Nadja Pass

TØ er en mikroårstid, der følger lige i kølvandet på frost. Den har en helt særlig lyd. Det drypper og skrider og rutscher og krakelerer omkring ørerne på en. Isskrabere, der før raspede henover forruderne i de tidlige morgentimer, glider nu og skaber gletschere i deres kølvand. Tø er lyder af vådt i vådt. Ikke den skarpe lyd af flænget silke eller frostklar knitren. Vådt i vådt. Dryp, dryp, dryp.

TØ er en kortslutning i hjernen, når tanker, der før stod knivskarpe og frostklare, er i opbrud. Tankeflagerne glider sammen og skaber nye formationer – og man forsøger forgæves at klamre sig fast til resterne af en velkendt isflage. Indtil det går op for en, at man er nødt til at slippe det gamle paradigme, den oprindelige plan, krydsklippe dispositionerne og vælge nye strategier. Tanke-tø betyder kaos…og det kan være ubehageligt, mens det står på. Meget ubehageligt endda. Men så skal man altid huske sig selv på, at tanke-tø næsten altid markerer overgangen til noget bedre. Selvom det kan være svært at forstå, mens man lader sig hvirvle rundt i grødisen.

TØ markerede det helt fantastiske tidspunkt på året, hvor isen – oh glidebane, oh fryd – på mine forældres svømmebassin krystalliseredes i store isklumper, der stadig har sammen. Men kun lige akkurat. Og intet slår fornemmelsen af isklumper, der krakellerede omkring den nøgne krop, når jeg løb op fra saunaen og sprang ud i det.

TØ vil være konsekvensen af alt for omfattende klimaforandringer omkring polerne.

TØ er den sårbarhed, der tillader en lille blå anemone at gennembryde sneen og smelte det gennemfrosne hjertes kvarts den første dag i marts.

TØ var en tilstand, vi frygtede meget i mit barndomshjem. Taget på havestuen var fejlkonstrueret. Alt for fladt. Tagpap er noget uforudsigeligt noget. Og trods årlige reperationer var det frem med arsenalet af margretheskåle strategisk fordelt under særligt udsatte steder. Dryp, dryp, dryp. Et vandorgel – eller sarte trommehvirvler. Vådt i vådt.

TØ er en frøken, der går tur med Snemand Frost ved Søndersø. Finder en bænk og slår sig ned. Taler lidt om kærlighed. Og får Snemand Frost, der var lidt bleg, til at smelte i det øjeblik han uskyldigt spørger “må jeg kysse dig”. Tilbage sidder hun på bænken med en kop, for Snemand Frost er tøet op.

TØ er fornemmelsen, når en forkølelse letter. Når snottens indlandsis fortager sig, og man i glimt begynder at kunne se ud af øjnene, trække vejret gennem en næse-kanal, smage med et enkelt smagsløg.

TØ er afslappetheden, der indtræffer, når en forfrossen krop nedsænkes i et karbad. Når spændte muskler afspændes. Når den trætte krop går omkuld og bliver et med sengetøjet og madrassens fjedre.

TØ er glæden, når man forelsker sig, lærer nye mennesker at kende, første gang hører et lille barn sige ens navn og kan mærke, at det begynder at savne en. Når man genopdager gamle venskaber eller opdager gode sider af en person, man ellers er forbeholden overfor. Man mærker sit hjerte smelte og små deltaer af noget varmt og altomfavnende sprede sig helt ud i fingerspidserne.

TØ er tegnet på opbrud, nybrud, tankebrud, nedsmeltning og nye tider. Men også tegnet på forårets komme. Man stirrer vemodigt ud på det smeltende vinterlandskab, kysser snemændene farvel og det velkendte farvel. Og lader sig varme af forårssolen, men de mørke tåger fortager sig.