Nadja Pass

Lykkekuren

Nu er jeg så småt begyndt at pakke kasserne ud til det nye køkken. Og det betyder – udover stor glæde ved det næsten-færdige-resulat – en masse tid med sortering og polering foran fjernsynsprogrammer af typen “lette nok til at følge med i, selvom man ikke kigger så meget på skærmen”.

Og sådan et flimrede ved et lykketræf over skærmen igår netop som jeg skulle til at – ja, man tror det er løgn, men det er altså sandt – danne mig et overblik over foodprocessorens mange tilbehørsdele. Nemlig Ole Henriksens Lykkekur. Jeg har tidligere harcelleret noget over et Ole Henriksen tv-koncept, som jeg sandt at sige syntes var temmelig kedeligt. Det var da en række kendte danske alfahanner fik en luksusrejse til Hollywood for at blive udsat for Ole Henriksens behandler og højdepunktet af spænding var, når de blev chokerede over, at de skulle have agurkecremeansigtsmassage, hårene fjernet på ryggen eller helsekost i truget. Ole Henriksen gjorde dengang sit for at sprede overmenneskelig energi til det hele – inklusive programmet. Men man sad alligevel lidt undrende tilbage og kunne måske ikke lige helt forstå, hvorfor en række kändisser – inklusive forsvarsministeren, som man måske nok kunne synes havde vigtigere ting at lave – skulle have en forkælelsesrejse på TV2’s regning. De havde ikke på nogen måde gjort sig “fortjent” til det andet end at være latterligt he-man-agtige og derfor sjove at udsætte for peeling. De havde ikke noget reelt behov for forkælelse – og var måske ovenikøbet blandt de danskere, der selv havde råd og berømmelse nok til at få sig lidt på glam-opleveren engang imellem. Og de skulle ikke yde noget i løbet af programmet andet end at lægge sig på briksen og lade sig udsætte for behandlinger, som de fleste kvinder ugentligt udsætter sig selv for.   

Men helt anderledes forholdt det sig med det nye program – Ole Henriksens Lykkekur. For her var det et helt almindeligt par, der kæmpede sig gennem hverdagene med jobs, pendlerliv, tre børn. “Børneramt” tror jeg nok man kalder det med et udtryk, der gav fuld mening, når man så deres triste ansigter, glansløse øjne, manglende kærtegn og afmålte bemærkninger til hinanden. Og nu skulle de forkæles af Ole Henriksen og se, om ikke de kunne få øjnene op for hinanden, livet og lykken igen.

Det, der var så interessant at følge var, hvordan de under besøgets første dage lagde ud med den dræbende negativitet, der kan tage livsglæden fra enhver. Lige gyldigt hvad, Ole-drengen foreslog, blev han mødt med et “det kan jo ikke lade sig gøre, når man har børn”, “det kan vi jo ikke”, “det er jo let nok for dig at sige, du kender ikke vores hverdag”…den der konstante bekræftelse af alt det negative og umulige, man desværre alt for tit møder derude i dagligdagen. Og det værste – som TV2-klipper nu ikke synderligt fremhævede, men som jeg bed meget mærke i som kron-eksemplet på negativ tankegang var, da parret netop var ankommet og Ole H. siger “Og så er I fløjet over Paris – det er jo noget af det mest romantiske” og kvinden svarer “vi mellemlandede bare”. For fanden da – magen til lyseslukker! 

Og i den første halvdel af programmet blev de ved med at afvise hans forslag som urealistiske, SELVOM mange af de ting, han foreslog ikke var hverken tids- eller økonomi-krævende. De krævede egentlig bare, at man SÅ hinanden og huskede hinanden på, hvorfor man elskede hinanden. Men i anden halvdel af programmet var det fuldstændig vanvittigt at se, hvor glade de hver især blev for at få verdens mindste komplimenter. De voksende simpelthen for øjnene af seerne.

