Når mørket kommer…
by Nadja
- kravler jeg allerhelst lidt ind i mig selv
- kommer jeg pludselig i tanke om, hvor meget min indre voyeur elsker at stirre ind i genboernes stuer
- (og bliver også lidt mere bevidst om, hvor godt de også kan følge med i mit liv)
- er der aldrig langt mellem supperne og simremaden
- ligger der tændstikker til stearinlysene i alle vindueskarme
- bygger jeg bo i min store grå striksweather
- råber jeg juuhuuuu til regnvejret de dage, jeg ved, jeg kan cocoone derhjemme
- sukker jeg samtidig så meget efter solskinnet og de røde blade skovtrylleri og hubertusjagt og varm kakao – og under straks mig selv en tur i skoven, selvom tiden egentlig ikke er til det
- kan jeg godt lide at gå lange paraplyture, hvor regnen trommer over tankerne
- bliver mine avislæsningsmorgener endnu længere
- stiger andelen af udgifter til god te ligefremt proportionalt med antallet af regnfaldsmillimeter
- mindes jeg, hvor meget jeg savnede årstidernes skiften, mens jeg boede i Ghana – og hvordan jeg udnævnte det til en miniårstid, når blomsterbuskene en dag sendte skyer af bomuldsfnug gennem luften eller de bevingede biller i hobetal styrede mod karosinlampernes skær, smed vingerne og vandrede videre som vingeløse kakkelakker
- juicer jeg snildt et kilo frisk ingefær om ugen
- ærger jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at strikke
- synes jeg særligt godt om saunaer og iskolde bade
- bliver jeg mig novembers duft af død smerteligt bevidst
- opdager jeg for alvor, hvor mange af byens ure, der går helt, helt forkert – og langt fra kun den ene time, de lige burde være blevet stillet tilbage
Nadja Pass 
Fantastisk smukt, tankevækkende, genkendeligt og …. anderledes end du normalt bruger sproget?!
Uhhhmmmm (og hvor skønt med et menneske der stadig bruger svovltændstikker fremfor gaslightere!!)
@ Silhuet – takker. Og ja, hver tænd-type til sin tid. Svovlstikkerne giver altså en særlig lugt og lyd og glæde over at se dem flamme op. Men gaslighteren brugte jeg i køkkenet indtil jeg for nylig fik gaskomfur med selvtænd.
Og sproget… interessant iagttagelse. Jeg tror nu nok, jeg tit skriver sådan også. Men du har nok ret i, at det ikke så tit er sådan mit blogsprog lyder. Det syrede ved dette indlæg var, at det blev til, mens jeg egentlig sad og udskrev et interview, men der kom en lang passage, som jeg bare skulle lytte til og ikke behøvede skrive ned ord for ord. Og så stirrede jeg ud i mørket og det der skrev næsten sig selv uden at jeg var helt opmærksom på det. Så det kom nok nede fra et meget intuitivt sted :-)
“kommer jeg pludselig i tanke om, hvor meget min indre voyeur elsker at stirre ind i genboernes stuer
(og bliver også lidt mere bevidst om, hvor godt de også kan følge med i mit liv) ”
Det er jo ren Paul Auster, og det er vel langt hen ad vejen livet i en nøddeskal (apropos vinter og jul ;-) ):
Vi ser og ses og ved os set.
Og alt det akkumulerer tanker, møder og møder, der aldrig bliver. Andet end netop tanker.
Det kunne man måske godt skrive en lille roman om. I vintermørket. Eller man kunne i hvert fald forestille sig, at man sad ved sit bord med stearinlyset tændt, så ud på det mørke man skrev om, og det lys man skrev i.
Eller noget.
Ja, ja jeg snakker bare. Eller skriver, velsagtens.
Men jeg synes det er sådan et dejligt indlæg. Tænksomt. Men tilgængeligt.
Vinterknus
@ Silhuet – dejlig kommentar :-) Og nej, vintermørkets små hverdagsromaner skal man absolut ikke kimse ad…
Uhmm, Nadja, sikke en smuk og efterårsfarvet hyldset til sanseligheden ;-)))
@ Heidi – tusind tak :-)