Pluk fra det første døgn på Grønlandsfærden

by Nadja

In transition
Jeg fik ikke sovet meget natten inden afgang. Jeg selv var ”in transition” – og det var alle omkring mig også. Min bror og hans kæreste kom til middag – hun direkte fra lufthavnen, fordi hun havde tilbragt de sidste par dage i et artists residency i det allernordligste Norge. Lidt over midnat ankom så dem, der skal bo i min lejlighed mens jeg er væk. Han bor i Washington DC, hun i Jerusalem – og de skal nu tilbringe sommeren i min lejlighed. Og der var nok af verdenssituationer i et par timer, før vi gik til køjs. Tidligt, tidligt næste morgen samlede jeg så mit habengut og tog til Kastrup, hvor jeg mødtes til morgenmad med nogle venner, der skulle til Skotland. Alle var i ”in transition” og på vej, på vej, på vej til eller fra et andet sted. Og andre tankebaner. Der er noget skønt ved at fange folk in transition. Og det er nok også derfor, rejsesamtaler flest bliver ekstra inspirerende, tankevækkende og intense.
Det foregår på andre frekvenser.

In the air
Der var god stemning ombord på Air Greenland-flyet. Alle grønlænderne kendte tilsyneladende hinanden – og alle os, der glædede os til at skulle derop var spændte og nysgerrige. Der var en konstant summen af folk, der udvekslede historier, spørgsmål, tips og fortællinger med hinanden. Min egen grønlandske sidedame var også superinteressant – og i løbet af de små fem timer, turen varede, steg min viden om Grønland med mange 100 %. Nu var jeg så også taget temmelig uvidende af sted, for jeg har simpelthen haft så travlt op til afgang, at jeg valgte at gøre en dyd ud af at ankomme som et blankt stykke papir – og så suge til mig med åbent sind og øjne – og vidtblafrende ører. Så jeg var på en stejl læringskurve, men fik således et crashcourse i alt fra
•    det grønlandske valg på tirsdag, der er vildt spændende, fordi det bliver en kamp mellem byer (hvor folk gerne vil have væltet det nuværende styre) og bygderne (hvor den nuværende landsstyreformand kører meget store charmeoffensiver)
•    Seafood-industrien, hvor hendes mand var temmelig højt placeret
•    Grønlands energisektor, hvor hun selv var temmelig højt placeret
•    Boligmangelen i Nuuk, der tvinger de unge til at spare op i årevis, for at få råd til en af de eftertragtede andelslejligheder – selvom det er usandsynligt, at de nogensinde får det. Det problem havde min sidedame så ikke. Det største problem ved hendes hjem var, som hun sagde med et smil, at det lå lige ned til fjorden og nogle gange larmede det lidt med hvalernes blåst.
•    Moskusgarn, der skulle være noget af det varmeste, man kan strikke med. Og det blødeste, bløde.
•    De sproglige udfordringer, hvor mange af de veluddannede tidligere ikke ville lade deres børn tale grønlandsk – de skulle lære dansk for at kunne komme videre i livet. Og selv havde hun – trods fødsel og opvækst i Nuuk – først lært sig grønlandsk som voksen.
•    Alle de mange skønne råvarer, jeg glæder mig til at gå ombord i. Hun gav mig en masse tips til tilberedning af den friske stenbiderrogn, helleflynderen, kvanerne, moskussen, renerne og sortebærrene.

Upon arrival
Jeg skulle – ligesom alle andre – skifte i Søndre Strømfjord, der er den eneste lufthavn, hvor fly af international langdistance-kaliber kan lande og lette. Lufthavnen ligger for enden af fjord med høje bjerge på hver side – og man flyver simpelthen ned mellem bjergnene og hen over masser af moræne, før der pludselig er fast grund under hjulene. Meget spektakulære landingsforhold. Selve Søndre Strømfjord fremstår i turistmaterialerne som et ”hot spot” med ture til indlandsisen og moskusoksesafari. Jeg havde forestillet mig en lille by, men reelt var det landingsbane, et hotel og et par huse på den anden side af fjorden. Selve lufthavnen var lillebitte, men nøje sat i system, så man kunne kæmpe sig gennem en tax-free-shop (åbenbart meget billigere end i Katrup), inden man gik over til afgangshallen. Her stod en mand med en lille pult og reklamerede for Indlandsis-turene og moskussafarierne. Da det efter ti minutter stod klart, at alle enten skulle videre eller for længst var driblet videre ud i Søndre Strømfjord Downtown, hægtede han med en øvet håndbevælgelse sit velcro-ophængte skilt ned fra loftet, lagde det oven på pulten, som han trillede hen i et hjørne, så den stod klar til at blive rullet frem, når morgendagens ”Danmarksfly” landede.

