Hvad farve er “hudfarvet”
by Nadja
- Forleden i tv-nyhederne var der et længere indslag om problemerne med, hvad man skal kalde USA’s kommende præsident, når man refererer til hans hudfarve. Professor Jørn Lund kom med det eneste rigtige svar: Man skal nå dertil, hvor det ikke i sig selv er det, der i sig selv er interessant.
- Da jeg var barn, var det altid svært at finde “hudfarvede” tuscher. Orange blev for orange, lyserød for grise-agtigt, hvidt dog for blegt. Der blev ofte stillet spørgsmålstegn ved, hvilken tusch, der bedst ramte “hudfarven”. Men aldrig ved, hvorvidt det var rigtigt at kalde netop den – og ikke den brune tusch – hudfarvet.
- Mange danskere bliver så overraskede, når de første gang hører sig selv beskrevet som “caucasian”. Vi er jo bare vant til, at vi er de “hudfarvede”.
- Da jeg boede i Ghana og ofte kom helt ud i de små landsbyer hvor kun ganske få hvide mænd – og kvinder – havde sat deres stikkelsbærben, blev mange af børnene bange. For de troede, vi var flået. At vi simpelthen manglede hud og gik rundt i det rene kød og blod.
- I gårsdagens afsnit at “The Julekalender” stirrer BopBop-Benny olmt på en af the kartoffelwomans mange nisser, mens han siger “Der skal jo være plads til alle – gule, sorte, RØDE – og hudfarvede”.
Nadja Pass 
Interessant. Jeg mindes et af Doris Lessing’s essays, hvor hun beskriver vores vestlige, kaukasiske hudfarve som “pinko-grey” – ret passende, synes jeg.
Jeg lavede engang en rystesammenøvelse for en gruppe spejdere, hvoraf fire netop var ankommet fra Ghana, resten var danskere. De skulle tegne sig selv, tegningerne blev blandede, og så skulle man matche tegningerne med den person, de forestillede. Og det var helt umuligt for danskerne at genkende ghaneserne på deres tegninger af sig selv – fordi de ikke var sorte i hovederne på tegningerne. De havde tegnet sig selv, ligesom de hvide danskere havde gjort: hovedets omkreds, øjne, næse, mund, evt briller. Men nej, de havde selvfølgelig ikke skraveret det hele. Pludselig stod vi med en øvelse i normalitetsopfattelse i stedet.
Måske er dette en vandrehistorie, men jeg mener bestemt at have hørt den fra en eller anden jeg kender:
En lille dansk dreng havde boet flere år et sted i Afrika og havde gået i en skole med en masse afrikanere. På det store fælles skolebillede stak han derfor en del ud som den eneste hvide dreng. Alligevel måtte han selv lade fingrene løbe hen over alle ansigterne på billedet inden han kunne udbryde ‘Der er jeg’.
Man kan måske sige at han var blevet farveblind, i ordets bedste forstand.
@ Kirsten-Marie og Jenny – begge to fantastiske og meget illustrative historier. Superfedt!
Jeg kan så supplere med, at jeg også i Ghana (så så man lige Ghana fylde meget i det her kommetar-spor) gjorde mig en interessant iagttagelse:
Min mor kom på et tidspunkt på besøg dernede. Folk herhjemme plejede altid at undre sig over, at hun kunne have mørkt krøllet når jeg (total bummer iøvrigt, men lad nu det ligge) havde blondt, glat hår. Så folk herhjemme plejede ikke at synes, vi lignede hinanden. Men i Ghana syntes alle vi lignede hinanden som to dråber vand. For de fokuserede ikke på farveforskellene (i øjne, hår, øjenbryn og hudtoner) for at skelne og genkende hinanden. De kiggede på gestik og mimik i stedet – og DER lignende min mor og jeg hinanden helt præcist.
Herhjemme er vi så vant til at sige “nårh hende den rødhårede” eller lignende, når vi skal pejle os ind på, hvem det nu er, vi snakker om. Selvom håret kan være farvet 48 gange siden sidst. I Ghana var det på ingen måde en relevant parameter.
Interessant læsning.
Det er vel uundgåeligt, at mennesker opfatter det, som de ser og hører oftest, som det normale. Det ville der ikke være problemer i, hvis der ikke også var en lang tradition for at forskelsbehandle mennesker efter deres udseende.
Nadjas oplevelse med at ligne sin mor i Ghana handler så vidt jeg kan se om, at vi først går efter de detaljerede kendetegn, når det bliver nødvendigt. Så længe vi kun møder en eller et par sorte i vores hverdag, er det ikke noget problem ikke at bringe så mange parametre i spil, som når vi skal skelne mellem alle de hvide, vi ser. (Det samme gælder naturligvis med omvendt fortegn i Afrika eller andre steder.)
Henrik
@ Beldenak – rigtig god pointe, at det selvfølgelig kun er det primært er et problem, fordi hudfarven i sig selv har været belæg for forskelsbehandling og hierarkisering.
Med hensyn til Ghana-oplevelsen beskriver du den egentlig lidt med modsat fortegn i forhold til det, jeg egentlig mente. Men det er også et ekstremt interessant perspektiv. Jeg har både da jeg skulle til Ghana/viste billeder fra Ghana og da jeg kom meget i Kina, fordi mine forældre boede derovre i seks år, været ude for, at folk ( kaukasisk udseende danskere herhjemme) sagde “man kan jo ikke kende forskel på dem” og “de ligner allesammen hinanden”. Det har jeg aldrig helt forstået, men jeg tror, det er fordi vi er så vant til at hæfte os ved netop hårfarve/type/kvalitet, øjne og hudtoner – og derfor bliver rådvilde, når det i stedet er nuancerede ansigtstræk, gestik og mimik, man skal pejle efter.