Nadja Pass

I dag besteg jeg bjerget Lille Marlene i Nuuks udkant sammen med min far. For hårdkogte vandrere er det en lille ubetydelig stigning på 430 meter, men for undertegnede var det en udfordring. Ikke en uoverstigelig en af slagsen – jeg har både besteget højere og stejlere bjerge før – men dog en udfordring, der krævede en del pauser på opstigningen og en vis grad af koncentrationen på nedstigningens bratteste punkter. Og jeg indrømmer, at der indimellem var punkter, hvor jeg tænkte, at toppen så ud til at ligge uoverstigeligt langt oppe eller at nedstigningens udfordringer ville være for svære at forcere.

Men det mirakuløse er jo, at når bare man tager det et skridt ad gangen, går det altsammen. For i den slags terræn er man nødt til at kigge ned, mens man bevæger sig opad eller nedad. Springe fra tue til tue, klatre op ad de steljeste sten og ellers bare prøve at undgå uventede huller, våde sokker og rokkesten, der helst skulle have været stabile. Man kigger koncentreret ned og foretager en masse strategiske overvejelser under vejs. “De næste par meter ser tilforladelige ud, hvis jeg går denne vej – til gengæld ved jeg ikke, om jeg kan komme videre helt ude for enden, eller om det går brat op eller ned.””Måske kan det betale sig at “backtracke” lidt her, for så at komme hen på noget mere jævnt eller mindre vådt””Skal man vælge den stejleste eller den sikreste vej til toppen?” “Hvilken sten skal jeg sætte min fod på næste gang?” Man overvejer og træffer beslutninger konstant. Og når man så ser sig op igen, er man pludselig kommet en god bid nærmere målet. Næsten helt umærkeligt.

Det har jeg tit tænkt over, når jeg har været ude og vandre. Men først i dag slog det mig (lidt langsom har man vel lov at være) for alvor, hvor tæt forbundet den erkendelse er med begrebet “at tage tingene et skridt af gangen. Og hvor meget man (jeg?) dog kunne få ud af at anlægge den erkendelse lidt mere på resten af tilværelsens store udfordringer.

Der er så mange ting, vi viger tilbage for, fordi de forekommer for uoverskuelige. Og så bliver de ofte aldrig til noget som helst. Men ligesom med “bjergbestigningen” gælder det jo, at næsten uanset, hvad man begiver sig i gang, bliver det stadigt mindre uoverskueligt, jo flere skridt man tager. Det er det første skridt, der er det sværeste. Men når man først kommer i gang bevæger man sig mod målet.

Det gælder skriveprojekter – og måske er det netop derfor blogs er så attraktive, fordi man kan få skrevet en masse med små skridt af gangen. Det gælder iværksætteri. Og det gælder nye ting, man vil lære – små skridt ad gangen. Ting, der virker uoverskuelige, hvis man konstant fokuserer på det endelige mål – men som lader sig gøre skridt for skridt.

Udfordringen er så selvfølgelig, at det samtidig er målet man er nødt til at pejle efter – både for at bevare entusiasmen, ambitionerne og drømmene. Og for at holde retningen. Og der kan man godt nogle gange blive lidt desillusioneret, når der stadig ser ud til at være langt til målet, selvom man allerede er godt i gang. Og når man efterhånden har opdaget, at det der så ud til at være så nært indenfor rækkevidde dog var så fjernt. Fordi der er uventede, skjulte kløfter på vejen mod toppen. Som man så må forcere, før man kan bevæge sig videre i den rigtige retning. Og det lumske ved dem er jo, at man ikke kan se dem, før man har taget de første mange skridt. Men igen – og her er vi tilbage ved en anden kliche, hvis dybde jeg først har fattet dybden i i løbet af livet: Det er godt det samme, at man ikke kan se alle udfordringerne på forhånd – for så ville man helt have ladet værd at begive sig afsted.