Nadja Pass

I dag fik jeg en mail fra kunstnerne bag de fantastiske “Her må du gerne-skilte”, der sagde, at projektet var slut nu, så hvis man fandt et skilt i gadebilledet “måtte man gerne” tage det med hjem.

Og det lod jeg mig jo så ikke sige to gange. For selvom jeg har været sulten efter de skilte, kunne jeg som den pæne pige jeg er (opdraget ud fra princippet om, at hvis jeg plukkede den fine blomst i det offentlige rum, ville ingen andre få glæde af dem) var det aldrig faldet mig selv at snuppe et, selvom jeg godt kunne se, der var mange andre, der gjorde det. Men nu, hvor jeg “gerne måtte” pilede jeg med lysets hast derhen, hvor jeg forleden så et af mine yndlingsskilte så. Og det var der heldigvis stadigvæk – så nu er jeg den lykkelige ejer af et “Her må du gerne have en anden etnicitet end dansk”-skilt.

Nu er det ikke så let af cykle med sådan et skilt, så mens jeg trak cyklen hjemad med min fangst på slæb, fik jeg lige et par minutter til at tænke over, hvad der mon ville ske med skiltet, når det blev taget ud af det offentlige rum – og flyttet hjem i privaten. Ville det på samme måde kommentere min privat-sfære, som jeg havde oplevet skiltene kommentere samfundet, mens de stod i den offentlige sfære?

Og hvad betød det, at det var netop dette skilt, jeg havde nuppet? Hvis jeg havde taget det, hvor der stod “Her må du gerne skåle i champagne” ville der ikke have været noget som helst kontroversielt i det, fordi jeg sandsynligvis har skålet i champagne på hver eneste kvadratcentimeter her i lejligheden. Men hvad, når det handlede om et skilt, hvorpå der står “Her må du gerne have anden etnisk baggrund end dansk?”

Ved hoveddøren var det nemt. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg gerne vil invitere mennesker med “anden etnisk baggrund end dansk” indover min dørtærskel. Jeg betragter mig selv som ekstremt kulturelt åben og tolerant – og så tæt man kan komme på at være etnisk “Farveblind”. Så ingen problemer her – vær velkomne alle (hvis vi altså i øvrigt har noget tilfælles og jeg kender dig godt nok til at have lyst til at invitere dig indenfor), uanset etnicitet.

Ved min bogreol og musiksamling gik det også strålende. Mine skønlitterære bogreoler rummer alt fra H.C. Andersens eventyr, Karen Blixens Skæbneanekdoter og Oehlenschlägers samlede værker, til en omfattende samling af sydamerikansk magisk realisme, en stor samling afrikansk litteratur, masser af jødiske litterater og en hel stribe af den nyere tids store nordmænd. Og min faglitterære reoler bugner af antropologiske værker, religionshistorier og minoritetsteoretiske afhandlinger. Og pladesamlingen – nu i form af iPod – er så etnisk-eklektisk, at man slet ikke kan sætte ord på, hvor det meste kommer fra. I mine kulturelle input hersker der slet ingen tvivl om, at man gerne må have anden etnisk baggrund end dansk for at gøre sig gældende.

Lige først var jeg også helt ok med det, da jeg satte skiltet i min yndlingsøreklapstol. For hvad har der ikke siddet af store hjerner fra alverdens lande i den stol, mens vi har diskuteret verdenssituationen på alverdens sprog? Men efterhånden som jeg begyndte at tænke mig mere om, begyndte der at vise sig et mønster. For nok havde der været tale om folk med mange forskellige NATIONALITETER, men hånden på hjertet – hvis man nu et øjeblik IKKE skulle gøre sig selv etnisk farveblind og faktisk lige overveje, om der havde siddet nogle med andet end kaukasiske træk, kan det koges ned til et par håndfulde.

Og aprospos koge – så hersker der ingen tvivl om, at tingene i mit køkken hellere end gerne må have “anden etnisk baggrund end dansk”. Mine hylder bugner af granatæblesirup, røget paprika, harissa, blæksprutte-sauce og fine franske olier. Teer fra alverdens lande, knive hjembragt fra Asien på den før-visitations-zone-agtige-måde.

