Nadja Pass

Jeg tilbragte sidste uge oppe ved diskobugten og isfjorden, hvilket på alle måder var en af livets helt store forrygende, fortryllende, forjættende oplevelser. Og det er måske derfor lidt paradoksalt, at jeg lige nu vælger at zoome ind på en lille bitte ting, der ovenikøbet kan opleves overalt i verden. Men sådan er det nu engang – jeg har haft masser tid til at sidde og trippe over uendeligt lange tankerækker, mens de mest fantastiske isformationer, smukke søjlebasalter og glitrende vandløb kranset med blomster er gledet forbi. Og en af de ting, jeg har tænkt rigtig meget over er: gryppedynamik.

For en af de ting, man sjældent tegner og fortæller specielt meget om, når man kommer hjem, men som alligevel præger den meste moderne turisme er, at det meget ofte – uanset hvor eksotisk et sted, man befinder sig og hvor individuel rejsende, man opfatter sig selv som værende – forholder sig sådan, at man igen og igen befinder sig i forskellige gruppekonstellationer. De fleste gør sig ovenikøbet store anstrengelser for at få taget billederne på en måde, så det ser ud somom de er de eneste på stedet – men sandheden og konteksten er for det meste, at man aldrig er alene med de store oplevelser. Der er næsten altid masser af mennesker omkring en. De optræder bare aldrig hverken på billederne eller i de fantastiske fortællinger om vores rejser.

Men faktum er, at man næsten aldrig kan komme helt ud til de store seværdigheder på egen hånd. Man er meget ofte nødt til at booke en tur. Man kan slå sig i tøjret. Leje cykler, vandre, leje biler, knallerter, både, tro-tros, tuctuc’er eller hvad de små trehjulede befordringsmidler nu kalder sig, det sted man tilfældigvis befinder sig. Hvad som helst, der hjælper en til at gøre tingene i eget tempo. Men alligevel er det næsten uundgåeligt, at man på et eller andet tidspunkt står overfor en seværdighed eller destination, man kun kan komme til, hvis man bestiller en tur hos en af de lokale turarrangører. Det bliver ovenikøbet ofte en del af oplevelsen, fordi det langtfra kun er turudbyderne, der konkurrerer indbyrdes – turisterne konkurrerer også indbyrdes om at vælge den rigtige turudbyder – der er altid nogle, der går for at være hottere, frækkere, sjovere at være på tur med end andre arrangører, mest eksplicit personificeret i den Vietnamesiske badeby NaTrang, hvor det i slutningen af ’90-erne var altafgørende, om man kom på “The REAL Mama Hahns Boattrip” eller kom til at booke hos en af de mange kopister. Det var en fatal fejltagelse, hvis man valgte den forkerte – for NaTrang lå på midten af den klassiske rygsækrejse fra syd til nord eller nord til syd, og alle rejsende man mødte på vejen, spurgte, om man havde været på “The REAL Mama Hahns Boattrip”. Og selv når man så har fundet den optimale turudbyder, er der konkurrence om, hvem der havde det bedste vejr, så flest hvaler/delfiner/stjerneskud/kælvinger/koraler/trompetfisk. 

Og selv når det lykkes en at komme helt, helt ud til Angkor Wat, Taj Mahal, Massada og Grand Canyon, ender man alligevel med at skulle skovle sig gennem grupperne, der også gerne vil se solnedgang eller solopgang fra et helt bestemt sted. Eller man står på båden og venter på at ankomme til dagens destination om lige pludselig viser det sig, at alle de andre individuelle turister ombord også har tænkt sig at styrke præcis ud på samme vandrerute, så snart man kommer i havn, så man alligevel bliver en del af en større folkevandring.