Og det var på en eller anden måde – midt i alt det amerikanske, overdrevne, Hollywood-agtige – et ordentligt skud motivationsretorik forklædt som reality-show. For det handlede i bund og grund om at tænke og se positivt på tingene og på hinanden. I stedet for altid at fokusere på alt det, der ikke kan lade sig gøre. Og forhåbentlig motiverer andre negativister, der ikke lige har lyst til at rejse til Hollywood med TV2’s kamerahold i bagagen, til at kigge op en gang imellem. Op mod trækronerne, skyformationer, stjernerne og alt det andet, der hverken koster tid eller penge, men som giver en lille smag af lykken hver gang man ser dem.

Reklamer

Fitness for den indre GPS

Der kommer et tidspunkt i enhver succesfuld ny teknologisk dims’ eller social netværkstjenestes liv, hvor det efterhånden bliver meget svært at undslå sig længere. Længe – meget længe – kan man holde bastionenen som den uden telefonsvarer, mobiltelefon eller Facebook-profil. Og selvom mange ryster lidt på hovedet af, hvor reaktionær, man er, høster man måske også (i hvert fald i visse kredse og blandt visse venner) et par point på ægtheds-og-de-indre-værdier-kontoen. Den går for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at man selv rigtig har opdaget, at det var NU udviklingen var løbet om hjørner med én – er man pludselig den eneste, der ikke ved noget om fødslerne, der var gået igang; forlovelserne (for den slags er jo kommet på mode igen og forkyndes eftertrykkeligt på Facebook) der var blevet annonceret og festinvitationerne, der egentlig burde have talt en selv på gæstelisten. Og alle deltagerne i et selskab bryder hulkende sammen af grin over hentydninger, man ikke helt selv forstår – eller folk, man ikke anede kendte hinanden sidder pludselig og spørger til temmelig intime detaljer i hinandens liv og man aner ikke, hvor de ved DET fra.

“Hvorfor sagde I ikke noget?” spørger man – og svaret er: Vi skrev det jo på Facebook. “Hvor ved du det fra?” spørger man. Og svaret er “det læste jeg på Facebook”. Og pludselig bliver de sidste bastioner sværere at holde. Sværere og sværere. Og andre folks tålmodighed med, at man ikke “følger med” bliver mindre og mindre. Til sidst forsvindende lille. 

Jeg selv har altid været en af dem, der var lidt langsommere, end de hurtigste i min omkreds, når det gjaldt telefonsvarer, mobiltelefon og Facebook-profil-oprettelse. Og nok temmelig meget hurtigere, end de langsommeste i min omkreds, til at acceptere de nye tider. Men jeg får den løbende – fornemmelsen af at man også kan være FOR på og have digitaliseret det hele FOR meget. Og inden jeg overgiver mig til en ny dims eller netværkstjeneste skal jeg altid lige diskutere med mig selv i et stykke tid.

For tiden er der to dimser eller kommunikationsmuligheder, jeg lige skal tage mig sammen til og hvor jeg kan mærke, at andres tålmodighed med mig efterhånden ligger på et lille sted.

Den ene er at modtage mails på min mobiltelefon. Her er det primært et spørgsmål om, at jeg lige – efter tre måneders flaneren i New York og en større ombygning – økonomisk strækker ikke-strengt-nødvendige-nyindkøb i andre kategorier i et par måneder. Men det er så alligevel ikke HELT rigtigt. For reelt set har jeg også kunnet komme på nettet fra min gamle mobil. Jeg har bare ikke gjort det. For jeg kan også så godt lide fornemmelsen af tidslommer og at ikke alt kan gøres alle steder fra, at jeg udskudt det længst muligt. Men NU kan jeg godt mærke, at folk begynder at kigge spørgende på mig, når jeg siger “ring på mobilen, hvis det haster – jeg er ikke på pinden hele dagen”. “Jamen hvorfor tjekker du ikke bare mail på iPhonen”, tænker d i deres stille sind. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om måneder før det vil blive betragtet som uprofessionelt, at jeg ikke har udstyret så meget i orden, at jeg kan tjekke mail allevegne.

