Nadja Pass

Jeg læste lige en artikel om begrebet Fractional Living, der kort fortalt er en luksuriøs og meget udvidet version af Københavns Delebiler. Tanken om, at man ikke behøver eje sin egen jaguar-convertible eller sit eget vinslot i Frankrig. Men i stedet kan dele det med andre henover året, så man selv kan nøjes med at nyde sportvognen, når årstiden er til at man kan slå kalechen ned i stedet for at have den stående i garagen hele året – og at man kan nøjes med at være slotsfrue i Frankrig i de par uger, man har tid til at trampe rundt i druerne med bare pusselanker, mens nogle andre kan have fornøjelsen resten af året.

Det hele er sat i system på hjemmesiden Fractional Life, hvor man kan vælge, om det er raceheste, kunst, luksustasker, skihytter eller motorbåde, man har lyst til at være medejer af. Og det smarte er – præcis ligesom med Københavns Delebiler – at man slipper for alle de faste udgifter og baks med reparationer og alt det der. Og bare  – for medelst det beløb, det jo så trods alt koster at være deltidsejer – kan sætte sig i sadlen, bag rattet eller råbe ohøj bag roret. 

Rigtig smart synes jeg umiddelbart. Men det der slog mig i artiklen jeg læste om det – som jeg så ikke lige kan huske, hvor var, fordi jeg er i fuld gang med en meget forlænget udgave af årets minimediefestival – var at både skribenten og den fremtidsforsker, der udtalte sig om fænomenet latterliggjorde det lidt og gjorde det til udtryk for den ultimative hedonsime og de yngre generationers rastløshed og forlystelsessyge. At det var en frygt for at binde sig til et sted, en hobby, en skiløjpe, en racehest, der kom til udtryk i det nye fænomen. 

Men det synes jeg, er et meget indskrænket syn på sagen. For selvfølgelig kan man da sætte tusindvis af spørgsmålstegn ved hele konceptet i luksusgoderne og vores hang og trang til at have dem – og er det ikke nogle helt andre værdier og alt det der, der bør tælle. Men NÅR vi snakker luksusmarkedet, statussymboler og alt muligt andet, der har sprængt alle rammer i Maslows behovspyramide, synes jeg da egentlig, det et sundhedstegn, hvis folk begynder at indse, at man måske ikke behøver at eje alting selv. 

Hvis vi lige skal bringe det ned på dagligdags-niveau… :

• Har jeg altid undret mig over, hvorfor alle parcelhusejere skal eje hver deres hækklipper og græsslåmaskine. SÅ ofte skal man trods alt heller ikke klippe hæk, at man ikke lige kan vente de 10 minutter til naboen er færdig, hvis  det SKULLE gå hen og kollidere, hvis man var et par naboer om at dele haveredskaberne.
• Nu hvor jeg har boet i sommerhuset her hele august kan man heller ikke lade være med at tænke over det store spild med alle de tomme huse (og jeg skal ikke være hellig – havde det ikke været fordi både min bror og jeg havde gang i store ombygninger derhjemme, havde vores også stået tomt meget af sommeren) der står helt alene i en dejlig sommermåned og venter på at ejerne skal få tid til at kigge forbi.
• Og under min efterhånden nok så om-bloggede store ombygning derhjemme, skulle jeg også lige navigere mig frem til, at jeg ikke personligt behøver at have min egen vaskemaskine i lejligheden, når vi har et udmærket fællesvaskeri i kælderen. Men det lå ligesom som en helt naturlig forlængelse af at skulle bygge om, at pludselig skulle lejligheden udstyres med “mit eget” eksemplar af alting. Også ting, jeg ikke behøvede.

For nylig var jeg på besøg hos nogle gode venner, der bor i bofællesskab i Smørum. Og det var vildt inspirerende at se, hvordan de mange familier derude ikke alene havde deres eget privatliv i eget hus, men OGSÅ havde mulighed for at have både boldhal, fodboldbane, badesø, mange små legepladser, pentanguebane, kæmpe festhus etc etc etc fordi de var sammen om at eje alle fællesarealerne. Og så vidt jeg har forstået fungerer Københavns Delebiler også rigtig udemærket for alle dem, der ikke har brug for en il til daglig, men til gengæld rigtig gerne vil kunne komme på landet eller en tur i IKEA med jævne mellemrum. Så det kan ikke alene godt lade sig gøre, når det gælder at dele i hverdagen. Det er faktisk for mig at se en rigtig fornuftig måde at gøre det på, hvor alle får del i ting og goder, som de gerne vil have – uden at bidrage til overforbruget i samme høje grad, som man hurtigt kommer til at gøre, når man skal udskifte hver sin hækklipper med jævne mellemrum.

Og kan det indføres med luksustilværelsen også, hilser jeg det umiddelbart velkommen. Jeg vil på ingen måde underkende, at det er rart at have sit eget sommerhus, med sine egne ting og at det med stor sikkerhed er skønt for Dronningen, at de lokale handlende på markedet i Cahors genkender hende, fordi hun er kommet på Chateau de Caîx i rigtig mange år efterhånden. Genkendelsens glæde skal man på ingen måde kimse ad.

Men for det første kan man jo sagtens vende tilbage til stedet år efter år, hvis det er det, man gerne vil. Der er bare også nogle andre, der har været der i mellemtiden. Og for det andet er det også meget skønt ikke at være stavnsbundet til en bestemt destination og mange faste dage, der skal gå med at klippe hæk (altså det er ikke fordi jeg har noget særligt imod hække, ved ikke hvorfor jeg lige er røget ind i den hækklippervendetta her til aften).

Så faktisk er det endnu mere relevant at dele, når det gælder luksusgoderne, fordi ingen har mulighed for at køre i deres convertible, nyde deres franske vinslot, ride deres racehest eller lufte deres statussymboler tilnærmelsesvis nok til at det giver mening at eje dem 365 dage om året. 

Hvem vil med, når jeg bliver den lykkelige timeshare-ejer af en speedbåd i millionklassen og skal ud og fræse på Øresund?