Nadja Pass

Det er kun et par dage siden, jeg startede min egen “tv-kanal”: Levende Postkort.

Og også denne gang er der sket det, der næsten altid sker, når jeg leger med nye medier og udvikler genreeksperimenter:

1. Mine sanser skærpes og ideerne bobler, fordi nye muligheder åbner sig – og kræver nye optikker. Jeg lægger simpelthen mærke til nogle andre ting, end jeg ellers ville have lagt mærke til og folder nogle andre tankerækker ud, fordi de ville passe særligt godt til et visuelt postkort snarere end for eksempel til et blogindlæg, en artikel eller en Facebook-opdatering.
2. Jeg kommer i ny og tættere kontakt med menneskene omkring mig, fordi de pludselig følger med i nogle tankerækker, jeg tidligere holdt for mig selv – og i det konkrete tilfælde lige og nu pludselig deltager aktivt i mange af mine Grønlandsoplevelser.

Det synes jeg simpelthen er så interessant og tankevækkende. For ofte ville argumentet mod alle de nye teknikker jo lyde, at de forfladiger brugernes tankegang, forvirrer og forrykker fokus – og isolerer os, så vi hver især sidder ensomt bag hver vores skærm. Jeg oplever imidlertid lige præcis det modsatte – og hver gang udvider det samtidig min faglige horisont og er en slags retoriske “progymnastata” (skriveøvelser). Hvor jeg øver mig i at splitte tankerækker op i mindre bidder (var især en udfordring, da jeg begyndte at blogge); skrive kortere (er stadig en udfordring, men Facebook-opdateringer og Twitter er gode træningslokaler) eller – som i det konkrete tilfælde med Levende Postkort – at tænke lyd og billede sammen og få sat noget, der forhåbentlig giver mening og hænger nogen lunde sammen helt spontant og uden nogen form for planlægning eller manuskript.

Men udover at være et sjovt fagligt eksperiment, er der dukket nogle helt uventede frynsegoder op ved at begynde at videoblogge:

1) Første gang jeg hørte begrebet HD-tv omtalt for nogle år siden, sagde folk, at billederne stod så skarpe som når man kigger ud af vinduet. Men nu, hvor jeg er begyndt at optage mine små film i HD-kvalitet må jeg sige det, som det er. Det står faktisk endnu skarpere. Og jeg ser andre ting, end dem, jeg så i situationen. Da jeg optog filmen fra kirkegården havde jeg slet ikke set granitstenen med det fantasi-æggende navne “Lotus Grace”, og da jeg optog den med dyreskelettet havde jeg slet ikke set, at der vandrede en kæmpemyre henover græsset og mindede om Tom Kristensen-digtet med billen, der vandrer mod en bøddelfod. I andre tilfælde opdager jeg regndråber og svajende siv. Og i tunnellen må jeg sige, at kameraet endnu bedre fanger det dragende lys, de lysende bilspor, de forvitrende biler, de spøgelseslignede fodgænger og dampen fra mit åndedræt, end jeg selv nåede at sanse, mens jeg stod der. På den måde er kameraet med til at skærpe mit syn og indfange andre detaljer i situationen, end dem jeg selv troede var de vigtige.

2) På samme måde sker der noget meget magisk, når jeg hører lydsporet til de små film. Mikrofonen opsnapper helt andre lyde, end jeg lige havde forestillet mig. Nogle gange opdager jeg først, når jeg kommer hjem, hvor meget det egentlig blæste, at der var håndværkere et sted i nærheden eller at regnen trommede hårdere, end jeg havde troet. Biler passerer i tunnellen og en eller anden træder i gruset på kirkegården.

3) Ordet fanger, når jeg først har sagt på det, mens jeg filmede klippet. Det kunne man selvfølgelig nok klippe eller redigere sig ud af, men da hele konceptet for Levende Postkort på mange måder er dogmeagtigt, synes jeg også, der er noget fedt over, at jeg indimellem snubler over ordene, får sagt tingene lidt forkert eller ikke er helt så skarp som jeg (forhåbentlig) kunne have været, hvis jeg havde redigeret tingene. Klippene her er meget spontane og tankerne undfanget i øjeblikket. Jeg har ikke planlagt og tænkt over dem på forhånd. Og det er i sig selv en meget spændende proces sådan at “tænketale” og satse på, at det trods alt kommer til at blive en forholdsvis afgrænset pointe.

Det er som at opleve den samme ting flere gange med forskellige øjne og synsvinkler – og forskellige hørelser. Og det siger lidt om, hvor lidt – eller hvor begrænset en del af det store spektrum – man selv opfanger af sit liv. Selvom man ser det hele med egne øjne. Og lytter af sine lungers fulde kraft.