At the gate
Ved Gate 1 (ud af 2) afgik alle indenrigs Dash 7’erne i en lind strøm. Tre maskiner i rap til Nuuk (hvoraf jeg var med den sidste og derfor havde rig lejlighed til at observere procedurerne med de første) og andre gik mon endnu mere eksotiske destinationer som Aasiaat og Illulisaat. Når de var klar til at boarde næste fly, satte de simpelthen et stykke A4-papir med flynummer og navn i et chartek, der hang ved døren. Og udskiftede det med næste flynummer og navn, så snart næste lille røde bi var klar til afgang. As low tech as it gets – men det virkede præcis efter hensigten. Svarer lidt til, at jeg for nylig hørte om en lille dreng, der havde set en skrivemaskine på et loppemarked og sagt til sin far ”se, hvor smart – den printer direkte, når man skriver”.

In the air 2
Der var ikke faste sæder i det lille Dash7-fly, der skulle fragte os videre til Nuuk. Det var lidt ligesom en bus, hvor man blev bedt om at gå så langt frem som muligt og jeg var heldig at få kapret mig en vinduesplads. For turen var spektakulært smuk. Man flyver forholdsvis lavt henover indlandsis, sukkertoppe, fjorde og snedækkede fjelde. Mange af stederne er vandet nærmest syret-turkis – og min sidekvinde fra før, der nu var endt ved siden af min igen – forklarede, at det skyldes kombinationen af det reneste vand og de mange luftbobler, der er lagret i isen gennem millioner af år. Når solen skinner gennem det, bliver det turkis. ”det er også derfor, det er så populært at putte indlandsis i sine drinks”, uddybede hun ”det knager og brager så festligt”. Og så spurgte hun, om ikke hun og hendes mand skulle køre mig hen til huset, når nu min fætter var på en dagstur i Nordgrønland for at overrække en erkendtlighed til en kollega, der skulle på pension, og han derfor ikke kunne hente mig i lufthavnen. Og det måtte de jo hjertens gerne.

Upon arrival
Der herskede totalt kaos ved det mikroskopiske bagagebånd, men alligevel tog det kun et øjeblik før min ellers forholdsvis omfangsrige bagage slynget ombord i en lækker jeep. I det hele taget var der utroligt mange lækre jeeps, hvilket er lidt sjovt, fordi alle grønlandske byer jo er lidt af et ”truman-show”. Man kan ikke komme derfra ad landvejen, kun med fly eller skib. Så alle vejene stopper indenfor en meget lille radius og der er tilsammen kun ca. 100 kilometer vejnet i Nuuk at speede jeepen rundt på. Efter et par minutters kørsel blev jeg sat af ved min fætters dejlige hus, der skal være min base de næste måneder. Spiste en hurtig haps på terrassen i solen og var egentlig alt for træt til at gøre noget som helst, men måtte alligevel liiiiiiiiige ud på opdagelse. Så jeg smurte mig i masser af solcreme og iklædte mig alle de lag-på-lag, man får anbefalet og travede ned mod down-town Nuuk.