Og når jeg skal have hurtig mad til et sammenskudsgilde falder intet mig mere naturligt, end lige at røre en hummus sammen lavet af ingredienser indkøbt hos min yndlingsgrønthandler i Blågårdsgade, som jeg altid sludrer så hyggeligt med og som ved, at jeg er fanatisk storforbruger af koriander, honningmangoer og mynte. Således havde jeg også købt ind til en ordentlig skudefuld hummus i dag, fordi vi i andelsforeningen debutterer med et nyt koncept kaldet “torsdagsmad i kælderen” hvor vi allesammen tøffer ned med gode sager, så vi spiser sammen i stedet for at sidde i hver vores lille hul hver for sig. Et enormt åbent og tolerant og overskudsagtigt koncept synes vi selv. Og lur mig om ikke min hummus vil blive suppleret med en masse andre retter, der har anden etnisk oprindelige end dansk? Men samtidig må jeg sige, at det er tankevækkende, at vi bor midt på Nørrebro i Danmarks mest fantastiske og superinspirerende kulturelle smeltedigel – og alligevel er der INGEN i andelsforeningen, der har anden etnisk baggrund end dansk. Vi er vores egen lille enklave – hvis man nu skal helt hånden-på-hjertet-agtigt-ærlig.

Hmmm – ingen kommentarer ;-)

Fra mit skrivebord ville jeg jo umiddelbart sige, at jeg har direkte adgang til en verden og en stor vennekreds, der har mange andre etniske baggrunde end dansk. Men ikke desto mindre har jeg alligevel måttet sande, at der først rigtig kom skred i mine Facebook-statusopdateringer, da jeg gik over til at skrive dem på dansk i stedet for på engelsk. Og at mit tværskandinaviske magasin led voldsomt under sprogbarriererne selv mellem dansk, svensk og norsk. Jeg ville have forsvoret det, inden jeg prøvede. Men realiteterne var skræmmende. Alligevel føler jeg, at jeg fra min arbejdsplads dagligt er i kontakt med en hel verden, hvor jeg søger inspiration og ny viden – og korresponderer med mennesker fra hele verden. De er her ikke fysisk, lige her og nu i min lejlighed. Men mentalt er der plads til dem alle sammen – uanset om deres etnicitet er en anden end dansk.

Faktisk – og det synes jeg, er skidepinligt – tror jeg, at kosteskabet for mange, og også for mig, er der, hvor der mest naturligt i tidens løb har været adgang for folk med anden etnisk baggrund end dansk. Hvorfor forekommer det bare helt naturligt, at det er alle andre end danskere, der gør rent hos os – mens det næsten ikke er andre end danskere, der kommer til vores fester og middage?

Fra mit køkkenvindue er der udsigt det etniske medborgerhus og deres gård, hvor der meget foregår arrangementer, der har alle andre etniske oprindelser end dansk. Her fejres alt fra Eid til jødiske gastronomi-dage, fra Baskiske befrielses-fester til den ghanesiske nationaldag, fra fastelavn til tyrkisk fællesspisning. Og både børn og voksne fra vores gård diffunderer ind og ud mellem vores aflukkede gård og verden udenfor. Og vi elsker det. Der er intet sted, vi hellere ville bo end lige netop her, hvor vi er midt i det hele og vi allesammen kan blande os op med alverdens kulturer. Men samtidig er vores gård jo hermetisk aflåst, så det kun er os, der kan bevæge os den anden vej. Så det lægger igen op til enklave-tankerne.

Så alt i alt må man sige, at det der skete, da jeg tog skiltet fra den offentlige sfære og hjem i privaten var, at jeg pludselig blev bevidst om, at min egen hallalhippie-agtige tilværelse i virkeligheden ikke strækker sig særlig langt ud over de kulturelle, gastronomiske og eksotiske indslag, jeg selv bringer ind i bidder i mit hjem. Men det er faktisk forsvindende sjældent, det er menneskene selv, der kommer indenfor. Og det, selvom jeg til enhver tid vil sige “ja, selvfølgelig må gerne have anden etnisk baggrund end dansk”.