Nadja Pass

I år er første gang i 12 år, at jeg har tilbragt hele julen i Danmark. De seneste mange år har mine forældre nemlig boet i henholdsvis Moskva og Beijing – og i alle de mange år tog min bror og jeg i stedet på besøg hos dem. Så julemiddagen har i årevis stået på alt fra russisk gås med saltet-hvidkål-coleslaw og granatæblekompot til pekingand og sizhuan-hotpot.

Da jeg har jødiske aner, er julen ikke lige noget, der normalt fylder så meget i min bevidsthed, og jeg har derfor ingen fasttømrede holdninger til juleaftens forløb, menu etc etc. Men samtidig har jeg lige så mange pæredanske/kulturkristne aner og har gået i almindelig dansk folkeskole og haft kristendomskundskab og sunget enormt meget i kor og sågar forkyndet hele juleevangeliet fra prædikestolen i Jægersborg Kirke, da det var min klasses tur til at stå for julespillet. Så jeg kan recitere mere end almindeligt meget af alt med Kvirinius, der var landhøvding i Syrien og jeg kan temmelig mange salmetekster udenad. Og jeg har da også hele min barndom deltaget i forskellige variationer over temaet mere-eller-mindre-traditionel-dansk-juleaften.

Så lad os bare sige det sådan, at julen ikke er nogen særlig “big deal” for mig, men at det alligevel – eller måske netop derfor – var næsten eksotisk at være herhjemme og skulle til helt traditionel dansk jul med andesteg, ris alamande og dans omkring juletræ med folk, jeg holder meget af. Og ikke alene var det i sig selv eksotisk. Det var faktisk også lidt eksotisk i det hele taget at være hjemme på Nørrebro og se, hvordan livet udspiller sig her i helligdagene.

Og det skete i de dage…at jeg blev overrasket over lidt af hvert:

