Matadormusicalen: lyn-resumé uden skyggen af Korsbækånd. Og hvor var Møgherne?

by Nadja

I går var jeg syg på den der ynkelige måde, hvor der ikke er andet at gøre end at ligge brak på sofaen og forsøge at finde en vinkel, hvor man kan skimte fjernsynet med mindst mulig hovedpine til følge. Og så kom jeg i tanke om, at jeg forleden havde optaget “Matador-musical” fra Operaen, som DR viste forleden, og som jeg var nysgerrig efter at se, hvad egentlig var for noget. 

Og inden jeg går videre med at sige det, jeg vil sige, er jeg nødt til at tage det forbehold og sige, at jeg var syg, havde ondt i hovedet og i øvrigt så det hele i en stilling, hvor hovedet var nærmest 75 grader forvrænget. Så det var selvfølgelig ikke det optimale tidspunkt at se den. Og det var i det hele taget ikke optimalt at måtte nøjes med tv-versionen, som det jo aldrig rigtig er, når man sender ballet, opera og drama på tv. Men alligevel og uden yderligere omsvøb: Sikke en gang l.o.r.t.  

For dem, der er lykkeligt uvidende om konceptet, kan jeg lige indledningsvis forklare, at der er tale om en ca. 3 timer lang musical bygget over tv-serien Matador, med Lise Nørgaards velsignelse, musik  af Bent Fabricius Bjerre (nu Fabric), instrueret af Peter Langdal og med en række af Danmarks kendeste skuespillere på rollelisten. Så der var på alle måder lagt op til den store folkelige publikumssucces, musicalen da også blev med et rekordstort antal solgte billetter. Og de klappede da også, så det var en lyst. Publikum.

Og jo, jo. Jeg lå da også selv og lo lidt i sofaen ad nogle af pudsige scener og replikker, vi alle sammen kender så godt. Og jojo, jeg synes da også, at de mange sceneskift mellem Varnæs-stuerne, Lauras køkken, Bankerne, Manufakturhandlerne, grisehandlerens og Frk.Friis-Kresten Skjern-alliacens boliger var ret godt tænkt med lemme i gulvet, der åbnede og lukkede sig og rullende Maud-senge, bankskranker, festborde og giner. Og jojo, der var da smæk for sang-og-danse-skillingen med nogle Broadway-agtige optrin med masser af benspjæt og fandango.

Men ligeså underholdende det på overfladen var lagt op til at være, ligeså komplet uinteressant var det alligevel. For det havde mistet det, der er Matadorseriens allervigtigste adelsmærke – det detaljerede persongalleri, der gør det umuligt at sige, hvem der er hovedpersonen og som gennemspilles med en sans for detaljen og en langsomhed, der netop indfanger Korsbæks søvnighed. Alle dramaerne der foregår under den rolige overflade.

Jeg er udemærket klar over, at man ikke kan få alt med, når man koger 24 afsnit af over en times varighed ned til tre timers musical. Og jeg er udemærket klar over, at hvis jeg havde fået lov at foretage min egen udvælgelse af nøglescener og nøglefortællinger, ville der lyde ramaskrig fra så mange andre, der ville mene, at jeg havde udeladt alt det vigtige. 

Men når man er nødt til at vælge fra, er man også nødt til at overveje, hvad man så tager med. Hvorfor er Møgherne overhovedet ikke med, når der bliver plads til introducere Gertrud (Agnes’ veninde og senere ansat hos Skjerns) når hun ingen rolle spiller i handlingen. Hvorfor er det så magtpåliggende at få nævnt Gotfred Lunds navn (i serien den korrupte byrådssekretær, der medvirker til Skjerns bestikkelsesskandale til sidst stikker af fra sin forgræmmede og forgældede hustru – i musicalen det umotiverede navn på Nazisten, der overdrager Skjerns et ikon til Ellen fra hendes far, der er faldet ved østfronten).  Og hvorfor overhovedet sende Elisabeth Friis til Salzburg med doktor Hansen, når turen ingen konsekvenser får for hendes og Krestens kærlighedsforhold i øvrigt. Et forhold, der fortsætter sin skæve og familie-strids-tyngede gang uden at blive forstyrret dramatisk af Krestens fallerede lyn-ægteskab med Iben Skjold-Hansen.

Og de karakteristiske bi-personer og bi-handlinger, der så ER bibeholdt bliver gjort endnu mere karikerede, end de er i serien. Fru Skjold-Hansens eneste replikker er at råbe “VEGGO” hen over scenen et par gange. Og Agnes’ afløser (der i musicalen smeltes sammen af Oda og Av-min-arm-barnepigen) introduceres kun for at kunne råbe “Av-min-arm” af sine lungers fulde kraft udover scenekanten. Også grisehandleren blev reduceret fra Busters Larsens lune til Tommy Kenters overdrevne sjofelheder. 

Det udløste store latter-brøl. Selvfølgelig gjorde det det. For det var jo det, folk var kommet for. At få repeteret alle de kendte og elskede replikker. Og her er vi inde ved sagens kerne. At der er tale om et resume af serien. Men det bliver for meget, når det reduceres til at være punchline-på-punchline. Og mange af de løsrevne punchlines, der fungerer eminent i tv-serien, er ikke engang rigtig sjove, når de er taget ud af sammenhængen. Rigtig mange af dem, der kun giver mening for den, der kender og elsker serien i alle detaljer – og derfor læser alt det andet ind. Musicalen ville ikke give mening, hvis man ikke i forvejen kendte tv-serien. En musical vil næsten altid – ligesom filmen baseret på best-selleren – virke overfladisk, hurtig og fordrejet. Men for den, der ikke kender bogen, vil den give mening alligevel.

I dette tilfælde vil jeg vove den påstand, at det meste, der foregik på den scene ville være fuldstændig sort for enhver, der ikke har ikke har set Matador (muligvis ovenikøbet flere gange,for man skulle være ret godt inde i handlingsforløbet for at følge med og forstå, at der faktisk var gået 15-20 år undervejs, selvom det kun var Mauds frisure, der havde ændret sig og Ingeborgs tøj, der var blevet lidt mere damet.

For den, der i forvejen kendte Matador, var det til gengæld sjovt at se, hvor skræmmende godt mange af skuespillerne lignede de go’e gamle. Mange af dem fraserede ovenikøbet deres replikker, så de lød præcis som i tv-serien. Og på en eller anden måde kom også det til at virke lidt komisk. Ligesom det også virkede forkert, når man midt i alt det meget præcist imiterede, iblandede sangtekster, der var mildest talt dårligt rimede – og hvor man blandt andet i mangel af bedre rim i blandede meget mere moderne sprogbrug end resten af jargonen som for eksempel “fix og tricks”. 

Jojo, det passede da rigtig godt til lige netop min aften, hvor jeg var bundet til sofaen og temmelig Matador-nostalgisk er man jo. Og Kaya Brüel strålede i rollen som Ingeborg – og det skal hun have stor ros for. Men ellers er det skræmmende, at så gode kræfter ikke kunne skabe noget bedre. For hvis man nu endelig skal bedømme det på rene musical-præmisser, må man også spørge sig selv, hvor de store schlagere blev af. Hvor er ørehængerne, som jeg skulle have haft på hjernen (for det har jeg nemlig ellers altid) i dagevis bagefter?

Jeg ville næsten ønske, de bare havde ladet tv-serien hvile i fred og genudsendelser. Eller turdet løsrive sig mere fra forlægget, så man kunne have skabt en dramaturgisk handling, der egnede sig til en musical – også selv om Godtfred Lunds navn så ikke ville blive nævnt undervejs.

Reklamer