Livet i Nuuk = statistrolle i The Truman Show

by Nadja

Der er noget over Nuuk, der får mig til at føle det somom, jeg spiller med i The Truman Show.

Sagen er nemlig, at den – ligesom alle andre grønlandske byer – ligger fuldstændig isoleret, så man ikke kan komme hertil ad landvejen. Man skal enten flyve eller sejle for at komme hertil eller herfra. Busserne kører i ring, de mange store jeeps har kun ca. 100 kilometer vejnet, to lyskryds og et utal af rundkørsler at fræse rundt på og antallet af mennesker er så lille, at man ikke kan undgå at genkende ret mange ret hurtigt. Det er sin egen lille verden.

Det passer mig sådanset perfekt. Udover at jeg altid har drømt om at komme til Grønland, tog jeg herop, fordi jeg gerne ville koncentrere mig om et større skriveprojekt – og her er lige præcis lige så distraktionsmuligheder, som jeg havde forestillet mig. Men samtidig er der også noget syret over det. Når jeg befinder mig i lukkede verdener, har jeg altid haft en tendens til at lege med tanken om at se det hele oppefra. Lidt som en computer-spil-bane, hvor hver vigtig person har sin egen farve/figur/avatar som man så kan se bevæge sig rundt på spillebanen. Faktisk lidt samme princip som J.K. Rowling har trippet over det med det magiske kort i Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Og så synes jeg, det er så sjovt at tænke over, hvornår man mødes tilfældigt og hvornår skæbnen spiller de enkelte deltagere et puds, så de lige akkurat ikke mødes eller ikke befinder sig på rette sted på rette tidspunkt. Det tankeeksperiment leger jeg altid med på færger, på skoler, på festivaller. Og nu også i Nuuk. Ser det hele lidt fra oven.

Følger man den tanke bare et lille stykke længere ud, er det nærliggende at tænke på det som et reelt  Truman-show. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg ser mig selv i hovedrollen som den, alt drejer sig om… men mere princippet i, at det hele KUNNE være konstrueret. Her er lyst heletiden, hvilket giver de optimale projektør-filme-muligheder. Og man kan nemt tilføre et strejf af handling og eksotik ala “cue: hval-blåst i fjord”, “cue: sol på snedækkede tinder/regnbue/slagregn/tudende blæst”, “cue: fanger sælger isbjørnekød” (en så stor sjældenhed, at der var kø hele vejen gennem byen, da der blev skudt en isbjørn i påsken, fordi alle skulle ned og se – men hey – i The Greenland Show er virkeligheden i forvejen konstrueret, så hvorfor ikke give eksotikken lidt mere gas?) eller “cue: kongefamilie ankommer til selvstyre-festivitas”.

Folk kender hinandens biler, så det er svært at have en diskret affære eller prøve at bevare nogen hemmeligheder, tror jeg. Og da der ikke er så mange turister-turister her (de fleste drager mod de store naturoplevelser i andre byer, mens man mest tager til Nuuk, hvis man har et fagligt ærinde eller fastboende at besøge) skal man ikke lide særligt meget af spotlighteffekten for at føle, at de fastboende for længst har registreret min ankomst, hvor jeg bor og hører til og hvorfor jeg er her, ret få sekunder efter min ankomst.

Så altså – hvis I nu sidder nogle producere derude et sted og styrer showet her i Nuuk og omegn, vil jeg lige spørge, om ikke kan cue nogle hvaler, næste gang jeg stirrer ud over fjorden i timevis? Og til alle jer andre vil jeg sige: “To be continued” – realityshow eller ej…

Reklamer