Grupper er og bliver, hvad enten man vil det eller ej, et nødvendigt onde, hvis man vil opleve verdens helt store trækplastre. Og hvis man har det så relativt anstrengt med grupper som undertegnede, er det også en af de væsentligste grunde til, at jeg for det vælger at tilbringe en del flere dage på hver destination end folk flest, så jeg kan supplere de helt store sights og de største attraktioner med de lidt mindre spektakulære steder, hvor man kan have det mere for sig selv. Mange af mine største oplevelser har jeg haft ved at besøge de lidt mindre templer (for eksempel gælder det både for Angkor Wat og Petra, at de kendteste templer ligger midt mellem masser af andre templer, der er mindst lige så flotte som de kendeste – det var bare ikke dem, der var med i Tomb Raider eller Indiana Jones – og dem kan man have næsten for sig selv, hvis man booker sin egen tuctuc og selv bestemmer ruten og farten), de andre vinkler på udsigten (for eksempel kan man få fantastiske vues udover Manhattan, hvis man tager til New Jersey-siden, mens der ofte er crowdet på Brooklyn-siden) eller tager de store sights den omvendte vej rundt, så man har det helt for sig selv, der hvor der bliver crowdet om eftermiddagen, mens man om eftermiddagen har det helt for sig selv, der hvor der var ekstremt fyldt om formiddagen. For eksempel et godt trick i Disney Worlds EPCOT-center og ofte også på de kendeste vandreruter verden rundt. 

NÅ – men tilbage til “isbjergenes by” – Ilulissat, hvor turarrangørerne også ligger side om side – og kampen især står mellem det store World of Greenland og den lille, frække udfordrer – italieneren Silver, der går for at sejle lidt tættere på isbjergene, have lidt mere tålmodighed med at vente på hvaler og sige nogle sjovere ting undervejs.

I Ilulissat er der forholdsvis få gratis glæder. Man kan vandre nogle skønne ture ud til isfjorden, hvilket i sig selv er kæmpestort. Men hvis man vil opleve nogle af de helt store ting, kræver det en båd – og en skipper, der ved, hvordan man sejler sikkert mellem isen. Mange vælger også at tage med helikopter helt ud på indlandsisen. Så det vil sige, at et ophold i Ilulissat uundgåeligt byder på en del gruppeture, hvis man vil ud og opleve noget.

Og det er altså så syret hver gang, synes jeg. Man sidder der og venter – og nu kommer jeg jo altid for tidligt alle vegne, så jeg når ofte at følge samtlige deltagere dukke op. Og den slags foregår jo ofte meget tidligt om morgenen, så det er altid søvnigt, folk kommer og lige kigger sig omkring. I begyndelsen er de fleste ret tavse og alle dem, der har rejsefæller på forhånd, snakker især med dem, mens dem, der rejser alene for det meste står lidt for sig selv i begyndelsen, men som altid også er dem, der “bryder isen” (pun intended) først. Og selvom det kun er et par timers tur, opstår der meget hurtigt grupperinger i gruppen. Nogle begynder straks at småsludre, udveksler de klasssiske informationer om, hvor man er fra, hvor længe, man har været på destinationen, hvornår man skal hjem og hvad man har oplevet indtil nu. På den ene side ligegyldigheder, som alle har glemt et øjeblik efter – på den anden side nyttig information i begyndelsen af opholdet, hvor man i høj grad har brug for andres anbefalinger for at gennemskue hvilke af de mange muligheder, man skal prioritere. Andre ser til med foragt og gider i hvert fald ikke smalltalke med mennesker, de aldrig skal se igen. Der er altid nogen, der påtager sig lederskabet fra starten, går hurtigst, fører an og med naturlig autoritet altid snupper de bedste pladser i bussen eller båden. Nogle, der gerne vil blære sig med deres viden overfor guiden, der tålmodigt bekræfter dem i, at de har ret og har sat sig godt ind i tingene. Nogle, der gør hvad de kan for at gå i et med væggen og tydeligt hader, hader, hader, at man ikke engang som voksen kan slippe udenom skolegårdens gruppedynamikker. Der er altid nogen, man husker mange år efter turen og snakker med sine rejsefæller om – og så er der nogen, man måske ovenikøbet har siddet ved siden af masser af gange, men overhovedet ikke kan genkalde sig. Og endelig er der nogen – og dem er der for mit vedkommende temmelig mange mindeværdige af – som man ender i en ekstremt intens samtale med, hvor man udveksler nogle af sine inderste, dybeste, mest komplekse overvejelser, mens isbjerge/templer/bjergtinder/canyons/slotte/ørkener/stenformationer glider forbi som et ekstra surrealistisk bagtæppe for nogle af de samtaler, der kommer til at forandre ens liv. Og som kun lige opstod netop dér og netop da – med mennesker, man aldrig får set igen. 

