Fra ammestue til herreværelse
by Nadja
For nogle år siden opdagede jeg et trick, der med et trylleslag gjorde det meget sjovere at være til større middagsselskaber. I stedet for som naturligste i verden altid at være den, der rejste sig først for at hjælpe med at bære ud og sætte i opvaskemaskinen, blev jeg stadigt oftere hængende inde ved bordet eller trak med ind dér, hvor kaffen blev serveret. Uden nødvendigvis selv at være der sprang op for at hente nye forsyninger hver gang kanden løb tør. Jeg tillod mig simpelthen at blive siddende i “herreværelset”.
For mig er herreværelset et mentalt rum, snarere end et fysisk rum. For det er jo trods alt de færreste huse og lejligheder, hvor man finder finder et mørkegrønmalet værelset med Salmonsens gyldne leksion i mahogniereolen, en globus, hvis bug rummer både single malts og gode cigarer – og et bord, der egner sig et par gode slag l’hombre. Og faktisk handler det heller ikke så meget om kønsfordelingen i “herreværelset”. Der kan sagtens opstå et mentalt “herreværelse” til selskabet, selvom der kun er kvinder til stede. Det handler ikke om de fysiske rammer og det handler ikke om kønsfordelingen. Det handler om de ting, man taler om og måden man taler om dem på i:
Herreværelset er et mentalt rum, hvor man tillader sig at tænke i helikopterperspektiver, diskutere verdenssituationen, vende karrieremæssige udfordringer, lave nedslag i den aktuelle debat og gøre den til sin egen. Der kan godt være børnesnak på tapetet – men så er det oftest i form af, hvordan meningen med livet kan forandre sig eller man forstår samfundsmekanismerne på nye måder. Børn er en vigtig facet af tilværelsen – men ikke verdens eneste omdrejningspunkt. Og ofte er der plads til et selvironisk twist på alt det, der ikke er lykkedes i jagten på at fremstille sig selv og sit liv perfekt. I herreværelset kan man få hjælp til at knække komplekse problemstillinger, man får tit lidt god sladder med fra andre brancher og store virksomheder, nye perspektiver på en aktuel debat, ekstra defintioner eller dimensioner af ord, man troede, man kendte betydningen af. Snakken er konstruktiv, fremadrettet, alle vil noget med deres liv og håber på at kunne være med til at ændre verden bare en lille bitte mikroskopisk smule. Man skal stramme sig lidt an for at følge med, for der pinges, der ponges, det går hurtigt, man skal være skarp, belæst, orienteret. Der grines højt, timerne løber afsted, kinderne bliver røde og stemmerne løfter sig.
Anderledes forholder det sig i køkkenet. Der kan såmænd godt være rigtig hyggeligt. Og nogen gange er det bare køkkensnakken, man trænger til. Nogle gange har man lyst til at sludre under færre øjne eller hvilke ørerne/hjernen et øjeblik. Den er mere intim, og man skal aldrig kimse ad fornemmelsen af at stå med et godt glas køkkenvin og følge en kok, der bare nyder at forkæle sine gæster, trylle bag gryderne, mens man udveksler køkkentips, opskrifter og de sidste nye historier fra hverdagen. Engang imellem er også i køkkenet rygerne M/K trækker ud for at sende røgsignaler ud gennem bagdøren og der er rart og hyggeligt og varmt. Og nogen gange er det simpelthen i køkkenet de bedste fester samles og de bedste samtaler opstår. Det vil jeg på ingen måde underkende.
Men der sker påfaldende ofte noget helt andet. Og jeg ved godt, at det, der kommer nu lyder ekstremt stereotypt, men det forekommer altså meget, meget ofte – også i min omgangskreds, der ellers i høj grad er kendetegnet ved, at de fleste fyre er mindst lige så gode til at lave mad som kvinderne og meget aktivt tager deres tørn med både opvask, rengøring, bleer og børn – men det forholder sig simpelthen sådan, at alle stort set hjælper til. Men hvor mænd flest og kvinder færrest gør det de GØR, og derefter sætter sig tilbage i “herreværelset” med god samvittighed, gør kvinder flest og mænd færrest det, de tror de BØR – og en hel del mere til. Og sidder aldrig helt roligt tilbagelænet i den mentale øreklapstol, selvom de sætter sig på kanten af den, når de træder ind i det mentale herreværelse for nænsomt at forberede deres partner på, at det er ved at være tid til at tage hjem.
Og mens verdenssituationen bliver ordnet, karriereplanerne lagt, de semiprivat-professionelle netværk plejet og hjernerne udluftet i herreværelset, centrerer køkkensnakken sig om børn og hverdag og parforhold. Ofte med et uundgåeligt bittert drag om munden, fordi alle i køkkenet (oftest ubevidst) er en lille smule grundbitre over, at dér går de og servicerer alle de andre, men nogen må jo gøre det. (hvilket er paradoksalt, for ofte skulle værten nok have stået for det – men han når aldrig til det, fordi han har sine prioriteter så meget i orden, at han vælger at hygge sig med gæsterne, mens de er der – og kommer ud til et Ajax-skinnende køkken og en bitter hausfrau in der küche.
