Nadja Pass

Min store ombygning er 7-9-13 endelig ved at være færdig. Der mangler selvfølgelig stadig en masse finish og malerarbejde og alle de sjove detaljer. Men ikke desto mindre: 

Faktum er, at jeg nu har nyt køkken, nyt badeværelse og ny el i hele lejligheden. Det med badeværelset er det ubetinget største, simpelthen fordi, jeg indtil for en uge siden har badet i kælderen (lækre, lækre bade, men dog delebade i kælderen) og haft et toilet, der var så lille, at mænd havde problemer med at stå derinde og gravide kvinder var nødt til vride sig ind gennem kosteskabsåbningen. Og nu: karbad, bruser med diverse champagne-raind-drop-massage-funktioner, vask med funktionelle skuffer under, håndklæderadiator…bathroom-bliss.

Og i køkkenet – der før var vældig hyggeligt, men hvor der hverken var bordplads, skabsplads, en ordentlig ovn eller en vask, man stod spor ergonomisk korrekt ved – er der nu alenlang bordplade, hvor mange mennesker kan stå ved siden af hinanden og snitte. En stor dobbeltvask, der dog ikke bruges nær så meget som før, fordi det meste ryger direkte i opvaskemaskinen (sic !), en ovn, der kan varmlufte, grille og rense sig selv på en meget smart facon, der vist nok hedder noget pyrolytisk rens, emhætte…og skuffer, masser af skuffer. 

Og så er der jo alle de nye lamper. Og der er endelig kommet fuldt spot på det hele, og nogle steder er der ovenikøbet dimmer-switch. 

Og jeg har endelig fået et garderobeskab, hvor min anseelige samlig af overtøj, vinterhuer, halstørklæder og cykelhjelme kan bo, så der kan blive et par ledige knager til gæsterne. Og der er kommet funktionelle hylder op i pulterrummet…

Der er kort sagt tale om en kolossal opgradering. Og nøj hvor er jeg glad og hvor jeg nyder det!

MEN når jeg ligger der i karbadet, kan jeg jo så ikke alligevel lade være med at tænke over, hvor vildt det samtidig er, at jeg med trylleslag må være gået fra at have det, elselskaberne kalder “meget lavt forbrug” til noget, der (har ikke set min elregning endnu, men det MÅ den være) ligger væsentligt højere. 

Og det er ikke fordi, der er den store luksus forbundet med mine indretningsvalg – der er blot tale om en opgradering fra noget, der måtte siges at være temmelig studenkost/spartansk/bohêmesk for en 34-årig til noget, der af de fleste danskere i dag ville kunne betragtes som helt almindelige fornødenheder. Det er simpelthen fordi næsten alle de moderne fornødenheder, der ikke lige var i en klassisk Nørrebrolejlighed, men som ellers er at finde i ethvert parcelhus med respekt for sig selv – er de vildeste strøm-, vand- og energislugere. 

Jeg HAR selvfølgelig valgt Energimærke A-hvidevarer; og selvom pulterrummet er gjort el-og-vand-klar til vaskesøjle, satte jeg altså grænsen dér i denne omgang, når vi har et vildt velfungerende øko-vaskeri i kælderen. Og så vidt jeg ved er opvaskemaskiner faktisk ret meget bedre for miljøet end almindelig opvask i hånden, så det har det egentlig heller ikke så dårligt med. Og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge det der karbad særligt tit, for når det kommer til stykket er det for meste tanken om karbad snarere end selve karbadet, der er vigtig for mig. 

Men de valg skyldes udelukkende min egen energibevidsthed. Jeg er ikke på noget tidspunkt undervejs blevet rådgivet til at foretage de klimavenlige valg eller blevet oplyst om fordelene ved at gøre det. Hvis bølgerne er gået meget højt, er der blevet sagt noget om prisen og hvad man kunne spare/ikke spare økonomisk. Men dér har argumentet nærmest være modsat – “den sparepære, der kan bruges til “dimmer-switch” er så dyr og svær at finde, at det ikke kan betale sig”. NEJ – måske ikke økonomisk, men måske på klimakontoen???

Og ellers har det hele vejen rundt handlet om (og ja, jeg ved godt at meget af det selvfølgelig også handler om at sælge mere eller udvide entreprisen) at overbevise mig om, at jeg ikke kunne leve uden mine egne maskiner og luksusvarer, når jeg ellers som udgangspunkt lige så godt synes, jeg kunne dele (dog trods alt helst ikke længere badet) skulle have mine en”Du skulle da se at få vaskesøjle her i lejligheden – du har jo pladsen” – JA, pladsen har jeg, men behovet har jeg reelt ikke. Vi har fint vaskeri i kælderen og der er ingen tvivl om, at jeg ville komme til at vaske meget mere, hvis jeg havde egen vaskesøjle i lejligheden…Og det er jo ellers NETOP når vi bygger om, at der virkelig er noget at spare og ændre på.

Det er virkelig ærgerligt, at ekspedienterne og håndværkerne ikke er bedre trænet i at vejlede deres kunder til at foretage energi-rigtige valg. Det skal selvfølgelig stå enhver frit for at fravælge den klimavenlige løsning, hvis de er ligeglade eller partout går efter det billigste også selvom det ender med at blive i det lange løb. Men vi bør i det mindste blive gjort opmærksom på konsekvenserne af vores til- og fravalg. For det er netop, når vi bygger nyt eller bygger om, at der er rigtig mange vigtige valg at træffe – der påvirker vores forbrug mange år fremover.

Det ville være rigtig godt, hvis der fremover kom nogle mere eksplitte incitamenter for sælgerne og håndværkerne til at rådgive klimavenligt – og for forbrugerne til at vælge klimavenlige løsninger – så alle hjem for eksempel blev synet ligesom bilerne gør det. Og man så betalte skatter alt efter, hvor energivenligt man levede. Den ide blev præsenteret for Connie Hedegaard under navnet Hussyn som resultatet af min gruppes arbejde på Energy Camp sidste år. Og nu her – halvandet år efter – synes jeg stadig den holder max. 

Så hvem ved – måske skulle man benytte sig af finanskrisens markante byggestop til at få gentænkt kravene til nybyggeri og renoveringer – så vi er klar til at Hussyne, når der igen kommer tryk på kedlerne, gang i hjulene og alle de andre metaforer for økonomisk opsving, der i dén grad konnoterer energispild…