To måneder…

by Nadja

  • er nok til, at man får et indblik i et andet land, når at se udover sine fordomme og førstehåndsindtryk og når at se sæsonerne skifte – fra stenbiderrogn til kvan til røgede fjeldørreder – og fra istomme fjorde til fjorde fyldt med isskosser og nøgne bjerge til blomstrende stepper. Men det er ikke nok til, at man for alvor får kulturen ind under huden, lærer lokalbefolkningen at kende for alvor eller rigtigt får en fornemmelse af sproget.
  • er nok til, at der er kommet Marimekko-butik, at Stephan A Portas klassiske glasveranda på Kgs Nytorv er væk, at meget påbegyndt vejarbejde er blevet færdigt og at der er kommet “cyklist-tæller” på Dronning Louises Bro. Men det er ikke nok til, at parkeringsanlægget på Nørre Alle er blevet færdigt eller at Nørrebrogade er blevet genåbnet i praksis.
  • er ikke nok til, at man har glemt at gå i høje hele – men helt klart nok til, at man skal genindvie de bare tæer i sandalerne på den smertefulde måde, selvom man tog rykket tidligere på året. 
  • er nok til, at gamle landstyrer kan blive udskiftet med nye og hjemmestyre blive til selvstyre  – men det er ikke nok til, at man kan nå at se resultaterne af de nye tider og visioner. 
  • er nok til, at ens lejlighed kan føles helt ny og fin, når man vender hjem til den – men det er ikke længe nok til, at man glemmer præcis, hvordan opvaskemaskinen bedst kan pakkes, hvilke knager, der hænger lidt for løst og hvor man skal række hen efter kaffekanden i morgensøvne.
  • er nok til, at prinsesser kan blive ligestillet, popkonger kan dø,  jetsetdronninger ryge i kachotten, EU-aristokrater blive genvalgt og småprinser opkaldt efter deres Grand Papa’er – men det er ikke nok til at få forandret mediernes trøstesløse skildringer af Grønland, selvom stemningen deroppe for tiden er præget af stor optimisme på grund af det landsstyres sammensætning, selvstyret og finanskrisens foreløbige udebliven.
  • er ikke nok til, at man glemmer, hvordan man lægger make-up – men absolut nok til, at lommespejlet har forputtet sig. Og ikke mindst har glemt, hvordan det nu er, man ankommer præsentabel på cykel til et møde i regnvejr. Indtil man kommer i tanke om, at det er jo det, man grundlæggende aldrig har gennemskuet og undrer sig over, hvordan andre kvinder klarer gang på gang gennem bygerne, der går og kommer og er den danske sommer. 
  • er nok til, at man kan komme helt, helt, helt væk på sine tankeflugter, når man tillader sig selv at leve uden ur og kalender – men selvom det man arbejdede på højtryk med lige inden man tog afsted, ligger det ikke længere væk end, at det kan graves frem fra hjernevindingerne.
  • er nok til, at familier er blevet forøget, babyer har lært at kravle og småbørn lært at tale – men selvom man har været ude af øje, ude af sind, er det tilsynelandende  heldigvis – ikke nok til, at man ikke kan få lov at komme ind i varmen igen.
  • er nok til, at man synes, ens fjernsyn virker utroligt lille, når man har set på store fladskærme med surround sound – men det er ikke nok til, at man styrter ud for at købe et nyt, før man bliver tvunget til det af det nye tv-signal (hvis det overhovedet er nødvendigt – det har jeg trods omfattende info-kampagner stadig ikke helt gennemskuet)
  • er nok til, at man begynder at savne frisk salat og mælk – men det er ikke nok til, at man gider betale 40 kroner literen, når man nu snart kan få det.
  • er ikke nok til, at man glemmer hvordan man cykler (det er jo et klassisk eksempel på noget, man vist nok aldrig glemmer) – men det er helt klart nok til, at man lige stønner over at skulle havde cykelhjelmen på igen, selvom man egentlig for længst har overstået sin hjelmskepsis.
  • er nok til, at man pludselig føler sig helt socialt overstimuleret af byliv, lange snakke og gensynet med sine inspirerende venner – men det er heldigvis ikke nok til, at man så meget som drømmer om at holde sig væk fra alle dem, man sådan har savnet at se. 
Advertisement