Jeg: En GentofteNørrebro-hybrid

by Nadja

BARNDOM: Mit barndomshjem lå i Gentofte. Og selvom vores hus var det mindste på hele Parkovsvej, lå det dog på Parkovsvej, der er en af den slags veje der (uden at jeg nogen sinde helt har forstået hvorfor) blandt Gentofteborgere bliver betragtet som særligt fin. Det var nu ellers ikke fordi vi var rige. Som sådan. Men det var altså dér, vi boede. Og det var jo ikke som sådan noget, man tænkte så meget over, det med Gentofte, andet end når ens farfar fra Ringsted sagde, at man talte “Hellerup-fint” og ens kor-veninde fra udvekslingsskolen i Give spurgte om ikke man ville skrive til hende præcis, hvad der var i ens klædeskab til hendes opgave om mærketøj. Og stor var derfor forbløffelsen, da en af forældrene i min brors klasse engang foreslog, at hele hans klasse skulle “bytte liv” med en klasse fra Nørrebro i et par uger. Så skulle de forkælede Gentofte-unger nok lære at se, hvad livet virkelig handlede om. Argumenterede den undersøgende DR-journalist, der selv boede i kollektiv i et gammelt herresæde med riddersal og atriumgård. De slap med skrækken – men da jeg hørte historien, ændrede noget i min oplevelse af Gentofte sig for altid. Jeg blev klar over, at det måske ikke var hvilket som helst sted, jeg voksede op.

TEENAGEÅRENE: Vi har praktikanter i min folkeskoleklasse og havde tema om rusmidler. Vi var fire i min gruppe – og praktikanten havde lavet en aftale med lokalpolitiet i Ryesgade om, at vi kunne på besøg derinde og høre lidt om stofferne. Nu snakker vi jo sen-80’erne, hvor Ryesgade ganske ofte var i tv-avisen på grund af BZ’erne. Og jeg havde læst Liv og Alexander og var på en gang draget og skræmt fra vid og sans. Inde på lokalpolitistationen fik vi lov at lade en masse små pipetteglas gå rundt, så vi kunne se – og i nogle tilfælde lugte – de forskellige rusmidler på helt tæt hold. Vi gik ned mod Nørreport ad Fælledvej – og jeg husker ligeså tydeligt, hvordan praktikanten gik ind for at købe frokost ved den smørrebrødsbutik, der stadig ligger som en tidslomme på Fælledvej, mens vi stod udenfor og kikkede ned mod Skt. Ansgarkirken. Og jeg kan huske, at syntes, det var så uansvarligt, at vi bare sådan fik lov at stå dér.

GYMNASIETIDEN: Jeg begyndte på Øregård Gymnasium – prinsernes gamle skole. Og selvom jeg var så meget i politisk opposition til resten af klassen, at de sang “når jeg ser et rødt flag smelde”, når jeg sagde noget i historietimerne, var jeg altså stadig en temmelig bly Gentofte-viol. For jeg husker tydeligt, hvordan mine forældre ville hjælpe mig med at finde et antikt spejl til mit værelse dengang jeg havde et trip med gamle møbler. De havde hørt, at der skulle være en masse gamle marskandisere og antikvitetshandlere i området omkring Skt. Hans Torv. Så der tog vi ind – og parkerede på hjørnet af Elmegade og Birkegade. Og jeg kan huske, hvordan jeg skyndede på dem, fordi jeg var helt sikker på, at bilen ville være skrællet fuldstændig – eller væk – når vi kom tilbage.

FØRSTE STUDIEÅR: Min veninde havde fået en lejlighed lige ved Skt. Hans Torv – og jeg skulle med ud og se den. 18. maj-optøjerne var lige løbet af stablen, men jeg havde været ude og rejse, så jeg forbandt det ikke rigtig med Nørrebro. Jeg boede stadig hjemme og blev ofte korrekset af mine veninder, når jeg spurgte, om ikke vi skulle tage ind til byen? “Vi bor jo i byen” sagde de med kendermine. Men jeg mente jo stadig K, når jeg sagde byen. Hverken N, Ø og V – og slet ikke NV og S – figurerede i mit billede af København, før den dag, min veninde og jeg stod på Dronning Louises Bro og jeg havde købt champagne og plasticglas med for at markere overgangen til hendes nye kvarter. Vi stod der og så udover søerne og Irma-hønen blinkede og jeg fandt en helt fantastisk vest i Blågårdsgade og vi fik en tallerken med humus og soltørrede tomater på Cafe Funke – og det var længe før, der var noget der hed brunch og tapas og Sebastopol og Pussy Galores og cafe latte segment. Og jeg syntes, der var helt fantastisk.Og der gik ikke så lang tid, før jeg fik mulighed for selv at købe en lille andelslejlighed lige ved Skt. Hans Torv. Hele flyttecrewet spiste på Quattro Fontana – og jeg tænkte, at der skulle jeg spise rigtig tit nu. Og jeg har ikke været der siden.

