Formlen for succes – succeshistoriernes periodiske system
by Nadja
Formlen for at blive fremstillet som succeshistorie i de danske medier er at besidde lige dele integritet og karisma. Det gælder både mænd og kvinder.
Men formlen for kvinders succes indeholder samtidig en masse ekstra grundstoffer og antistoffer, som mændene er fritaget for – men som vi er tvunget til at forholde os til, hvad enten vi vil det eller ej. Det gør det på den ene side lettere at opnå medieopmærksomhed, hvis man ønsker det – men det gør det også meget lettere at punktere en kvindelig succeshistorie.
Sådan indleder jeg artiklen “Succesens periodiske system”, der netop er udkommet i det nye nummer af erhvervsmagasinet Protocol.
I artiklen opstiller jeg et periodisk system over de grundstoffer og antistoffer, der næsten altid indgår, når mediernes portrætterer særligt talentfulde, magtfulde, kloge, interessante eller kulturelle personligheder. Eller glimrer så meget ved deres fravær, at dét i sig selv bliver til historien.
Konsekvensen er, at der på den meget begrænsede tid og/eller plads, der er til rådighed, kun bliver meget lidt plads til at fortælle om det, personen brænder for, er særligt god til eller ved noget om. Mens uforholdsmæssigt meget af den sparsomme plads går til udenomsting. Det er problematisk i det hele taget, fordi der bliver stadigt mindre plads i medierne til at høre reelle eksperter og ildsjæle få lov at fortælle uddybende, fag-baseret og måske lidt smånørdet om det, de virkelig brænder for.
Og det er især problematisk, når det drejer sig om portrætter af succesfulde kvinder, hvor størstedelen af pladsen, går til udenomsting – udseende, bolig og serveringen under interviewet – der reelt ikke er relevante for hendes faglighed. Og uanset om hun har nogen eller ej – og uanset om det er et problem for hende eller ej – ender ethvert interview med en ambitiøs og succesfuld kvinde med at handle om børn. Børn og balance. Børn og ansvar. Børn og overskud – eller mangel på sammen. Fravalg af børn, tilvalg af børn, bollebagning til børn, au pair-pasning af børn. Alt sammen egentlig interessant nok og relevant for mange, der gerne vil forstå, hvordan det hele kan hænge sammen.
Men det holder ikke, at det ALTID kun er det, det handler om. Der bliver næsten ingen plads tilbage til at fortælle om det faglige – og dermed er de portrætartikler (selvom pointen med dem ofte er at fortælle om kvindelige rollemodeller) med til at fastholde os alle sammen i, at der er forskel på den kvindelige og den mandlige succeshistorie og mandens succes er “naturlig”, mens kvindens er enten på trods eller på grund af hendes køn, hendes pæn-pige-opdragelse eller hendes moderrolle.
Der er jo ikke sig selv noget overraskende over, at det forholder sig sådan, og man behøver kun at kigge tilbage på Lene Espersens udnævnelse til Konservativ leder, vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister for at se, hvordan hun konstant blev grillet om, hvorvidt det var ansvarligt for hende at tage imod den post med to små børn – spørgsmål, som ingen ville have så meget som overvejet at stille Brian Mikkelsen, da han samtidig overtog justitsministerstolen. Der er ikke som sådan noget overraskende ved det.
Men det der alligevel har overrasket mig, mens jeg sad og skrev på “Succesens periodiske system” er, hvor systematisk det alligevel foregår. Hvor forudsigeligt og klichéfyldt det er. For når man først har brudt det hele ned på hovedgrupper, undergrupper, grundstoffer og antistoffer, kan man næsten ikke læse et succes-portræt uden at det forekommer helt rystende, hvor lidt ekspertise, faglighed og ekcilibrisme vi får lov at høre om fordi al pladsen er reserveret til forudsigelighederne.
Hele artiklen – og ikke mindst selve Succesens Periodiske System – kan du downloade her: Succesens periodiske system.
Nadja Pass 
Glæder mig voldsomt til at læse om hele dit periodiske succes system, fantastisk tanke. Egentlig har jeg set de der udenoms ting i fag-portrætter som en måde at få “det hele menneske” med på – men du har ret , det ender oftest med nogle overfladisk ligyldigheder. Måske kunne man tage de personlige detaljer lige så alvorligt som resten af inter- viewet, og virkelig finde frem til hvilke detaljer som hjælper os, læsere til at forstå og lære, hvordan man får kabalen til at gå op som “Mor med Job” eller “kæreste med job”.
