Hyld dem, der tør stå ved deres færdigkøbte kartoffelsalat, når vuggestuen holder sammenskudsgilde
by Nadja
Da jeg gik i gymnasiet gik der en pige i min klasse, der altid gjorde enormt meget ud af det, hun delte ud til sin fødselsdag og kagerne, der skulle lindre de tre tysktimer i træk. Mens vi andre kom med flødeboller eller en drømmekage fra Brovst (ikke et ondt ord om den, den er bare ikke særlig kompliceret at lave og det er en del af pointen her), kom hun med hjemmelavede megatjekkede lagkager, der skulle specialtransporteres for at holde faconen.
De smagte fantastisk, hendes kager. Og mens hun skar dem ud solede hun sig i vores ros. Men alleigevel fik kagerne hurtigt en ærgerlig bismag. For i ugerne bagefter blev hun ved med at vende tilbage til, at “her kom hun med lagkager, mens alle andre bare kom med flødeboller”.
Og det var vist allerede dengang, det gik op for mig, at det bare er en vildt ærgerlig attitude at have. Hvis man gerne vil gøre noget ekstra, kræse for andre, forkæle andre, skal man endelig gøre det. Og hvis man elsker at lave alt fra grunden, skal man endelig gøre det (faste læsere af denne blog ved jo, at jeg selv uforbeholdent tilhører Irma/Perlespelt/mærkelige-ingredienser/ihhhh-nu-er-det-honning-mango-sæson-segmentet – og jeg tror derfor på, at andre ligesom jeg selv oplever stor personlig glæde og nærmest finder det afstressende at lave mad).
Det, der er problemet er, når vi begynder at kræve at andre lever op til de samme unødigt høje standarder. Det er fantastisk at få serveret hjemmelavede boller, hjemmerørte fiskefrikadeller og relishes kørt på chutneyficerede grøntsager af egen økoavl, når man kan mærke, at dem, der har lavet det, virkelig har hygget sig med det. Og man skal virkelig sætte rigtig meget pris på det, når man får den slags serveret. Men i al sin lækkerhed begynder det at smage harsk og meget lidt overskudsagtigt, når man kan mærke, hvordan stressen og præstationsangsten har hvirvlet rundt i køkkenet indtil få sekunder før gæsternes ankomst.
Men der sker simpelthen en fejlslutning for de fleste af os, som får os til at opføre os som min gamle gymnasiekammerat, når vi vejrer færdigkøbt. Og hvor gerne jeg end ville, kan jeg heller ikke undsige mig selv fra det. Hånden på hjertet – jeg har også selv gjort det op til flere gange og husker især en julefrokost, hvor alle komme med hjemmelavede lækkerier, undtagen en, der kom med en færdigkøbt peberpaté. Som var den eneste, der stod urørt tilbage. Det var en skidegod peber-paté, faktisk. Men den var færdigkøbt og vi kastede os alle over de hjemmelavede ting – hvilket på en eller anden måde endte som en uudtalt anklage mod hende, der havde valgt at medbringe noget færdigkøbt, når nu vi andre havde stået der og lavet stegte sild i egen lage. Komplet idiotisk – vi burde have hyldet hende og den peberpate, fordi hun havde taget konsekvensen af sit travle liv og købt den på vejen, så hun ikke engang havde nået at transmorgriffe den over i en terrineskål ala fransk landkøkken, rode lidt op i overfladen og tilføre et rustrikt drys af hjemmehakkede cornichoner.
Og problemet er, at det ikke stopper dér. For så vidt jeg kan konkludere ud fra de mange dybdeinterviews og spørgeskemaundersøgelser, jeg lige har gennemtærsket for at skrive den store rapport om erhvervskvinders ambitioner til Protocol og Beskæftigelsesministeriet, bliver der så ovenikøbet sat lighedstegn mellem “færdigkøbt kartoffelsalat” og “dårlig mor” (sjovt nok aldrig far). Og den sammenstilling holder simpelthen ikke. De ting har INTET med hinanden at gøre. Der KAN være sammenfald, men der kan ligeså godt være sammenfald mellem den mor/far, der overhovedet ikke ænser sit barn, fordi vedkommende står fordybet i perlespelt og hjemmemarinerede San Marzano-tomater.
Og det der så ovenikøbet viser sig er, at der i det virkelige meget ofte sker følgende: Folk køber kartoffelsalaten færdig, smider den over i en skål, der godt må være let skåret på svensk loppis-måden, og klipper lidt purløg henover så det ser hjemmelavet ud på den overskudsagtige måde. Fuldt forståelig måde at navigere sig gennem hverdagen – men desværre totalt ødelæggende for den samlede opfattelse, fordi man dermed lægger et implicit pres på alle de andre også.
