Nadja Pass

Når man taler om kvinder og karriere, er der altid højrisiko for, at diskussionen løber af sporet indenfor de første fem minutter, fordi en eller anden siger “Jeg vil ikke vælges bare fordi jeg er kvinde”.

I den undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, viste det sig faktisk, at den holdning er så udbredt blandt danske kvinder, at 3 ud af 4 af de adspurgte kvinder i den undersøgelse om kvinders ambitioner, jeg netop har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, erklærede sig FULDSTÆNDIG ENIGE i det udsagn. Og resten erklærede sig enige. Der var simpelthen 0 %, der var uenige i udsagnet. Det er en fuldstændig fasttømret opfattelse. Ingen vil vælges bare fordi de er kvinder. Der er ingen, der har det modsatte synspunkt. OG NETOP DERFOR ER DET FULDSTÆNDIG TÅBELIGT OVERHOVEDET AT BRUGE TALETID OG ENERGI PÅ DEN I DEBATTEN.

Men man kan blive tvunget til at forholde sig til det – om ikke andet, fordi man ofte vil blive stillet spørgsmålet, hvis man prøver at give sin mening til kende indenfor spørgsmålet om kvinder og karriere. Bringer man det ikke selv på bane, vil der med garanti være en anden – enten kvinde eller mand – der spørger “Jamen vil du da vælges, kun fordi du er kvinde”. Og derfor kan det være nyttigt at kigge nærmere på begrundelserne for både HVORFOR vi ikke vil det – og HVORDAN vi kan tackle det, hvis man har på fornemmelsen, at det er tilfældet.

Hele Protocol-undersøgelsens kapitel om paradokset “Jeg vil ikke vælges fordi jeg er kvinde <> Jeg synes kvinder kan bidrage med noget helt særligt i ledelsen” kan du læse på Protocol.dk under titlen “Tordenskjolds soldater M/K”.

Og herunder har jeg så samlet henholdsvis begrundelserne for, HVORFOR vi stritter så kraftigt imod tanken om at blive valgt på grund af vores køn – og HVORDAN vi hver især forsøger at tackle det.

HVORFOR vil vi ikke vælges udelukkende på grund af vores køn?

• Mine karrieremæssige kompetencer er en kombination af alle de ting, jeg kan, er og gør. Min uddannelse, min erhvervserfaring, min opvækst, mine oplevelser, mine rejser, mine fritidsinteresser, min personlighed, min familie – og også mit køn. Men det er for irriterende, at kønnet er et vigtigere udvælgelseskriterium i karrieremæssige sammenhænge end alle mine andre kompetencer.
• Jeg vil helst ikke kategoriseres sammen med de andre kvinder. For det er ofte de andre kvinders egen skyld, hvis de ikke kommer derhen, hvor de gerne vil. Enten fordi de ikke er villige til at ofre det, der skal til, fordi de opfører sig uprofessionelt og er alt for fintfølende, eller fordi de ikke kan finde ud af at “spille spillet”. Jeg har aldrig selv oplevet de problemer.
• Jeg tror ikke, vi nogensinde bliver accepteret på lige fod med mændene, hvis vi 
bliver udvalgt eller fremhævet som noget særligt på grund af vores køn. Så vil vi altid være de lidt “svæge”, der er udvalgt på andre præmisser end vores mandlige kolleger. Vi er nødt til at lade det tage den tid, det tager, før vi bliver accepteret helt naturligt. Ellers lægger vi en bombe under ligestillingen på længere sigt.
• Jeg synes ikke, det handler om ligestilling mellem mænd og kvinder. Det handler om mangfoldighed på arbejdspladsen i det hele taget. Om at blande begge køn, mange forskellige etniciteter, uddannelsesbaggrunde og kompetencer i ledelseslokalet. Hvis vi bliver ved med kun at fokusere på kvindespørgsmålene, gentager vi bare tidligere tiders fejltagelser, hvor vi rekrutterer efter nogen, der ligner os selv. Det skal vi ud af – så løser kvindeproblemstillingen samtidig sig selv.

Den uundgåelige opmærksomhed

Men selvom de fleste frabeder sig at blive til- eller fravalgt på grund af deres køn, er det næsten umuligt at slippe uden om, at kønnet tiltrækker sig særlig opmærksomhed. For det er en meget udbredt opfattelse, at kvinder – alene i kraft af deres køn – tilfører ledelserne og bestyrelserne noget helt særligt. En kvinde forventes – udover sine faglige kvalifikationer – at besidde nogle særlige menneskelige værdier og kvalifikationer.

