Godt så, Quinoa BLIVER det nye spelt :-)
by Nadja
Det er efterhånden ved at være halvandet år siden, at jeg første gang forudsagde, at quinoa kunne gå hen og blive det nye spelt. Og under mit ophold i New York blev den teori bekræftet op til flere gange (ja, for den sags skyld kan du læse om quinoa også både her og der.
Og nu kan jeg godt sige jer: NU er det for alvor ved at ske herhjemme. Og det aflæser jeg blandt andet ved, at det daglige antal googlinger på quinoa, der leder folk hen til min blog, stiger for hver dag, der går. Og der i tidens løb indløbet en masse gode kommentarer – sågar opskrifter med quinoa – i kommentarfelterne. Og det lyder alt sammen ikke alene sundt, men også meget appetitligt. Velkommen til Quinoa, det nye spelt.
Nadja Pass 
En større oprydning i gemmerne har frembragt en bortkommen opskrift på quinoabrød fra min salig mor, der var glutenallergiker og udviklede egne brødopskrifter til røremaskine, fordi hun ikke havde så mange kræfter til at ælte.
Den kommer her:
GLUTENFRIT QUINOABRØD I RØREMASKINE
Ingredienser:
3 dl håndlunt vand
1/2 spsk HUSK-pulver
1 liter håndlunt vand
1 karton glutenfrit FINAX-mel
2 dl quinoamel
1 spsk sukker
1 tsk salt
1 brev tørgær
2 dl knuste hørfrø
I røreskolen kommes 3 dl håndlunt vand + 1/2 spsk HUSK
Lad røremaskinen køre til det er geleteret.
Herefter tilsættes 1 liter håndlunt vand + 2 dl knuste hørfrø. Kør lidt igen.
Tilsæt 1 brev tørgær, 2 dl quinoamel, 1 spsk sukker, 1 tsk salt + 1 karton Finaxmel.
Sidstnævnte kan være en fordel at komme i lidt efter lidt for at undgå at det støver ud over det hele.
Rør i begyndelsen langsomt, derefter med 1 som hastighed.
Herfra røres i 15 minutter (til havregrødskonsistens). Regulér evt. dejens konsistens med mere mel eller vand.
Fyld dejen i 2 store rugbrødsforme, brødene skal helst være lige store og “jævne” på overfladen (glattes evt. med vand).
Hæver til dobbeltstørrelse.
Opvarm ovnen til 225 grader (varmluft).
Brødene sættes forsigtigt ind på nederste rille, og temperaturen sænkes til 200 grader. Se til brødet efter 30 min. – hvis det er ved at blive mørkt, så sæt en ovnplade på rillen lige ovenover.
De varme brød pakkes ind i viskestykker og lægges i plasticposer. De skæres i skiver dagen efter, hvorefter de nedfryses i mindre portioner (seks skiver i hver pose).
God fornøjelse!
@ Nina – fantastisk. Det må prøves!
Og Havtorn bliver måske den nye Emil?
Jeg er i gang med at læse en mildt sagt dramatisk bog, der foregår på Læsø i 1600-tallet (“Løv som vinden jager”). Her bliver den gode Gertrud efter mange prøvelser gift med den gode, men lidt forknytte Havtorn.
Sikken et navn, tænkte jeg uden at ane, hvad ‘havtorn’ overhovedet henviste til. Formentlig en fugl eller plante?
Og svar fik jeg så prompte i søndags i Politiken, hvor Henrik Kerrn-Jespersen skrev om madtendenser i 2009, og som den fjerde på sin liste nævner, ja:
“4. Havtorn
Det giver ikke så meget mening, at et af de smukkeste og smagsmæssigt mest interessante bær stortrives langs danske kyststrækninger uden for alvor at blive anvendt i vores madlavning. Jeg tænker på det ravgyldne og næsten flammende smukke bær på havtornbuskene, der trods deres skræmmende Tornerose-torne er almindelige i marmelader, safter, desserter og kager i nabolandene omkring Østersøen.
Svenskerne og finnerne er flittige til at benytte bærret, og i Nordtysklands kystflækker – f.eks. på Rügen og i Mecklenburg-Vorpommern – kan man finde butikker, som har viet hele sortimentet til produkter med sanddorn (som er bærrets tyske navn – og på latin: Hippophaë hamnoides). Vingummi, te, marmelade, sennep og saft i alle afskygninger – der er ingen grænser for dets anvendelse. Bærrene er utrolig vitaminrige og har foruden et meget stort C-vitaminindhold bl.a. mange A-, B-, E- og P-vitaminer. Smagen er syrlig, men efter frost bliver bærrene mildere.”
@ Christine – hæ, fantastisk. Jeg så faktisk godt artiklen forleden – jeg er jo en sucker for den slags… og bed også godt mærke i, at havtorn endelig var kommet på listen. Man har i noget tid kunnet købe saft etc på udvalgte steder så som Meyers deli, og hvad de hyper, plejer gerne at slå igennem med et par års forsinkelse (vi venter jo stadig på de finske fisk i dåse, ikke?) Men jeg har aldrig selv set (eller i hvert fald været opmærksom på, at det var det) på en busk – endsige prøvet at plukke dem eller lave marmelade af dem. Men det kunne jo godt lyde som et sommerprojekt.
Noget helt andet er Havtorn som navn. Det er da et helt vildt sejt navn!
@Nadja: Ja, ikke? (Telefon ringer) “Hej, det er Havtorn!”
@ Christine – nemlig. Og hans nærmeste familie hedder så Klitrose, Bjørneklo og Marehalm :-)