Facebook-opdateringen – en ny folkegenre?
by Nadja
I forlængelse af mit indlæg om fordelene ved Facebook, spurgte de gode folk på Kommunikationsforum, om jeg kunne have lyst til at uddybe, hvad jeg mente med punktet:
Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
Og således udfordret og opfordret har jeg i den seneste ugestid noget mere aktivt end ellers fulgt med i folks opdateringer på Facebook. Det er blevet til en temmelig omfattende kategorisering af de forskellige arketyper – med formål, fordele og faldgruber. Og masser af eksempler.
Det har i sig selv været rigtig sjovt pludselig at begynde se nogle mønstre i opdateringernes vilde mangfoldighed. Men egentlig synes jeg, den største oplevelse ved at arbejde med materialet har været, at jeg synes at fornemme en ny, spirende “folke-genre” der er ved at opstå derinde på Facebook. En genre, der stortrives i spændingsfeltet mellem det mundtlige og det skriftlige og applererer så meget til “homo multimedicus” at selv helt utrænede skribenter publicerer, ordspiller og boltrer sig i konkrete detaljer. Og det synes jeg er stort, kæmpestort.
Artiklen er netop blevet sendt ud gennem K-forums nyhedsbrev – og du kan læse den i sin fulde længe her. Og hvem ved – hvis vi er venner på Facebook, kan det jo være, at du – trods anonymisering – genkender en update eller to af dine egne :-)
Nadja Pass 
Tja…jeg har lige forladt Facebook efter et kort og vægelsindet ophold der. Jeg synes det røver tid fra andre ting. Men jeg kan faktisk sagtens følge det, du nævner i artiklen, og det er både stort og spændende. Jeg tror bare, man må prøve at finde en middelvej mellem multimediemennesket og den anden side af os. Dette siger jeg efter at have set min papdatter brænde sin babys mad på, mens hun sad med næsen i Facebook og ledte efter gamle skolekammerater. Ok – jeg ved godt, at det her er meget forenklet sagt, men alligvel…
@ Stensamler – jamen altså, hvis det i den grad begynder at tage overhånd, at det går ud over sagesløses babyers fødeindtag, er der da ingen tvivl om, at man skal på afvænning. Og hvis man i det hele taget kan se, at det sluger for meget tid, man ellers kunne have brugt konstruktivt på noget andet, er det da også en helt fair beslutning at melde sig af igen.
Men jeg tror på, at middelvejen findes og jeg oplever det virkelig ikke selv som en tidssluger. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv – og i mit tilfælde er det bare gledet ind som en naturlig del af min kommunikationsflade på linje med mange forskellige andre kanaler. Og det er perfekt, når jeg lige trænger til et mentalt frikvarter på et par øjeblikke (hvilket jeg så tit trænger til :-) Længere er den egentlig ikke.
Jeg tror, jeg ligger sådan et sted midt i mellem. Jeg bruger nettet og nye avancerede programmer i min oversættervirksomhed, jeg har min blog og er ret glad for messenger, men jeg synes ikke jeg er god nok til at skrive lange mails til mine nære venner. En gang skrev vi jo breve til hinanden, og jeg kan godt savne den langsomhed og eftertænksomhed…
@ Stensamler – jamen brevene, langsomheden og eftertænksomheden savner jeg da også i meget høj grad. Men hvis jeg skal være hudløst ærlig, var jeg aldrig verdens bedste brevskriver. Brevene var måske nok fine, lange, fyldige og eftertænksomme i sig selv – men frekvensen var så lav, at den nærmest var ikke-eksisterende. Og det glemmer jeg nok lidt, når jeg idylliserer tiden før email, skype og Facebook. Jeg mogtog i tidens løb en række skønne breve, der nærmest var som at modtage en gave – og elskede det. Men reel korrespondance blev det sjældent til – og når folk/jeg spurgte tilbage til noget, der skete i et tidligere brev, var det jo ofte for længst forbi. Kærester, jobs, lejligheder og drømme var udskiftet for længst. Og så blev der næsten FOR meget langsomhed over langsomheden. Og jeg havde næsten altid dårlig samvittighed over et brev, jeg burde se at få skrevet.
