Hvornår og hvordan hilser man på hinanden på sommerdansk?

by Nadja

Så snart man kommer på landet sker der en meget markant forandring i forhold til livet i byen. Dansken flest smiler venligt, nikker og hilser til næsten alle, der kommer gående imod dem. Især på vej til og fra stranden smiler og hilser alle venligt til folk de ikke kender, men som de trods alt har bølgen blå til fælles med. Og smilene sidder i det hele taget lidt løsere, når det er sol, sommer og ferietid.

Jeg gør det også selv, og synes, det er vældig hyggeligt. Men nu hører jeg også til dem, der faktisk sætter stor pris på amerikanernes “How are you” (især efter jeg lærte, at jeg kan glide høfligt af ved at sige “Fine, yourself”, hvis man ikke lige orker den store smalltalk). Og er nok også blandt de københavnerne, der mest venligt og åbent smiler til fremmede på gaden. Bare sådan for humørets og venlighedens skyld. Så også i sommerlandet hilser og smiler jeg venligt. Uanset, om det er folk, jeg overhovedet ikke kender, nogle af de ældre kvinder, som min mormor plejede at hilse på heroppe eller nogle, jeg har et fjernt kendskab til gennem et ukendt antal degrees of separation.

Men så i dag på vej til min formiddagsdukkert skete der noget interessant. En kvinde kommer gående med sin hund and den “store vej” (en my bredere end grusstikvejen, jeg kom gående ad og lidt asfalteret i den ene ende) mens jeg kommer gående ad en stikvej men ellers skal i samme retning som hende. Vi nikker behørigt. Og da jeg så overhæler hende siger hun meget højt “HEJ”. Hvilket fik mig til at reagere ved at tage solbrillerne af (de nye Oliver Peoples fra New York, som jeg er ekstremt glad for, men samtidig må smile lidt ad, at det eneste andet par jeg har set herhjemme sidder på Katja K.  – men det er en helt anden historie), kigge søgende og eksplicit spørge “Kender vi hinanden?”. Venligt, men alligevel undrende. “Nej,men jeg syntes bare, jeg ville sige hej, nu hvor vi gik ved siden af hinanden” sagde hun så. “Nåh – jamen så hej” sagde jeg så.

Og DEN gik/svømmede jeg så og tyggede videre på i den næste halve times tid.  For af en eller anden grund faldt hele det fine “smile, nikke, hilse”-spil til jorden af sådan at blive ekspliciteret. Og jeg forstår ikke, hvorfor jeg selv blev så forfjamsket af at blive hilst på i den kontekst.

Men nu har jeg analyseret mig frem til, at det nok handler om to ting, som jeg aldrig har tænkt over før, men som jeg lige vil høre jeres syn på:

  1. Vi gik i samme retning, faktisk var jeg ved at overhale hende. Mine smil og nik fremkommer ellers typisk ved, at jeg går imod nogen og dermed opnår øjenkontakt – som faktisk også var tilfældet, da jeg kom gående fra stikvejen og vi først nikkede til hinanden. Folk der går bagved eller i samme retning som en selv føles det derimod – for mig – mærkeligt pludselig at hilse på.
  2. “Hej’et” var meget højt. Og jeg har ikke tænkt på det tidligere, men i virkeligheden er sommerhilsnerne nok normalt forholdsvis subtile. Man smiler og nikker og former måske nok læberne til et “Dav”, og anerkender dermed at man har set hinanden og gerne vil være venlig og hvor er det også dejligt med sådan en sommerdag…Men man siger ikke højt og insisterende “HEJ”, med mindre man kender hinanden.

Hvad siger I derude? Er der noget om de hilse-konventioner – eller er det bare mig, der har levet efter det ubevidste system? Hvordan, hvornår og hvor ofte hilser I selv? Og hvad er kritierierne for, hvem I hilser på? Jeg er pludselig blevet meget nysgerrig!

Reklamer