Og selv, hvis der ikke er skyggen af bitterhed til stede, og alle faktisk opholder sig i køkkenet af egen fri vilje, fordi de synes, der er hyggeligere, sjovere eller rarere – eller mere interessant end det der snakkes om i herreværelset – sker der også noget andet interessant her. For en ting er, at snakken handler om hverdagens udfordringer og børnenes tarv i alle tænkelige detaljer – og det er selvfølgelig vigtigt for børnefamilier at snakke praktik, fordi det ER en stor del af livet og overvejelserne – ofte altafgørende for drømme, ambitioner og handlinger – i den livsfase. Men interessant nok er det samtidig ensbetydende med, at næsten ethvert tilløb til andre former for samtaler eller de emner, der falder så naturligt i herreværelset, så hurtigt skal bremses med et “Nu skal vi jo heller ikke tale politik hele tiden – hvordan GÅR det med dig/jer/ungerne?” eller “nu skal vi ikke tale job hele tiden – hvordan HAR du/I/ungerne det?”. Og det undrer mig, at der aldrig er nogen, der tør svare “Øhhh godt tak, men i mit liv betyder samfundsdebatten og arbejdet faktisk rigtig meget og har stor indflydelse på, hvordan jeg HAR det og hvordan det GÅR – også med mig på det personlige plan. Nu skal vi vel heller ikke tale børn hele tiden?”.
I den undersøgelsen af erhvervskvinders ambitioner, jeg lige har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet var det helt tydeligt, at ovenstående er en meget markant tendens – og at mange kvinder derigennem afskriver sig selv fra de inspirerende og udviklende samtaler, der også kan opstå i privatsfæren. Mens mange mænd – og trods alt også stadigt flere kvinder – bruger også deres private netværk til at søge inspiration og viden om, hvor tingene rykker og tippe hinanden om, hvilke drømmejobs, de leder efter, adskiller mange af kvinderne den private og professionelle sfære langt skarpere. Det er ikke så udtalt i kredse, hvor der endnu ikke er begyndt at komme børn ind i billedet – men så snart en venindekreds tipper fra at indeholde flest kvinder uden børn, til at indeholde fleste mødre, bliver det svært – rigtig svært – at komme til at tale om andet end børn og hverdagens trivialiteter i køkkenet. Det bliver sværere og sværere at genskabe de mentale herreværelser, der prægede studieårene – og der bliver pludselig tilført et element af skyld, hedonisme eller “mangel på realitetssans”, for dem der prøver at snakke om noget andet.
Og nu er det så, min pointe er, at vi måske skulle tillade os selv at tilbringe lidt mere tid i vores mentale herreværelser. Alene, sammen og i vidt forskellige kønskonstellationer. Servér whiskyen i køkkenet, hvis det er det, der skal til. Lad opvasken stå til næste dag. Sig “Nu skal vi jo ikke tale børn hele tiden”. Sæt dig over til et andet frokostbord på arbejdet, end der hvor der kun snakkes pasningsordninger og weber-grill-marinader. Indled samtaler, der handler om samfundet, politik eller faglighed – og hold fast i emnet. Spørg de andre til råds om ting, der provokerer, irriterer eller driller dig. Kom med konstruktive forslag som modspil, hvis de andre forfalder til brok. Og når du ikke lige har haft tid til at lave den der kage eller perlespeltkartoffelsalat til vuggestuefesten og du derfor ikke ender med at bruge hele din fest på at dele opskrifter, kan du jo benytte dig af lejligheden og stolt pege på din citronmåne og sige “ja, det blev sgu en citronmåne i dag, for jeg havde simpelthen så travlt med at få forberedt min keynote til det strategiseminar. Så skal der nok komme en helt anden aften med nogen helt andre samtaler ud af det.
Nadja Pass 
Sejt indlæg! Jeg synes det er utroligt sigende det du tager fat i her med hvordan emner og sprog handlinger hører sammen i sociale sammenhænge. At der både er traditionelle mandlige og kvindlige sfærer at bevæge sig i.
Jeg kommer til at tænke på en fin tale, som forfatteren Ursula Le Guin holdt om netop dette: http://www.nucalc.com/ron/Mills.html
Hun understreger netop behovet for, at mænd lærer at tale kvinders sprog og vice versa. At der, som du siger, skal være ligelig plads til herreværelset og ammestuen. For selvom sproget vi taler i de to mentale rum er forskellige, så er de kun forskellige sider af hvem vi er.