Men hvor ville det dog være fedt, hvis folk ikke følte sig nødsagede til at ty til den slags maskering, men i stedet stod ved, at den stod på færdigkøbt i aften. Og jeg kan så betro jer allesammen derude to ting:
1) For det første kan en færdigkøbt kartoffelsalat også smage godt, men man kan sagtens smage, at den er færdigkøbt alligevel, så det er altså ikke fordi man fremstår mere hjemmelavet, fordi man snyder. Så hvorfor ikke bare så ved det og hvile vel i det?
2) For det andet sker det også – ofte – for selv den mest perlespeltsagtige type, at han eller hun ikke gider eller ikke har tid til at lave det hele fra grunden. Det er der ingen, der altid har.
Så selv de allermest pres-agtige typer ville faktisk have glæde af, hvis forventningspresset blev opløst lidt, og man i stedet begyndte at gøre mere som det passede i situationen.
Nej, jeg tror ikke, at erhvervskvindernes paradokser og balanceudfordringer er gjort med det – men for fanden da, hvor ville det være et stort skridt på vejen, hvis vi i det mindste holdt op med at stresse hinanden på den måde.Og der skal til er, at vi allesammen begynder at hylde hinanden, OGSÅ når vi vælger det færdigkøbte, og står ved det – i stedet for at lade sig stresse af de andre. Det er mindst lige så meget et udtryk for at have sine prioriteter i orden og mindst ligeså stor overskudsagtighed, som det er at lade sig gruppepresse til at prioritere det hjemmegjorte.
***************
Læs meget mere om, hvordan erhvervskvinder håndterer paradokset mellem på den ene side at ønske sig den fulde familiepakke med tid til det hele – og på den anden side også at drømme om så meget andet i deres liv i kapitlet Dagligdagens Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som du finder i den fulde længde på Protocols hjemmeside.
Nadja Pass 
Uh, hvor du rammer plet. Jeg har samme problem her i Italien, hvor pizzaen til børnefødselsdagen også helst skal være hjemmelavet.
Jeg var tilmed udsat for at have lavet en masse kager helt selv, og så var der ingen der ville smage – måske fordi de var for danske, eller hvad ved jeg. Så jeg har i hvert fald prøvet lige præcis den der stress.i
Heldigvis er det færdiglavede her i Italien ofte lige så lækkert som det andet, så… ;-)
Uh jeg kender det. Jeg har faktisk engang taget en købepizza med til fællesspisning i institutionen – til det fælles bord – og den blev spist som noget af det første :)
Og mange gange har jeg bagt chokoladekage af mix til børnehaven – dels fordi det er nemt, dels fordi ungerne (læs mig selv) så kan spise dejen uden jeg skal frygte salmonella – Og kagen roses altid til skyerne – OG jeg elsker at sige jeg har lavet den af mix. Men ville nu ønske mine hjemmebagte kager høstede lige så stor ros.
Min gode veninde har øvet sig i at synes det er ok med nemme løsninger ved at udfordre en anden veninde til at gå rundt i netto med en citronmåne og en pakke pølser i kurven i mindst 15 minutter :) OG tage citronmånen med til mødregruppe UDEN at undskylde eller kommentere.
@ Stensamler – FANTASTISK sjov kulturel, at der går prestige i hjemmebagte pizzaer i Italien – og at de samtidig ikke rører dine danske superkager. Og så rør du iøvrigt ved noget andet vigtigt: der er også kvalitetsforskel på det færdiglavede. Og personligt ville jeg absolut ikke kimse ad at få serveret bunkevis af italienske hel- og halvfabrikata.
@ Laura – du er da bare the queen of cool. SÅ sejt at fange folk i deres egen dånen, når man understreger, at det er mix. Og det bringer os i øvrigt frem til et andet vigtigt talent: at finde de bedste færdigvarer og mix. Der er jo markante kvalitetsforskelle. Også SEJ, men hård, træningslejr med citronmånen – især mødregruppe-dødsstødet. Men også bare det med at gå rundt med politisk ukorrekt indkøbskurv.
Som jeg altid siger “A clean house is a sign of a wasted life” :-)
Misforstå mig ret, men nogle gange synes jeg altså bare at folk går op i de HELT forkerte ting – og når jeg lige tænker efter så kender jeg vidst ingen, der ser skævt til mig, fordi jeg kun sjældent laver mad fra bunden?
Men ok måske er det fordi de så for længst er holdt op med at gide se mig, for hos os henter vi jo bare noget god thai-mad – eller noget lækkert italiensk pålæg i Supermarco, hvis vi ikke har tid til at kokkerere for alvor inden gæsterne kommer. Og ja, ja – så hælder vi det da op i pæne skåle – noget skal alle de skåle vi fik til vores bryllup jo bruges til… :-)
Ok – jeg overdriver selvfølgelig – jeg kan da godt lide at lave mad, men jeg kan ikke lave noget meget avanceret uden at have god tid – og hvis valget står mellem ikke at have gæster eller at have gæster til take-away så bliver det altså indisk!