Preview
Jeg elsker altid de første gåture, når jeg ankommer til en ny destination. Sanserne er – også selvom jeg i dette tilfælde var temmelig træk af den dumme kombination af natteroderi og jetlag – ekstra skærpede og mængden af indtryk så tyktflydende, at man nærmest kan drikke dem. Der er smukkere i Nuuk, end jeg troede. Alle taler så massivt om, at det ”jo ikke er Nuuk, man skal tage til, hvis man vil opleve naturen”. Men her er altså dejligt i sig selv. Givetvis ikke noget sammenlignet med så mange andre af Grønlands byer og bygder, hvis naturskønhed flyveturen fra Søndre Strømfjord til Nuuk jo gav en fantastisk forsmag på. Men dog smukt, med sneklædte bjerge, der rejser sig direkte af fjordenes blå. På vejen så jeg:

•    Siumuts partihovedkvarteret med 7 balloner på pind stukket ned i jorden udenfor. De svajede som boksebolde. Ovenover hang der en stribe valgplakater og ventede på tirsdag.

•    Blokkene, hvor en meget stor del af Nuuks-beboere lever under temmelig triste forhold. I den største af blokkene – blok P – bor hele 2 % af Grønlands samlede befolkning og den er berygtet for sine triste skæbner. I en grøftekant foran blokkene legede to børn med nogle gamle olietønder – og det var som udgangspunkt et meget trist syn, der dog blev sat i en ny kontekst senere på aftenen, da jeg så lidt af Nuuks Lokalnyheder på tv, og det viste sig, at i går var sidste skoledag for 10.-klasserne (så meget havde jeg så selv luret ved at se en masse unge i malingindsmurte kedeldragter rundt om i byen) og det er en del af traditionen at vække deres lærere (og dermed resten af byen) med larm. Og her triller de så rundt med tomme olietønder, som de slår på. Så det var faktisk et særsyn med børnene, der legede med tønderne i grøftekanten – og det er jo den slags, man altid først finder ud af, når man har været lidt længere et sted og en reminder om, at man skal huske ikke altid at basere sin viden på førstehåndsindtrykket.

•    En skillevej, hvor jeg var nødt til at spørge en forbipasserende, hvilken vej centrum var. Hun grinede ad mig og sagde ”Set er stort set her. Men dernede ser du byens eneste lyskryds og pladsen foran Brugsen, så det er nok det, du tænker på.”   Jeg har glædet mig helt vildt til at skulle i Brugsen, fordi jeg elsker at besøge supermarkeder i andre lande og kigge på ingredienser. Men jeg valgte at udskyde mit første rigtige besøg i Brugsen, indtil jeg var lidt mere vågen, for ikke at tage duften af det i en døs. Nåede dog lige at stikke snuden ind i forhallen, hvor der lå en meget veludstyret bager, der også havde et stort udvalg af danske mejeriprodukter på en måde, der ikke efterlod tvivl om, at det her jo OGSÅ er Danmark. Og jeg så en kølemontre med tørret hellefisk og rensdyrlasagne. Og svingede ud igen og ned af gågaden, hvor der ligger en Matas, Grønlands kontorforsyning (betryggende veludstyret), en hifi-butik (ligeledes betryggende veludstyret), et par tøjbutikker og en Babysam. Det smukke kulturhus i træ huser blandt andet et biograf og en cafe, hvor det så ud til, de serverede rigtig god kaffe. Og her sagde jeg så stop for den dag. Og ventede med at udforske det gamle Nuuks seværdigheder, Brættet (som er der, hvor alle fangerne sælger friske fisk og moskus og som jeg også glæder mig meget til) og julemandens postkasse gjorde jeg mig helle ingen anstrengelser for at finde. Det er der alt sammen tid nok til i løbet af de næste to måneder. Så jeg hoppede på en bus hjem og crashede et par timer på sofaen i solen. Og solen heroppe er altså ikke bare solen – når den skinner er det en meget intens velsignelse.

Ready to explore
Så kom min fætter hjem fra sin færd til Nordgrønland, og vi lavede Moskus-lasagne og sludrede, sludrede, sludrede indtil jeg gik totalt kold og sov helt fantastisk godt og så tungt, at det slet ikke gjorde noget, at jeg ikke lige havde kunnet overskue at rulle mørklægningsgardinet ned.
Og nu sidder jeg så her i sofaen en tidlig morgen i Grønland. Har fået rebootet hjernen, Mac’en på nettet og en kop kaffe ved hånden. Og sidder og glæder mig uendeligt meget til at fortsætte udforskningen. Fortsættelse følger.

Reklamer