Nadja Pass

Igår aftes løb det store Danmarks-indsamlingsshow henover skærmene i temmelig mange små, danske hjem. Også i mit lille hjem. I hvert fald for et par korte bemærkninger. For selvom det egentlig passede perfekt  med et stort anlagt tv-show, mens jeg ordnede bunker fra dagens omfattende ommøblering, blev jeg hurtigt så irriteret på showet, at jeg blev nødt til at flygte over på nogle andre kanaler suppleret med nogle flygtige visitter på showet – og til sidst smed Pans Labyrint på, så jeg kun lige nåede afslutningen på showet bagefter.  

Nu kan man så med god grund spørge, hvorfor jeg overhovedet tændte for showet og blev ved med at vende tilbage, når det nu irriterede mig så meget. Og her er svaret forholdsvis enkelt. Jeg har altid interesseret mig meget for nødhjælpsspørgsmål. Da jeg studerede et år i Ghana i sin tid og supplerede retorikken med antropologi og minoritetsstudier, var det med henblik på at arbejde med nødhjælp – og jeg har sågar i min pure ungdom arbejdet frivilligt for FN-forbundet, da de stod bag et symposium om aktiv multilateralisme. Det endte ikke med at blive den vej, jeg gik, da det kom til stykket. Men det ændrer ikke ved, at emnet interesserer mig meget, og at jeg som “kommunikationsinteresseret” følger nødhjælpsorganisationernes nye tiltag og kommunikation med skærpet interesse. Jeg ville – med andre ord – faktisk rigtig gerne have set et godt show, der udover at indsamle penge, reelt også informerede og involverede seerne i problematikkerne – og opfordrede dem til at tænke videre og engagere sig i sagen udover den hurtige donation denne aften… Så hver gang, jeg switchede tilbage til showet, var det med håb om at støde på et indslag, der fungerede som et godt, gedigent stykke motivationsretorik, der ikke alene ville kunne vække seernes interesse for emnet, men også engagere dem i sagen udover at ringe et beløb ind for at rense samvittigheden. 

Men desværre var det, jeg så temmelig præcist følgende:

• Nogle små klip med “familien Danmark”, hvor forældrene (begge skuespillere kendt fra DR’s store søndagsdrama-succeser) i en fiktiv familie har skræmmende svært at forklare deres unger, hvorfor det er vigtigt at tænke på andre end sig selv. Ideen var måske rigtigt tænkt: at det var en nem måde at få forklaret “the basics” og give seerne noget hjælpeløshed og uvidenhed at spejle sig i – men klicheerne var så tætpakkede, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen Familie Danmark reelt følte sig spejlet. 
• En stor klynge dansktopsangere, der sang en fælles potpourri over forskellige kendte schlagere. (fred være med dem)
• Jan Gintberg på besøg hos Pia Kjærsgaard, Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Helveg i håbet om at få den til at donere et beløb til den gode sag. Han var i selskab med en mandshøj, levende raslebøsse, der dansede så løssluppent  i baggrunden under micro-interviewet med Morten Helveg, at han blev ekstremt distraheret. Og betød, at Pia måtte op på en stol for at fodre bøssen (sic!) og Jan Gintberg måtte løfte Johanne Schmidt-Nielsen højt i vejret. Så hvad der egentlig kunne have en interessant mulighed for at høre de tre temmelig forskellige politikeres syn på nødhjælpen, endte i totalt gøgl – for uha, nej, det var jo lørdag og stort show og det måtte endelig ikke blive kedeligt… Men ærlig talt – det ville da være alt andet end kedeligt at høre netop de tre politikere diskutere deres syn på nødhjælpsspørgsmålene… 
• En hel masse snakke mellem den kvindelige vært – Mette Walsted Vestergaard – og en dame fra Lauritz.com om progressionen i en masse auktioner, der spændte overalt fra Mette WV’s påklædningen under showet til middage med kändisser, rejser til eksotiske steder og en Morsø-brændeovn med unikt design af Monica Ritterband. (Og det skræmmende er jo, at man kan huske den slags detaljer – skidtet virker jo! Og det mærkelige er jo så, at de fleste af tingene er luksusvarer i særklasse A. Dyre restauranter, smykker, rejser, designermøbler, kjoler…som altså er en meget mærkelig kombination, når man samtidig appellerer til, at “vi danskere” jo har så rigeligt, og at vi godt kan undvære lidt til de stakkels afrikanske familier).
• Og nu vi er ved auktionerne, så havde smykkefirmaet Pandora fået kringlet en yderst lukrativ markedsføringsaftale på plads. De havde lavet et særligt “Danmarks-indsamlingen-armbånd”, der ikke alene sad klar til bortauktionering på Mette WV’s håndled (og endte med at gå for 12000 kroner) men også var til salg gennem auktionerne. Det betød, at Pandora blev nævnt et helt ufatteligt utal gange under de få minutters klip, jeg så. Toppet med, at deres direktør fik lov at komme på scenen for at overrække en check på en million, hvoraf næsten dem allesammen var kommet fra seerne indkøb af armbånd, men hvor hun fik kæmpe applaus for at have rundet op til millionen – og det må siges at være ca. 30000, der var ekstremt godt givet ud – for det antal primetime-omtaler ville have kostet kassen, hvis det skulle have været købt for reklamekroner. 
• Og nu, hvor vi er ved de ekstremt lukrative product-placement-aftaler, så havde VolksWagen også en stor aften. De havde udloddet fire biler, der blev introduceret af hver deres kändisvært som guds gave til menneskeheden (jeg så kun Passaten blive skamrost af Felix Schmidt – der også som ekstra bonus for vinderen, egenhændigt ville levere bilen til adressen, så man ovenikøbet fik lidt star-dust med i købet) – og som man kunne deltage i lodtrækningen om, ved at ringe ind i bestemte timeslots, der passede til endetallet på ens telefonnummer. Jeg synes, det virker enormt firser-agtigt og meget lidt klimabevidst at udlodde biler som hovedpræmie – hvorfor ikke noget, der på en eller anden måde er relevant for sagen? Hvorfor er hovedpræmien ikke, at husstanden resten af familiemedlemmernes levetid er faddere for et afrikansk barn, hvilket indledes med en rejse ned for at besøge barnet og reelt opleve, hvad det hele handler om. Banalt – men forhåbentlig illustrativt – eksempel.  
• Mens Pandora og VolksWagen således fik optimal omtale ud af deres “sponsorater”, gik det værre for en stakkels virksomhed i Rønne, der ellers var en de lokale sponsorer, da 100 børn i fire forskellige byer skulle hoppe om kap til et stykke musik – og de lokale sponsorer vil give et beløb for hvert hop, børnenes skridttællere viste. For mens sponsorerne i de tre andre byer gik klart igennem, kiksede forbindelsen lidt, da tiden kom til at nævne, hvem der gav pengene i Rønne. Og det var jo nok ikke lige det, de havde forestillet sig…Dette koncept var nok i øvrigt noget nær det mest syrede indsamlingskoncept, der var på skærmen i går. Jeg har ikke noget imod børn, der hopper. Men kunne man ikke have gemt dén idé til en tiltrængt kampagne og børn og motion i stedet? 
• En masse små film med stakkels afrikanere, der af den ene eller anden grund var kommet i nød og havde brug for familien Danmarks hjælp. Og selvom man her havde rokket sig et pænt stykke fra tidligere tiders billeder af opsvulmede børnemaver, var der stadig billeder af helt utroligt mange “negerhytter”, der ikke kunne andet end at fastholde familien Danmark i deres fordomme om, at hele Afrika stadig ligner “Lille Sorte Sambo”-land. Og selvom det desværre er tilfældet rigtig mange steder, er der altså også sine steder tale om moderne, velfungerende storbyer.Jeg husker tydeligt, hvordan folk så på mine billeder fra Ghana, Togo og Côte d’Ivoire, da jeg kom hjem fra mine studier dernede. Og ingen kunne forstå, at billederne fra Abijan – der på mange måder ligner en krydsning mellem Paris og New York – virkelig kunne være fra Afrika og folk åndede lettet op, når de endelig så de ca. 10 % af billederne, der viste “negerhytter”, kvinder med bananklaser på hovedet og små børn i lerklinede sklebygninger. Først da troede de på, at jeg havde været i Afrika (det land, som alle børn kender, der er ved at gå til i sygdom og nød). Desuden bød mange af de små film på følelelsporno af den ufede skuffe, hvor der overfokuseres på et enkelt barns problemer i en grad, at Mette Walsted Vestergaard følte sig nødsaget til at understrege, at selvom den lille pige på billederne VAR blevet hjulpet af selveste tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, var der andre små piger, der havde brug for danskernes hjælp.
• Et besøg i call-centeret, hvor Joachim B. Olsen lovede at offentliggøre farven på sine underbukser til den næste, der ringede ind. (Og da spændingen blev udløst senere, viste det sig, at han var – så vidt jeg husker ordret citeret – “Gone commando for de afrikanske familier”. Altså at han ingen underbukser havde på. Igen – fred være med det – men hvad skal det til for?)
• Et af de eneste nedslagspunkter, der smagte bare en lille smule af noget, var, da et en kändis i callcenteret  – som jeg ikke lige husker, hvem var – Nicolai Coster Waldau, måske? – fortalte, at han havde talt med nogle privatpersoner, der havde doneret 10.000 med begrundelsen “vi har nok”. Så enkelt kunne det reelt gøres – at overbevise danskerne om, at de fleste af os – trods finanskrisen og en vis nedgang i salget af fladskærme, kolossale webergrills og designertøj, har mere end nok.    

Mellem alle de mange indslag, bandt værterne det hele sammen med en masse tilbagevendende diskussioner om statistik – mellem kønnene, landsdelene etc etc, der altsammen medvirkede i de forskellige konkurrencer om, hvem der gav mest. og ikke mindst i programmets overordnede konkurrence med sidste års indsamling. For det store spændingsmoment var jo, om “danskerne ville være ligeså gavmilde i år trods finanskrisen” (nogenlunde ordret citeret). Hvilket konstant fik værterne til at gjalde “KOM SÅ DANMARK”.

“Vi” viste os så heldigvis stadig at være gavmilde og barmhjertige. Indsamlingen slog sidste års rekord med ca. 3 millioner. Hvilket afslutningsvis fik værterne til at gå i selvsving over, hvordan en lille nation formåede at se ud over sig selv og hjælpe folk i nød. Og danskerne blev takket for deres indsats med ord som barmhjertighed.

Og hvorfor er det så, at det hele irriterer mig så meget? Hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig over, at der trods alt blev indsamlet over 70 millioner, der helt sikkert kommer til at gå til gode formål. Og hvorfor tager jeg ikke bare hatten af for alle de kunstnere og kändisser der stiller frivilligt op i den gode sags tjeneste og for DR, der stiller hele sendefladen og et par af deres mest efterspurgte værter til rådighed. Og hvorfor hylder jeg ikke bare – ligesom værterne, kronprinsparret og publikummet i koncertsalen – alle de virksomheder, der giver store beløb eller stiller gratis varer til rådighed for auktioner og lodtrækninger? Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere, at det er det, der tilsyneladende virker?

Det kan jeg ikke, af tre helt basale årsager:

1) Jeg synes, der er tale om en virkelig problematisk sammenblanding af interesser. Der er tale om alt, alt, alt for eksplicit markedsføring af de virksomheder, der giver fra 10.000 og op – og ikke mindst sponsorerne af de store præmier – til, at der på nogen måde kan være tale om rendyrket barmhjertighed. Der er helt sikkert også mange gode og rendyrket barmhjertige meninger bag. Men jeg har alligevel svært ved at tro, at mange af de store virksomheder ville ryste op med 150.000 kroner – hvis ikke deres navn og beløbet blev nævnt, men de bare indgik i den anonyme pulje af glade givere. Og jeg tror heller ikke, at mange af de mindre virksomheder ville svinge sig helt op på 10.000, hvis ikke det var mindstebeløbet for at blive nævnt i donations-bæltet, der i en lind strøm glider forbi i bunden af skærmen. Og jeg har virkelig svært ved at tro på, at Pandora og Volkswagen ikke har krævet, at deres produkter skulle nævnes og roses X antal gange, hvis de skulle stille dem gratis til rådighed. Der er givetvis OGSÅ en masse gode viljer bag. Det er selvfølgelig alt sammen argumenter FOR, at det skulle være netop sådan – at det er nødvendigt med markedsføringselementet, hvis man skal have firmaerne til at ryste op. Og det er sådanset også fair nok – men så skal det bare ikke maskeres som barmhjertighed. Så er det markedsføring, der tilfældigvis samtidig går til et godt formål. Og det ville jeg ikke have nogen problemer med, hvis bare man kaldte en spade for en spade. Men det gør man ikke. Langtfra.   

2) Jeg synes, der er tale om et meget uhensigtsmæssig forsøg på at skabe interesse og opmærksomhed om nogle meget vigtige emner – som jeg simpelthen ikke fatter, skal “suger-coates” med falden-på-halden-humor, tykke klicheer og følelsesporno for at få lov til at blive sendt i den bedste sendetid og få hele DR’s markedsføringsmaskineri kørt i stilling. Hvorfor tvinger ingen Pia Kjærsgaard til at svare på, hvorfor hun gladelig giver et par hundrede kroner til indsamlingen, når hun med et par pennestrøg kunne gøre så utroligt meget mere godt? Hvorfor skal ens “barmhjertighedsgerninger” blandes sammen med lotto-drømme-mekanismerne om at vinde en bil eller få fingrene i billige luksusgoder? Og hvordan i alverden kan det være relevant – endsige reelt interessant – hvilken farve underbukser den regerende Vild-med-dans-mester har på, mens han besvarer seernes opkald? Når man ikke får lov at forstå, hvad problemerne reelt handler om, og hvad det er, der skal til for at løse dem, er det ikke så mærkeligt, at mange af organisationerne (som omtalt i ugens løb) står med en reel udfordring, når de skal bruge pengene. For “danskerne” vil se nymalede skoler og storsmildende afrikanske børn, for at føle, de har fået noget for pengene – men nødhjælpsorganisationerne, der kender problemstillingerne indefra, langt hellere ville bruge dem på vigtige møder eller andet forebyggende arbejde, der bare ikke giver ligeså gode billeder. Og derfor må fraprioriteres i ansøgningerne, hvis man gerne vil have del i midlerne fra Danmarksindsamlingen.  

3) Seerne opfordres ikke på nogen måde til selv at tænke videre eller handle yderligere, når bare de har ringet deres penge ind. Al barmhjertigheden og opmærksomheden koncentreres til en enkelt aften, hvor man så føler, man har gjort årets gode gerning, aftjent sin værnepligt. Og det er da fint nok at organisationerne nu får en ordentlig klump penge, som de forhåbentlig vælger at gøre noget fornuftigt med – men tænk på, hvad der kunne komme ud af, hvis man opfordrede os til at tænke på andre og være barmhjertige og godgørende hele tiden – ikke bare en enkelt aften, men altid. I stedet spilles der på det nemmeste af alle virkemidler – en massesuggestion, der under mottoet “Kom så Danmark” fokuserer på at slå rekorden fra sidste år. En påfaldende ting i denne forbindelse er også, at jeg i et radioprogram hørte en af værterne sige, at DR helt eksplicit havde valgt at samle al omtale af indsamlingen og “Afrikas problemer” i ugen op til indsamlingen. I stedet for at “drysse det ud over hele året”. Og selvfølgelig betød det da et massivt medietryk, der givetvis har sikret mere opmærksomhed om Danmarksindsamlingen end ellers – men ville sendetiden ikke være givet bedre ud ved løbende at omtale problemerne og engagere lytterne i debatterne. Ikke kun på P1 og DR2, men også på P3 og lige inden Disney Sjov? 

Jeg kan jo se på det hele, at det virkede efter hensigten. Det lykkedes faktisk at indsamle 70 millioner, der helt sikkert nok skal blive brugt til gode formål. Og det må man respektere og tage hatten af for. For målet er jeg enig i. Jeg bryder mig bare meget, meget lidt om midlerne. Og spørgsmålet er, om denne sammenblanding af følelsesporno, falden-på-halen-komedie, kändisser og slet skjult markedsføring virkelig er den ENESTE “winning formula” for et stort anlagt indsamlingsshow?

Hvorfor – hvorfor, hvorfor, hvorfor – vælger man altid den lette løsning med at gå efter laveste fællesnævner og de letindkøbte følelsesappeller? Er vi virkelig så dumme, at vi skal se os selv portrætteret som en familie, hvor forældrene er ude af stand til at forklare deres unger, hvordan verden hænger sammen og hvorfor det er vigtigt at tænke på andre ens sig selv? Kan vi virkelig kun forstå, at nogen har det dårligt, hvis det bliver skåret ud i pap, og vi får klasket en lille piges opkast lige i synet?

Det nægter jeg simpelthen at tro på er tilfældet. Jeg tror sagtens, at man med en kombination af alle de dygtige folk, der allerede lægger deres talent, tid og ansigt til den gode sag, ville kunne skrue et show sammen, der BÅDE var underholdende OG engagerende på en måde, der inspirerede folk til at tænke og handle langt udover 150-kroners-opringningen. Det tror jeg både, at mange af deltagerne og rigtig af seerne godt kunne tænke sig. Vi er bare et tavst mindre- (eller fler?) tal, fordi vi trods alt synes, det er vigtigt, pengene bliver samlet ind: Hellere en irriterende Danmarksindsamling, end ingen Danmarksindsamling. Men vi bliver nødt til at tage bladet fra munden, hvis vi gerne vil være med til at påvirke fremtidens indsamlinger og nødhjælps-kommunikation. For ellers ser producenterne ingen grund til at ændre på deres nuværende winning formula. Og så får alternativerne aldrig får lov at komme an på en prøve.