Kønnet bliver også – fra begge køns side – meget ofte brugt som den primære forklaring på, at en anden person henholdsvis fik eller ikke en forfremmelse. Hvis et ansøgerfelt består af både mandlige og kvindelige ansøgere, vil det ofte fyge med reaktioner ala “Den fik hun kun, fordi de ville have en kvinde”, “Hvor sejt, at de valgte en kvinde”, “Hun fik den ikke, fordi hun er kvinde, hvor er det bare typisk mænd kun at vælge nogen, der ligner dem selv”, “Det er helt tydeligt, at de gik efter en mand denne gang” eller “Den eneste forklaring på, at de ikke valgte ham må være, at de skulle bruge en kvinde til at fylde kvoten”. Og hver gang er det med til at understrege, at kønnet tillægges særlig betydning i udvælgelsen frem for de 117 andre aspekter, der også spiller ind, når en stilling eller bestyrelsespost skal besættes. Kvinderne føler, det er den eneste indlysende forklaring på, hvorfor de blev fravalgt, og spørger derfor ikke yderligere ind til begrundelserne – hvilket jo også kunne have handlet om andre ting, som de reelt havde haft en mulighed for at ændre på, inden næste ansøgningsrunde. Og de fravalgte mænd overvejer heller ikke et øjeblik, at kvinden måske blev valgt, fordi hun var mere kompetent end dem.

HVORDAN håndterer vi det, hvis vi fornemmer, vi bliver spurgt på grund af vores køn?

Hvad enten de vil det eller ej, nyder de fleste erhvervskvinder godt af, at de er meget synlige blandt jakkesættene. Hvis de tør skille sig ud, sige deres mening og kæmpe for alt, hvad de har kært, får de tit en opmærksomhed, de fleste mænd ville have skullet kæmpe langt mere for. Pressen elsker dem, de er efterspurgte foredragsholdere og deres skræddersyede, kulørte jakker, lyser op blandt jakkesættene på billederne af bestyrelsen. Og den opmærksomhed har de fleste det lidt ambivalent med. Overvejelserne falder typisk i følgende klynger:

• Det kan godt være, de får øje på mig, fordi jeg er kvinde. Men de havde jo ikke spurgt mig, hvis de ikke syntes, jeg var kompetent.
• Det irriterer mig at blive “typecastet” som kvinden. Men det ville også være for dumt at sige nej, bare fordi de har været opmærksomme på at finde en kvinde. Det ville være så typisk kvindeligt at sige nej.
• “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden” (oprindeligt et citat fra Madeleine Albright, der i dag er så udbredt i kvindelige netværk, at det ligefrem udgør titlen på Marklund og Snickares bog). Selvom jeg aldrig selv haft brug for kvindelige forbilleder, stiller jeg gerne op, hvis det kan hjælpe andre kvinder.
• Det er vigtigt at være synlig, hvis man gerne vil gøre sig gældende. Den ekstra synlighed er måske en af de fordele vi har, mens vi så kæmper med nogle andre udfordringer end mændene. Lad nu være med at problematisere det også.
• Mænd bliver jo også valgt alene, fordi de er mænd. Tænk på, hvor mange inkompetente mænd, der sidder rundt omkring. De var da aldrig blevet spurgt, hvis ikke det var, fordi de lignende den chef, der har forfremmet dem.
• Og personligt vil jeg så tilføje, at der ikke er nogen grund til overhovedet at indlade sig på debatten eller begynde at få kvababbelse ved tanken om, at ens køn måske spillede ind i valget af én som taler. Det var det med garanti så meget andet, der gjorde – sig JA, hvis du har lyst. De spurgte dig, fordi du er dig og kan det, du kan.

Automatreaktionen bremser debatten

Det er på mange måder sundt og helt naturligt, at man i faglige sammenhænge vil vælges på grund af ens præstationer og meritter. Men samtidig er det problematisk for debatten, at argumentet er så fasttømret og falder som automatreaktion. For der er i selve formuleringen tale om en oversimplificering, hvor man stiller to punkter – køn og kompetencer – overfor hinanden som to ting, der nødvendigvis udelukker hinanden, og i øvrigt overfokuserer på netop de to elementer i en udvælgelsesproces, mens der reelt er en lang række andre ting (timing, de andre kandidaters beskaffenhed, netværk, resten af organisationsstrukturen, tilfældigheder, golfture, anbefalinger osv.) der også spiller ind. Det er en kunstig opstilling at ophøje køn og kompetencer til at være de eneste elementer – og ikke mindst at opstille dem som et enten eller. For der er jo ingen, der siger, at man ikke både er kompetent og bliver valgt på grund af sit køn. De to behøver ikke at udelukke hinanden. Men det kommer de til, jo oftere vi bliver ved med at gentage det.

