødekommende, og ikke bare pille mandariner bevidstløst… ;-)
Fra imorgen vil jeg lave flotte blomster af mine skræller… jeg har nemlig altid lavet lange slanger.. .:-)
@ Frk. Jensen (hvor hyggeligt at du er tilbage med dit gamle alias) – rigtig, rigtig god pointe det med det skjulte håndværk. Der var også en i kommentarsporet fra i går, der var inde på det med “figur og grund” – at vi fokuserer alt for meget på den spiselige del af mandarinen – mens vi glemmer at se skrællen. Og det er på en eller anden måde beslægtet med det, du her er inde på. Supergodt set :-)
@ Karin – hvor dejligt, at der nu mandarin-festes rundt omkring. Jeg kan berette fra netop overstået feltarbejde, at der også forefindes en model, der består af en “halv slange og afkrængning af hele bunden i ét stykke”. Kunne sikkert være en fin variant af dine slanger. Og jeg skal helt sikkert også selv til at prøve noget andet end blomsterne.
På det mere seriøse plan, er det et rigtig fint og rammende citat – og der er en meget stærk kraft i at blive sig sine egne vaner bevidst.
Kære Nadja. Igen har du med din blogg og finurlige ikke-linære tankegang givet mig ny inspiration til hvordan man kan opleve nye små ting i hverdagen. Det er skønt når man ellers mest færdes i et meget rationelt og linært miljø, som det er at arbejde som økonom og beskæftige sig med politik. Og så har jeg også lært at Rorschach-testen er den der blæk-test.
@ Charlotte – det er så ubetinget den største kompliment, min blog kan få – og lige præcis den slags, der får mig til at blive ved med at blogge. Hvis jeg på den måde kan bidrage til at pege tankerne i nye retninger – og samtidig invitere jer andre til at udforske og nuacere verden sammen med mig ved at bidrage med hver deres vinkler og erfaringer.
Kære Nadja. Endnu et nysgerrigt, legende og dæleme også indsigtsfuldt indlæg fra din side. En lille iagttagelse fra en mindre poetisk og mere provinsiel vinkel: Bemærk, hvordan folk efterlader deres After Eight-papirer på bordet. Nogle ruller, andre folder, og så er der dem, der lægger de knitrende papirer ind i hinanden (måske for at skjule, hvor mange, de har tilranet sig i løbet af aftenen). After Eights er ikke poetiske og fairtrade. Men de er hverdag. Og den interesserer du dig jo skønt meget for.
@ Lars – Wauw, fantastisk. Og så samtidig også lidt bekymrende, fordi jeg godt efterhånden kan se, at jeg ikke fremover kommer til at kunne sidde omkring et kaffebord uden at have de analytiske briller på. Rigtig god agttagelse med After Eight – især “indeni hinanden”-teknikken som jeg tænker adskiller sig fra de fleste andre lækkerier, der serveres iført “afslørende” papir. Eller gør folk det samme med de andre – fx ruller dem ind i hinanden – eller er det fordi After Eight lag-på-lag-metoden også samtidig er en finmotorisk øvelse. Meget tankevækkende….
Ja, dér bliver jeg dig svar skyldig. Men nu jeg tænker over det, så er der også noget med Toms Guldkaramel-papirer. De er jo twistet sammen om karamellen og derfor krøllede. Så kunne man vælge at gå med på den tangent, når man har åbnet papiret og spist en karamel. Men jfra egen erfaring ved jeg, at jeg har en tendens til at glatte papirerne ud. Og så lægge dem ovenpå hinanden, måske i en eller anden forskruet feng shui-trang til at få orden i slikket, ovenikøbet efter at man har spist det og man er få minutter fra at smide papiret ud. Men okay, man skal jo starte et sted…
@ Lars – faktisk er der en specifik og ret udbredt Toms guld-papir-karamel-trend med at prøve at pille guldmetallet af i et stykke, har jeg bemærket…
Der tegner sig et interessant kunst-projekt, der passer pefekt i disse klima-/miljø-tider
Må jeg blot tilføje foldning af tomme mælke-kartoner. Her er der også mange “skoler”. Fra den mere “laissez faire”-tilgang, hvor den tomme karton i hele sin længde (evt. med et lille klem på midten) smides i skraldespanden. I den anden grøft findes der dem der kan folde kartonnerne sammen så de ikke folder sig ud igen – man kan vel kalde det for en slags “genbrugs”-origami
@ Charlotte – hæ, fantastisk koncept med genbrugs-origami. Det skal jeg til at være mere opmærksom på.