Nadja Pass

I år sidder jeg så på Grønland. Og da der ikke er et eneste træ heroppe, er det nok lidt optimistisk at regne med bål. Og desuden regner det rigtig meget lige nu + at grønlænderne vist ikke har tradition for at fejre Skt. Hans i det hele taget. Så jeg tror ikke, der bliver så meget midsommerfest for mig i år. Og det er også ok. Der var jo kæmpe selvstyrefest forleden. Og when in Greenland do as the Greenlanders…

Men det forhindrer mig jo ikke i at tænke tilbage på alle livets fantastiske midsommerfester. Og dem er der mange af.

I barndommen har jeg et billede af, at solen altid skinnede og vi altid var samlet hele familien i sommerhuset i Liseleje. Vi spiste dejlig mad, ungerne lejede, der var festplads nede i byen med tombolaer, æbleskiver og købmanden gav gratis kaffe. Der var fakkeltog ned til det store bål på stranden, kæmpe fyrværkeri og bagefter var der asfaltbal på parkeringspladsen, hvor Kaj & Sunset spillede Kim Larsen og det var så spændende, om de huskede at synge “Liseleje” i stedet for “Hawaii” i sangen om konen, der har en skønhedsklinik og så gerne vil eje en strandpromenade på Hawaii.

Når jeg tænker realistisk tilbage kan det allerhøjest – og så går bølgerne højt – være en tre-fire somre, det forløb sådan. Reelt var vi meget ofte ude og rejse på Skt. Hans, ofte var vejret dårligt og det var slet ikke alle barndommens somre, vi tilbragte sammen med familien i Liseleje. Men det står stadig som den eneste “rigtige” måde at fejre Skt Hans.

Som voksen kan jeg tænke tilbage på et par dejlige fester i Liseleje, hvor det har været venner i stedet for familien, jeg samlede. En gang under temaet “Et Sankt Hans Aftens spil” hvor alle skulle medbringe deres yndlingsretter + opskrift som vi så samlede til en kogebog med midsommerretter. Og en anden var temaet en “hyldest til den danske kartoffel”, hvor alle kom med fantastiske kartoffelretter udover det, de nu måtte have lyst til at smide på grillen. Og så har folk så overnattet på gulvet og i telte, og vi har hygget videre næste morgen. Handelsstandsforeningen har nu droppet at lave festplads hvert år og gør det kun, når Skt Hans falder i weekenden, men bålet og fyrværkeriet er stadig stort, båltalen umulig at høre på grund af dårlige mikrofoner og en fuld borgmester, men det er stadig stemningsfuldt at stå ved vandet i marehalmen – og der bliver stadig spillet op til både den klassiske og Shu-Bi-Duas variant af Midsommervisen.  

Og derudover har jeg selvfølgelig været ude og rejse mange år til Skt. Hans, hvor det lige som i år, mest er blevet ved de stemningsfulde tanker. Jeg har været til bryllup på Skt. Hans aften. Til fødselsdag som teenager, hvor vi endte med at skulle til koncert med ShuBiDua på Bellevue og kronen på aftenen var, at Michael Bundesen spurgte, om han kunne få et lift bagpå vores cykler. Jeg har været til “crypt clubbing” i kælderen under Brorsons Kirken (der hvor irakerne nu bor). Jeg har holdt middag selv i byen, hvor vi endte med at komme for sent til bålet. Og andre gange vandret forgæves rundt efter bål i byen. Og så har jeg været i Frederiksberg Have, hvor det var ekstremt stemningsfuldt, men hvor der gik så meget “Foreningen Norden” i den, at det også lidt fik en bismag af noget nationalistisk. Og jeg har engang sat en masse mennesker, der skulle sprede budskabet som ringe i vandet, stævne med cykler på Sankt Hans Torv og er cyklet i fælles trop ud til stranden, hvor vi så holdt kæmpe fælles picnic. 

Kort sagt er der ikke rigtig noget, der er fast tradition for mig, når det kommer til stykket. Men en ting er sikkert – midsommeren tænker altid tankerne på flugt henover bålet. Også selvom bålet kun flimrer på nethinden.

UPDATE:  Billedet foroven er taget ca. en halv time efter, jeg havde skrevet og udgivet dette indlæg. Jeg besluttede mig for at gå en tur trods slagregnen – og fandt et lillebitte bål, hvor studenterne brændte noter af. De kunne fortælle mig, at i godt vejr er der faktisk ofte bål langs kysten. Man bruger bare brædder og gammelt træaffald i stedet for kvas, grene og træ.