I dag passer det egentlig ret fint til mit temperament, at jeg gennem de digitale kanaler kan vedligeholde korrespondancen med de mange på et langt mere flygtigt plan, mens jeg til gengæld har mulighed for at rejse hen og besøge de virkelig vigtige venner face-to-face og være en del af deres liv i en uges tid.
Og de fine krummelurede oplevelsesbreve fra de mere kreative af mine venner modtager jeg såmænd stadig i ny og næ – og når de trods alt er blevet færre skyldes det snarere, at vi er et andet sted i vores liv, hvor alle har lige travlt nok og ikke helt så meget tid til den slags, som da vi var studerende. Men det ville også have været tilfældet, hvis vi stadig kørte snail-mail over hele linjen. Det handler mere om livsfaser end om teknologi, tror jeg.
Mailen er fin, synes jeg, for den er en kombination af brev og noget mere hurtigt.
Det med livsfaser har du i øvrigt ret i. Der er faser i livet, hvor man skriver breve, og faser hvor man ikke gør…
…bare for at sige, at jeg ikke ønsker os tilbage til snegleposten (jeg der må kæmpe med det italienske postvæsen elsker e-mailen).
Jeg kan også godt lide at chatte med veninderne på messenger, men Facebook gav (selvom man jo i høj grad selv styrer det) mig en sær fornemmelse af noget der forgrenede sig i nogle retninger, jeg bare ikke var interesseret i.
Her er i øvrigt et link, til en lille radioudsendelse om Facebook osv.:
http://netradio.dr.dk/content.asp?program=harddisken&
@ Stensamler – Men mailen er vel trods alt ikke død? Jeg kan til gengæld tydeligt huske, hvordan den blev udskældt for overfladiskhed, da den kom frem. Det er så sjovt, hvordan standarderne alligevel ændrer sig hele tiden. Men jeg er helt enig i, at Facebook er noget HELT andet og med en hel masse andre strings attached – så jeg respekterer fuldt ud fravalget!
Og så er jeg nysgerrig efter at høre din udlægning af, hvilke livsfaser, der er brevfaser…
Jeg øver mig i at se det positive ved udvikling, afvikling og tidernes skiften. Det har DU lært mig Nadja. At søge mulighederne fremfor begrænsningerne.
Og jeg er så uendelig enig med dig i, at eksempelvis facebook og status-linjen der, er med til at skærpe folks opmærksomhed på at definere sig selv: det kan selvfølgelig være usmageligt, hvis det bliver narcissistisk, men det kan også give mennesker en chance for at fremvise nye – og måske nap så overfladiske – sider af sig selv. Og sprogligt er det faktisk en stor fornøjelse at følge med i, som du også påpeger. Virkelig.
Hvad med den her statusopdatering publiceret af en meget nær ven klokken alt for tidligt en mandag morgen:
“Michael synes “what are you doing right now” er et stort spørgsmål her først på dagen… ”
– det er sgu da metakryptisk på den sjove måde. Synes jeg. Lissom. Agtigt :D
@ Silhuet – hold da op. Det var da virkelig en kompliment af de helt store, du indleder med der. Tusind tak for det – må jo sige, at hvis det forholder sig sådan, så er bloggeriet jo det hele værd :)
Og også dejligt at få bekræftet andetstedsfra, at det ikke kun er mig, der synes de updates kan noget helt særligt. Og når nu du har også har det sådan vil jeg – hvis du ikke allerede kender den – henlede opmærksomheden på gruppen Statuspolitiet, der samler og kommenterer på updates.
http://www.facebook.com/group.php?gid=8305854222
En smuk opdatering fra en af mine venner i går, som har en pointe:
Nikolaj: there was once a time when we were called secret admirers, but now we are just called stalkers.
:-)
God dag.