Nadja Pass

I New York stod de konkrete detaljer ligefrem i kø for at blive lagt mærke til og nedfældet. Meeeeen man skal nu heller ikke kimse ad en helt almindelig gåtur i sensommerlandet. På vej ned til sommerhuskøbmanden og tilbage langs strandenlandet så og hørte jeg nemlig for eksempel:

En anlægsgartnerbil. En tømrermesterbil. En murermesterbil. En bil med tyske turister, der vist var faret lidt vild. Og en førerløs pickup-truck med radioen bragende for fuld volumen og mange rustne redskaber bagi.

En gammel mand, der sad de i de så-har-det-da-vist-været-pålandsvind-et-par-dage-høje tangbunker og udgravede kolossale klumper rav. Han forklarede mig et og andet om, hvordan solen skulle skinne i småstenene for, at man kunne være sikker på, at det var rav. Og viste mig også et par hav-svampe, der ved første øjekast kunne have narret selv den dygtigste ravspotter.

To hvide sommerfugle, der havde hed sex midt på grusvejen og gjorde mig opmærksom på, at der åbenbart er hel del om insekters forplantning, jeg intet aner om. (alle biologer derude…crashkursus søges!)

Tre flag i en indkørsel på “her-venter-vi-studenter-måden”. Men huset så helt tomt og ubeboet ud.

En ældre herre, der viste en anden ældre herre to store pakker kød (vistnok okseklump) han  havde købt på tilbud. Det var to-for-ens-pris så han tilbød sin ven den ene pakke. Men han måtte takke nej. Der var ikke plads i fryseren.

En bil, der næsten ikke kunne komme ud af sin indkørsel, fordi de to ældre herrer i nabohuset stod og snakkede kød. Så den måtte helt over i hybenroserne for at kunne tre-punkts-vende. Og det var den nok ikke sådan forberedt på, da det ikke ligefrem er den store trafik, der ellers præger området sådan en fredag formiddag.

En hund, der blev kæmmet på et havebord.

Købmandens gamle mor, der seriøst må være tæt på de 100, men som stadig hjælper til med at lægge nye varer på hylderne. De sidste par år har hun dog ikke siddet ved kassen. Køerne voksede sig for lange og der var for mange, der brokkede sig over fejl-bonner. Men hun er imponerende nok still going strong.

Tre par turister ved deres bord på skod-cafeen. Med lidt tomme udtryk i øjnene, sikkert undrende sig over, at Nordsjællandsk badeby kan være SÅ uddød midt i august.

Tilbudsskilte med henholdsvis: fiskefillet med pommes fritter og remoulade, røget sild og makrel og skaldyrsbuffet formedelst 358 kroner – bordbestilling anbefaledes.

En handymand i den bedste af hvidt-og-slidt-butikkerne, der var ved at hænge et sindrigt monstrum i loftet, der skulle bruges til at udstille en masse antikke lamper. Han havde udspændt sin arbejdsplatform 2 centimeter over en masse stabler fine gamle tallerkener og kopper.

En ny trampolin ved det store nye hus rundt om hjørnet, hvor der er nyt, stort legetøj på de nyudrullede rullegræs, hver gang man kommer forbi. Hoppeborge, plasticlegehuse, plasticbasketball-baner og et plastic-mini-udekøkken ved siden af de voksnes udekøkken og kæmpe-weberen.

To flotte sorte brombær, der hang og fristede ved siden af en masse helt umodne naboer. De smagte godt.

Det hus, min mormors bror plejede at eje, og som vi ofte besøgte, da jeg var barn – men som jeg ikke har været forbi længe, fordi det ligger på en omvej, når nu man ikke længere har et ærinde. De havde fældet verdens største og mest fantastiske kirsebærtræ og sat nogle solbænke i stedet.

En gammel mand i hvide shorts og læderrynket solhud, der cyklede mens han spiste en stor softice med chokoladekrymmel.