@ lloydinho :-) Det er meget sigende sagt det med mandlige og kvindelige sfærer – og det kan jeg meget bedre lide end at tale om maskuline og kvindelige værdier. For sfærerne handler meget mere om socialisering og opdragelse, mens værdierne har en tendens til at gøre visse handle- og talemåder til noget ur-mandligt eller kvindeligt, hvilket jeg synes er meget problematisk. Jeg er desværre for træt i hovedet lige nu til at læse Ursula Le Guins tale, men den må jeg så glæde mig til en anden god gang. Tak for linket i hvert fald.
Lidt sent på dén, men Nadja, det er simpelthen så spændende at læse med!
Du beskriver en masse dynamikker til punkt og prikke. Men mit feministhjerte brænder altså lige for at komme med én kommentar.
Nu har jeg en mand, som er meget klog, og som faktisk har højere oprydnings- og rengøringsstandarder end jeg har. Det kunne jeg konstatere ved selvsyn dengang vi ikke boede sammen. Hans hjem var relativt pænt, mens mit ofte lignede noget, hvor der var brug for professionelle fra ISS for at komme til bunds i det. Han er også temmelig emanciperet når det kommer til ligestilling, og er vant til at arbejde sammen med superkloge powerkvinder. Så langt så godt.
Ikke desto mindre skete der det mærkelige, at så snart var vi flyttet sammen sagde det *pling* og jeg var hjemmets husholdningsprojektleder, og han var min selvudnævnte medarbejder der sagde “du kan bare sige til, så skal jeg nok…” Vores forældres kønsroller og whatnot havde ramt os. Han ville gerne lave noget, men ansvaret for at ting blev gjort, var pludselig flyttet 96% over til mig på “husk nu at købe ind til dine forældre kommer i morgen”-måden. Regn selv ud hvor kort vej der så er til “jeg kan lige så godt gøre det selv”-med et bittert drag om munden!
Jeg føler mig nemlig (som min mor gjorde, og som hendes mor gjorde og som de fleste af de kvinder jeg kender gør) kulturelt ansvarlig for at de dér huslige ting bliver gjort. Og her var det tilsyneladende skræmmende let for manden at tappe ind i rollen som “en der hjælper til”. Uheldigt. Mildest talt. For det går jo ikke. Husholdningen (kedelig som den er) er et fælles ansvar, og med det følger fælles ansvarsfølelse. Fælles planlægning. Fælles bekymring for om opvasken står til i morgen. Vi lever ikke i et kønsopdelt landbrugssamund længere. Derfor skal ansvaret for husarbejde heller ikke klæbe til kvinderne. Det skal klæbe til BÅDE mænd og kvinder.
Når jeg læser dit indlæg kan jeg godt se, at du understreger at mændene også deltager i husarbejdet. alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke “Hvis nu d’herrer lettede sig en ekstra gang og lige snuppede et viskestykke, så kunne ALLE komme hurtigere tilbage til festen”. Ja, jeg er en ond, ond feminist der vil smøre flinkeskoleklister ud over mændene :-)
P.S. Vi HAR fået fordelt klisteret herhjemme, og alt ånder fred og idyl.
@ Fru Vallentin – Ingen behov for undskyldninger i forhold til tidsforskydning. Man kommenterer bare, når det passer. Og tak så i øvrigt for en rigtig god og vigtig kommentar.
Og så til svaret. Jeg er rigtig glad for, at du påpeger det der uforklarlige “Pling”, som det er vigtigt ikke alene at være opmærksom på, men også at gøre noget ved (ville for eksempel være rart at høre lidt om, hvordan I konkret har fået fordelt klisteret derhjemme og opnåede fred og idyl – hvordan tog I fat på samtalen og hvordan håndterer I den i praksis?).
Men når det kommer til de større fester, er sagen en lidt anden. Jeg er helt med på, at HVIS der skal ryddes af og ordnes samme aften, ville det være fint, hvis d’herrer også engang imellem tog initiativet – og det synes jeg ikke, der er noget som helst ondt, ondt feministisk ved. MEN jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det er så fandens vigtigt, at det hele bliver ordnet samme aften – hvorfor kan man ikke bare nyde den aften og feste ordentligt igennem – begge køn, hele aftenen – og så hygge sig med tømmermænd, opvask og høj musik næste dag? Dér synes jeg, at det i meget høj grad er kvindernes fornuft og superegoer, der sætter ind og at det er virkelig ærgerligt at ødelægge festen for alle parter, fordi nogen har svært ved at sove, fordi der venter en opvask. Det er da et megadårligt koncept, at ingen skal have lov til at være ordentligt til fest så. Så hellere droppe maden, hvis det er det, der er problemet. For det er sguda for ærgerligt at skulle tvinge alle til at husarbejde, når de troede de var til fest.