Nadja Pass

Min 1,5 måned-lange ombygningslandflygtighed er nu endelig ved at være slut. Og det er samme er derfor mit antropologiske studie af pendler-tilværelsen. For selvom mit arbejde er fleksibelt nok til, at jeg ikke behøvede at tage ind til byen hver dag – og kun ganske få gange var tvunget til at gøre det på myldretidstidspunkter – har det alligevel været mit første rigtige møde med livet som pendler.

Og hvordan var det så – hvis man altså skræller alt det andet baks med at være i ombygningsmæssig undtagelsestilstand fra?

Pro’s

• Jeg har fået en hørt en masse P1 – og af en eller anden grund får jeg bare aldrig hørt så meget radio ellers. Men hold da helt op, hvor er P1 godt – og hvor er jeg blevet klog på alt muligt mærkeligt. Tager det som et KÆMPE kompliment, at der i tidens løb er mange, der har kaldt Reflexioner for magasinernes svar på P1.
• Jeg har fået prøvet Phillipes take-away i Storkereden på Helsingør-motorvejen og synes, det er helt genialt godt tænkt at lægge et CoFoCo-Marche-lækkert take-away-koncept lige præcis der, hvor alle der pendler hjem fra byen mod Nordsjælland automatisk kommer forbi.
• Jeg har haft nogle fuldstændig flow-agtige køreoplevelser – meget mærkelig fornemmelse af på den ene side at være fuldt opmærksom bilist og på den anden side glemme alt om tid og sted.
• Jeg fik mulighed for at følge måneformørkelsen over Isefjorden, da jeg en sen aftentime skulle køre “hjem” fra fødselsdagsfest.

Con’s

• Jeg har haft virkelig dårlig samvittighed over ikke at car-poole og fået det helt dårligt over at se alle de andre biler der – ligesom min – kun havde en person ved rattet. Og samtidig må jeg indrømme, at jeg – hvis jeg skulle pendle hver dag og i øvrigt havde et arbejde og en familie, der skiftevis sled i mig heletiden – ville sætte rigtig stor pris på den times tid alene hver vej og næsten ikke ville kunne overskue at skulle have selskab også der.
• Jeg har fået større forståelse for, hvorfor folk sidder og tripper og mister koncentrationen til sidst i eftermiddagsmøder, for risikoen for kødannelse er helt reel – og samtidig har jeg derfor også fået endnu mindre forståelse for, hvorfor nogen gider udsætte sig selv for at bo langt fra et arbejde, hvor de SKAL møde på konventionelle tidspunkter hver dag. Tro pokker, man bliver stresset, hvis man skal være på et bestemt tidspunkt i begge ender og det er helt uforudsigeligt, hvor lang tid det tager at nå frem – og man skal lægge en time oveni hver vej i forhold til sine arbejdstider.   
• Jeg har fået mere end nok af Malene-sangen (din lejlighed er lidt brændt ned…) og Hej Matematik med Walkman (nu lyder skoven som New York, Man), når der var genudsendelser på P1 og jeg svingede over til P3.
• Jeg kan pludselig godt se, hvor meget de stigende benzinpriser kan betyde for en helt almindelig families økonomi og kan derfor måske lidt bedre forstå, at den slags er så stort et samtaleemne.
• Jeg har pludselig prøvet på egen krop, hvorfor spontaniteten i høj grad ryger, såsnart folk skal køre langt for at komme hjem. For man skal jo ikke alene holde meget øje med, hvor mange dråber alkohol, man drikker. Og selvom man sagtens kan more sig uden at drikke – hvilket jeg absolut godt mener, man kan – sidder man alligevel hele tiden med et øje på klokken fordi man skal være frisk nok i hovedet til at køre forsvarligt i en times tid.   

Og sådan kan det være så sundt og lærerigt engang i mellem at leve et liv, der ikke er ens eget…