1. Det overrasker mig, at det ikke er koldere. Og når det så pludselig er rigtig koldt, overrasker dét mig også. 
2. Det overrasker mig overhovedet ikke, at alle mine gode grønthandlere holder åbent hele julen. Det overraskede mig heller ikke, at de har overskud til at smile et kæmpestort “glædelig jul” og spørge, om jeg mon  havde fået mange gode gaver, (lidt ironisk, fordi jeg holder gavegivningen på et absolut minimum og ikke selv er så juleagtig, men det kunne de jo ikke vide) mens de næppe er vant til specielt varme “Eid-ønsker”. Men det overraskede mig på glædeligste vis, at jeg kunne købe grønkål på stok hos en af dem og jeg gik triumferende hjem med den som en kolossal buket. Men midt i triumfen og glæden over mit multikulturelle Nørrebro overraskede det mig så alligevel lidt, at halalslagterne så alligevel var lukkede. 
3. Det overrasker mig, hvor meget legetøjet alligevel har udviklet de senere år. Jeg troede, jeg kendte det meste, fordi jeg meget tit er “ude og lege” hos venner og bekendte og deres skønne unger. Men da jeg vovede mig ind i BR på jagt efter en julegave, overraskede det mig alligevel både HVOR lyserødt og ridder/sørøver-kliché-opdelt det hele er og HVOR mange plasticdimser med intelligent-indbyggede læringskoncepter, der er på markedet. Og HVOR mange dukkeserier ala Brats og Polly Pocket, der findes og jeg bliver helt svedt ved tanken om, at man kan ønske sig frisørsaloner, dyrehandler, huse og autocampers til dem alle sammen. Og allermest overrasket blev jeg over den “intelligente princess-phone” som ikke alene kunne lære en tallene, mens man sad og trykkede på knapper med prinsessemotiver – man ville også undervejs lære alle de essensielle detaljer om alle Disneys prinsessefigurer.  
4. Det overraskede mig, at der var leben og masser af levende lys på kirkegården juleaftens-eftermiddag, da min bror og jeg spontant svingede forbi for at kigge til min mors grav. Det var utroligt hyggeligt og stemningsfuldt med alle lysene, kransene og de efterladte, der lige sendte deres elskede en julehilsen. Men jeg anede ikke, at den tradition fandtes. Det ved jeg så nu. 
5. Det overrasker mig, at jeg kun har fået æbleskiver en eneste gang i hele december. Jeg har været til ekstremt mange hyggelige arrangementer, men alle steder havde – med undtagen af det ene, hvor jeg heldigvis fangede et par – valgt at lave alternative serveringer. Superlækkert, men bare ret vildt alligevel. 
6. Det overrasker mig, HVOR mange parkeringspladser, der er at vælge mellem lige for tiden. Og HVOR øde der er på Nørrebrogade (og om det skyldes alt det med trafikforsøget, kan vi vist lige vende en anden god gang) i helligdagene og det overrasker mig faktisk lidt at opdage, at alle, der kan krybe og gå – eller i hvert fald ejer biler – er kørt ud af byen for at holde jul. 
7. Det overraskede mig at se, hvor vigtig en rolle cigaretrøg spiller i “Mød mig på Cassiopeia”, hvor Musen i skikkelse af Bodil Kjær blandt andet puster liv og musik i lysekronerne ved at blæse cigaretrøg på dem. Og nu, hvor vi er ved røgen, overrasker det mig, hvor sensitive vi allesammen er blevet overfor røgfyldte lokaler og røglugtende tøj dagen derpå. Eller i hvert fald, hvor hurtigt, det er gået. Misforstå mig ikke – jeg er selv inkarneret ikke-ryger selv og er mere end lykkelig over ikke at skulle døje med svidende øjne og røg længere. Men jeg levede jo med det tidligere ligesom alle andre gjorde. Og jeg synes alligevel det er vildt, hvor hurtigt jeg og alle omkring mig er blevet så meget af med røgen omkring os, at den pludselig er et reelt problem, når den en sjælden gang er der til et julearrangement.
8. Det overraskede mig positivt at se, hvor uvant mange, der stoppede op for at spørge den hjemløse kvinde, der fast bor på trappen ved Skt. Ansgars-kirken på Nørrebrogade, om hun havde brug for hjælp. 
9. Det overraskede mig for det første, at Pussy Galores i løbet af min 1.juledag gåtur havde nået at flytte alle bordene ind på midten af lokalet og var begyndt at male. Og for det andet, at de allerede dagen efter var klar til at modtage cafe-gæster fra morgenstunden.
10. Det overraskede mig særdeles positivt at blive inviteret ind og se “Max Pinlig” af en ni-årig ven, og det overraskede mig, hvor mange mennesker, der var i biffen på en højhellig 1. juledag. Filmen overraskede mig også virkelig positivt. Virkelig sjov, godt skruet sammen og perfekt pointe om, hvor grundpinlige vi egentlig allesammen er. Så pinligere er det heller ikke at være lidt pinlig engang imellem. Og i den forstand svarede den på mange måder til julekalenderen Mikkel og Guldkortet som jeg også ret uforvarende kom til at følge temmelig tæt og faktisk synes, var utroligt god og spændende (og så skadede det jo heller ikke for min interesse, at der var tale om et meget fint stykke motivationsretorik og vidensformidling om basisbegreber som udbud og efterspørgsel).
11. Det overraskede mig, at Skt. Johannes Kirken kaldte til julemesse flere gange i løbet af dagen den 24. december. Det kunne jeg have sagt mig selv, da jeg har levet med klokkerne siden jeg flyttede hertil for 15 år siden og vi er blevet en del af hinandens rytme. Men alligevel overraskede mig, da de klimtede så lystigt og så meget.
12. Og det ledte til noget meget overraskende. Nemlig, at jeg tændte for fjernsynet for at se, hvad en julemesse egentlig gik ud på, mens jeg klædte mig på. For sådan en har jeg nemlig aldrig overværet eller haft nogen som helst intentioner om at overvære – og derfor overraskede det mig også i høj grad, at jeg blev helt grebet af stemningen, da de under min lokale klokkeklang lagde ud med “Det kimer nu til julefest”. 
13. Det overrasker mig HVOR dårlig jeg er til at lave marengs. Jeg er blevet udpeget til at stå for desserten til nytår og ville give mig i lag med en Pavlova, da en veninde rådede mig til lige at teste først, så jeg ikke stod tilbage med kiksede marengs. Og det var et ekstremt godt råd. Jeg lavede ca. alle begynderfejl, man overhovedet kan lave på EN gang. P.t. mit kulinariske Waterloo – men jeg skal vise dem, skal jeg (marengsene altså – ikke nytårsvennerne)
14. Det overrasker mig helt vildt meget, hvor mange gange jeg i de seneste dage har sagt “da JEG var barn” og “i MIN familie gør vi”, når jeg har snakket med andre om juletraditioner. Også selvom jeg egentlig ingen har. Og det overrasker mig heldigvis positivt, at alle mine venner tilsyneladende gør det samme.
15. Og ahmmmm – det overrasker mig også, at vi pludselig og meget umærkeligt er begyndt ikke bare at sige “da jeg var barn” men også “da vi var unge”. Så så man lige os pludselig være rykket op i en alderskategori, hvor det absolut er en tilsnigelse at kalde sig selv ung og folk slet ikke studser, når man omtaler ungdommen i datid.
16. Det overrasker mig, hvor rørt jeg er blevet over gensynet med barndommens klassiskere i form af Disneys Juleshow, 101 Dalmatinere og Narnia (begge sidstnævnte dog i de nye “realperson-versioner”, men stadig samme plot og drama, der står mejslet i sten i erindringen. Og det overraskede mig helt vildt meget, da jeg overhørte et barn sige, at han ikke gad se Juleshow, fordi det altid var det samme. “Jamen det er jo hele pointen” sukkede barnet i mig. 
17. Det overraskede mig, hvor fuldstændig fortryllende magisk den jødiske kirkegård i Møllegade så ud gennem gitterporten, da dagens tykke tåge lå over dem og det blege decemberlys alligevel prøvede at trænge igennem tågegitteret. 
18. Det overraskede mig, da jeg på en af de lunere decembersdage overhørte to unge knøse på Købmagergade sige, at de ønskede sig mere global opvarmning, så vi kunne få 30 grader i Danmark året rundt. “Folk hidser sig op over at det stiger en grad, men det ville da være helt vildt fedt” samtykkede de. Helt uden ironisk distance. Den slags tankegang troede jeg ellers var afgået ved døden allerede dengang Shu-bi-dua lancerede Costa Kalundborg.    
19. Og det har overrasket mig, hvor meget jeg i dag havde lyst til masser af hvidløg, koriander, grøntsager, chili, chili, chili, friskpresset juice…også selvom jeg ikke har været til særlig mange deciderede julesule-arrangementer. Men nu havde jeg i hvert fald fået og trængte virkelig til andre smagsnuancer og masser af vitaminer. 
20. Og nå ja – jordskælvet overraskede mig selvfølgelig også en hel del.