Lys er november
by Nadja
Jeg har altid haft det meget svært med november. Den mørke, den regnfulde, den uendeligt lange november. November hvor man lige så godt kan lade være med at planlægge møder, fordi der alligevel (svineinfluenza eller ej) vil være uendeligt mange afbud på grund af sygdom. Og november, der altid har haft en duft af død over sig, en ildelugt, der blev markant forstærket, da min mor meget pludseligt døde i slutningen af november for tre år siden.
Jeg har altid haft det svært med november. Og derfor vandt Nordbrandt digt om årets 16 måneder – hvor november bliver uendeligt langt gennem gentagelsen november…november…november…november – genklang fra allerførste gang, jeg hørte det. Og jeg kan se, at det gælder for mange andre også. Flere gange om dagen bliver der refereret til det digt i samtaler, Facebook-opdateringer og medierne. Vi er mange, der har det svært med november.
Jeg har altid haft det svært med november. Men i år var der en, der er mig kær, der i sin Facebook-opdatering citerede et helt andet digt. Nemlig Bjørnvigs “Mørk er november”. Og det lyder sådan her:
Fra Piæ Cantiones 1582 – Thorkild Bjørnvig 1959
Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt –
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske – og plante et træ:
frugter kan uspået komme.
Jeg har altid haft det svært med november. Men det digt, fik mit hjerte til at lyse. Og mindede mig om, hvor vigtigt det også er, at vi hver især lyser, når det er så mørkt udenfor. Siden har jeg selv været med til at sprede digtet videre og set mange andre sprede det videre og videre ud i livet. Og på den måde spredt en masse lys i november. Og det har fået mig til at tænke på, at ligeså rigtigt og godt ramt Nordbrandts digt er, ligeså ærgerligt er det, at vi alle sammen går omkring og trækker hinanden ned i november-dyndet ved konstant at bekræfte hinanden i, hvor koldt, mørkt og trist det hele er.
Jeg vil ikke længere have det svært med november. I stedet vil jeg sætte pris på det liv og lys, vi hver især kan tænde i hinanden. Og opfordre jer alle sammen til at gøre det samme. For da må selv vore hjerter lyse.
Nadja Pass 
Jeg har det med marts, som du med november. Og erindrer mig derfor altid følgende meget, meget smukke digt om netop marts:
“Jeg dør en lille smule/for hvert sekund der går/jeg bærer døden med mig/igennem livets vår/ en nat – måske en martsnat/ så mild af regn og tø/vil jeg gå bort i mørket/ og holde op at dø”
Jeg synes det var/er så fantastisk – at holde op at dø!
Vi bærer døden med os, mørket, tristheden og så meget andet. Men vi bærer sgu også livet og lyset, og det må vi løfte højest, når mørket er tættest.
Tak fordi du erindrede mig herom om midt i en mørk november!
@ Silhuet – Åh marts…marts elsker jeg ellers, for selvom den rimer på vinterfrossent hjertes kvarts, kan man mærke at lyset, anemonerne og foråret så småt bryder frem. Men derfor kan man jo sagtens have triste minder forbundet med den måned – og så er det lige meget, hvordan stemningen ellers er.
Tusind tak for endnu et fint digt. Jeg tror, det er superfint at være sig døden ret bevidst livet igennem. Faktisk tror jeg, det giver os mulighed for at leve meget mere. Så lige over på takken :-)
Tine Eiby skrev et “Forsvar for november” i Weekendavisen d. 13.11. Det handler om mørke, forgængelighed og skæbne, men hun hylder også måneden for at være “fri for prætentioner” (!). Man kan værdsætte sit tag og sine vægge, skutte sig i mørket og puste ud, sove lidt mere. Og så tænde lys, lave mad og holde selskab helt uden at luften er ladet med jul.
Og så citerer hun H.C. Andersen, der skriver fra eller om et sted ved Vesterhavet: “Her November har sin Throne / Hvilken deilig Dandseplads!”
@ Christine – åh, det lyder som en dejlig artikel. Den vil jeg rigtig gerne læse ved lejlighed. Og JA, jeg hører jo klart til dem, der mener, at bevidstheden om døden og forgængeligheden får os til at leve meget mere, mens vi er i live – fordi vi bliver os bevidste om flygtigheden og holder op med at tage alting for givet. Og i den forstand har november netop en vigtig funktion – fordi den får os til at værdsætte foråret, somrene, sensommeren og for den sags skyld december så meget desto mindre – fordi de lyser op på en mærk baggrund.
Hej Nadja,
Som du måske har set har jeg fået inspiration herfra til et lille indlæg på BØLGEN
( http://twitter.com/boelgendk ) Håber det er OK med dig…
@ Tveskov – er du tosset – selvfølgelig er det ok. Faktisk lidt af en ære at blive nævnt i premiereudgaven af Bølgen. Dejligt projekt i øvrigt – tillykke med det!
Blev inspireret til at finde flere digte om november og fandt disse:
“November comes
And November goes,
With the last red berries
And the first white snows.
With night coming early,
And dawn coming late,
And ice in the bucket
And frost by the gate.
The fires burn
And the kettles sing,
And earth sinks to rest
Until next spring.”
– Elizabeth Coatsworth
“November’s sky is chill and drear,
November’s leaf is red and sear.”
– Sir Walter Scott
“November always seemed to me the Norway of the year.”
– Emily Dickinson
Fortsat god november :-)
@ Charlotte – wauw altså. Jeg er enormt beæret over at få lov til at inspirere dig så meget. Thanks for sharing :-)