Hvorfor er det så svært at respektere noget, der er gratis?

by Nadja

I dag var jeg til et helt fortryllende arrangement. Den islandske kunstner Halldór Úlfarsson præsenterede sit helt nyopfundre instrument-eksperiment, den elektro-akustisk cello-lignende Halldorophone, ved en koncert i riddersalen på Frederiksborg Slot. Der var gratis bustransport med kaffe og cookies, gratis entre til det fantastiske historiske slotsmuseum og selv koncerten var gratis. Og det var en kæmpe oplevelse. 

Og her er en lille smagsprøve…

 

Så langt, så godt. 

Men desværre var der et men. Vi var nemlig kun 12 voksne og 3 børn ombord i en bus, der kunne rumme ca. 50. Og der havde ellers havde både fuldt booket og venteliste og folk, der fik at vide, at de desværre ikke kunne komme med, fordi der ikke var plads til flere. Men da det kom til stykket, dukkede folk bare ikke op. Og det var ikke fordi de havde meldt afbud, så andre kunne have fået deres plads i stedet. De blev bare væk uden at sige hverken til eller fra.

Og det synes jeg simpelthen er så respektløst. 

Så man undskylde og sige, nå ja, det var en søndag formiddag. Og det var koldt. Og solen skinnede. Og måske var nogen blevet syge. Og ret mange havde helt sikkert tømmermænd. Og sådan. 

Men det ændrer ikke ved, at jeg igen og igen befinder mig til arrangementer af ekstremt høj kvalitet, hvor man virkelig føler sig forkælet og priviligeret over at mulighed for at deltage. Og hvor mange ville have givet deres højre arm for at kunne få lov at være med. Men hvor der i sidste ende langt fra er fyldt op. Selvom der i princippet var interesserede nok til at fylde alenlange ventelister.

Simpelthen fordi folk melder sig til i frygten for at gå glip af noget – men ikke gider at gøre sig den ulejlighed at melde fra i ordentlig tid, så andre kan få lov til at få deres plads. Det er – i alle ordets bogstavelige forstande – GRATIS at melde sig til.

Men det jeg simpelthen ikke forstår er, at det skulle være ensbetydende med, at man så også synes, man kan sjofle det efter forgodtbefindende. Jeg forstår sagtens, at man kan have behov for at ændre planer eller bare har lyst til noget helt andet, når dagen endelig oprinder. Men jeg forstår ikke, at det tilsynelandende sker så ofte og så konsekvent, som det sker.

Det absurde er, at situationen nok ville have været anderledes, hvis bare det havde kostet en hundredekroneseddel at deltage. Så tænker folk sig lige om en ekstra gang før de melder sig til – og en ekstra gang, før de lader dorskheden og det manglede overskud råde og melder fra igen. Men når det er gratis – når man bliver tilbudt en gave – er konsekvensen meget ofte, at man sjofler den eller ikke tager invitationen nær så seriøst.

For det er synd. Det er synd for arrangørerne og for dem, der rent faktisk deltager, fordi det ikke kan undgå at påvirke stemningen, når et arrangement, der er gearet til 50 ender med at skulle fungere for 15.Det er synd for fremtidige arrangementer og gode ideer, fordi både arrangører og sponsorer føler de har brændt sig på noget, der reelt var en stor succes og en kæmpe oplevelse for dem, der oplevede det – der var bare for få, der fik chancen. Og det er synd for alle dem, der gerne ville have haft pladserne. 

Så hermed en opfordring til at tage sine egne tilmeldinger mere seriøst og sørge for at komme ud af døren til de store oplevelser, selvom søndagsserierne på sofaen frister. Og ikke mindst et kæmpe HURRA for, at der stadig findes arrangører, kunstnere og sponsorer, der utrætteligt kæmper for at blive ved med at skabe gratis glæder for alle os andre.

Reklamer