Fabrikken, cirkusmanegen og den gode introduktion til den alternative kunstscene

by Nadja

På nogen punkter føler jeg mig meget priviligeret. Og et af de væsentligste punkter på “priviligeretheds-kontoen” er, at jeg har så mange gode venner og bekendte, der hver især går op i deres fagområder med liv og sjæl – og (for det meste i hvert fald) har tålmodigheden til at introducere mig til deres verdener, åbne mine øjne for deres specialområders nuancer, invitere mig på besøg i deres nicher.

Og en af dem, der er rigtig god til at mine øjne og trække mig lidt ud på den alternative kunstscene er kunsthistorikeren Stine Hebert, der netop nu kuraterer Alt_CPH – den alternative kunstmesse på Fabrikken for Kunst og Design. Det er også hende, der i tidens løb har trukket mig med til blandt meget andet Pecha Kucha, jagten på Martha Rubin og KOMPLEKS på Charlottenborg

Og selvom hun ikke selv var involveret dengang, var det også hende, der allerede sidste år introducerede mig til konceptet “Den alternative kunstmesse” – Alt_CPH. Den alternative kunstmesse sætter – i modsætning til den knap-så-alternative kunstmesse i Forum – fokus på kunstprojekter og udstillingssteder som primært arbejder med flygtige værkformater såsom lydkunst, performance, aktivisme og net art. Og byder – som det står i pressemeddelsen – på “eksperimenterende kunstoplevelser og en chance for på legende vis at gå i dialog med samtidskunsten.”

Det er ikke en verden jeg selv kender så meget til, som jeg gerne ville. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke altid forstår koncepterne og budskaberne og pointerne på den alternative kunstscene helt så godt som jeg gerne ville. Men jeg VIL jo så gerne – og her er ALT_CPH er rigtig godt sted at starte. Også hvis man ikke lige er så heldig at have en personlig kurator i omgangskredsen :-)

Når Alt_CPH er et godt sted at starte (eller få et brush up) skyldes det dels,

  • at det i sig selv er en stor oplevelse at se Fabrikken, der ligger midt på det gamle Sundholm Hospital (LIGE på den anden side af Lange Bro, LIGE ved DR Byen, LIGE ved Universitetet og alligevel for de fleste “så nært og dog så fjernt”) og byder på hele 1000 kvadratmeters rum, der er så rå og skønne som en sønderskudt banegård, og i dag er hjemstedet for en lang række kunstneres værksteder. 
  • at de udvalgte udstillere nøje udvalgt, fordi de hver især repræsenterer nogle spændende indgange til den alternative skandinaviske kunstscene. Og dermed er der næsten garanti for, at der vil være en masse at kigge på og undersøge og trykke på og lytte til og spørge om og lade sig provokere af og blive inspireret af på de mange små stande. Og uanset hvad, vil man derfor få sparket en masse tanker i gang ved at tage derud.
  • at man i år har valgt at nytænke “messe-konceptet” på en måde, som jeg umiddelbart synes lyder genial: I stedet for de mange lukkede “ryg-mod-ryg eller side-ved-side” stande som man kender fra de knap så alternative messer, har man i stedet valgt at indrette det store rum som en kolossal cirkusmanage. “Manegen” er så splittet op i en række trivial pursuit oste/lagkager, som de udvalgte udstillere har fået frie hænder til at indrette og udsmykke og fylde med performances, kunst og store tanker. Så på den måde kan man – hvis man står i midten af det hele (hvor baren strategisk er placeret) følge med i alt, hvad der foregår på standene og der kan være åben dialog standene i mellem. Som publikum kan man så vælge at stå med det store overblik eller at tage på opdagelse i de forskellige stande og forsvinde lidt i lommerne.
  • at der både er bar, lounge og god mad, så man kan kombinere de mange indtryk med en god hyggeoplevelse.

Ingen – heller ikke kuratoren – aner i skrivende stund præcis, hvad der vil blive fyldt i hvert enkelt af manegens lagkagestykker. Men et par ting er temmeligt sikre: Det bliver ikke verdens kedeligste sted at drikke en øl i løbet af weekenden. Og man kommer næsten med garanti tilbage med langt bedre fornemmelse af alt det, der spirer, gror og bobler på den alternative kunstscene – og sikkert også en masse tanker, der spirer, gror og bobler videre i ens egne hjernevindinger.    

Advertisement