Nadja Pass

For en måneds tid siden crashede min mac. Det tog jeg på det tidspunkt med forholdsvis oprejst pande, for jeg havde jo en fuld back-up. Men da jeg så skulle til at have fat i filerne fra back-up’en åbenbarede der sig et af den mennet mindre marereskes forholdsvis store mareridt: Back-up’en duede heller ikke.

Der er stadig en mikroskopisk mulighed for, at nogle data kan reddes. Men jeg er nødt til at indstille mig på, at det hele er væk. Og det har sat gang i et par reflexioner:

Homo technicus kan lidt for nemt nemt rystes i sin grundvold. Det med back-up’ens crash tog jeg så med knap så oprejst pande. Faktisk rystede det mig i min grundvold, at den ikke duede. En ting, at harddiske crasher. Det sker. Og det sker ofte. Og det er derfor, man back’er up. Men når back-up’en så heller ikke fungerer føles det som et meget stort tillidsbrud fra den tekniske verdens side. Det er bare det, der ikke MÅ ske.

Man skal ikke kimse af papir. Klog af skade har jeg så nu lært, at man altid skal have sine mails i en “sky” – noget der ligger på nettet ala G-mail og ikke kun på computeren/back-up’en. Og at det skal man egentlig også helst gøre med alle sine andre dokumenter, billeder, musikfiler etc etc. Men det ændrer ikke så meget på den skade, der allerede ER sket. Så de eneste ting, jeg nu har tilbage, er ting, jeg tilfældigvis har printet for at hænge dem op på opslagstavlen, gemme dem i en mappe eller lagre dem i mindernes juvelskrin.

Overvejelsen om, hvad der er vigtigt. Jeg gemmer meget – og uden tvivl også alt for meget. SÅ det meste af det, kan jeg givetvis sagtens leve uden. Men det, jeg er rigtig ked af at have mistet, er egentlig ikke så meget alle de professionelle dokumenter, selvom tabet af dem helt klart har betydet, at mange ting har taget længere tid i den sidste måned. De professionelle ting – præsentationer, artikler, fakturaer, korrespondance etc kan jeg skrabe sammen ved at samle ting, andre har liggende af varierende grunde. Men mange af de vigtigste personlige minder; store dokumenter af den slags, som kun skrivebordsskuffen og jeg kender til og de sidste billeder af min mor inden hun døde, er måske tabt for altid.

Vigtigheden af at vedligeholde sin egen back-up. Jeg har 7-9-13 altid selv været udstyret med en temmelig god hukommelse. Så rigtig mange ting, informationer, familiekrøniker, vennefortællinger og data er lagret på min personlige back-up, hjernen. Det er så til gengæld også den, jeg er hunderæd for at beskadige. Jeg kan klare tanken om at brække et ben, selvom jeg selvfølgelig helst vil være den foruden. Men tanken om at beskadige min hjerne, kan jeg næsten ikke have. Og det er også bare det, jeg skal huske mig selv på, hver eneste gang, jeg så meget som fristes til at droppe cykelhjelmen for en dag. Velvidende, at jeg ligeså godt kunne få en istap i hovedet, blive kørt ned – gående – eller slå panden mod en mur, kan jeg slet ikke klare tanken om at risikere noget unødigt, når det kommer til hjerne-backup’en, når nu det trods alt er så nemt at spænde hjelmen.

Når et menneske dør, er det som en backup, der crasher. Fornemmelsen af den crashede back-up minder mest af alt (selvfølgelig uden diskussion om tabets proportioner) om den fornemmelse jeg har, når jeg tænker på min mors og mine bedsteforældres død. En ting er chocket og sorgen lige når dødsfaldet sker. Men det store tab følger senere. Når man bliver ved med at gribe sig selv i ting, man aldrig lige kan gøre med dem igen. Historier, hvis detaljer, man ikke længere kan spørge til. Minder, man bliver alene om. Lige når det sker, er man sig ikke tabets omfang fuldt bevidst. Men i dagligdagen sætter det ind, når man står med alle de konkrete spørgsmål, man mangler svaret på. På samme måde med back-up’en. Det er først, når jeg lige skal genfinde et dokument eller sende folk et billede eller tjekke en faktura, at jeg kommer i tanke om, at det kan jeg jo ikke bare lige gøre. Det svarer fuldstændig til det ghanesiske ordsprog “En gammel mand, der dør, er som et bibliotek, der brænder”. I den moderne verden er det snarere back-up’en, der crasher.