Nadja Pass

Ambitioner er ikke bare ambitioner

En af de ting, der har overrasket mig mest under undersøgelsen af Erhvervskvinders Paradokser som jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, er at opdage, HVOR paradoksalt ordet AMBITIONER i sig selv er.

Indtil jeg påbegyndte denne undersøgelse, må jeg sige fuldstændig åbent og oprigtigt, at jeg er gået rundt med den opfattelse, at ordet ambitioner var et ultimativt plus-ord – fordi det for mig er synonymt med drive, engagement, målrettethed og ønsket om at gøre noget med sit liv. At ændre på det eksisterende og bidrage til at gøre noget bedre. Og sådan er der da også mange, der ser på det. Men jeg havde knap nok taget hul på undersøgelsen, før det gik op for mig, at ordet ambitioner for mange klinger direkte negativt og er synonymt med noget usympatisk, glat, rund-save-på-albuerne-diplomatisk og – når vi snakker kvinder specifikt – ukvindeligt og synonymt med, at en ambitiøs mor er en dårlig mor, der ikke har sine prioriteter i orden.

Og det stod hurtigt klart for mig, at det for rigtig mange i hvert fald er forbundet med ambivalens. Man mener på den ene side, at det er et plusord – og på den anden side, at det er meget nedsættende.

Derfor var en af de allerførste øvelser i undersøgelsen at prøve at dykke lidt dybere i, hvad ambitionerne egentlig dækker over. Og det viste sig, at der er tale om utroligt mange forskellige typer ambitioner på samme tid – og at det ofte skyldes forvirring og manglende begrebsafklaring, når vi opfatter ambitioner som enten positivt eller negativt. Det er ekstremt kontekstbestemt – og ekstremt fleksibelt, hvilke ambitioner, der er i spil hvornår.

Så her er i første gang en oversigt over de mest typiske ambitioner:

Ambitionen om at nå til tops

Drive: At vinde konkurrencen om at så størst, højest eller hurtigst op. Antal medarbejdere, titlens ordlyd, budgettets størrelse, placeringen i hierarkiet.

Udfordringer: Kolliderer ofte med janteloven, pæn-pige-syndromet og ambitionen om at ”være et godt menneske”.

Ambitionen om at gøre det godt ud fra sine egne kriterier

•Drive: At skabe rammerne for sit eget liv ud fra de succeskritierier, der giver mening for en selv. Ikke ud fra, hvad omgivelserne pr. definition betragter som prestigefyldt.

•Udfordringer: Svært at definere delmål. Manglende anerkendelse fra omverdenen.

Ambitionen om at sætte sit aftryk

Drive: At gå over i historien for sine faglige bedrifter. Ministerposter, nobelpriser, Oscarstatuetter og gyldne laurbær.

•Udfordringer: Udskilningsløbet er hårdt og vejen derhen er ofte brødløs. Omgivelserne bakker tålmodigt op, men ryster inderst inde på hovedet og håber, man kommer til fornuft. Og man skal i hvert fald have ”noget at falde tilbage på”.

Ambitionen om den perfekte familie med ’Det store bord’.

•Drive: Lykkebillederne af villa, volvo, vovse, unger, der fanger haletudser i gadekæret og det store bord med plads til spontane gæster. Og rigtig velsimrede gryderetter.

•Udfordringer: Det gode liv skal finansieres. Og det tager nødvendigvis tid fra lykkebillederne.

Ambitionen om at være et godt menneske.

•Drive: At nå til tops uden rundsave på albuerne. Og være venlig og overskudsagtig – både overfor medarbejderne, familien og alle ens øvrige relationer.

•Udfordringer: Hvis man når til tops, må man nødvendigvis tage hårde beslutninger engang i mellem. Og så er der højrisiko for at blive kaldt en ”bitsch”.

Ambitionen om at lave noget meningsfyldt

•Drive:  At rykke noget for andre end sig selv – at lave noget meningsfyldt.

•Udfordringer: Større fokus på produkternes kvaliteter eller opgavernes indhold. Arbejdspladser, man kan stå inde for. Også meget typisk at skifte fra linjefunktioner til HR.

Ambitionen om at leve det gode liv.

•Drive: At få alle sine drømme til at gå i opfyldelse – og alle ambitionerne til at gå op i en højere enhed. Ofte i en damebladsagtig version, hvor man både har superkarrieren, den perfekte mand, yndige, velopdragne børn, det perfekte hjem, kreative sysler og konstante ferier til spændende destinationer. Og selvfølgelig at se Sex&TheCity-fabulous ud både til hverdag og fest.

•Udfordringer: Det siger sig selv, at man ikke kan få det hele. Men alligevel prøver man.

For de fleste erhvervskvinder forløber tilværelsen med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og det siger næsten sig selv, at forskellige ambitioner er mere fremtrædende i visse livsfaser end i andre. Og at hver gang, man justerer på ét ambitionsniveau, påvirker det mulighederne for at udleve de andre.

Forestil dig, at dine egne ambitioner ser sådan her ud:

sqish

Og tænk så over, hvad det er, der sker, når du presser eller trækker lidt i den ene ende… og del så meget gerne de tanker med os andre i kommentarfelterne…

Erhvervskvinde – erkend og acceptér, at dit liv er fuldt af paradokser

I dag er den store undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner, som jeg gennem det seneste år et seneste år har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, ENDELIG UDKOMMET.

