Hjælp mig med at løse “viktualie-mysteriet”

by Nadja

I mit ordforråd findes der en helt særlig kategori af ord, som jeg på en eller anden måde har fået indkodet forkert fra starten og troet betød det omvendte eller noget helt, helt andet end de gør. For eksempel var jeg ikke særlig gammel, da jeg lærte ordet emancipation. Og jeg var jo en lille stræber-nørd, der meget gerne flettede de nye, lækre ord, jeg havde lært, ind i enhver sammenhæng. Problemet var bare, at jeg i årevis brugte det i betydningen “undertrykt” – og først i en pinligt høj alder fandt ud af, at det betød det temmelig præcist det modsatte. Så er det, man med en kombination af røde ører og smertelig selverkendelse tænker tilbage på alle de gange, man har sagt noget, der i bedste fald har lydt som volapyk og i værste fald er blevet taget til indtægt for det modsatte synspunkt… Sådan er der nogle ord, der nager mig og plager mig. Pirrer, driller og forvirrer mig. Og som jeg ikke helt kan slippe. Jeg fæstner blikket, hørelsen og opmærksomheden på dem, hver gang de dukker op og har stort set altid svært ved helt at acceptere, at jeg virkelig har haft så meget uret i så mange år.

Og selvfølgelig er det et udslag af uklædelig stædighed og ærekærhed. Det vil jeg end ikke forsøge at forklare mig ud af. Men det handler om mere end det. Det handler OGSÅ om en ekstrem nysgerrighed efter at forstå kimen til mine egne indgroede misforståelser – fordi det også samtidig er kilden til at opdage flere af sprogets krinkelkroge og finesser.

Og her er der et konkret eksempel, jeg for tiden pusler med i tankerne og rigtig godt kunne bruge jeres hjælp til at forstå afkrogene af. Og det udspringer alt sammen af det lille umiddelbart uskyldigt udseende ord VIKTUALIER.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom til at snakke om det. Men jeg KAN huske, at min mor og jeg for nogle år siden endte i en temmelig lang og sjældent ophedet diskussion om betydningen af ordet viktualier.

JEG var fuldstændig overbevist om, at viktualier var en fællesbetegnelse for gryn, mel, sukker, kaffe og kakao. Lidt svarende til ordet “kolonial”. (og på spørgsmålet om, hvad forskellen på viktualier og kolonial så var, opfandt jeg to muligheder 1) kolonial = en overkategori for alle de andre svarende lidt til købmand eller 2) kolonial = en underkategori for alle de af viktualierne (sic!) der kom fra de tidligere kolonier – altså kaffe, cacao, the etc. Deraf navnet kolonial.

Min mor – der jo ret beset havde mere at have det i eftersom hun var opvokset i en tid, hvor der rent faktisk stadig fandtes viktualie-butikker og en kolonial-handel var en kolonial-handel- var af en helt anden opfattelse: viktualier var et andet ord for pålæg, mayo-salater og andre finere slagterdelikatesser. Og kolonial var – for en god ordens skyld – noget der svarede til min forståelse af viktualier. Dog havde jeg ret i ordets oprindelse, det med kolonierne.

Lad mig bare slå fast med det samme, at min mor havde ret. Klog som hun var. Sprogkyndig som hun var. Og opvokset som hun var i en tid, hvor man rent faktisk brugte ordet aktivt og også i Danmark skelnede mellem slagtere og viktualiehandlere på samme måde som i Frankrig den dag i dag skelner mellem charcuterie og boucherie. Hun havde ret, og det måtte jeg gang på gang erkende, når jeg faldt over en ny ordbog og slog det op bare sådan for sjov og stædigheds skyld, og der blev ved med at vise sig variationer over temaet “fedevarer” (stik den !) Jeg fik bekræftet, at hun havde ret, hver sjælden gang, jeg så et skilt over en butik, hvor der stod “viktualier” og jeg trykkede næsen flad mod ruden og så fiskefrikadellerne, hønsesalaterne, leverpostejerne og det afskårne pålæg ligge på rad og række og ligne alt andet end grynd, mel og sukker. Og jeg måtte acceptere, at hun havde ret, hver gang, jeg syretestede ordet på andre danskere på over 50. Der var ingen tvivl. Virktualier = charcuteri og delikatesser.

