At afgive sin stemme

by Nadja

Lige siden kommunalvalget i tirsdags er der en stemme, der har runget i baghovedet. En stemme, der har sagt:

“Der er noget helt forkert i begrebet ‘at afgive sin stemme’.”

Og en stemme, der har fået mig til at tale med mange andre om begrebet – og har fået mig til at se, hvor meget genklang den udmelding gav.

For på mange måder rummer begrebet “At afgive sin stemme” det repræsentative demokrati i en nøddeskal. Den enkelte borger “afgiver sin stemme” under forudsætning af, at de politikere, vi stemmer på, varetager vores interesser – og forvalter vores stemmer, sådan som vi havde forventet, de ville gøre, da vi “afgav vores stemme” til dem.

Men det har to ret væsentlige konsekvenser i nutidens politiske verden, det aktuelle mediebillede og det moderne samfund.

1) Hvis vi skal være med på at gøre vores “borgerpligt” og “afgive vores stemme”, skal vi have en særdeles god fornemmelse af de politikere, vi afgiver vores stemme til. Hvad mener de reelt? Er de solide, reflekterede mennesker, der tør forbeholde sig retten til at blive klogere og dermed tør stå ved, at ethvert tænkende menneske kun har et standpunkt til man får et nyt? Hvem kan man forvente, at de indgår alliancer med og stole på, at de i hvert fald ikke indgår alliancer med? Vil de (især kommunalpolitisk relevant) blive siddende perioden ud, hvis man giver dem sin stemme? Og hvad står de EGENTLIG for – altså ikke, hvad tvinger partiparolerne dem til at lire af, når de bliver vækket klokken fire om natten af en skånselsløs journalist – men hvad er deres personlige vinkel på tingene, hvad bygger de den på – og hvordan forestiller de sig at handle på den?

Det har vi sørgeligt nok kun meget sjældent nogle reelle forudsætninger for at vide, når vi afgiver vores stemme. Vi kan prøve en af mediernes valgtests, der tvinger os til at tage stilling til en masse spørgsmål, vi ikke aner, hvad betyder eller hvad egentlig dækker over og få stukket et tilfældigt svar ud om, hvilken kandidat der (sikkert ofte ligeså forudsætningsløst) har svaret de samme ting. Vi kan prøve at se os klogere på partilederrunder, hvor deltagerne på forhånd er gejlet op som skulle de deltage i en boksekamp og sidder og slår hinanden i hovedet med løsrevne argumenter. Eller vi kan prøve at læse aviser og se nyheder, der desværre ofte har en tendens til at fokusere på alt muligt andet end politikken – eller til at behandle kommunalvalg som var de midtvejsvalg og kommunalpolitik som var det landspolitik.

Vi har kort sagt så utroligt begrænsede forudsætninger for at sætte et kvalificeret kryds, at mange – stadig med fornemmelsen af “borgerpligt” i behold – så om ikke andet sætter krydset ved nogen, de kender personligt (hvilket er fair nok, men næppe burde være reelt kvalificerende), undlader at stemme (hvilket er umuligt at afgøre bagefter, om skyldes en protest, dovenskab, manglende fornemmelse for “borgerpligt” eller uvidenhed) eller sætter et ret tilfældigt kryds, som man ikke nødvendigvis føler sig specielt stolt ved. Og efter de lange knives nat i mange tilfælde fortryder, når man opdager de alliancer, der bliver indgået under konstitueringsforhandlingerne.

Det er en meget utryg situation at “afgive sin stemme” i – og for mig at se et markant demokratisk problem. Fordi det føles stadigt mindre attraktivt at gøre sin borgerpligt, når man ikke føler, man er i stand til at gøre den ordentligt.

2) Det andet problem med begrebet “at afgive sin stemme” er, at man så (med forholdsvis god ret) får fornemmelsen af, at nu har man gjort, hvad man kunne som almindelig borger. Gjort sin borgerpligt – og dermed udliciteret sin egen handlekraft de næste fire år (eller i hvert fald indtil næste valg eller folkeafstemning). Og dermed ligner det snublende nært, at man undlader at tage det ansvar på sig i hverdagen, som i virkeligheden burde opfattes som vores daglige “borgerpligt”. Pligten til altid at medvirke til at forbedre samfundet ud af den enkeltes forhåndenværende søms princip. Pligten til at hjælpe andre. Pligten til at tænke udover sig selv og sine egne akutte behov – forstå, at selvom man ikke lige selv (eller ens nærmeste) er unge, børnefamilier, ældre eller hvad det nu måtte være for særligt udsatte segmenter, der har brug for hjælp, er det samfundets – og dermed den enkelte samfundsborgers pligt – at tænke udover sine egne behov og bidrage til, at vi alle sammen kan være her og har så gode forudsætninger for et godt liv som muligt. Pligten til at tage bladet fra munden, når småracisme og intolerance sniger sig ind ved middagsborgssamtalen. Pligten til ikke altid at søge koncensus. Pligten til at danne hinanden og nuancere hinandens verdensbilleder, så vi i fællesskab bliver klogere og mere tolerante. Alle de implicitte pligter, der er det kit, der får samfundet til at hænge sammen og gør det nemmere for os alle sammen at være her og leve en god tilværelse. De pligter risikerer at forvitre ligeså langsomt jo mere vi vænner os til, at vi har afgivet vores stemmer – og dermed udliciteret ansvaret for at skabe og udvikle samfundets sammenhængskraft til nogle andre.

Hvad enten, man stemte forleden eller ej – og hvad enten, man gjorde det på et tilstrækkeligt oplyst grundlag eller ej, bør valgdagene på alle måder opfattes som demokratiets festdage – men for mig var det en meget sørgmodig dag forleden. Og jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan i den kommende tid for at være med til at påpege og diskutere disse problemstillinger – og komme med forskellige konstruktive, motivationsretoriske bud på, hvordan vi hver især kan bidrage til at løse dem – og bruge vores stemmer aktivt. På valgdagene, JA. Men i virkeligheden især i hverdagene – alle de sammenhængende dage på snor, hvor hver lille handling, vi foretager os, er med til at styrke samfundets sammenhængskraft.

Lad mig høre, hvad I derude tænker – og tag endelig fat i mig, hvis du vil være med!

Reklamer