NÅ – alt det her er så egentlig bare baggrunden for, at jeg havde en særligt tankevækkende oplevelse i Ilulissat i sidste uge – og det var EGENTLIG den, jeg ville have fortalt jer om. Og det, der triggede, at jeg specifikt tænkte så meget over gruppedynamikker på netop denne tur:

Jeg havde meget varmt fået anbefalet at tage ud til Eqi-gletcheren ca. 5 timers bådtur fra Ilulissat og overnatte i deres “Ice Camp Eqi”. Den ligger langt ude in the middle of nowhere – og alt i materialet omkring det signalerede, at man skulle være ret frisk og eventyrlysten for at tage helt derud. Men når man så var der, ville føle sig helt, helt alene og blive forkælet med masser af god mad, mens man sad og så på den kælvende bræ. (og lad mig lige sige med det samme, at selvom resten af dette indlæg handler om, at vi så ikke kom til at være der spor alene, var det altså fuldstændig fantastisk og så mange varme anbefalinger værd, at gletcheren risikerer at smelte hurtigere end klimaforandringerne kan forårsage, simpelthen fordi den bliver mødt med så mange smeltende varme anbefalinger)

Man skulle mødes allerede klokken kvart i syv. Og da vi blev hentet på samlingsstedet var vi kun seks personer i alt, og vi snakkede meget om, hvor dejligt og stille det ville blive derude. Det tegnede godt – et par fra Østrig som vi allerede havde sludret hyggeligt med på kystbåden, et par fra Seattle, min far og mig. Småt, internationalt og godt. Indtil vi kom ned til båden, hvor der var gået kludder i noget med Østrigernes booking, så de ikke kom med – og de til gengæld blev erstattet af en gruppe på 26 pensionister fra en seniorrejseforening. Og her er det vigtigt for mig at understrege, at min ærgrelse IKKE handlede om deres alder – jeg kan faktisk rigtig godt lide at hænge ud med mennesker, der er væsentligt ældre end mig selv – det handler om, at der pludselig var en meget stor, dominerende gruppe, mens vi kun var fire personer, der ikke hørte til gruppen (og det ville have irriteret mig lige så meget, hvis det havde været gymnasieelever eller for den sags skyld nogle på min egen alder). Men der var selvfølgelig den ekstra syrede ting ved det, at jeg rejste sammen med min far, der nemt kunne gå for at være en af gruppen.

Og vi var da heller ikke nået særligt langt udenfor havnemundingen, før der opstod lange køer ved morgenmaden (danskere i kamp for at smøre ostemadder er altså ikke noget kønt syn) og brok over manglende kaffekopper.  

Jeg talte mest med amerikanerne. De var søde og sjove og desuden var der den ekstra bonus, at de var i Ilulissat, fordi de havde deltaget i Grønlandsmesterskaberne i kajak – og de fik virkelig åbnet mine øjne for, at den slags ikke kun handler om, hvem der kommer hurtigst i mål. Det er et helt lille “mini-olympiske-leje”, hvor man også konkurrerer på, hvem der bedst kan svinge sig i tov (der hænger på fisketørrestativerne) og ikke mindst rulninger (hvis man troede, der kun fandtes  hele og halve grønlændere, tog man fejl – der er 70 forskellige rulninger, der allesammen handler om, hvorvidt man holder harpunen foran sig, bagover ryggen eller på en måde, der egner sig særligt godt, hvis den har sat sig fast i stadigt svømmende hval). Amerikanerne skulle så desværre ikke overnatte. Så dér så man lige min far og mig som de eneste, der ikke hørte til gruppen. 

Vi kom fra borde, blev indkvarteret, fik kaffe og kage. Og så begyndte der jo at ske noget interessant. Og det handlede hverken om den ret store udfordring i at få hjulpet samtlige af gruppedeltagerne med samt deres bagage op ad den stejle bjergsti til hytterne (ellers en temmelig stor udfordring, når man tog antallet af kunstige hofter i betragtning) eller om min irritation over, at vi var så mange derude (hvilket jeg stadig synes var ærgerligt, men dog forholdsvis hurtigt lagde bag mig, selvom jeg kunne mærke, jeg havde et latterligt stort behov for at understrege overfor guiderne, at jeg IKKE hørte med til gruppen, jeg var INDIVIDUELT rejsende – latterligt stort behov). Det handlede om, at der sker noget interessant, når man er tilstrækkeligt længe sammen med en gruppe til, at man begynder at se individerne.   