Jeg præsenterede den i formiddags for ca. 100 udvalgte erhvervskvinder på Protocols tænketank – og samtidig er selve undersøgelsen udkommet i magasinform som en del af den nyeste udgave af magasinet Protocol.

Hele undersøgelsen vil snart kunne downloades i sin fulde (temmelig omfattende) længde på protocol.dk – med jeg planlægger også at dele indholdet op i mindre bidder her på bloggen, så alle jer derude kan bidrage med jeres nuancer, erfaringer og synspunkter.

Inden jeg går videre, kan jeg godt se, at de ovenstående sætninger kalder på en forklaring af, hvad Protocol er. Protocol er en netværksorganisation, der arbejder med talentacceleration for erhvervskvinder. I praksis foregår det sådan, at arbejdspladserne udpeger deres mest talentfulde kvindelige medarbejdere, der så bliver matchet med en benhård mentor, indgår i en netværksgruppe og deltager i symposier og tænketanke, hvor alle deltagerne på tværs af brancher og erfaringer undersøger, hvad vi i fællesskab kan gøre for at hjælpe den uudnyttede talentmasse på vej.

Jeg har selv fulgt projektet tæt og er også en af Protocols ambassadører, sidder i en af netværksgrupperne og skriver en klumme + en hel masse om ledelse og organisationer i magasinet.  Og da Beskæftigelsesministeriet for et års tid siden sagde ja til at finansiere en større baggrundsundersøgelse af, hvor det egentlig er, skoen trykker, spurgte Protocol mig, om jeg havde lyst til at udføre den. Det har jeg så arbejdet på lige siden. Og det har været en sindsygt interessant opgave at arbejde med.

I praksis har jeg

  • Foretaget 11 dybdeinterview med vidt forskellige erhvervskvinder – i forskellige aldersgrupper, brancher og livsfaser for at finde frem til, om der måske kunne være nogle nye, uopdagede årsager til, at der stadig kun findes 4% kvinder på topposterne i det danske erhvervsliv – præcis det samme tal for 20 år siden.
  • Udviklet en masse teser på baggrund af samtalerne, som vi efterfølgende har efterprøvet i en kvantitativ analyse, hvor 1800 kvinder har besvaret en omfattende spørgeskemaundersøgelse. Den del af undersøgelsen blev i praksis foretaget af analysevirksomheden Enalyzer.
  • Foretaget det, jeg kalder “medieetnologi”, hvor jeg har kulegravet alle mulige forskellige mediers historier om emnet. Nu er mit liv jo langt hen ad vejen i forvejen en stor mediefestival. Men når jeg arbejder på en opgave som denne, foretager jeg samtidig en mere specifik medieanalyse af medier, der er specifikt relevante for emnet. (og ja, udover rapporterne og bøgerne og ledelsesteorierne var det selvfølgelig FULDSTÆNDIG nødvendigt at se Sex&The City i rå mængder og gennemtygge store bunker sladderblade.
  • Analyseret alt materialet og kogt det ned til en stribe artikler.

Det omfattende indhold har jeg kogt ned til fem paradokser, som jeg mener alle erhvervskvinder er “tvunget” til at forholde sig til –  hvadenten vi vil det eller ej – og hvad enten, de er relevante for os eller ej. Alene fordi vi er kvinder.

De fem paradokser er så også – i min optik – det eneste vi reelt kan sige, erhvervskvinder har til fælles. Udover, at de typisk tænker på deres job som en “karriere” og ikke bare “et job”. Ellers er vi vidt forskellige individer, som det i sig selv er problematisk at behandle under ét. Og vidt forskellige mennesker, der forsøger at tackle en række personlige paradokser som supplement til de fem, vi har til fælles  – og i øvrigt har vi hver vores måde at navigere gennem de fem fællesparadokser.

Men selvom jeg meget gerne vil udover at tænke køn og langt hellere vil tænke på os som individer (og håber, at de råd og pointer, jeg kommer med, i lige så høj grad kan hjælpe mænd, der ønsker at arbejde på en anden måde, end den gængse “mande-måde” og forskellige minoriteter) er det også farligt at blive så berøringsangst, at man slet ikke kan sige noget. Og her er paradokserne gode, fordi de giver os mulighed for at sige noget fælles, der kan give nogle fælles erkendelser og nye måder at tale om tingene på – men samtidig giver den enkelte mulighed for at danne sine egne mønstre gennem paradokserne.

Og NU vil jeg til at løfte sløret for noget af alt det konkrete – og det vil jeg gøre i et andet indlæg, så det her ikke ender med at blive ALT for monsterlangt. Og derfor vil jeg i første omgang slutte her og sige, at en af de allervæsentligste erkendelser for enhver erhvervskvinde, der har lyst til accellerere sine muligheder og talent er i første omgang at erkende og acceptere, at det er et liv fuldt at paradokser. Og derefter at begynde at navigere konstruktivt i det – i stedet for at sætte sig tilbage og vente på, at nogle andre på tingene.

<span>%d</span> bloggers like this: