Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?
by Nadja
Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?
Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.
Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.
Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.
Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:
1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten.
2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.
3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.
4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.
5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.
6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.
Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?
Nadja Pass 
@”sommerfugle i maven får en til at præstere lidt ekstra.”
Min datter fik følgende anvisning, da hun skulle synge en sang på skolens kælderscene: ‘Butterflies in your stomach? Well, make them fly in formation!’
@ Christine – forrygende – sommerfuglenes svar på synkronsvømning
Mmmhhh…. jeg elsker at tale om nervøsitet, for det er for mig en af de følelser, vi er alt alt for bange for. Og det er som regel først, når vi bliver bange for nervøsiteten, at det går rigtig galt.
Når jeg underviser i talekunst, plejer jeg derfor altid at spørge publikum, hvilke mennesker de ville være, hvis de ikke var nervøse? Og hvem i alverden der ville have lyst til at høre en taler, som intet har på spil? Nervøse talere er jo netop, som du også er inde på, meget meget menneskelige.
For mig handler det om at kende sin nervøsitet – og måske endda dyrke den lidt. Så er man sikker på, at man ikke bliver overrumplet af den, når først man står på scenen. Derfor pisker jeg altid selv en stemning op allerede dagen før, jeg skal på scenen. Ved at visualisere publikum, scenen og mig selv og måske endda sige mine ord højt får jeg sommerfuglene til at baske med vingerne allerede hjemme i stuen, og så ved jeg, at når de flyver for fuld styrke næste dag på scenen vil det føles velkendt og måske ligefrem trygt.
De værste præstationer, jeg har lavet, har altid fundet sted, når jeg ikke var nervøs. For da var engagementet, intensiteten og vigtigheden gerne erstattet af rutine, distance og måske ligefrem ligegyldighed. Og det giver en langt værre præstation end en smule hakken og stammen og bævrende knæ.
@ Frk Juul: Tusind tak for nogle rigtig, rigtig gode overvejelser. Og god ide med at visualisere det hele hjemmefra. Er nysgerrig efter at høre, om du mon så kan få sommerfuglene til at flyve i formation allerede derhjemme? Jeg kan nemlig godt selv have lidt svært ved at holde generalprøve. Jeg ved godt, det er en god ide – men jeg kan ikke rigtig finde ud af at yde, når det ikke gælder rigtigt…
I øvrigt havde jeg en interessant oplevelse forleden. Jeg var inde for at høre et foredrag med en vildt sej økonomi-og-retorikprofessor, der udover at være transsexuel også stammede så meget, at hun fra starten måtte advare publikum om, at det var ret galt – så hun ville ikke blive fornærmet hvis man forlod salen på grund af det. Og derudover var hun meget hæs. Det vil sige, at der dybest set var alt muligt udefrakommende, der kunne have “forstyrret” hendes tale – actio – rigtig meget. Men da det kom til stykket var intet af det et problem: selvom mange af de gode pointer blev fremført under voldsom stammen, gik de helt rent igennem. Og det skyldtes, at hun var velforberedt, havde en masse interessante tanker på hjerte og hjerne og hvilede rigtig godt i sig selv, som hun stod der. Det synes jeg godt, man kan lære af, hvis man er lidt nervøs for at stamme eller at stemmen knækker eller at man er lidt usikker på sit udseende, når man står der og alle glor på en – pointerne kan sagtens gå helt rent igennem alligevel, hvis de er gode nok. Det er ikke nødvendigvis fremførelsen det handler om. (Og så kan man jo så i stedet blive giganervøs over, om man har nok at sige :-)
Jeg er helt enig. En rigtig god pointe kan ikke slås af banen af kropssprog, påklædning og talefejl. Måske man kan se det som, at arbejdet med fremførelsen handler om at give pointerne de bedst mulige vilkår, men heller ikke mere end det? Og så skal man heller ikke undervurdere ‘på trods-effekten’. Fordi det var åbenlyst, at professoren havde flere odds imod sig, gik hun nærmest renere ind. Publikum lyttede lidt mere velvilligt, lidt mere koncentrerede. Det synes jeg også, jeg oplever, når jeg kommer ud til et dobbelt-så-gammelt-andetkøns-andenfagligheds-jakkesætsklædt publikum. Man ser ikke ud, som én der ved noget i forhold til deres erfaringshorisont – og netop derfor trænger man nogle gange endnu lettere i gennem. Det bliver ganske lettere at overraske.
Og jo, jeg holder faktisk generalprøver. Ikke så ofte som før, men ved særlige lejligheder. Sidst var i privat sammenhæng, da jeg skulle holde tale for en veninde til hendes fødselsdag. Den havde jeg holdt to gange for bogreolen og en gang for min søster inden selve aftenen. Og frem for at binde mig til mit manuskript, som mange frygter, betyder det egentlig, at jeg kan løsrive mig i selve situationen. Fordi jeg har noget at løsrive mig fra.
Men jeg kan da klart godt finde på at rulle ned for gardinerne inden…;-)
@ Frk. Juul – faktisk holder jeg også generalprøve i udvalgte situationer, hvor jeg arbejder med forholdsvis fuldt manuskript. Da jeg skulle holde talen i kapellet til min mors bisættelse – og da jeg havde lavet en monsterlangt digt som åbningstale til Reboot sidste år – der helst skulle læses ret præcist op for at give mening. https://nadjasreflexioner.net/2008/06/29/freedom-is/ Så der så man helt sikkert lige mig øve fraseringer og overgange og pauser foran reolen fra nedrullede gardiner og med synkronflyvende sommerfugle i skøn formation.
Men jeg taler bare meget sjældent med fuldt manus – og når det er de mere åbne taler eller foredrag er det, at jeg har svært ved at holde generalprøve. Jeg er altid velforberedt – men hvad jeg konkret sig og hvordan jeg siger det, afhænger meget af energien i salen og publikums opmærksomhed.
Jeg har et ekstra tip: Hvis du er nervøs, så stå for alt i verden ikke med dit manuskript i hænderne, men læg det foran dig. Så slipper du for at alle kan se, hvordan papiret dirrer og viser, hvor nervøs, du er.
Det, det drejer sig om, er, at du ved, hvad du skal sige, at du er forberedt, at du føler, du har tjek på det. Så går det hele som en leg. ….;-)
Hvis der var èn, der for 10 år siden havde sagt til mig, at jeg skulle undervise i IT, ville jeg have sagt, at han var fuld af løgn. Men ikke desdomindre har jeg undervist i IT-programmer i mange år nu – og jeg elsker det – ! Netop fordi det er noget, jeg er god til og har tjek på. Har dog stadig problemer med at stå op og holde tale – selv i vores lille familie……. sjovt ikke…?
@ Maimuddi – Det er et godt tip med papirerne, for det er helt rigtigt, at blafrende papirer godt kan komme til at afsløre stor nervøsitet. I praksis kan det bare være svært at undgå, hvis man gerne vil have lidt manus med sig og ikke har noget sted at lægge det, der passer til stående position. Så det bedste råd er helt klart den sidste del af det, du skriver – at sørge for at have det sjovt med det og være velforberedt og ha’ det ok i maven med, at man måske ikke lige får sagt alt i præcis den rigtige rækkefølge eller på den rigtige måde – for så får man sikkert sagt så meget andet godt.
Hvis man først har den ro med sig i maven, blafrer papirerne heller ikke.
Og det med professionelt overfor privat kender jeg virkelig godt selv. Jeg kan ret upåvirket holde foredrag for 400 top-karriere-folk – men hvis der i en lille gruppe til et rødvinsforedrag sidder et familiemedlem eller en nær ven, synes jeg, det kan være enormt akavet. Jeg er ved at nå ud over det – men det tog en hel del år. Det er noget med forskellige verdener, der bliver blandet sammen, tror jeg.