Ved første øjekast lignede de jo allesammen hinanden. Samme briller, samme frisurer og – ikke mindst, hvilket gælder alle turister i Grønland – samme variationer over fleece, windbreakers og vandrestøvler. Men der gik faktisk forbløffende kort tid, før jeg begyndte at kunne skelne dem fra hinanden og gennemskue de interne gruppedynamikker

Og det der slog mig – og som trods alt nok slog mig hårdere, fordi det var en gruppe pensionister og jeg derved måske dissekerede dem mere objektivt, end jeg ville have gjort med en gruppe på min egen alder – var:

• Der var en hel klar leder – og det var ikke ham, der officielt var lederen.
• Der var nogle, der var ekstremt livsglade og gode til at få det bedste ud af det. Og de tiltrak sig masser af opmærksomhed og fik automatisk de andre til at hjælpe sig med at gøre sig det endnu mere behageligt. For eksempel var der kamp om de udendørs siddepladser – og da først vi begyndte at sejle, var det altafgørende med en plads i sol og læ, hvis man skulle kunne holde ud at sidde udenfor. To af kvinderne havde været smarte. I stedet for at kæmpe om pladserne på bænkene, havde de sat sig på en kasse. Og havde fundet nogle puder. De sad allerbedst – de tronede, grinede og var glade. Og det var sjovt at se, hvordan de andre blev ved med at komme med ekstra puder og tæpper til dem, så de hele tiden kom til at sidde bedre. Mens dem, der brokkede sig over manglende siddepladser fik lov at sidde i et hjørne. 
• Der var helt tydeligt en ældre herre, der havde været charmør hele livet. Og stadig var det. 
• Der var to veninder, der var helt udenfor. Når de andre puffede hinanden i siden for at gøre opmærksom på, hvor de skulle kigge hen for at spotte en hval eller bød whisky rundt, som man kunne køle med indlandsis, forbigik de dem. Ikke af ond vilje tror jeg – de glemte dem bare. Og det er aldrig rart at blive glemt. 
• Der var nogen, der med stolthed fortalte om deres fortid og deres arbejde og som straks udstrålede lyst til at fortælle om alt det, de havde oplevet og understrege, at de havde “været noget ved musikken” engang. Og der var mindst ligeså mange, der tydeligt var lettede over endelig at være en del af den mere anonyme pensionistgruppe, hvor man ikke altid behøvede tale “fag”, men i stedet kunne holde sig til at fortælle om børnebørn. 
• Der var nogen, der havde meget travlt med at understrege, at de “normalt ikke rejste i grupper”, mens andre helt åbent var glade for, at nogle andre tog ansvaret for det hele.
• Der var nogle, der var ekstremt friske. Og det var meget livsbekræftende at se HVOR frisk omkringspringende, man kan være i 70-årsalderen. Men til gengæld var der også nogle, der virkelig var besværede af deres lemmer eller manglende balance, at det samtidig stod klart, at man skal passe på med at udsætte alt for mange rejser til man bliver gammel. Der er altså rigtig mange rejsemål, der kræver en vis fysik for, at man får det optimale ud af dem.

Mødet med pensionistgruppen fik mig til at tygge temmelig meget på, hvor meget de samme sociale dynamikker følger os resten af livet. Det er langt fra gjort med skoletiden. Man bliver ved med at indgå i nye gruppesammenhænge og skulle kæmpe for sin plads – på nye arbejdspladser, hvor der altid er den cool frokostgruppe, man gerne vil være med i – og alle de andre, der spiser sammen, fordi det er de nødt til. Til store fester, hvor nogle borde altid er de sjoveste at sidde ved. Og sgu selv når man er på rejse, og uanset om man vil det eller ej bliver tvunget til at indgå i grupper. Mange – undertegnede inklusive – der følte sig meget udenfor som børn, har i voksenalderen fint lært at håndtere gruppedynamikkerne på godt og ondt. Men nogle bliver ved med resten af livet af være dem, der altid er udenfor, hvilket er et kolossalt handicap, og det synes jeg var grundlæggende hjerteskærende at være vidne til.  

Gruppedynamikkerne følger os livet igennem, for uanset, hvordan man vender og drejer det, er der to ting, man ikke kan komme udenom:

1) Ethvert individ indgår konstant i forskellige grupperinger – uanset hvor meget man vender og drejer det og slår sig i tøjret. 

2) Enhver gruppe består af individer – og det skal man huske sig selv på at have øje for. Også selvom det ved første øjekast ser ud som om de allesammen er ens.