Hvornår og hvordan hilser man på hinanden på sommerdansk?
by Nadja
Så snart man kommer på landet sker der en meget markant forandring i forhold til livet i byen. Dansken flest smiler venligt, nikker og hilser til næsten alle, der kommer gående imod dem. Især på vej til og fra stranden smiler og hilser alle venligt til folk de ikke kender, men som de trods alt har bølgen blå til fælles med. Og smilene sidder i det hele taget lidt løsere, når det er sol, sommer og ferietid.
Jeg gør det også selv, og synes, det er vældig hyggeligt. Men nu hører jeg også til dem, der faktisk sætter stor pris på amerikanernes “How are you” (især efter jeg lærte, at jeg kan glide høfligt af ved at sige “Fine, yourself”, hvis man ikke lige orker den store smalltalk). Og er nok også blandt de københavnerne, der mest venligt og åbent smiler til fremmede på gaden. Bare sådan for humørets og venlighedens skyld. Så også i sommerlandet hilser og smiler jeg venligt. Uanset, om det er folk, jeg overhovedet ikke kender, nogle af de ældre kvinder, som min mormor plejede at hilse på heroppe eller nogle, jeg har et fjernt kendskab til gennem et ukendt antal degrees of separation.
Men så i dag på vej til min formiddagsdukkert skete der noget interessant. En kvinde kommer gående med sin hund and den “store vej” (en my bredere end grusstikvejen, jeg kom gående ad og lidt asfalteret i den ene ende) mens jeg kommer gående ad en stikvej men ellers skal i samme retning som hende. Vi nikker behørigt. Og da jeg så overhæler hende siger hun meget højt “HEJ”. Hvilket fik mig til at reagere ved at tage solbrillerne af (de nye Oliver Peoples fra New York, som jeg er ekstremt glad for, men samtidig må smile lidt ad, at det eneste andet par jeg har set herhjemme sidder på Katja K. – men det er en helt anden historie), kigge søgende og eksplicit spørge “Kender vi hinanden?”. Venligt, men alligevel undrende. “Nej,men jeg syntes bare, jeg ville sige hej, nu hvor vi gik ved siden af hinanden” sagde hun så. “Nåh – jamen så hej” sagde jeg så.
Og DEN gik/svømmede jeg så og tyggede videre på i den næste halve times tid. For af en eller anden grund faldt hele det fine “smile, nikke, hilse”-spil til jorden af sådan at blive ekspliciteret. Og jeg forstår ikke, hvorfor jeg selv blev så forfjamsket af at blive hilst på i den kontekst.
Men nu har jeg analyseret mig frem til, at det nok handler om to ting, som jeg aldrig har tænkt over før, men som jeg lige vil høre jeres syn på:
- Vi gik i samme retning, faktisk var jeg ved at overhale hende. Mine smil og nik fremkommer ellers typisk ved, at jeg går imod nogen og dermed opnår øjenkontakt – som faktisk også var tilfældet, da jeg kom gående fra stikvejen og vi først nikkede til hinanden. Folk der går bagved eller i samme retning som en selv føles det derimod – for mig – mærkeligt pludselig at hilse på.
- “Hej’et” var meget højt. Og jeg har ikke tænkt på det tidligere, men i virkeligheden er sommerhilsnerne nok normalt forholdsvis subtile. Man smiler og nikker og former måske nok læberne til et “Dav”, og anerkender dermed at man har set hinanden og gerne vil være venlig og hvor er det også dejligt med sådan en sommerdag…Men man siger ikke højt og insisterende “HEJ”, med mindre man kender hinanden.
Hvad siger I derude? Er der noget om de hilse-konventioner – eller er det bare mig, der har levet efter det ubevidste system? Hvordan, hvornår og hvor ofte hilser I selv? Og hvad er kritierierne for, hvem I hilser på? Jeg er pludselig blevet meget nysgerrig!
Nadja Pass 
Sjovt – jeg har faktisk også tænkt over konvententionerne her i sommer – og er kommet frem til følgende:
Man hilser ude i sommerlandet, fordi det så er der man bor i ferien – på samme måde som man ude i provinsen (i hvert tilfælde hvor jeg kommer fra) hilser når man møder folk på villavejene (altså i betydningen man hilser på ALLE – også folk man aldrig har set før), mens man ikke hilser på folk man ikke kender oppe i midtbyen (med mindre man går sen aftentur i den mere eller mindre lukkede by og møder et par andre ensomme vandrere/par som er ude at spadsere – for så hilser man!)
Min teori er at hilseritualer også har noget med mængden af mennesker at gøre? Man kan jo ikke hilse på alle ukendte mennesker på Strøget eller ved Søerne eller på stranden, for så kommer man ikke til at bestille andet – og man behøver måske heller ikke anerkende hinandens tilstedeværelse i det store åbne fælles rum, for det er jo oplagt at alle har samme ret til Strøget?
Anderledes på sommerhusvejene og de stille villaveje. Her har man jo strengt taget ikke noget at gøre, hvis man ikke bor i et af husene eller er på besøg hos nogen der gør – og når man hilser viser man at man er fredelig (indbrudstyve og overfaldsmennesker antages efter denne konvention ikke at eje skyggen af høflighed..) og at de intentioner man har ikke er at forstyrre eller at optage al pladsen (eller et eller andet mere subtilt?)
Men om den holder aner jeg ikke? Der må være nogen der har teoretiseret mere over det?
Og jeg giver dig ret – det skal være stille og roligt – ikke nogle høje råb – og det skal være folk man møder – ikke dem man overhaler … :-) – men jeg er alligevel ret pjattet med at jeg ikke behøver hilse på alle når jeg er kommet hjem til København igen :-)
@ Trine-Maria – dejligt med en meget kyndig udlægning og overvejelse om dette meget interessante fænomen :-) Jeg tror, du har helt ret i det med, at det kommer an på, hvor mange man er og hvor tæt knyttet man hører til – eller føler, man hører til.
Et interessant aspekt, som jeg ikke lige fik med i indlægget er også det der med enten at ignorere folk der sidder i deres have, for at give dem lidt privatliv – eller deres ignoreren for at bekræfte sig selv i, at de har lidt privatliv i deres ellers meget åbne have. Så snart man hilser over den ikke-eksiterende hæk bryder man også grænserne for noget meget intimt. Det er altså ret sjovt det her :-)
Her har du skrevet om en interessant ting, som jeg altså først har set nu. Da jeg flyttede til Norge, opdagede jeg pludselig denne danske hilse-skik, for dette praktiserer man ikke heroppe – i hvert fald ikke i samme grad som i DK. Jeg flyttede på et studenthjem i Oslo. Et stort højhus med 350 studenter. Altså en lille enhed, ligesom et dansk villakvarter, så jeg hilste naturligvis på alle, når jeg gik i trapperne, og jeg tænkte ikke noget videre over det. Ja, jeg opdagede ikke en gang, at der ikke rigtig var nogen, som hilste tilbage. Men nu var dette jo også de mere lavmælte hilsner, så jeg godtog enhver form for tiks som en nikkehilsen. Lige indtil den dag, hvor jeg skulle tage elevatoren sammen med 4 andre. Her sagde jeg et lidt højere ‘Hej’, da jeg trådte ind. Men der var ingen, som sagde noget. De kikkede forvirrede på hinanden i håb om, at nogen kendte mig, men det var der egentlig ikke nogen, der gjorde, andet end en enkelt en, som jeg en gang havde set på en fest, men som jeg aldrig havde vekslet et eneste ord med. Da forstod jeg, at dette var noget, man gjorde i DK og ikke i Norge.
Nu er jeg flyttet til en mindre by, og da jeg er af slagsen, som godt kan lide at hilse på fremmede ansigter, er jeg atter begyndt at praktisere denne danske skik. Jeg tror, der findes nogen, som synes jeg er lidt underlig, men de allerfleste lyser op i et stort smil, så jeg føler faktisk, at jeg gør en god gerning.
Men man hilser ikke på folk, som man overhaler. Man hilser heller ikke på folk som sidder fordybet i en samtale i sine haver, men man kan godt hilse, hvis man tilfældigvis for øjenkontakt. Men det værste er de, som hisler gennem vinduet. Altså hvis man går tur om aftenen, og ser folk sidde derinde i sofagruppen, og så pludselig giver sig til at vinke – da har man definitivt overskredet en klar grænse!:D