Det med mail på mobilen får så være – for på den anden side hylder jeg jo også fleksibiliteten og at kunne arbejde fra cafeer og parker og lade arbejde og fritid glide sammen. Så det har jeg egentlig ikke den helt store kvababbelse med – skal primært bare have købt en ny telefo.

Langt værre står det til med GPS’en. Her er presset heldigivis ikke så massivt endnu, fordi det primært er mig selv det går ud over, hvis jeg ligger og kegler rundt i 45 minutter i et industrikvarter, fordi jeg ikke har GPS. Men jeg kan alligevel mærke, at folk begynder at synes, det er sært, at jeg ikke har GPS. Og hvorfor vægrer jeg mig så sådan ved at få en? Det gør jeg, fordi jeg elsker selv at finde vej. For det meste er jeg også ret god til det – har en intuitiv fornemmelse af, hvor et centrum af en ukendt by nok ligger; en næse, der nemt vejrer de hyggelige kvarterer; øjne på stilke, der hurtigt spotter skønne omveje og en mavefornemmelse, der fortæller mig, at jeg nok godt kan skrå igennem den vej her for at ende det rigtige sted. Det er en sport for mig. Jeg synes, det er sjovt. Og jeg bliver glad, når det lykkes. Og er næsten altid afsted i så god tid, at det ikke er noget stort problem, når det først lykkes efter et par omveje.

Jeg elsker også omvejene. Jeg elsker alt det uventede jeg opdager, når jeg kører spejdende afsted. Jeg elsker at finde et godt sted at vende og med fuld fart suse tilbage til den vej, hvor jeg skulle være drejet fra. Jeg elsker at ankomme og have en fornemmelse af kvarteret omkring destinationen i stedet for bare at suse fra dør til dør.

Jeg må jo indrømme, at det tit er svært at være alene i bilen og kigge på kort samtidig med, at man suser afsted langs motorvejen. Og jeg må indrømme, at der er visse industrikvarterer i København og omegn, jeg efterhånden kender mere end almindeligt godt… Men jeg er altid nået frem og det har kun meget få gange været med mere end et par minutters forsinkelse.

Men nu er der jo så kommet GPS-muligheden. Og efterhånden har jeg været passager i flere biler med GPS. Og det ER jo smart. Gu’ er det smart. Og gu’ ville det lette mig for ret meget baks, når jeg kører afsted på mine opdagelsesrejser til Avedøre Holmes industrikvaterer. Men jeg er bange for at miste meget af glæden ved opdagelsesrejserne, at få sløvet indstinket. At glemme at lytte til den indre stemme fordi GPS-stemmen nemt kan overdøve den. Så meget kan den indre stemme blive sløvet, har jeg hørt, at der er kommet flere spøgelsesbilister efter GPS’en er kommet, fordi folk helt ukritisk drejer ned ad den første motorvejstilkørsel de ser – og ikke opdager, at det var en afkørsel.

Og ja, jeg kunne jo bare have en GPS, når jeg virkelig havde brug for den – og så lade være at slå den til, når det ikke var strengt nødvendigt. Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg ved jo, at det bliver ligesom når mobilskeptikere skal “dele” mobilen eller kun vil have den tændt i særlige tilfælde. Det holder lige præcis en uge – og så har man vænnet sig så meget til den nye dims, at man slet ikke fatter, man kunne leve uden.

Jeg får helt sikkert en GPS inden længe. Lur mig, om den ikke ligefrem følger med, når jeg får den der telefon, hvor jeg også kan tjekke mails… og i stedet for at begræde tabet af den indre stifindertrang, må jeg jo så i stedet lægge endnu større omhu i at vælge snedige destinationer, listige “via-punkter” og skønne ruter, så jeg kan nyde al den ekstra udsigts-tid jeg får som chauffør, når jeg ikke skal holde øje med kortet eller KRAK-udprintene hele tiden. Og så må jeg jo melde min indre GPS til en eller anden form for fitness, der kan erstatte det naturlige fysiske arbejde, jeg de sidste 30+ år har udsat den for.

%d bloggers like this: