Levende postkort

by Nadja

Kære alle sammen

Det er mange år siden, jeg droppede at skrive postkort, når jeg er ude at rejse. Jeg har aldrig været god til at få skrevet postkort, når jeg var ude at rejse. Jeg har ofte brugt tid på at udvælge og købe dem. Men jeg har sjældent fået dem skrevet. Og selvom jeg har fået dem skrevet, har jeg ofte glemt at sende dem. Jeg har egentlig heller aldrig sat særlig stor pris på at modtage et postkort – JO, jeg er blevet glad for, at nogen har tænkt på mig i Langbortistan – men ofte har tekstpladsen været så kort, at der kun har været plads til klichéer – og med ganske få undtagelserne har formuleringerne båret præg af, at de er skrevet under pligt på en ferie, hvor afsenderne meget hellere ville have brugt tiden på noget andet end at skrive postkort. Den forpligtelse har jeg for længst besluttet, at jeg ikke vil lade mig stresse af.

Men forleden fik jeg en ide. Til 23Videos launch af deres nye tv-kanal-produkt opfordrede de alle til at “genopfinde alt med video”. Og jeg har besluttet mig for at genopfinde postkortet.

Konceptet er enkelt:

  1. Jeg sætter mit lille nye videokamera på sin tri-pod et sted, der har sat mine tanker igang og rokker det ikke ud af flækken.
  2. Jeg deler de reflexioner stedet eller udsigten har sat i gang gennem den lille mikrofon.
  3. Billedet bliver til et levende postkort, fordi der – selvom der er tale om stillbilleder – vil være bølgeskvulp eller forbipassende biler, fly eller fugle indover. Og lyden opfanger de lyde, der tilfældigvis er i baggrunden – hvilket også vil sige blæsten, trafikstøjen, børnenes latter eller fuglenes kvidren.

På en måde forestiller jeg mig, at seerne/lytterne/læserne vil få et langt bedre indtryk af de ting, jeg ser og sanser – på rejser, i hverdagen, i verden. Og ikke mindst foreligger muligheden for, at de kan kommentere på det, de ser. Dele deres egne rejseminder fra de samme steder. Eller tilføje nuancer, jeg ikke kendte til, glemte at nævne eller frasorterede – måske fejlagtigt.

Lige nu har jeg sendt tre levende postkort til jer:

Om at vente på stjerneskud og hvalernes blåst
At vente på at se hvalernes blåst i fjorden ved Sermitsiaqs fod er som at spejde efter stjerneskud på en stjerneklar nattehimmel. Man håber – men ved aldrig, om det lykkes en at se det, man spejder efter. På safarier, nattehimler og spejlblanke fjorde er der ingen garantier – og det er ofte det, der gør naturoplevelser endnu mere intense: at sandsynligheden er stor, men der er aldrig nogen garantier. Og derfor er det heldigt, at udsigterne og nattehimmelerne i sig selv er en oplevelse.

Om stilhed i stormen
Når man sætter sig et sted, lyder det ofte ved første ørekast, somom der er helt, helt stille. Men når man har siddet der lidt, begynder øret at opfatte alle de smålyde, det umiddelbart vendte det døve øre til. Tanglopper på spring, skvulp over store sten, fuglenes vingefang. Mikrofonen opfanger også sine helt egne lyde og forbrænger lydbilledet ved at lægge særlig vægt på blæsten. Langt mere, end man opfanger med det blotte øre. Så det er altid til diskussion, hvad man reelt har set med egne øjne og hørt med egne ører. Men heldigvis skal man jo høre en hel del, før ørerne falder af.

Om sløret udsyn
Når man ikke kan kigge langt udad, bliver man bedre til at se indad. Det kan være fantastisk at strække øjnene og tankerne ved at kigge ud over smukke udsigter; men der kan også være noget givende i at vende blikket og tankerne indad. Og det gør man ofte bedst i regn og dis.

Rigtig god fornøjelse med dem – og sørg for at abonnere på selve tv-kanalen, hvis I vil følge med, når der kommer flere videoer.

Kærlig hilsen Nadja

Reklamer