Så længe vi ikke selv spørger mændene “hvordan får du en 60 timers arbejdesuge til at hænge sammen med familie livet?” så er det åbenbart en af de udfordringer der er i kvindelivet idag, at vi forventer af os selv og ikke mindst hinanden at vores bagland skal være velfungerende, for at succen på arbejdet tæller positivt.
@ Pil – Du har på mange måder ret i det med det hele menneske. Men jeg synes, misforståelsen ligger i, at der generelt er tale om et meget fastlåst billede af, hvilke aspekter, der indgår i det “hele menneske”, at der ikke bliver tale om så “hele mennesker” endda, men om ret ensidige og forudsigelige karikaturer af succesrige mennesker. Jeg vil gerne høre om noget andet end deres store og mest velkendte succeshistorier – men det andet kunne mindst lige så godt (i mine øjne bedre) være deres tvivl, overvejelser, hanken op i sig selv, stolthed over egne meritter etc etc, som hvorvidt der bliver serveret hjemmeplukket hybenmarmelade under interviewet.
Engang i mellem – og i visse medier – er det helt på sin plads. Problemet er bare, når det bliver hele tiden. Alle vegne.
Du har ret. Læste lige i det nye danske ELLE at Eva Kruse Direktør for Danish Fashion institute serverede sort the uden noget til, fordi hun havde så travlt, at hun ikke havde andet end the, mælk og mysli i huset. Rette medie, og tilpas befriende at hun netop IKKE havde stylet hjemmebag og hybenmarmelade op til lejligheden, til at jeg fandt kommentaren relevant. MEN, havde direktøren været en mand, så havde man mødt ham på cafe eller på kontoret og sikkert IKKE kommenteret på en karaffel vand og en omgang stempel kaffe. Jeg tror det er vores forventninger til hinanaden, kvinde til kvinde, der kommer til udtryk. Forestillingen om, at alle SKAL have et lykkeligt hjemmelavet harmonisk liv ved siden af arbejdet (ikke mindst hvis du har børn) har du ikke børn, er der stadig lidt frit lejde mht. det “skæve liv”. Jeg vil også gerne spejle mig i nogle forbilleders tvivl, stolhed og svagheder…
Men man skal være pokkers modig for at vise sine svagere sider frem i forbindelse med sit profesionelle liv, og for at det bliver spændende læsning, skal man også være pokkers dygtig… Hvad nu hvis de der fjollede kommentarer bare er et udtryk for almindelig småborgerlig nyfigenhed…måske sælger det magasiner ?
@ Pil – Eva Kruse-eksemplet er supergodt på flere måder. For det første et fint eksempel på, at det netop i det medie, kan være relevant. Men også noget, der viser den ærlige konsekvens af det karrieretravle liv. Så er der jo en reel pointe med det. Det er mest, når det bliver “perfekt med perfekt på”, at det ikke alene medvirker til at skævvride billedet af, hvad vi hver især kan overkomme, men også kommer til at virke som kul på de kvinde-til-kvinde-krav du taler om. Godt pointeret!
Hej Nadja, læste din artikel i sin fulde længde og kunne godt lide din form. Sjovt og effektfuldt at nedbryde i grundsubstanser. Jeg ser mange faste formler mange steder – film, tv, bøger, artikler, almindelig sprogbrug. Er noget af forklaringen ikke “bare” at klichéen er nemmest at gå til? At man har hovedet lidt under armen som journalist? N.N. tager imod med vådt hår, for hun så lige sit snit til at nå ud at løbe inden interviewet, N.N. serverer lunt økologisk brød, N.N. slapper af i cashmere hjememsæt i dag, og blablabla. I det hele taget skriver vi for sjældent originalt og nyt. Vi følger bevidstløst de faste formler. Vi lader personerne grine og græde, vi elsker bogstavrim i rubrikker, etc etc. Faktisk er det kun Weekend Avisen, hvor jeg synes, jeg helt slipper for klichéen. Hvor teksterne konsekvent er stramme og uden faste formler. Din artikel kan godt give velfortjent anledning til selvransagelse hos os skrivende.
@ Lotte – beklager, at jeg ikke har fået svaret før. jeg har ligget vandret inden afrejsen til Grønland… men tusind tak for kommentaren, der er spot-on. Det er lige præcis det, der er problemet….det hele, der bliver så ekstremt iscenesat – selv roderiet og afslappetheden. Jeg synes også, det er en rigtig god pointe, at vi skal selvransage os som skribenter og prøve at tænke over, hvad vi selv siger og skriver. Simpelthen selv bidrage med gode eksempler på, hvordan man kan bryde de faste former.