Gravskrift for Politikens Magasinet

by Nadja

I morges sad jeg som sæd-søndags-vanlig i timevis med min kaffe, min morgenmad og min Søndagspolitiken. Og da jeg med en veltilfreds brummen lukkede sidste side af Magasinet, konstaterede jeg, at jeg faktisk havde læst hvert eneste ord i tillægget. Og at det faktisk har været tilfældet de seneste mange søndage.

Magasinet har udviklet sig til at være desserten på mit søndagsmorgenbord – og har givet mig en behagelig fornemmelse af at være helt fyldt op af gode sager, inden jeg har fortsat min søndag. Og det besluttede jeg mig for at blogge om – for det skulle roses! Især fordi Kommunikationsforum bad mig anmelde Magasinet ved premieren i september 2007 – og jeg dengang havde store forhåbninger til, hvad Magasinet ville kunne komme til at kunne, selvom premiereudgaven ikke helt levede op til forventningerne.

Og i morges gik det så for alvor op for mig, hvordan Magasinet umærkeligt i løbet af de seneste halvandet år havde udviklet sig til lige præcis det, jeg havde håbet – og savnet – på det danske mediemarked. Et magasin, hvor man i dag kunne læse alt fra:

  • et både hjerteskærende inderligt, bag-kulisserne-fascinerende og råt-for-usødet-splatter-beskrivelser af forældrenes voldsomme dødsfald portræt af den københavnske partyplanlægger Jean von Baden.
  • en sansemættet gastronomisk grønlandssafari, hvor NOMAs næstkommanderende kok med befriende jeg-fortalt kokke-nørdethed beskrev sit ophold på Grønlands eneste kokkeskole. Og hvordan han sammen med eleverne havde ekserpimenteret med at sylte topskud fra den lokale blæretang og braissere isbjørnehalse.
  • en fin lille sag om gastronomiens svar på wikipedia: foodista.com – ikke så mange dikkedarer andet end nogle fine små ingrediens-rebuser. Men godt at vide, at den side findes.
  • en skøn fotofortælling om et ægtepar på Coney Island og deres skærmydsler. Fint, finurligt og inderligt fortalt i ord og billeder.
  • et lille essay under overskriften “Min Mor” skrevet af forfatteren Karen Fastrup som en del af en serie, hvor forskellige forfattere er blevet bedt om at skrive essays om henholdsvis deres far og mor. En serie, der har fungeret rigtig godt, fordi der på den ene side har været en helt enkel ramme – og den samtidig er så fundamentalt genkendelig for alle, at det har været rigtig sjovt at læse de forskellige fortolkninger og angrebsvinkler.
  • et modebillede fra gaden, hvilket også er en serie, hvor helt almindelige mennesker bliver stoppet i gadebilledet og det bliver kommenteret, hvad de har på og hvorfor det outfit fungerer godt. Ikke i sig selv noget, der aldrig er set før – men alligevel en fin og befriende tilgang til modestoffet.
  • Og så var der også et uddrag af Hans Otto Jørgensens roman “The Factory” som er det eneste, jeg endnu ikke har fået læst i denne udgave af magasinet.Men det har jeg til gengæld fået gjort mange af de andre søndage – og jeg har også svælget i lyrikken, de gange, de har bragt det.

I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg også fundet mig selv deklamerende lange lyriske passager, der var genoptrykt i magasinet; grine over forskellige skævt-castede kändisser og intellektuelles svar på de forskellige kategorier i Max Frischs Spørgeskemaer og læst mig klogere på alt fra Brande (som i den stenrige jyske by, nu med palmesmykket badesø) til Tommy Kenters humørsvingninger.

Og det ville jeg gerne hylde. For jeg syntes netop det var lykkedes redaktionen at skabe et livsstilsmagasin, der var en avis værdigt. Noget, der klart adskilte sig fra “almindelige livsstilsmagasiners” overfladiske tour de force gennem tidens tendenser – ved at have glimt i øjet, turde lyrikken og litteraturen og give plads til det nørdede, det mærkelige, det inderlige. Noget, der også samtidig fanger omnibus-avisens styrke ved at komme rundt om mange vidt forskellige ting og præsentere ting, man ikke anede, man interesserede sig for, på en måde der engagerer, inviterer og involverer. Ofte skrevet med den indlevelse, jeg-fortælling, ordleg og kant, jeg ellers så ofte savner, at de skrivende journalister tillader sig selv at dyrke.

Så glad og opløftet satte jeg mig til tasterne. Og startede lige – som jeg efterhånden har fået for vane, når jeg går og tumler med tankerne om et blogindlæg – med et lille forskræp i min Facebook-opdatering. Der i al sin enkelhed lød:

Nadja kan overordentlig godt lide Magasinet, der følger med Politiken om søndagen.

Og hvad skete der så? Hvad skete der så?

Der kom en fin lille række af sympati-tilkendegivelser…og så var der sgu en, der skrev, at nu lukkede Politiken Magasinet. Sidste udgave kommer 1. marts – og så bliver det afløst af et mad og vin-tillæg. Og en opgradering på den populærvidenskabelige front.

€%#&#%#&€&&#?&#&&#%€ -grrrrrr-&%€#/&#/#”#&€&”&#/”-grrrrr-øv-og-grrrrr-for-fanden-da-altså.

IKKE fordi jeg er i tvivl om, at Politiken vil kunne levere et overordenlig dejligt mad-og-vin-tillæg. Jeg er i forvejen stor fan af madskribenterne i Lørdagsliv og synes ofte, at de  formår at supplere mine mange hyldemeter kogebøger med nedslag i årstidens ingredienser, der inspirerer mig gastronomisk lige nu og her. Ingen fejl på dem, og jeg vil hellere end gerne se mere fra deres kant. Og videnskabsformidling er jo også en af mine markante kæmpheste. Så som udgangspunkt lyder de nye tiltag da rigtig attraktive for mig.

Men hvorfor skal det gå ud over lige netop Magasinet? Noget af det, der ellers fremstod som et stadigt mere vellykket eksperimentarium for fremtidens journalistiske genrer og skrivemåder. Lige netop dér fik man glimtvis nogle eksempler på, hvordan aviserne kunne bevare lidt af deres eksistensberettigelse fremover – og det overrasker mig på en gang positivt og vemodigt, at det på halvandet år var lykkedes Politiken at forvandle et lidt vaklende premierenummer til et koncept, jeg helt oprigtigt kommer til at savne.

Reklamer