Og jeg er altså også ligeglad om der er nullermænd – bare folk har det godt og synes de bruger deres tid på jorden, på det rigtige? :-)
Et af mine absolutte yndlingsråd jeg fik som forholdsvis nybagt mor(og der får man altså rigtigt mange velmenende råd), var fra en veninde der sagde at jeg endelig ikke skulle lave maden til den lille purk selv. Ikke selv stå og koge et par udsøgte økologiske kartofler, mose dem med den helt rigtige mængde af fedtstof, modermælk og kærlighed. Nej, sagde hun, det skal man ikke. Man får alt for meget i klemme med al den kærlighed som man har lagt i maden og bliver uforholdsmæssig frustreret hvis det ikke lige bliver spist. Man skal købe, sagde hun. Der findes masser af god økologisk mad på glas til de små nybegyndere udi i spisningen. Det skal man købe, sagde hun. Selvfølgelig lavede jeg stadig meget af maden selv, men det var et rigtigt godt råd at have i hovedet, for så købte jeg gode glas med babymad med god samvittighed.
@ Trine-Maria – Jeg er bare SÅ enig i, at det vigtigste er, at man får set hinanden. Og den rigtig onde cirkel er, at det for manges vedkommende bliver sværere og sværere at få set hinanden, fordi man føler man skal være mere og mere overskudsagtig og rte-retters-tjekket, jo sjældnere man ses. Og det er jo for dumt. Igen – HURRA for et hjemmelavet måltid, når man har tid og lyst. Men sgu ikke, hvis det samtidig betyder, at man ikke orker at invitere. Og nullermænd – eller hybelkaniner som vi inspireret af nordmændene ynder at kalde dem her på matriklen – hygger da bare :-)
@ Jenny – GODT du skriver det. Det er faktisk også et af de rigtig gode råd en af de kvinder. jeg interviewede kom med. Og det er vist ikke med i selve rapporten. Men det er nemlig rigtigt – alt for mange klemte følelser over noget, der virkelig ikke gør den store forskel for barnets velbefindende, men kan koste moren meget i tid, spildt mælk og frustrationer. Godt, at hun sagde det til dig – og godt at du giver det videre til os andre.
Ha – jeg ved nu hvordan de gør.
Min søde kollega har afsløret sig selv. Lige om lidt vil alle vi ikke-overskudsmødre få årets chok, når børnehavens nisse skal med hjem en weekend og man afklares beretning om alle de fantastiske ting som nissen lige har lavet mens børnene sov. Enhver der kender legen ved at det lynhurtigt bliver til et projekt, hvor den ene mor overgår den anden i idéer og dokumentation.
Men ha – jeg har nu luret tricket. Min kollega har PÅ FORHÅND skrevet brevene til hvad nissen laver… og gemmer år for år og plukker gode idéer fra de andre, så det bare bliver bedre og bedre.
Når nissen så kommer med hjem en travl fredag, så ved man lige at “Vips, mælken skal trylles blå, bilerne i vaskemaskinen, avisen hænges i lysekronen og popcorn trylles i tasken til hele stuen på mandag!”
SNYD! Nu er jeg så fanget i dilemmaet… vil jeg nu bruge hendes breve (har fået 5 stks…) eller er det det rene morakkeri???
@ Laura – uh altså. Den er rigtig svær, synes jeg. Jeg har godt hørt, om de der nisser eller kæledyr, der går på skift hos børnene. Og selvom ideen klart er sødt tænkt, synes jeg som udgangspunkt, man skulle medvirke til at bremse de presbolde helt generelt. Det er samme med kagekonkurrencerne. FINT, at der er nogen, der har lyst til at tage en kage med engang i mellem. Men hvorfor SKAL det gøres til en konkurrence. Hvad skal det der kollektive pres egentlig til for?
Men når nu de ER der, og nissen flytter hjem til alle de andre unger, synes jeg egentlig, bliver man jo nødt til at forholde sig til det her og nu. Spørgsmålet er, om ikke kan bruge “snyde”-brevene og ideerne og så i stedet gøre en dyd ud af det. Skrive som en del af brevet/historien, at det her er en særligt klog nisse, der er så gammel og vis, at den har hjulpet XXXX’s mor med at indsamle information og gode ideer i årevis. Og så følger man den gøre tingene – og nogle gange går det også galt. Den havde store planer om at farve mælken blå – og så blev den lyserød i stedet for. Den kom bilerne i vaskemaskinen og så blev de forvandlet til sokker etc etc – så man spiller ærligt ud på samme måde som kagepulveret – men alligevel deltager aktivt og ikke “skuffer barnet”.