STUDIETIDEN: Lejligheden ændrede sig hurtigt omkring mig. Jeg flyttede fra stuen op på 2. i en lidt større lejlighed. I den nye lejlighed havde de tidligere beboere glemt en brosten, de havde plukket op på torvet den 18. maj. Den har jeg stadig. Og nogle år senere købte jeg nabolejligheden og havde pludselig fire værelser. Små værelser, men dog fire af dem. Og omkring mig ændrede huset sig. Byfornyelsen satte ind og pludselig blev klimaskjoldet renoveret, mens opgangens gamle drankere blev ekskluderet. Gammeldags kaffebarer, bodegaer og brune værtshuse blev udskiftet med smarte cafeer og modetøjsbutikker. Marskandiserne hævede priserne. En gammel byggegrund blev forvandlet til “Have på en nat”. Vores baghus blev revet ned og vores to gamle asfalterede gårde blev lagt sammen til en stor, børnevenlig gård. Men inden det kom så langt, havde vi nået at have BZ’ere i baghuset, hvilket jeg knap nok ænsede fordi det skete mens jeg var ude og aflevere mit speciale – og baghuset var ryddet igen, da jeg vendte hjem en kandidatgrad rigere.

VOKSENLIVET: Kvarters-hypen rykkede heldigvis hurtigt videre til Vesterbro og efterlod indre Nørrebro som det helt perfekte kvarter for mig at leve i. Den perfekte blanding af delikatesser, modebutikker, små grønthandlere, mange slags mennesker, cafeer, morgenværtshuse, kaffe-bikse og lokalkolorit. Herligt befriet for decideret hype. Bortset selvfølgelig fra, når medierne hyper Nørrebro – og det altid er for det onde. Når de viser brændende biler og kalder det en krigszone og frygtsomme forstadsfolk spørger, om man cykler med skudsikker vest. Og jeg må da indrømme, at jeg kørte bilen ud til en veninde, der i dag bor et stenkast fra mit barndomshjem i Gentofte, da Ungdomshusuroligehederne for alvor bragede og brændte i gaderne. Og selvfølgelig er jeg da bevidst om, at der KAN ske noget fatalt – men det kan der jo på den anden side altid, alle vegne. Så det kan man ikke lade sig styre af, og jeg har alligevel altid bestræbt mig på at leve hver dag som var den sidste. Og i øvrigt må jeg indrømme, at jeg i dag kan føle mig mindst lige så utryg på en øde villavej, hvor jeg kan få mange seriøst ubehagelige fantasier om, hvad der gemmer sig bag ligusterhækkene.

OG NU? Elsker jeg at besøge min far, der er flyttet tilbage til mit barndomshjem efter 10 år i udlandet. Og jeg trækker vejret på en anden måde, når jeg sidder der i haven, laver mad i det køkken eller springer på hovedet i svømmebassinet på den der helt velkendte måde, jeg har gjort en billard gange som barn. Og jeg elsker at se det grønne og det blå deroppe. Og jeg kan stadig danse lanciers i søvne. Nogle ville sige, at jeg stadig taler Hellerup-fint. Og jeg kan sagtens begå mig på de bonede gulve, når og hvis det skal være. Jeg vil ikke udelukke, at jeg engang flytter ud af byen igen – og jeg prøver at huske mig selv på, at børn ikke nødvendigvis bliver indskænkede bare fordi de vokser op i Nordsjællandsreservatet; at man nok ikke får pip af pænheden, når man bor midt i den; og at det ikke står mejlset i sten, at jeg vil forvandle mig til frygtsom forstadsfrue, hvis jeg flytter derud engang. Det skulle nok gå alt sammen, hvis det var. Det ved jeg jo, det gør for rigtig mange andre. Men det trækker overhovedet ikke i mig lige nu. For p.t. er der ikke noget sted i Danmark, jeg hellere ville bo, end lige netop midt på Nørrebro.

Reklamer