Facebook som opslagstavle for mikro-nekrologer

by Nadja

For et par dage siden døde den fantastiske digter Inger Christensen. Og vi er mange, der i dagenes løb har genkaldt os hendes messende røst, når hun deklamerede, at abrikostræerne, brombær, brom, brinten og cikaderne findes. Og ladet tankerne tage på udflugt i sommerfugledalen, hvor de stiger op, planetens sommerfugle.  

Og det er ikke bare noget, jeg antager. Det er noget, jeg ved. For de seneste dage har oversigten over Facebook-updates budt på en perlerække af små mikro-nekrologer, der på hver deres måde hyldede Inger Christensen. Her er bare et lille udpluk:

XXX ved at abrikostræerne findes, abrikostræerne findes; bregnerne findes; og brombær, brombær og brom findes; og brinten, brinten.

XXX vil iklæde sig sørge kåben i aften og tage endnu en tur i sommerfugledalen.

XXX findes.

XXX r.i.p. <her stod navnet på vedkommendes nyligt afdøde mormor> (+freddie hubbard, fp jac og inger christensen).

Og så er der mine egne. Den første, jeg skrev netop som jeg hørte nyheden om dødsfaldet: 

Nadja husker sig selv på, at abrikostræerne findes og at de stiger op – planetens sommerfugle. Op, op, OP.

Og i formiddags, da jeg fik ideen til dette indlæg efterhånden som de andre statusupdates dukkede op:

Nadja synes, det er et fantastisk eftermæle for Inger C, at så mange bruger deres updates til subtile ‘in memoriam’-hilsner.

Den affødte så blandt andet følgende kommentar – og jeg vil opfordre alle til at følge linket derover og lige gen-nyde hele Alfabet.

Nu er hendes digte jo også i særklasse lækre at putte i statuslinjen…. Faktisk lo jeg lidt af hendes diktion og af Alfabet, indtil jeg læste det hele og blev totalt rendt over ende…. Tjek selv her: http://www.lyrikline.org/index.php?id=162&author=ci00&show=Poems&poemId=3149&cHash=193bebf9d9  

Men en ting er, at disse updates i sig selv er en fin lille hyldest til Inger Christensen – en anden ting er, at statusopdateringerne – og gruppedannelserne – i forbindelse med kendte personers død, er ved at være et meget udbredt fænomen på Facebook. Lige så nyligt afdøde FP Jac har også fået masser af update-hilsner og der er blevet startet mindegrupper. Og det samme var tilfældet, da Thomas Vinding og Camilla Bech Holten døde for forholdsvis nylig. 

På den måde benytter Facebookerne mediet til at dække et behov, vi måske aldrig rigtig tidligere har været os bevidst, men som viser sig at være ret stort, når nu vi først er bevidste om det. Nemlig behovet for at give udtryk for den individuelle sorg, mange af os kan føle, når en kendt person går bort. Ikke fordi vi sørger over dem som personer, vi har kendt og elsket personligt. Men som repræsenterer en æra, var barndommens stemme eller hvis tragiske skæbne vi læser ind i vores egen. Tidligere har der kun været plads til avisernes officielle mindeord og nyhedernes “og et dødsfald”-indslag. Og måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”. Men nu har alle mulighed for at dele deres egne personlige tanker eller minder. Stort og småt. Personligt og upersonligt. Fagligt eller socialt. Og dermed indgå i et fællesskab af andre, der også føler sorgen, uden rigtig at have nogen at dele den med, fordi den er sådan en uhåndgribelig størrelse – især når det drejer sig om et menneske, man ikke engang kendte selv.

I tilfældet Inger Christensen var mange af hilsnerne meget subtile. Man skulle kende til Alfabet eller Sommerfugledalen for overhovedet at kunne skabe mening i hilsnerne. Til gengæld styrkede det så fællesskabet med de andre Inger Christensen-elskere efterhånden som de andres citater dukkede frem på lystavlen. Kendte man ikke til Inger Christensens forfatterskab eller var man ikke bevidst om dødsfaldet, ville en update som “XXX findes” ikke i sig selv give mening. Men med kombinationen af den altafgørende timing og formuleringen, er det en hemmelig besked til alle andre Alfabet-elskere derude. På samme måde med en anden update fra den seneste dage:

XXX ville egentlig gerne læse mere lyrik.

Den har ikke nødvendigvis noget med Inger Christensen at gøre, men timingen tyder på, at den har det. Og at lyrikken lever videre og ligefrem får en kort opblomstring lige i dagene efter dødsfaldet, fordi man pludselig igen bliver opmærksom på alt det, man lige pludselig har mistet.

Heldigvis er Inger Christensens forfatterskab meget mere langtidsholdbart end et par flygtige Facebook-updates og hyldestgrupper. Men jeg synes alligevel, det er fint, at vi på den måde hver især har fået mulighed for at markere vores glæde over hendes værker og vores tristesse over hendes død. Alle os, der glæder os over, at både lyrikken og minderne og natsværmerne findes. Uanset liv og død.  

 

 

Reklamer