Når frygten for at blive valgt på grund af sit køn er så udbredt, som den er, får den i mange tilfælde den modsatte effekt. Og det sker på mange planer:

• I den overordnede politiske debat om kvinder i ledelse og ligestilling bremser køn-eller-kompetence-argumentet for enhver reel debat. For selvom man ikke nødvendigvis går ind for kvoter, kan man jo godt mene, at det kan være fornuftigt at opfordre flere kvinder til at “gøre sig spilbare” eller have særligt fokus på at lade kvindelige eksperter komme til orde i medierne. Men selv den pointe kan være svær at holde fast i, når man bliver mødt med “skal vi vælge kvinder fordi de er kvinder – argumentet”.
• I praksis sker der ofte det i ledelserne og på redaktionerne, hvor deltagerne omkring bordet ellers reelt gerne ville løfte flere kvinder op på lederposter eller sikre de kvindelige eksperter mere taletid, at man leder med lys og lygte efter kvindelige kandidater. Og efterhånden som man finder en kvinde ud af 10 mulige – ofte fordi kvinderne ikke er så synlige blandt Tordenskjolds soldater – vil der til sidst være en, der siger “det kan jo heller ikke passe, at vi skal diskvalificere alle de her kompetente mænd, bare fordi det skal være en kvinde” – og så indstiller man jagten på den kompetente kvinde med god samvittighed, fordi man i det mindste prøvede. Det bliver i sig selv til et “bevis” på, at der ikke er kompetente kvinder nok – men det ville der nok have været, hvis man havde gidet lede lidt længere. Ikke, at hun skal have særbehandling fordi hun er kvinde eller vælges, hvis hendes kompetencer ikke svarer til de mandlige kandidaters – men derfor kunne hun opfordres til at være mere synlig og spilbar, så hun i første omgang kom med i feltet.
• Ingen kompetent erhvervskvinde har det godt med at være “kvote-kvinden”, så en del reagerer ved at sige “Nej tak” til de muligheder, der byder sig, af frygt for, at de er blevet spurgt af de forkerte årsager. Og så meget desto mere hakker de på andre kvinder, der vælger at takke ja til en mulighed – selvom det er tydeligt, at de er typecastet som “kvinden” i panelet. De få meget eksponerede kvinder, der ikke er bange for at sige ja til mulighederne – eller i hvert fald trodser deres egne kvababbelser og gør det – får hurtigt et dårligt ry, fordi der stadig er så få af dem og de stadig stikker så meget ud blandt jakkesættene, at de hurtigt bliver medie slidte. Men man kan være helt sikker på, at man ikke ville blive spurgt, hvis ikke man også var kompetent. Hvis det udelukkende var på grund af kønnet, man blev spurgt, var der jo 10.000-vis af andre kvinder, man kunne have valgt.
• Køn-eller-kompence-argumentet er et nemt og billigt slag under bælte-stedet fra de mænd, der blev forbigået. Uanset om det var køn, kompetencer, noget helt 17. eller en skøn blanding af alle mulige omstændigheder, der gjorde, at kvinden blev valgt frem for dem, giver det hurtigt anledning til murren i krogene og rygtedannelse – og overdrevet fokus på kvindens køn, frem for hendes kompetencer.

Lad os i stedet som udgangspunkt antage, at ingen kvinde nogensinde bliver valgt til noget kun, fordi hun er kvinde. Der bliver sandsynligvis lagt mere mærke til hende, hvis hun stikker snuden frem og hun får måske også relativt set flere tilbud om at deltage i paneler, debatter, bestyrelser og arbejdsgrupper end de fleste mænd, fordi stadigt flere bliver opmærksomme på at opfordre kvinder til aktiv deltagelse. Men det er meget ødelæggende, hvis der altid skal stilles spørgsmålstegn ved, om man har ret til sin plads eller blot har fået den for et syns skyld. Så lad os fremover i det mindste tilføje et lille “kun” til udsagnet, så det i stedet lyder “jeg vil fremhæves for mine præstationer – ikke kun fordi jeg er kvinde”.