Vi københavnere taler med hinanden

by Nadja

Sidste år blev en masse af de grønne københavnerbænke malet i pangfarver og påført skriften “Vi København’r taler med hinanden”. Dem har jeg tænkt meget over siden. For hele pointen var ifølge kampagnelederne at understrege, hvor ofte folk falder i snak på bænkene. Men jeg synes egentlig de bænke blev lidt triste, fordi jeg reelt meget sjældent synes, at folk sætter sig sammen med fremmede og falder i snak med hinanden på bænkene.

Snarere oplever jeg, at det er sådan lidt forbudt at sætte sig på en bænk, hvor der allerede sidder en anden. Selvom der er masser af plads. Og nogle gange, når de farvestrålende bænke stod helt tomme på en gråvejrsdag, hvor alle cyklede afsted med skyklapperne for øjnene og hætten trukket godt nedover ørerne, syntes jeg lidt, de stod og spottede os. Anklagede os – med rette – for at styrte så fortravlede gennem tilværelsen, at vi aldrig tog os tid til at sætte os ned et øjeblik og lade skæbnen, tilfældigerne og åbenheden råde. Fordi vi netop ikke taler sammen, taler med fremmede, snakker med fremmede i gadebilledet.

Og det synes jeg er så ærgerligt, for det er simpelthen så fantastisk, når tilfælde samtaler med tilfældige mennesker får lov at folde sig ud på et tilfældigt tidspunkt. Men det er så skønt, når det sker.

Som nu i dag.

Man har jo sine smultronställen rundt omkring i byen. Sine hemmelige yndlingssteder. Steder, hvor man lige lægger vejen forbi, når man har været til møde eller besøgt nogle et bestemt sted i byen. Steder, hvor der meget ofte er nogle helt særlige bænke, man holder af. Steder, hvor man mødes med ganske særlige folk, man deler netop dette smultronställe med. Eller steder, hvor verden står stille og man koncentrerer sig særligt godt om sit medbragte læsestof, eller de tanker, man gerne vil knække. Man skal ikke røbe sine smultronställen. Men nogle af mine er nu ikke så hemmelige endda. Det er bare steder, jeg rigtig godt kan lide. Som nu rosenhaven i Kongens Have. Der er jo dejligt i hele haven og jeg elsker, elsker, elsker at se bedene langs  Sølvgade forandre sig i farver og fuldt flor fra uge til uge sommeren over. Og de bænke derovre skal man bestemt ikke kimse ad. Men rosenhaven….ah, rosenhaven… midt blandt blomsterne, Rosenborg knejsende bag hængepilens slør,  børnene legende i labyrintens gange og bænkene tilbagetrukne i bøgeløvet…Ikke særlig hemmeligt, men rigtig, rigtig dejligt. Og der gik jeg hen i dag for at læse lidt i solen efter et langt møde. Bænkene i rosenhaven er populære, så man kan aldrig vide sig sikker på at finde en, men jeg spottede på lang afstand, at der var ledig bænk i dag. Og satte farten lidt målrettet op på den der måde der ser så sjov ud at iagttage når andre gør det, men som man end ikke rigtig bemærker hos sig selv. Sådan lidt forhastet og lidt for fokuseret til den slentretur man jo egentlig bare er på og ofte sådan lidt i konkurrence med andre, der har den samme målrettede gang, men heller ikke vil lade sig mærke med det.

Jeg nåede hen til bænken et par sekunder før en lidt ældre dame. Og i følge de usagte spilleregler var der ingen tvivl om, at bænken egentlig var “min”. Men hun spurgte, om hun måtte sidde med. Og selvfølgelig måtte hun da det. Jeg forsøgte mig med et venligt “selvfølgelig da, der er vist rigelig plads til at begge to – det er da også noget pjat, hvis man kun skulle kunne sidde én på hver bænk”. “Jajo”, hikstede hun, “men sådan er der jo så mange, der har det – jeg skal bare sidde et øjeblik”. “Bliv endelig siddende så længe du vil”, sagde jeg så og begyndte at læse. Lidt efter var hun væk.

Jeg læste videre. Og blev nu afbrudt af en anden kvinde, nogenlunde samme alder. “Undskyld, må jeg sidde med her?” spurgte hun. og jeg gentog nogenlunde samme smøre som før. Men denne kvinde sagde i stedet “Ja, er det ikke mærkeligt, at folk sådan tager patent på bænkene?”, “Jo, sagde jeg – og der er jo ikke så mange herinde i rosenhaven – og det ER jo det dejligste sted, så der skal være plads til os allesammen”. “JA, sagde hun. Det er også mit yndlingssted i hele Kongens Have. Her sidder man ligesom allerbedst og ser på slottet og kan følge pilen springe ud. Se den er helt grøn nu.”

Og sådan forduftede et par timer på en helt fortryllende samtale, der slyngede sig henover retorikkens mysterier, franske adverbiers endelser, de forskellige generationers opfattelse af “netværk”, pli og skrald, hvor ordet italesættelse egentlig var opstået og om det var ok at bruge det (et af mine yndlingsord, der fik hende til at se uventet rødt – meget tankevækkende), Assistenskirkegårdens lyksaligheder, om meningen med livet generelt og arbejdslivet i særdeleshed, om livsvalg og fravalg og tilvalg  og principper for valg af gravskrift. Og – som den mest fantastiske bonus – et omfattende crash-course i Kongens Have og omegn. For tænk sig, hun var opvokset i Sølvgade, havde gået i børnehave I Kongens Have og havde leget der hele sin barndom og sværmet der i sin ungdom og var nu – efter et par år på Nørrebro – flyttet tilbage til sit barndomshjem efter moderens død. Hvad hun ikke kunne fortælle om Christian den 4’s tekniske glæde ved at lege med vindebroen fra tårnværelset, statuernes hemmeligheder og kvarterets udvikling var ikke småting. Helt vildt sjove anekdoter, der bare flettede sig ind og ud af alle de mere filosofiske overvejelser over tidens tendenser og generationernes prioriteter. En af de samtaler, hvor man føler sig klogere, beriget, udfoldet bagefter og cykler hjem med tankerne strømmende gennem hjernevindingerne.

Jamen skulle jeg ikke have læst de papirer? JO, men mon ikke jeg nok når det nu her i stedet?

Jamen havde jeg tid til det? NEJ, teknisk set ikke – men hvad er livet omvendt værd, hvis man ikke kan tage sig tid til den slags?

Jamen har jeg ikke en masse venner, jeg i forvejen får set får lidt og hellere skulle have brugt min tid på at snakke med, hvis det endelig var? JO, men omvendt er der noget helt fantastisk over netop at snakke om livets helt store perspektiver eller mikroskopiske petitesser med et menneske, man overhovedet ikke kender – og sandsynligvis aldrig vil komme til at se igen. Med mindre, selvfølgelig, man igen befinder sig på samme smultronställe på samme tid.

Det er jo netop den slags samtaler, man får så mange af, når man rejser alene. Strejfer tilfældige menneskers hjerter og hjerner i meget intense øjeblikke, før man skilles igen. Og det sker bare ikke lige så ofte i hverdagen, fordi man næsten altid er et sted på afmålt tid, selv på sine smultronställen – og næsten altid har lidt for travlt eller er på vej til eller fra mennesker, der betyder meget for en. Men hvor er det skønt, når det sker. Og hvor ville det være en god investering, hvis vi københavnere i højere grad fulgte bænkenes opfordring – og gjorde plads til hinanden og til de spontane samtaler.

Reklamer