Men selvom jeg VED, hun havde ret, og fuldt ud både respekterede og accepterede det, har jeg alligevel STADIG svært ved helt at FORSTÅ det. Det pirrer, driller og forvirrer mig. Jeg synes STADIG, det virker helt vildt mærkeligt, at viktualier skulle betyde pålæg. Jeg kan ikke få det til at passe inde i hovedet. Det er kodet forkert ind fra starten. Og jeg har simpelthen så svært ved at omkode det.

Og her kunne historien være sluttet. Men det gør den ikke. For der er for nylig sket to interessante udviklinger i sagen.

1) Jeg har opdaget, at stort set alle danskere på min egen alder, jeg spurgte (og jeg ved godt, at det er virkelig nørdet overhovedet at gå rundt og spørge folk om den slags…men sådan er det, når jeg har ord på hjernen) reagerede på en af to følgende måder:

  • Viktualier – Det ord har jeg aldrig hørt før
  • Viktualier – Er det ikke sådan noget gryn og mel og sukker og sådan noget?

Så det viste sig, at jeg ikke er den eneste, der havde misforstået ordet. Vi er en hel generation, der har fået kodet det forkert ind. Hvis vi overhovedet har fået kodet ind. Og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, hvor den fælles fejlkodning kommer fra.

2) En af de nyt-køkken reklamer, der kører for tiden (for de er der jo stadig midt i krisen, selvom de nu slår mere på prisen end på drømmen om samtalekøkkenet og det gode liv) reklamerer for begrebet “et godt gammeldags viktualierum”, mens de viser baggrundsbilleder af fine hylder fyldt med (og hold nu fast) gryn, mel og sukker. Det fik mig til at slå viktualierum/viktualiekælder op i ordbogen. Og se så: hvad står der lige nedenunder “viktualieforretning: en forretning, der sælger viktualier = charcuteri, delikatesseforretning”? Der står “viktualiekælder – kælder til opbevaring af madvarer” – altså viktualier i den langt, langt bredere betydning, der i høj grad også kan inkludere mel, gryn og sukker udover “fedevarerne” og delikatesserne.

Og det er så så langt, jeg p.t. er kommet med viktualierne – et ord, jeg har haft på hjernen on/off i et par år. Men virkelig har smagt på i den seneste uge tid, siden jeg så køkkenreklamen. Jeg ville ønske jeg havde kunnet ringe til min mor og spurgt hende, hvordan hun troede, det hele lige hang sammen:

  1. Havde viktualiekældre altid haft den bredere betydning som opbevaring af alle slags madvarer.  Eller var de mon oprindeligt tiltænkt de fordærvelige varer – som viktualierne jo virkelig har været – der skulle stå så koldt som muligt i kælder =koldt. Men ændrede formål, da køleskabene kom til og derfor blev fyldt op med kolonialvarer – med stadig beholdt navnet viktualierum/kælder?
  2. Skete der mon – omkring en tid, hvor jeg blev født og supermarkederne for alvor begyndte at tage livet af specialbutikkerne – en umærkelig sammenglidning af begreberne kolonial og viktualier. Og er det simpelthen, fordi vi tilhører “supermarkedsgenerationen”, at vi i 30-something-generationen glemte alle ord, der tidligere hjalp folk til at skelne mellem varerne.
  3. Hvorfor var det viktualiehandlerne og ismejerierne, der måtte dreje nøglen om, mens slagterne, bagerne, fiskehandlerne og til dels grønthandlerne fortsat findes som selvstændige butikstyper?

Min mor ville have haft en masse gode svar og tanker om det, er jeg sikker på. Og vi ville være endt med en lang samtale om handelslivets udvikling, indkøbsmønstre og forbrug. Men desværre er hun død, og det samme er min mormor, der ellers også plejede at være den optimale livline, når det galdt den slags spørgsmål, som ordbogen ikke leverer svarene på – og man ikke rigtig kan slå op. Men til gengæld kan være heldig at finde stumper af i DR2’s populærkultur-potpourri-programmer.

Så nu spørger jeg i stedet alle jer derude – hvem ved noget om viktualier, viktualiebutikker og viktualiekældre. Og hvem ved, hvorfor påfaldende mange i min generation forveksler viktualier med kolonial? Hvad var det, der endegyldigt udslettede de selvstændige viktualiebutikker og kendskabet til ordet viktualier? Enhver informationsstump, erindring eller teori vil være meget kærkommen…

Advertisement